Mysteriet om det forsvundne ord

”Hvorfor hedder det egentlig en sprogblomst?” spurgte min assistent Annika, da vi tog plads ved vores stambord på Café Freud for at gøre status over den seneste tids afsluttede sager.

”Aner det ikke,” svarede jeg. ”Hvorfor?”

”Ja, det var jo det jeg spurgte om,” påpegede hun. Knivskarpt.

”Jeg mener, hvorfor spørger du?” omformulerede jeg tålmodigt.

”Jeg læste bare om en eller anden realitvstjerne, der er kendt for sine sprogblomster. Og hvorfor hedder det egentlig realitvstjerne?” vedblev hun.

”Det gør det heller ikke, det hedder realitYstjerne. Men din sprogblomst er bedre,” medgav jeg.

”Aj, synes du? Kan jeg så ikke få udtrykket i ordbogen?” spurgte hun udtrykkeligt.

”Du kan jo nævne det for Sprognævnet,” foreslog jeg. I det samme ringede min telefon.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen, hvad drejer det sig vedrørende?”

”Om. Det hedder drejer sig om, ikke vedrørende,” belærte en mandsperson mig. Jeg stirrede tomt ud i luften og ledte efter ordene.

”Javel… men øh… var der andet?” spurgte jeg.

”Åh, om forladelse, jeg kan ikke lade være. Det er en erhvervsskade. Mit navn er Holm, og jeg ringer fra Sprognævnet,” undskyldte Holm fra Sprognævnet.

”Du er tilgivet. Men hvad drejer det sig så vedrørende?” spurgte jeg.

”For nylig er et meget sjældent ord forsvundet fra vores ordforråd, og vi har forgæves gennemført en større eftersøgning. Ordensmagten har ikke ressourcer til at prioritere sagen, så jeg vil høre, om De vil påtage dem opgaven?” forhørte han sig.

”Et ord, der er forsvundet, siger De? Det lyder interessant,” sagde jeg og gengældte hans De’s-respekt.

”Spørg lige om det med realitvstjernen,” hviskede Annika, men jeg holdt hånden afværgende op for at signalere, at hun stadig skulle arbejde lidt med sin timing. I stedet aftalte jeg med Holm at besøge Sprognævnet og se nærmere på åstedet.

Efter en mindre omvej, fordi Annika mente, at åstedet lå på Åboulevard, ankom vi til Sprognævnet og blev lukket ind af en nydelig ældre herre med bowlerhat, lorgnetter og en vokset cykelstyr-moustache. Han præsenterede sig som bogholder Busk.

”Bogholder? Har I også en ordholder?” spurgte Annika.

”Nej, her holder vi alle ord,” svarede Busk. ”Og af ord,” tilføjede han med et lille buk.

”Er der ikke nogen, der kan stå selv? Hvad med sådan nogen substativer?” spurgte Annika, der rigtig var i hopla. Busk så udtryksløst på hende.

”Vi er alle ordholdende. Vi holder ikke alle ordene rent fysisk,” sagde han afmålt. Annika smilede stift og lod som om hun havde spurgt for sjov, sådan som jeg havde lært hende.

”Vi skulle tale med hr. Holm om det forsvundne ord,” sagde jeg og undlod at bemærke, at det åbenbart ikke var alle, der havde holdt ord i netop den sag.

Busk førte os hen ad en lang gang, ned ad en kældertrappe, hen ad en gang, rundt om et hjørne, og nede for enden af gangen ventede Holm ved indgangen til ordforrådet. Vi hilste pænt på hinanden, og han tastede en bogstavkode på et display og åbnede en tung jerndør.

Det var et imponerende syn! Et kolossalt kælderlokale, beklædt med væg-til-væg-reoler fra gulv til loft, og der var ord overalt. Nogle steder stod de bogstaveligt talt i alfabetisk orden, andre steder efter årstal, andre steder igen efter genrer. Men der var tydeligvis orden i ordene.

”Jeg troede, det hele var digitaliseret for længst?” bemærkede jeg.

”Det er også blevet ordnet på ordnet.dk, men vi er fortsat forpligtet til at opbevare originalerne,” forklarede Holm. Jeg skævede til Busk og nikkede indforstået.

”Av, har Spotify så også kælderen fyldt med vinylplader?” spurgte Annika.

”Det skal jeg ikke kunne sige, men vi har i hvert fald originaludgaverne af samtlige danske ord hernede. Altså undtagen ét…”, sagde Holm og sukkede.

”Hvilket ord er det, der er blevet væk?” spurgte jeg nysgerrigt.

”Ja, det er jo lige dét, der er problemet. Det ved vi ikke!” indrømmede han. ”Det var et ældre ord, vi havde ladet gå i Glemmebogen, fordi det… ja, det var vist lidt tabubelagt, men det er umuligt at genkalde en præcis erindring, når først det er gået i Glemmebogen.”

”Det lyder på sin vis logisk. Er det hele Glemmebogen, der er forsvundet?” spurgte jeg.

”Nej-nej, gudskelov,” sagde han og så helt oprørt ud. ”Nu skal De se,” sagde han og gik hen til en reol og trak Glemmebogen ned fra hylden. Han bladrede lidt frem og tilbage og viste mig en side med gamle, danske ord.

”Her! Midt mellem dølgsmål og flottenhejmer mangler der er ord. De står i alfabetisk orden, så det er det eneste spor, vi har at gå efter,” sagde han og pegede på en tom linje.

”Dølgsmål og flottenhejmer? Dem har jeg da hørt for nylig,” indvendte Annika.

”Der er også tale om to relativt nye tilføjelser. Søren Pind brugte dem ofte under den seneste valgkamp,” forklarede han. ”Men det forsvundne ord er af meget ældre dato, og hvis vi ikke finder det igen, er det en national katastrofe på linje med guldhornene!”

”Man kan altså forestille sig, at det er smeltet om?” spurgte jeg.

”Alt er desværre muligt,” sagde Holm, mens han førte os ud af ordforrådet og låste døren efter sig.

”Den skyldige må jo være en person, der har adgang til ordforrådet,” reflekterede jeg. ”Hvor mange kender kodeordet?”

”Desværre alt for mange. Vi valgte for en nemheds skyld et kodeord, som alle let kan huske,” sagde han skamfuldt.

Jeg vendte om og gik hen til kodelåsen og tastede ”kodeord”. Og ganske rigtigt – døren gik op. Jeg rystede på hovedet og savnede ord, selvom samtlige danske ord lå opmagasineret lige foran mig. Undtagen ét. Men hvilket?

Vi gik op på hans kontor, og hans sekretær, en rar og venlig bedstemortype, serverede en kop dejlig varm kaffe for os.

”Dette er alt hvad vi lige kan skaffe,
dersom De ønsker en god kop kaffe.
Trænger De noget til at forsøde,
bringer jeg gerne lidt sukker og fløde,” deklamerede hun højtideligt.

”Det er min sekretær, Rigmor,” smilede Holm. ”Vi kalder hende Rigmor Bog.”

”Av!” udbrød Annika, da hun smagte på den varme væske. ”Det er jo avs-kaffe!”

”Nydelig sprogblomst, unge dame,” nikkede Holm anerkendende og gjorde en note, mens Annika strålede som en sol.

”Kender du så også…,” nåede hun, inden jeg afbrød hende.

”Holm, vi vil med glæde tage sagen. Vi vil i første omgang gerne tale enkeltvis med personalet.”

Holm arrangerede, at vi fik et lille mødelokale, og i løbet af eftermiddagen kom personalet ind én efter én og aflagde forklaring. Ingen kunne dog bidrage med oplysninger, der kunne lede os på sporet af det forsvundne ord.

Næste formiddag gik Annika og jeg ned på Café Freud og lagde en slagplan for den videre efterforskning.

”Hvordan i alverden finder man et forsvundet ord? Det er jo som at lede efter en nål i en høstak,” sagde Annika over en kop Latte Ich.

”Ja, og vi ved kun, at høstakken befinder sig et sted mellem dølgsmål og flottenhejmer. Jeg prøver med nogle søgeord,” sagde jeg og tog min iPad frem.

”Dølgsmål…,” sagde Annika og prøvede at se tænksom ud. ”Er det, når bolden er inde, men dommeren ikke så det?”

”Det er i hvert fald en udmærket scorereplik,” komplimenterede jeg.

”Vi kan prøve at tage til Sprogø og lede. Eller Ordrup?” foreslog hun en anelse mere konstruktivt.

”Ikke nogen dårlig ide, men det er næsten for oplagt. Hvis du skulle finde en ged, ville du heller ikke starte i Gedsted,” indvendte jeg.

”Jeg var da engang på røven i Ballerup,” påpegede hun, og det var enden på den historie.

”Næh, jeg tror vi skal starte med nogen, som er vant til at tage ordet. Nogen, der nyder at have ordet i sin magt. Især gamle, danske ord,” analyserede jeg.

”Det lyder som en politiker. Har du nogen mistænkte?” spurgte Annika.

”Ikke umiddelbart. Men jeg har en bestemt kvindelig forfatter og foredragsholder i tankerne,” sagde jeg kryptisk og tømte min kaffekop, hvorefter vi gik ud på gaden og prajede en taxa.

På vej mod de nordlige forstæder konverserede Annika lystigt chaufføren, mens jeg hensank i grublerier, googlede lidt på min mobil og foretog et par opringninger i forfattermiljøet.

Vi stod af for enden af en blind villavej i Vangede, hvor der lå et ældgammelt hus. I en forhave af forfald var kommaer smidt hulter til bulter mellem afsnuppede endelser og verber, der var bøjet til ukendelighed.

Her residerede den frygtede feministiske forfatter og foredragsholder frøken Frederikke Fjerding, der var så gammel, at hun havde hørt Otto Leisners vittigheder første gang, han fortalte dem.

Jeg bankede på den ramponerede hoveddør, men forsigtigt, så min hånd ikke gik gennem det frønnede træværk. Lidt efter blev døren forsigtigt åbnet, og et par småfede siameserkatte så sit snit til at stikke ud i haven, mens støvet stod omkring dem.

”Hvad vil I?” hvæsede frøken Fjerding gennem en tæt ceruttåge. Manne, gættede jeg på.

”Jeg er tilfældigvis kommet i besiddelse af nogle gamle danske ordspil, og med mit kendskab til Deres fantastiske forfatterskab, tænkte jeg at De måske kunne være interesseret i at aftage dem?” formulerede jeg mig servilt.

”Der er ikke plads,” affærdigede hun mig, mens hun pulsede på cerutten og ransagede os med sit falkeblik. Jeg trak på skuldrene og gjorde mine til at gå igen. ”Men de kan måske være i min forfatterkommode,” tilføjede hun en anelse mere nysgerrig. Præcis som jeg havde forudset.

Hun bød os indenfor i sit arbejdsværelse, hvor væggene var tapetseret med reoler, der bugnede af dansk litteratur fra gulv til loft. På et arbejdsbord ved vinduet stod en skrivemaskine med et gult kladdepapir i valsen. En gammel transistor spillede noget Carl Nielsen.

”De er måske i gang med en ny roman?” nikkede jeg mod skrivemaskinen.

”Nej, det er en kronik til Jyllands Posten om, at det danske sprog er et hus med alvorlige sætningsskader,” svarede hun spidst. ”Vær venlig at sætte Dem og fortæl hvad De har fundet, som kunne interessere mig,” bad hun og pegede mod en ombetrukket Børge Mogensen-sofa, der havde kendt bedre dage. Det havde hun også engang.

”Jeg kender jo Deres store forkærlighed for det danske sprog,” indledte jeg. ”Og Deres ubehag ved alle nymodens ord, såvel låneord som det, De kalder…”

”Bekvemmeligheds-fremmedord,” afbrød hun mig. ”Sig det dog bare som det er. Det er jo ikke truede ord. Det er kaskader af uforståelige ordstrømme, der skyller ind over landets grænser under påskud af at være nødlidende og hjælpeværdige, men som i virkeligheden blot ønsker at tage ordet her i landet. Der hviler et tungt ansvar på vores skuldre for at bevare det gode, gamle danske sprog.”

Annika var ved at eksplodere. ”Men hvor ville vi være, hvis ikke vores sprog fik inspiration udefra?”

”Låneord kan gå an, så længe det sker i fred og harmoni, og vi selv kan bestemme farten. Blot man husker at levere dem tilbage, når man er færdige med at benytte dem,” svarede hun, mens cerutten glødede som en flammekaster.

Jeg trådte diskret Annika over tæerne for at få hende til at tie stille. Tavsheden og cerutrøgen hang tung og truende over os.

”Men skulle vi komme til sagen?” spurgte frøken Fjerding lettere irriteret. ”De havde nogle ordspil?”

”Ja, jeg faldt over nogle gamle danske madopskrifter i en kasse på min onkels loft. Dem kan De bruge i en retskrivningsordbog,” foreslog jeg.

”Ikke dårligt, unge mand, slet ikke dårligt,” nikkede hun anerkendende.

”De har måske planer om en ny bogudgivelse?” spurgte jeg uskyldigt og hostede diskret.

”Ja, jeg har faktisk store del af manuskriptet klar til en biografisk roman,” svarede hun stolt.

”Hvad hedder den?” spurgte jeg.

”Fiffikus,” svarede hun og viste mig et udkast til omslaget. ”Hovedpersonen Frøken Fiffikus er det kvindelige modstykke til den matriarkalske smart-ass. Hun repræsenterer alt det, vi danske kan være stolte af, mens hun kæmper sig op fra fattige og trange kår til et af landets højeste embeder.”

”Det er en meget original titel, De har fundet på,” komplimenterede jeg og sendte Annika et indforstået blik. Det viste sig senere at være så indforstået, at det kun var mig, der forstod det.

”Tak,” svarede hun kort og så en anelse mistænksomt på mig.

Stilheden sænkede sig igen over lokalet. Hun rejste sig og lagde mit ordspil over i sin forfatterkommode, og jeg så mit snit til at tage ordet.

”Men vi må også videre. Tusind tak for Deres tålmodighed,” sagde jeg. Annika og jeg rejste os, og frøken Fjerding fulgte os til døren og takkede for ordspillet.

”Hvad gør vi nu?” spurgte Annika, mens hun gispede efter vejret, og jeg ringede efter en taxa.

”Vi kører tilbage til Sprognævnet og afslutter sagen,” svarede jeg veltilfreds.

”Afslutter??”

”Ja,” smilede jeg og viste hende beviset.

”Du tog ordet? Fiffikus?” udbrød hun.

”Ja, og nu leverer vi det tilbage. Så må Holm tage stilling til, om der skal rejses en tiltaleform.”

”Mod frøken Fjerding?”

”Nej, først og fremmest mod Rigmor Bog. På vej herop fandt jeg ud af, at hun er Frøken Fjerdings grandkusine. Det var uden tvivl hende, der stjal Fiffikus fra Glemmebogen og lagde ordet i munden på frøken Fjerding. Smart, men ikke smart nok,” konkluderede jeg.

Smart-ass’en og Fiffikussen. Tror du ikke, det ville sælge bedre end Nissens Detektivbureau?” spurgte Annika.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Mysterier og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s