Sommeren gik på hæld, og for første gang i mange år havde bureauet ikke holdt ferielukket. Det var der bare ikke rigtig nogen, der havde opdaget, så det var småt med sager. Min assistent Annika havde til gengæld holdt et par ugers fri, og nu sad hun over for mig med varm cacao, en nougatcroissant og to scones med tandsmør og beklagede sig over, at hun var blevet for fed i ferien.

”… så det er derfor, jeg har taget den her sorte top og de sorte bukser på, for jeg har læst på nettet, at sort slanker,” kvidrede hun, mens hun rutinemæssigt sendte et billede af sin tallerken ud i cyberspace.

”Så skulle det nok ha’ været en burka,” bemærkede jeg og blev reddet af gong-gong’en, inden hun nåede at give igen.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” svarede jeg.

”Nissen? Du taler med Henrik. Jeg… jeg håber, du kan hjælpe, for jeg ved ikke, hvor jeg ellers skal gå hen,” sagde en ung mandsstemme tøvende.

”Hvad drejer det sig vedrørende?” spurgte jeg og slog telefonen på medhør for at muntre Annika lidt op.

”Jeg er bekymret for min far. Han går hele tiden i sort…,” begyndte han og gik i stå.

Annika løftede sine øjenbryn, som i dagens anledning også var slanket sorte.

”I sort? Hvad laver han?” spurgte jeg.

”Han er skorstensfejer,” svarede han.

”Aha. Så er det vel ikke så mærkeligt, at han går i sort?” spurgte jeg. Skarpt, synes jeg selv.

”Jo, det er kun her på det seneste,” sagde han.

”Hvad er problemet så egentlig?” spurgte jeg. Annika havde smurt brun læbestift på, eller også var det bare nougat.

”Han er nærmest konstant helt nede i kulkælderen, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op,” lød det grådkvalt.

”Det er selvfølgelig ikke specielt smart. Når man er skorstensfejer, skal man vel være ovenpå?”

”Ja, præcis, men… ja, han har været helt nede, siden min mor forlod ham.” Nu lød det næsten som om han hulkede, og Annika fik det samme udtryk, som når hun så kattekillinger på Facebook.

”Forlod ham?” sagde jeg.

”Ja, hun er flyttet sammen med en anden fyr,” forklarede han.

”Aha, men det forklarer vel hvorfor han er gået i sort og er helt nede i kulkælderen?” påpegede jeg. Knægten skulle hellere tale med en psykolog.

”Ja, men hvis han bare ville komme op, kunne jeg i det mindste tale med ham om det, men han har låst sig inde,” hulkede han.

”Låst sig inde?” fortsatte jeg spørgeteknisk.

”Ja. I kulkælderen.”

Den her sag var efterhånden for krævende til telefonen, så vi blev enige om at mødes, og en time efter dukkede han som aftalt op på Café Freud, hvor Annika og jeg havde taget plads ved stambordet ved vinduet.

”Hvad med at starte med begyndelsen?” foreslog jeg rutineret, da vi havde præsenteret os for hinanden og bestilt tre kopper Latte Ich.

”Mine forældre har været gift i mange år, og det har altid været lidt af et eventyr,” begyndte han. Hyrdinden og Skorstensfejeren, tænkte jeg.

”Men det begyndte nok at gå galt for et halvt års tid siden, da min mor fik nyt arbejde, og efterhånden var hun mere og mere væk hjemmefra,” fortsatte han.

”Hvad laver din mor?” ville jeg vide.

”Hun laver radio. Hun har et program på Radio 24 Syv, der hedder Hyrdindetimen,” svarede han.

”Javel-ja… okay. Nå, fortsæt din historie.”

”I starten var det et ugentligt program, men det blev så populært, at hun fik lov at sende dagligt, og derfor var hun ikke ret meget hjemme. Der fulgte også en masse andet med, interviews i medierne, foredrag og konferencer og jeg ved ikke hvad. Men hun var glad, og far var egentlig også glad, så i starten var det ikke noget problem.” Han gik i stå og kiggede tomt ud af vinduet.

”Men så…?” hev jeg ham tilbage til virkeligheden.

”Så mødte hun en anden. En lytter, der ringede ind til hendes program og spurgte, om hun var frisk på at skifte fyr. Det var hun, og det slog min far helt ud, da han fandt ud af det. Og hun er allerede flyttet sammen med ham den anden.”

”Det er vel ikke så overraskende, at det slog din far ud. Så-øh… hvad er det præcis du vil have, at jeg skal gøre?” spurgte jeg så nænsomt som muligt. Annika snøftede lidt i sit tandsmør.

”Jeg forstår det bare ikke. Han er sådan set glad nok, men hvad laver han nede i den kælder, og hvorfor går han i sort?” spurgte han i vildrede.

”OK, jeg tager sagen,” sagde jeg, og Annika sendte mig dét der blik. ”Jeg mener, VI tager den.”

Vi fik adressen og aftalte at aflægge faderen et besøg næste dag og herefter mødes med Henrik på Cafe Freud igen i overmorgen. Tilbage på kontoret drøftede vi, hvordan vi kunne få faderen i tale uden at vække mistanke, og Annika fik trods sit sorte antræk et lyst indfald.

”Vi siger bare, at vi er journalister, der er ved at lave en brochure til unge mennesker om, hvordan de kommer til tops som skorstensfejer,” foreslog hun.

”Glimrende ide!” anerkendte jeg, og som sagt så gjort. Hun ringede og fik en aftale med ham, og næste dag sad vi på en solbeskinnet terrasse i hans villa i Rødovre. Han var høflig og afslappet og iført en sort T-shirt med påskriften ”Skorstensfejer er det nye sort” samt sorte shorts. Annika lagde sin iPhone på bordet og optog samtalen, så det lignede et interview. Efter lidt indledende småsnak om faget i al almindelighed, bemærkede hun nærmest tilfældigt:

”Man bliver vel tit beskidt som skorstensfejer, så hvordan hænger jobbet egentlig sammen med familielivet?”

Der gled en skygge over hans ansigt. Annika bemærkede det straks og blinkede sigende til mig. Jeg prøvede forgæves at signalere til hende, at der bare var gået en sky for solen.

”Det er slet ikke noget problem, tværtimod. Jeg tager jo altid bad efter arbejdsdagen, så i modsætning til mange andre, er jeg altid ren og nyvasket, når jeg kom hjem,” smilede han.

”Så din kone har ikke noget problem med det?” vedblev hun.

”Jeg er ikke gift, jeg har en kæreste,” sagde han. Annika sendte mig et sigende blik, men jeg kunne ikke lige høre, hvad hun så.

”Undskyld, må jeg lige låne toilettet et øjeblik?” spurgte hun.

”Ja, selvfølgelig,” svarede han og forklarede hvor det lå. Da hun kom tilbage, troede jeg skyerne var lettet, men det var bare hende, der strålede som en lille sol. Hun satte sig og genoptog interviewet.

”Har du aldrig overvejet at skifte branche?” spurgte hun.

”Jo, det tænker jeg faktisk en del over. Jeg føler ofte, at jeg sidder fast i jobbet, men jeg har heldigvis lettere ved at komme ud af røret, efter jeg er blevet skilt,” svarede han.

”Skilt?” spurgte hun. Hun var ved at lære min avancerede forhørsteknik.

”Ja, altså… min kone har et radioprogram, hvor lytterne kan ringe ind, og en dag var der én, der spurgte, om hun ikke trængte til at skifte fyr. Og det gjorde hun. Dagen efter forlod hun mig, og to uger senere flyttede de sammen,” sagde han nøgternt.

Annika tav, og det virkede. Jeg noterede mig dog, at jeg skulle bede hende øve sig lidt oftere.

”Det var ikke så meget det, at hun skred, det var jeg egentlig ikke så ked af,” fortsatte han. ”Men jeg blev sgu ramt på min faglige stolthed!”

”Faglige?” Nu var det min tur til at spørge.

”Ja, jeg lever jo af at rådgive folk om, hvornår de skal skifte fyr, så det burde jeg have foreslået hende for længst! Det fik mig til at overveje, om jeg var ved at falde af på den,” indrømmede han.

”Årh, la’ nu vær’, du har jo allerede en ny kæreste, sagde du,” smilede Annika sukkersødt og blinkede til ham.

”Ja-ja, hun er sgu også dejlig. Jeg fandt hende, da hun sad i spjældet, og så hjalp jeg hende med at komme ud,” smilede han. ”Det er sådan noget vi skorstensfejere kan.”

”Nåmen, vi er vist kommet lidt uden for emnet, men vi har også det vi skal bruge til artiklen,” sagde Annika med et stort smil og slukkede for iPhonen. Lettere desorientere rejste jeg mig, og vi sagde pænt farvel.

”Hvad fanden skete der lige, mens du var på toilettet?” spurgte jeg, så snart vi havde forladt huset.

”Din gris! Vil du virkelig vide det?” spurgte hun og blinkede til mig.

”Du ved, hvad jeg mener,” vrissede jeg.

”På vej gennem huset kunne jeg svagt høre musik, og derfor listede jeg ned ad trappen. Det var en kulkælder, men en dør stod halvt åben til et soveværelse, og i dobbeltsengen lå en sortklædt pige med lilla hår og kraftig make-up og skar sig i armen, mens hun hørte The Cure i sine hovedtelefoner,” fortalte hun.

”Kæresten?”

”Ja! Emo! Kan du ikke se, at alle brikkerne er faldet på plads?” smilede hun.

”Jo, men jeg kan ikke se, hvad billedet forestiller. Og jeg er ligeglad med hvad hun hedder,” surmulede jeg. Annika smilede blot hemmelighedsfuldt.

Næste dag skulle vi som aftalt med sønnen på Café Freud, og jeg lod modstræbende Annika sejle skuden i havn. Hun boblede af glæde, og havde ikke engang taget sit sorte slankedress på, men var i en stram, hvid sommerkjole, der ikke overlod meget til fantasien.

”Henrik, jeg har som aftalt kigget lidt på din sag, og du har absout ingen grund til bekymring. Din far har det godt. Han har bare fundet en sød kæreste, der er flyttet ind nede i kulkælderen. Og hun er emo, og derfor går de hele tiden i sort,” forklarede hun.

Han stirrede målløs på os, inden han brød ud i et stort smil.

”Det er jo fantastisk, Nissen! Jeg vidste, jeg kunne regne med dit firma. Din assistent dér, hun er simpelthen bare for fed!”

Der gled en skygge over Annikas ansigt. Jeg kiggede ud af vinduet, og der var ikke en sky på himlen.