Jeg var stadig i gang med at indøve min nye assistent Annika i hverdagens mange praktiske gøremål, og derfor sad vi igen henne om hjørnet på Café Freud med hver sin Latte Ich. Annika bladede i et tysk magasin om psykoterapi, som hun havde fundet på tidsskrifthylden.

”Hvorfor hedder det egentlig Café Freud?” spurgte hun.

”Det har jeg også spurgt Philippe om mange gange, men han siger helt bevidst, at det var et ubevidst valg,” svarede jeg. Philippe er min gamle ven, der åbnede Café Freud for efterhånden en del år siden.

”Engang kunne jeg godt tænke mig at læse til læge, men i dag ville jeg hellere være psykoterapeut,” sagde Annika drømmende og pegede på en artikel om en tysk psykoterapeut ved navn Gudrun Korthus.

”Øhh, nu har du været ansat hos mig i et par uger, og så drømmer du allerede om noget helt andet?” spurgte jeg lidt stramt.

”Jamen det der psyko er jo over det hele. Du prøver jo også at tyde mine drømme nu,” påpegede hun.

”Det er der nok noget, der kan tyde på,” indrømmede jeg. I det samme ringede min mobil.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” svarede jeg.

”Goddag, Nissen, du taler med Geo van Dart. Jeg er direktør for Korthuset, og jeg har brug for assistance til en meget hastende sag!”

Det lød som om han holdt vejret, eller også var han død.

”Det er et kort varsel, men jeg kan godt finde en tid. Hvad drejer det sig vedrørende?” spurgte jeg og fandt noget frem at skrive med. Og på.

”Jo før, jo bedre, Nissen! Vi indvier vores nye udstilling kl. 15 i eftermiddag, og både Dronningen, statsministeren og flere af ministrene kommer, men… her i huset er der et eller andet helt galt,” sagde han og sænkede stemmen.

”Helt galt?” spurgte jeg.

”Ja, kan vi ikke mødes, så skal jeg forklare det nærmere?” tryglede han, og jeg lovede at, Annika og jeg ville komme så hurtigt som mulig. En halv times tid senere kørte vi op foran den fine, gamle bygning, der rummede en af verdens største kort-samlinger. Geo van Dart tog imod os ved indgangen og fulgte efter et kort, der viste vej ind til hans kontor.

”Som I måske ved, åbner vi en ny særudstilling i morgen med klippekort, nu hvor de ikke længere kan benyttes. Der står jo i vores aftale med Kulturministeriet, at vi ikke må udstille kort, der stadig er aktive,” tilføjede han.

”Aj hvor vildt, har I så mit gamle Magasin-kort?” spurgte Annika med store øjne.

”Muligvis, men i så fald ligger det ovre på vores magasin,” sagde van Dart.

”Du sagde, at der var et eller andet helt galt?” spurgte jeg for at komme til sagen.

”Ja, helt galt. Men problemet er, at jeg ikke kan sætte en finger på hvad det er. Det er bare stemningen i huset, der er noget galt med. Det er som om, der pludselig er en masse mislyde rundt omkring,” forklarede han med sænket stemme.

”Har det noget med klippekortene at gøre? Har I placeret dem, så de kan klippe i kørekortene?” spurgte jeg.

”Nej-nej, selvfølgelig ikke!” bedyrede van Dart. ”Vi har taget alle tænkelige forholdsregler.”

”Måske skulle vi lige gå en kort runde og rekognoscere lidt?” foreslog jeg, og han rejste sig og fulgte Annika og mig ud i Korthusets udstillingslokaler.

”Den første afdeling rummer nogle af de ældste kort i verden. Her er fx verdens første Dyrekort, der gav adgang til Noahs Ark. Der kom en syndflod af protester, fordi man kun kunne få enkeltbilletter. Og her er Babylon-kortet, der gav fast track til hele tårnet. Det er trykt med kileskrift på lertavler og blev fremstillet på 273 forskellige sprog. Og her er et af Moses’ originale Travelcard. Det gjaldt i 40 år og er lavet af et meget skrøbeligt materiale, der ikke kunne tåle at blive vådt,” forklarede han medrivende.

”Hvad er dét der? Er det lårkort?” spurgte Annika og pegede på en tøjbunke.

”Nej, det er beskyttelsesdragter, man skal have på, hvis man skal ind ved siden af og se vores strålende samling af kort med det periodiske system,” svarede han. ”Men der er lukket nu, det har kun periodisk åbent,” tilføjede han.

”Med hensyn til den dårlige stemning, så fornemmer jeg dårlige vibrationer derinde,” forsøgte jeg igen at komme på sporet og pegede på en lukket dør.

”Det er samlingen med spillekort,” nikkede van Dart som tegn på, at han også godt kunne mærke spillekortene.

”Der er vist en del, der ikke stemmer. Må jeg se?” spurgte jeg og gik hen mod døren. van Dart tøvede lidt, men gik så hen og låste op, og jeg fik bekræftet mine anelser. Det lød forfærdeligt. Spillekortene lå hulter til bulter i en udstillingsmontre, men spillede videre, selv om de fleste af dem slet ikke stemte.

”Det er ikke så mærkeligt, I har fornemmet en dårlig stemning,” bemærkede jeg tørt.

”Du godeste,” udbrød direktøren, ”hele korthuset er jo ramlet sammen! Det er en katastrofe! Det korthus med spillekort har stået sådan i flere hundrede år, lige siden Ruder Konge var knækket!”

Annika og jeg gik hen til montren og studerede de sørgelige rester.

”Hov, der står noget på den der Ruder Konge!” udbrød hun og rakte uden videre hånden ned og tog kortet op.

”Stop, man må ikke…,” udbrød van Dart panisk, men for sent. Så sejrede nysgerrigheden i stedet, og han kiggede over skuldrene på hende.

”Det ligner svensk,” sagde Annika.

”Det er latin. Når korthuset vælter, kan kun jokeren redde magthaverne fra at komme til kort!”, oversatte han og blev ligbleg. ”Du almægtige, jeg har godt hørt rygtet om denne forbandelse, men jeg troede, det var en skrøne!”

”Og der er ingen joker her,” sagde Annika og rodede i kortbunken.

”Vi må gøre kort proces og aflyse arrangementet med det samme,” sagde van Dart og lignede en der havde mest lyst til frivilligt at gå i fængsel.

“Hvis vi nu placerer spillekortene sammen med valgkortene, så kan de måske nå at stemme?” spurgte Annika. Hun var nu slet ikke så dum.

“Nej, valgkortene er udlånt, og det vil alligevel ikke hæve forbandelsen,” hviskede van Dart med hæs stemme.

”Vent lidt…,” sagde jeg og ventede lidt.

”Jeg har en ide. Lad mig lige foretage en telefonopringning,” sagde jeg.

”Alle vores taletidskort er løbet ud,” bemærkede van Dart.

”Hvordan? Låser I ikke dørene?” spurgte Annika.

”Jo, men vores kortlæser var faldet i staver,” sagde van Dart, der nu var på randen af et nervesammenbrud. Jeg gik lidt afsides og ringede fra min egen mobil. Fem minutter var jeg på vej tilbage for at berolige direktøren, da der lød et ordentligt brag.

”Hvad sker der?” spurgte jeg Annika.

”Fjolset ville tjekke kortlæseren, og så faldt han også i de der staver,” sagde hun og pegede i retning af en dør ud til en gårdhave, hvor direktøren var faldet omkuld. ”Men hvad gør vi? Gæsterne kommer om et par timer?” spurgte hun bekymret.

”Bare rolig, jeg har styr på tingene,” forsikrede jeg.

Van Dart kom til sig selv lidt efter, men kunne intet huske om hvad der var sket. Desto bedre. Han fik travlt med at ordne de sidste ting til receptionen kl. 15, og da Majestæten og hele hendes følge ankom, var alt klappet og klart.

Annika og jeg stod i et hjørne af festsalen, hvor der var opstillet en lille scene, og hun var stadig lidt urolig.

”Nissen, hvad med forbandelsen? Hvad nu hvis magthaverne kommer til kort?”

Idet Majestæten og alle hendes efterfølgere trådte ind i salen, bragede det ud af højttalerne:

”Yeah… Ja. Jeg er dansker. Jeg ER dansker. Jeg er dansker. Dansker. Jeg er dansker.”

Annika spærrede øjnene op.

”Jokeren! Du fik fat i Jokeren, Nissen!!!”

”Jeps. Forbandelsen er hævet,” sagde jeg og smilede ved synet af direktøren, der strålede om kap med Majestæten og magthaverne, mens Jokeren lystigt rappede videre med et improviseret vers til lejligheden.

”Jeg’ en fucking kortsamler, når det kommer til min rejselyst,
du ta’r en tur med globussen.
Jeg er kartograf omkring min prævention
og stikker den tit i krokussen.
Meeeeen jeg er også lidt fra Atlasbjergene,
mit liv er for kort, og børn er noget pladder…”