Mysteriet om det forsvundne ord

”Hvorfor hedder det egentlig en sprogblomst?” spurgte min assistent Annika, da vi tog plads ved vores stambord på Café Freud for at gøre status over den seneste tids afsluttede sager.

”Aner det ikke,” svarede jeg. ”Hvorfor?”

”Ja, det var jo det jeg spurgte om,” påpegede hun. Knivskarpt.

”Jeg mener, hvorfor spørger du?” omformulerede jeg tålmodigt.

”Jeg læste bare om en eller anden realitvstjerne, der er kendt for sine sprogblomster. Og hvorfor hedder det egentlig realitvstjerne?” vedblev hun.

”Det gør det heller ikke, det hedder realitYstjerne. Men din sprogblomst er bedre,” medgav jeg.

”Aj, synes du? Kan jeg så ikke få udtrykket i ordbogen?” spurgte hun udtrykkeligt.

”Du kan jo nævne det for Sprognævnet,” foreslog jeg. I det samme ringede min telefon.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen, hvad drejer det sig vedrørende?”

”Om. Det hedder drejer sig om, ikke vedrørende,” belærte en mandsperson mig. Jeg stirrede tomt ud i luften og ledte efter ordene.

”Javel… men øh… var der andet?” spurgte jeg.

”Åh, om forladelse, jeg kan ikke lade være. Det er en erhvervsskade. Mit navn er Holm, og jeg ringer fra Sprognævnet,” undskyldte Holm fra Sprognævnet.

”Du er tilgivet. Men hvad drejer det sig så vedrørende?” spurgte jeg.

”For nylig er et meget sjældent ord forsvundet fra vores ordforråd, og vi har forgæves gennemført en større eftersøgning. Ordensmagten har ikke ressourcer til at prioritere sagen, så jeg vil høre, om De vil påtage dem opgaven?” forhørte han sig.

”Et ord, der er forsvundet, siger De? Det lyder interessant,” sagde jeg og gengældte hans De’s-respekt.

”Spørg lige om det med realitvstjernen,” hviskede Annika, men jeg holdt hånden afværgende op for at signalere, at hun stadig skulle arbejde lidt med sin timing. I stedet aftalte jeg med Holm at besøge Sprognævnet og se nærmere på åstedet.

Efter en mindre omvej, fordi Annika mente, at åstedet lå på Åboulevard, ankom vi til Sprognævnet og blev lukket ind af en nydelig ældre herre med bowlerhat, lorgnetter og en vokset cykelstyr-moustache. Han præsenterede sig som bogholder Busk.

”Bogholder? Har I også en ordholder?” spurgte Annika.

”Nej, her holder vi alle ord,” svarede Busk. ”Og af ord,” tilføjede han med et lille buk.

”Er der ikke nogen, der kan stå selv? Hvad med sådan nogen substativer?” spurgte Annika, der rigtig var i hopla. Busk så udtryksløst på hende.

”Vi er alle ordholdende. Vi holder ikke alle ordene rent fysisk,” sagde han afmålt. Annika smilede stift og lod som om hun havde spurgt for sjov, sådan som jeg havde lært hende.

”Vi skulle tale med hr. Holm om det forsvundne ord,” sagde jeg og undlod at bemærke, at det åbenbart ikke var alle, der havde holdt ord i netop den sag.

Busk førte os hen ad en lang gang, ned ad en kældertrappe, hen ad en gang, rundt om et hjørne, og nede for enden af gangen ventede Holm ved indgangen til ordforrådet. Vi hilste pænt på hinanden, og han tastede en bogstavkode på et display og åbnede en tung jerndør.

Det var et imponerende syn! Et kolossalt kælderlokale, beklædt med væg-til-væg-reoler fra gulv til loft, og der var ord overalt. Nogle steder stod de bogstaveligt talt i alfabetisk orden, andre steder efter årstal, andre steder igen efter genrer. Men der var tydeligvis orden i ordene.

”Jeg troede, det hele var digitaliseret for længst?” bemærkede jeg.

”Det er også blevet ordnet på ordnet.dk, men vi er fortsat forpligtet til at opbevare originalerne,” forklarede Holm. Jeg skævede til Busk og nikkede indforstået.

”Av, har Spotify så også kælderen fyldt med vinylplader?” spurgte Annika.

”Det skal jeg ikke kunne sige, men vi har i hvert fald originaludgaverne af samtlige danske ord hernede. Altså undtagen ét…”, sagde Holm og sukkede.

”Hvilket ord er det, der er blevet væk?” spurgte jeg nysgerrigt.

”Ja, det er jo lige dét, der er problemet. Det ved vi ikke!” indrømmede han. ”Det var et ældre ord, vi havde ladet gå i Glemmebogen, fordi det… ja, det var vist lidt tabubelagt, men det er umuligt at genkalde en præcis erindring, når først det er gået i Glemmebogen.”

”Det lyder på sin vis logisk. Er det hele Glemmebogen, der er forsvundet?” spurgte jeg.

”Nej-nej, gudskelov,” sagde han og så helt oprørt ud. ”Nu skal De se,” sagde han og gik hen til en reol og trak Glemmebogen ned fra hylden. Han bladrede lidt frem og tilbage og viste mig en side med gamle, danske ord.

”Her! Midt mellem dølgsmål og flottenhejmer mangler der er ord. De står i alfabetisk orden, så det er det eneste spor, vi har at gå efter,” sagde han og pegede på en tom linje.

”Dølgsmål og flottenhejmer? Dem har jeg da hørt for nylig,” indvendte Annika.

”Der er også tale om to relativt nye tilføjelser. Søren Pind brugte dem ofte under den seneste valgkamp,” forklarede han. ”Men det forsvundne ord er af meget ældre dato, og hvis vi ikke finder det igen, er det en national katastrofe på linje med guldhornene!”

”Man kan altså forestille sig, at det er smeltet om?” spurgte jeg.

”Alt er desværre muligt,” sagde Holm, mens han førte os ud af ordforrådet og låste døren efter sig.

”Den skyldige må jo være en person, der har adgang til ordforrådet,” reflekterede jeg. ”Hvor mange kender kodeordet?”

”Desværre alt for mange. Vi valgte for en nemheds skyld et kodeord, som alle let kan huske,” sagde han skamfuldt.

Jeg vendte om og gik hen til kodelåsen og tastede ”kodeord”. Og ganske rigtigt – døren gik op. Jeg rystede på hovedet og savnede ord, selvom samtlige danske ord lå opmagasineret lige foran mig. Undtagen ét. Men hvilket?

Vi gik op på hans kontor, og hans sekretær, en rar og venlig bedstemortype, serverede en kop dejlig varm kaffe for os.

”Dette er alt hvad vi lige kan skaffe,
dersom De ønsker en god kop kaffe.
Trænger De noget til at forsøde,
bringer jeg gerne lidt sukker og fløde,” deklamerede hun højtideligt.

”Det er min sekretær, Rigmor,” smilede Holm. ”Vi kalder hende Rigmor Bog.”

”Av!” udbrød Annika, da hun smagte på den varme væske. ”Det er jo avs-kaffe!”

”Nydelig sprogblomst, unge dame,” nikkede Holm anerkendende og gjorde en note, mens Annika strålede som en sol.

”Kender du så også…,” nåede hun, inden jeg afbrød hende.

”Holm, vi vil med glæde tage sagen. Vi vil i første omgang gerne tale enkeltvis med personalet.”

Holm arrangerede, at vi fik et lille mødelokale, og i løbet af eftermiddagen kom personalet ind én efter én og aflagde forklaring. Ingen kunne dog bidrage med oplysninger, der kunne lede os på sporet af det forsvundne ord.

Næste formiddag gik Annika og jeg ned på Café Freud og lagde en slagplan for den videre efterforskning.

”Hvordan i alverden finder man et forsvundet ord? Det er jo som at lede efter en nål i en høstak,” sagde Annika over en kop Latte Ich.

”Ja, og vi ved kun, at høstakken befinder sig et sted mellem dølgsmål og flottenhejmer. Jeg prøver med nogle søgeord,” sagde jeg og tog min iPad frem.

”Dølgsmål…,” sagde Annika og prøvede at se tænksom ud. ”Er det, når bolden er inde, men dommeren ikke så det?”

”Det er i hvert fald en udmærket scorereplik,” komplimenterede jeg.

”Vi kan prøve at tage til Sprogø og lede. Eller Ordrup?” foreslog hun en anelse mere konstruktivt.

”Ikke nogen dårlig ide, men det er næsten for oplagt. Hvis du skulle finde en ged, ville du heller ikke starte i Gedsted,” indvendte jeg.

”Jeg var da engang på røven i Ballerup,” påpegede hun, og det var enden på den historie.

”Næh, jeg tror vi skal starte med nogen, som er vant til at tage ordet. Nogen, der nyder at have ordet i sin magt. Især gamle, danske ord,” analyserede jeg.

”Det lyder som en politiker. Har du nogen mistænkte?” spurgte Annika.

”Ikke umiddelbart. Men jeg har en bestemt kvindelig forfatter og foredragsholder i tankerne,” sagde jeg kryptisk og tømte min kaffekop, hvorefter vi gik ud på gaden og prajede en taxa.

På vej mod de nordlige forstæder konverserede Annika lystigt chaufføren, mens jeg hensank i grublerier, googlede lidt på min mobil og foretog et par opringninger i forfattermiljøet.

Vi stod af for enden af en blind villavej i Vangede, hvor der lå et ældgammelt hus. I en forhave af forfald var kommaer smidt hulter til bulter mellem afsnuppede endelser og verber, der var bøjet til ukendelighed.

Her residerede den frygtede feministiske forfatter og foredragsholder frøken Frederikke Fjerding, der var så gammel, at hun havde hørt Otto Leisners vittigheder første gang, han fortalte dem.

Jeg bankede på den ramponerede hoveddør, men forsigtigt, så min hånd ikke gik gennem det frønnede træværk. Lidt efter blev døren forsigtigt åbnet, og et par småfede siameserkatte så sit snit til at stikke ud i haven, mens støvet stod omkring dem.

”Hvad vil I?” hvæsede frøken Fjerding gennem en tæt ceruttåge. Manne, gættede jeg på.

”Jeg er tilfældigvis kommet i besiddelse af nogle gamle danske ordspil, og med mit kendskab til Deres fantastiske forfatterskab, tænkte jeg at De måske kunne være interesseret i at aftage dem?” formulerede jeg mig servilt.

”Der er ikke plads,” affærdigede hun mig, mens hun pulsede på cerutten og ransagede os med sit falkeblik. Jeg trak på skuldrene og gjorde mine til at gå igen. ”Men de kan måske være i min forfatterkommode,” tilføjede hun en anelse mere nysgerrig. Præcis som jeg havde forudset.

Hun bød os indenfor i sit arbejdsværelse, hvor væggene var tapetseret med reoler, der bugnede af dansk litteratur fra gulv til loft. På et arbejdsbord ved vinduet stod en skrivemaskine med et gult kladdepapir i valsen. En gammel transistor spillede noget Carl Nielsen.

”De er måske i gang med en ny roman?” nikkede jeg mod skrivemaskinen.

”Nej, det er en kronik til Jyllands Posten om, at det danske sprog er et hus med alvorlige sætningsskader,” svarede hun spidst. ”Vær venlig at sætte Dem og fortæl hvad De har fundet, som kunne interessere mig,” bad hun og pegede mod en ombetrukket Børge Mogensen-sofa, der havde kendt bedre dage. Det havde hun også engang.

”Jeg kender jo Deres store forkærlighed for det danske sprog,” indledte jeg. ”Og Deres ubehag ved alle nymodens ord, såvel låneord som det, De kalder…”

”Bekvemmeligheds-fremmedord,” afbrød hun mig. ”Sig det dog bare som det er. Det er jo ikke truede ord. Det er kaskader af uforståelige ordstrømme, der skyller ind over landets grænser under påskud af at være nødlidende og hjælpeværdige, men som i virkeligheden blot ønsker at tage ordet her i landet. Der hviler et tungt ansvar på vores skuldre for at bevare det gode, gamle danske sprog.”

Annika var ved at eksplodere. ”Men hvor ville vi være, hvis ikke vores sprog fik inspiration udefra?”

”Låneord kan gå an, så længe det sker i fred og harmoni, og vi selv kan bestemme farten. Blot man husker at levere dem tilbage, når man er færdige med at benytte dem,” svarede hun, mens cerutten glødede som en flammekaster.

Jeg trådte diskret Annika over tæerne for at få hende til at tie stille. Tavsheden og cerutrøgen hang tung og truende over os.

”Men skulle vi komme til sagen?” spurgte frøken Fjerding lettere irriteret. ”De havde nogle ordspil?”

”Ja, jeg faldt over nogle gamle danske madopskrifter i en kasse på min onkels loft. Dem kan De bruge i en retskrivningsordbog,” foreslog jeg.

”Ikke dårligt, unge mand, slet ikke dårligt,” nikkede hun anerkendende.

”De har måske planer om en ny bogudgivelse?” spurgte jeg uskyldigt og hostede diskret.

”Ja, jeg har faktisk store del af manuskriptet klar til en biografisk roman,” svarede hun stolt.

”Hvad hedder den?” spurgte jeg.

”Fiffikus,” svarede hun og viste mig et udkast til omslaget. ”Hovedpersonen Frøken Fiffikus er det kvindelige modstykke til den matriarkalske smart-ass. Hun repræsenterer alt det, vi danske kan være stolte af, mens hun kæmper sig op fra fattige og trange kår til et af landets højeste embeder.”

”Det er en meget original titel, De har fundet på,” komplimenterede jeg og sendte Annika et indforstået blik. Det viste sig senere at være så indforstået, at det kun var mig, der forstod det.

”Tak,” svarede hun kort og så en anelse mistænksomt på mig.

Stilheden sænkede sig igen over lokalet. Hun rejste sig og lagde mit ordspil over i sin forfatterkommode, og jeg så mit snit til at tage ordet.

”Men vi må også videre. Tusind tak for Deres tålmodighed,” sagde jeg. Annika og jeg rejste os, og frøken Fjerding fulgte os til døren og takkede for ordspillet.

”Hvad gør vi nu?” spurgte Annika, mens hun gispede efter vejret, og jeg ringede efter en taxa.

”Vi kører tilbage til Sprognævnet og afslutter sagen,” svarede jeg veltilfreds.

”Afslutter??”

”Ja,” smilede jeg og viste hende beviset.

”Du tog ordet? Fiffikus?” udbrød hun.

”Ja, og nu leverer vi det tilbage. Så må Holm tage stilling til, om der skal rejses en tiltaleform.”

”Mod frøken Fjerding?”

”Nej, først og fremmest mod Rigmor Bog. På vej herop fandt jeg ud af, at hun er Frøken Fjerdings grandkusine. Det var uden tvivl hende, der stjal Fiffikus fra Glemmebogen og lagde ordet i munden på frøken Fjerding. Smart, men ikke smart nok,” konkluderede jeg.

Smart-ass’en og Fiffikussen. Tror du ikke, det ville sælge bedre end Nissens Detektivbureau?” spurgte Annika.

Reklamer
Udgivet i Mysterier | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Mysteriet om jockeyen, der faldt af på den

For en gangs skyld lod jeg min assistent Annika tage telefonen. Først så hun glad ud, så overrasket – og så lidt skeptisk.

”Hvad skal jeg med den? Den har jo ikke ringet?” påpegede hun.

”Du siger så tit, at du gerne vil prøve at tage telefonen. Prøv nu bare. Det kan være, der sidder nogen og ringeagter, og så gælder det om at være klar, når de ringer,” opfordrede jeg og tog min jakke på for at gå et smut ned på Café Freud.

”Hvor skal du hen?” spurgte hun og lød som om vi var gift.

”Til møde,” svarede jeg og gik uden videre, som om vi ikke var gift. Lige da jeg skulle til at lukke døren bag mig ringede telefonen, og jeg blev stående med døren på klem og lyttede.

”Nissens Detektivbureau, hvad drejer sig ved rørene?” spurgte hun og holdt sig næsten til den fastlagte standard for besvarelser. Jeg kunne ikke høre, hvad der blev sagt i den anden ende.

”Min assistent er ved at arkivere nogle papirer, men lad mig høre nærmere. Jeg har selv været hestepige,” sagde hun, mens jeg spærrede øjnene op og bed mig i læben.

”Cross The Line?” spurgte hun efter en længere pause. ”Ja-ja, det kender jeg godt, jeg stylede også i morges,” kvidrede hun lystigt. Nu rabler det, tænkte jeg.

”Det skal vi nok få styr på inden på søndag. Hvornår kan vi mødes?” spurgte hun. Pause.

”Okay, det er en aftale, vi ses!”

Jeg åbnede døren igen og gik ind på kontoret. Hun vidste godt, jeg havde lyttet med.

”Hvad var det?” spurgte jeg nysgerrigt.

”Vi har fået en sag. Eller rettere, jeg har. Du skal jo til møde,” sagde hun og satte sit hår op i en hestehale, som hun havde i sin håndtaske.

”Det kan vente. Hvad var det for noget med hestepige? Og noget med at stejle? Var det dem fra Rytteriet?” spurgte jeg.

”Nej, det var en af Klampenborgs stjernejockeyer. Ring efter en taxa, så sætter jeg dig ind i sagen på vej til Galopbanen,” sagde hun og nød situationen mere end jeg gjorde. Det sagde dog ikke alverden.

”Jeg plejer ellers at være et hestehoved foran, men jeg har aldrig været hestepige, og jeg har heller ingen hestehale,” bemærkede jeg for at lette stemningen.

”Til gengæld har du tit fået et føl på tværs,” snappede hun tilbage og vrinskede henrykt, mens vores taxa satte kurs mod Klampenborg.

”Må jeg høre hvad sagen drejer sig vedrørende?” spurgte jeg.

”Der er galopderby på søndag, og Bob skal ride favoritten Cross The Line. Problemet er bare, at han er faldet af på den, og han bad os hjælpe med at finde årsagen. Det kan blive enden på hans karriere, hvis han falder af på den igen,” tilføjede hun.

“Så skulle han da hellere tale med en specialist. En af de der hestehviskere,” indvendte jeg.

”Nissen, slap af, inden du får et føl igen. Vi er ikke i en position, hvor vi kan tillade os at sige nej til opgaver. Og i øvrigt har jeg en del erfaring på området,” fastslog hun.

”Med heste eller jockeyer?” spurgte jeg uskyldigt, og hun kvitterede med himmelvendte øjne og fordybede sig i sin smartphone. En halv times tid senere parkerede vi på staldområdet ved siden af Galopbanen og trådte ud i en ren Morten Korch-kulisse med dejligt solskin under den skyfri himmel. Men man kunne også lugte, at pæren sjældent falder langt fra hesten.

”Hov! Hvad er det?” udbrød jeg og pegede på en hest, der stod uden for en af stalddørene og skrabede i jorden med det ene forben.

”En hov, det er hestens fod,” forklarede Annika uden at fortrække en mine. Jeg var lige tabt et øjeblik, og inden jeg fandt mælet, dukkede en lille, sjusket fyr på ca. halvanden meter op i fuldt rideudstyr.

”Er det dig, der er Annika?” spurgte han med spag stemme og gav hende hånden.

”Ja, og det er min assistent Nissen,” svarede Annika og sendte ham et smil, der burde sponseres af en tandpasta-producent.

”Tak fordi I kunne komme så hurtigt. Skal vi sætte os ind i rytterstuen?” foreslog han.

”Hvis du var på vej ud og ride, så kan vi godt vente,” sagde jeg med henblik på vores taxameter-afregningsprincip.

”Nej, det kan vente. Vi rider ikke altid den dag vi sadler,” sagde han sørgmodigt, mens hans hest vrinskede. Troede jeg. Det viste sig at være Annika, der morede sig. Lidt efter sad vi bænket i rytterstuen, og han hældte halvkogende vand på pulverkaffe i plastikkrus.

”Nå, Bob, lad os komme til sagen. Du er faldet af på den?” indledte Annika.

”Ja, jeg er ked af det, men vi har ikke flere hestebønner til vores italienske espressomaskine,” undskyldte han.

”Jeg tænkte på Cross The Line og Derbyet på søndag!” mindede hun tålmodigt om. Jeg forholdt mig afventende og beundrede i stilhed hendes spørgeteknik. Noget havde hun da lært.

”Ja, det er forfærdeligt, jeg ved simpelthen ikke hvad der sker,” sagde han.

”Men du er faldet af på den her på det seneste?” vedblev Annika.

”Ja, så sent som i morges røg jeg i opløbssvinget,” indrømmede han.

”Kan nogen have pillet ved hestebremsen?” blandede jeg mig.

”Næh, den fungerer fint. Jeg fik bare sådan lyst til Cecil,” mumlede han. Annika rystede på hovedet og tog noter.

”Men når du nu ved, at lysten kommer, kan du så ikke gøre noget for at tage det i opløbet?” spurgte jeg.

”Jo, måske, men det kan jo også være farligt. Det går altså pænt stærkt på det sidste stykke,” svarede han. Jeg forstod ingenting. Annika rystede bare på hovedet igen.

”Bob, hvad med hesten? Har det noget med den at gøre?” spurgte hun.

”Nej, hun fejler ikke noget. Hun er måske lidt ensom, men det burde ikke have noget med sagen at gøre,” ræsonnerede han.

”Måske skal hun muntres lidt op? Er der ikke nogen hingste, der vil give hende en hestekur?” foreslog jeg. Fra det kreative hjørne.

”Hun gider ikke rigtig. Man kan godt trække hende til truget, men ikke true hende til trækket,” sagde han.

”Har du prøvet med pisk og gulerod?” spurgte jeg. Annika lignede en, der var ved at eksplodere.

”Ja, selvfølgelig. Gulerødderne åd hun, men pisken faldt ikke i god jord,” svarede han.

”Hvor faldt den så?” ville jeg vide. Jeg fornemmede, at vi var på sporet nu.

”Hun smed den, da hun var træt at blive trukket rundt i manegen. Det er noget værre hø, men jordpriserne er for høje her i Klampenborg,” sagde han.

Annika rejste sig resolut. ”Skal vi ikke gå ud og sondere terrænet lidt, Nissen? Så kan du tage din træningstur på Cross The Line,” sagde hun og lignede ikke en, der ville siges imod. Det blev hun heller ikke.

Bob trak langsomt Cross The Line ned mod den saftige græsbane, mens han sendte stjålne blikke op mod staldområdet. Vi drev selv lidt rundt på området, hvor staldpersonalet gik og mugede ud.

”Cecil, kan vi ikke snart holde en pause?” lød det klagende fra en pige, der tydeligvis havde det svært med nogle store balder.

”Jo, selvfølgelig, min pige, kom her og få et glas limonade og en af mine hjemmebagte boller,” lød det inde fra stalden med en stemme så blød som fløjl. Et par af hingstene vrinskede kækt og sparkede på lågerne.

En yndig kvinde i hvid blondeskjorte og tætsiddende ridebukser kom ud fra stalden med en kost i hånden og tørrede sveden af panden, mens hun spejdede længselsfuldt ud over baneområdet.

Annika sendte mig et blik. ”Tænker du det samme som jeg?” smilede hun frækt og nikkede over mod stalden.

“En tur i høet?” spurgte jeg uskyldigt.

”Nej, Nissen, tænk dig nu om! Cecil!” sagde hun begejstret.

”Øh, ja…, hvad mener du?” stammede jeg.

”Det er da hende, han tænker på hele tiden! Det er derfor, han er faldet af på den her på det seneste!” sagde hun og bøjede sig ned.

”Annika! Jeg tror sgu, du har fat i noget dér,” udbrød jeg. ”Hvad er det?”

”Det er en hestesko,” sagde hun og studerede det bøjede stykke jern, hun lige havde samlet op. Det lå lige der, hvor Cross The Line stod, da vi ankom.

”Hvor er du heldig, det bringer lykke!” sagde jeg.

”Ikke for Cross The Line. Det kræver et vist hovmod at løbe uden den her,” sagde hun tørt og sendte et blik ud over græsbanerne, hvor hoppen kom let haltende op langs opløbsstrækningen. Bob stod op i sadlen og svingede sin hat, mens han vinkede til Cecil og sang i vilden sky: ”Og hvis du kommer først over stregen, så KYYYYSSER jeg dig”.

Som Cecil stod der stod der i sollysets skær og lænede sig op ad stalddøren med et lidenskabeligt tag om kosteskaftet kunne hun godt minde om Grethe Holmer. Først smilede hun sødt, men så rystede hun bare på hovedet og sukkede dybt, da han faldt af på den igen.

Udgivet i Mysterier | Tagget , , | Skriv en kommentar

Mysteriet om skorstensfejeren, der gik i sort

Sommeren gik på hæld, og for første gang i mange år havde bureauet ikke holdt ferielukket. Det var der bare ikke rigtig nogen, der havde opdaget, så det var småt med sager. Min assistent Annika havde til gengæld holdt et par ugers fri, og nu sad hun over for mig med varm cacao, en nougatcroissant og to scones med tandsmør og beklagede sig over, at hun var blevet for fed i ferien.

”… så det er derfor, jeg har taget den her sorte top og de sorte bukser på, for jeg har læst på nettet, at sort slanker,” kvidrede hun, mens hun rutinemæssigt sendte et billede af sin tallerken ud i cyberspace.

”Så skulle det nok ha’ været en burka,” bemærkede jeg og blev reddet af gong-gong’en, inden hun nåede at give igen.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” svarede jeg.

”Nissen? Du taler med Henrik. Jeg… jeg håber, du kan hjælpe, for jeg ved ikke, hvor jeg ellers skal gå hen,” sagde en ung mandsstemme tøvende.

”Hvad drejer det sig vedrørende?” spurgte jeg og slog telefonen på medhør for at muntre Annika lidt op.

”Jeg er bekymret for min far. Han går hele tiden i sort…,” begyndte han og gik i stå.

Annika løftede sine øjenbryn, som i dagens anledning også var slanket sorte.

”I sort? Hvad laver han?” spurgte jeg.

”Han er skorstensfejer,” svarede han.

”Aha. Så er det vel ikke så mærkeligt, at han går i sort?” spurgte jeg. Skarpt, synes jeg selv.

”Jo, det er kun her på det seneste,” sagde han.

”Hvad er problemet så egentlig?” spurgte jeg. Annika havde smurt brun læbestift på, eller også var det bare nougat.

”Han er nærmest konstant helt nede i kulkælderen, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op,” lød det grådkvalt.

”Det er selvfølgelig ikke specielt smart. Når man er skorstensfejer, skal man vel være ovenpå?”

”Ja, præcis, men… ja, han har været helt nede, siden min mor forlod ham.” Nu lød det næsten som om han hulkede, og Annika fik det samme udtryk, som når hun så kattekillinger på Facebook.

”Forlod ham?” sagde jeg.

”Ja, hun er flyttet sammen med en anden fyr,” forklarede han.

”Aha, men det forklarer vel hvorfor han er gået i sort og er helt nede i kulkælderen?” påpegede jeg. Knægten skulle hellere tale med en psykolog.

”Ja, men hvis han bare ville komme op, kunne jeg i det mindste tale med ham om det, men han har låst sig inde,” hulkede han.

”Låst sig inde?” fortsatte jeg spørgeteknisk.

”Ja. I kulkælderen.”

Den her sag var efterhånden for krævende til telefonen, så vi blev enige om at mødes, og en time efter dukkede han som aftalt op på Café Freud, hvor Annika og jeg havde taget plads ved stambordet ved vinduet.

”Hvad med at starte med begyndelsen?” foreslog jeg rutineret, da vi havde præsenteret os for hinanden og bestilt tre kopper Latte Ich.

”Mine forældre har været gift i mange år, og det har altid været lidt af et eventyr,” begyndte han. Hyrdinden og Skorstensfejeren, tænkte jeg.

”Men det begyndte nok at gå galt for et halvt års tid siden, da min mor fik nyt arbejde, og efterhånden var hun mere og mere væk hjemmefra,” fortsatte han.

”Hvad laver din mor?” ville jeg vide.

”Hun laver radio. Hun har et program på Radio 24 Syv, der hedder Hyrdindetimen,” svarede han.

”Javel-ja… okay. Nå, fortsæt din historie.”

”I starten var det et ugentligt program, men det blev så populært, at hun fik lov at sende dagligt, og derfor var hun ikke ret meget hjemme. Der fulgte også en masse andet med, interviews i medierne, foredrag og konferencer og jeg ved ikke hvad. Men hun var glad, og far var egentlig også glad, så i starten var det ikke noget problem.” Han gik i stå og kiggede tomt ud af vinduet.

”Men så…?” hev jeg ham tilbage til virkeligheden.

”Så mødte hun en anden. En lytter, der ringede ind til hendes program og spurgte, om hun var frisk på at skifte fyr. Det var hun, og det slog min far helt ud, da han fandt ud af det. Og hun er allerede flyttet sammen med ham den anden.”

”Det er vel ikke så overraskende, at det slog din far ud. Så-øh… hvad er det præcis du vil have, at jeg skal gøre?” spurgte jeg så nænsomt som muligt. Annika snøftede lidt i sit tandsmør.

”Jeg forstår det bare ikke. Han er sådan set glad nok, men hvad laver han nede i den kælder, og hvorfor går han i sort?” spurgte han i vildrede.

”OK, jeg tager sagen,” sagde jeg, og Annika sendte mig dét der blik. ”Jeg mener, VI tager den.”

Vi fik adressen og aftalte at aflægge faderen et besøg næste dag og herefter mødes med Henrik på Cafe Freud igen i overmorgen. Tilbage på kontoret drøftede vi, hvordan vi kunne få faderen i tale uden at vække mistanke, og Annika fik trods sit sorte antræk et lyst indfald.

”Vi siger bare, at vi er journalister, der er ved at lave en brochure til unge mennesker om, hvordan de kommer til tops som skorstensfejer,” foreslog hun.

”Glimrende ide!” anerkendte jeg, og som sagt så gjort. Hun ringede og fik en aftale med ham, og næste dag sad vi på en solbeskinnet terrasse i hans villa i Rødovre. Han var høflig og afslappet og iført en sort T-shirt med påskriften ”Skorstensfejer er det nye sort” samt sorte shorts. Annika lagde sin iPhone på bordet og optog samtalen, så det lignede et interview. Efter lidt indledende småsnak om faget i al almindelighed, bemærkede hun nærmest tilfældigt:

”Man bliver vel tit beskidt som skorstensfejer, så hvordan hænger jobbet egentlig sammen med familielivet?”

Der gled en skygge over hans ansigt. Annika bemærkede det straks og blinkede sigende til mig. Jeg prøvede forgæves at signalere til hende, at der bare var gået en sky for solen.

”Det er slet ikke noget problem, tværtimod. Jeg tager jo altid bad efter arbejdsdagen, så i modsætning til mange andre, er jeg altid ren og nyvasket, når jeg kom hjem,” smilede han.

”Så din kone har ikke noget problem med det?” vedblev hun.

”Jeg er ikke gift, jeg har en kæreste,” sagde han. Annika sendte mig et sigende blik, men jeg kunne ikke lige høre, hvad hun så.

”Undskyld, må jeg lige låne toilettet et øjeblik?” spurgte hun.

”Ja, selvfølgelig,” svarede han og forklarede hvor det lå. Da hun kom tilbage, troede jeg skyerne var lettet, men det var bare hende, der strålede som en lille sol. Hun satte sig og genoptog interviewet.

”Har du aldrig overvejet at skifte branche?” spurgte hun.

”Jo, det tænker jeg faktisk en del over. Jeg føler ofte, at jeg sidder fast i jobbet, men jeg har heldigvis lettere ved at komme ud af røret, efter jeg er blevet skilt,” svarede han.

”Skilt?” spurgte hun. Hun var ved at lære min avancerede forhørsteknik.

”Ja, altså… min kone har et radioprogram, hvor lytterne kan ringe ind, og en dag var der én, der spurgte, om hun ikke trængte til at skifte fyr. Og det gjorde hun. Dagen efter forlod hun mig, og to uger senere flyttede de sammen,” sagde han nøgternt.

Annika tav, og det virkede. Jeg noterede mig dog, at jeg skulle bede hende øve sig lidt oftere.

”Det var ikke så meget det, at hun skred, det var jeg egentlig ikke så ked af,” fortsatte han. ”Men jeg blev sgu ramt på min faglige stolthed!”

”Faglige?” Nu var det min tur til at spørge.

”Ja, jeg lever jo af at rådgive folk om, hvornår de skal skifte fyr, så det burde jeg have foreslået hende for længst! Det fik mig til at overveje, om jeg var ved at falde af på den,” indrømmede han.

”Årh, la’ nu vær’, du har jo allerede en ny kæreste, sagde du,” smilede Annika sukkersødt og blinkede til ham.

”Ja-ja, hun er sgu også dejlig. Jeg fandt hende, da hun sad i spjældet, og så hjalp jeg hende med at komme ud,” smilede han. ”Det er sådan noget vi skorstensfejere kan.”

”Nåmen, vi er vist kommet lidt uden for emnet, men vi har også det vi skal bruge til artiklen,” sagde Annika med et stort smil og slukkede for iPhonen. Lettere desorientere rejste jeg mig, og vi sagde pænt farvel.

”Hvad fanden skete der lige, mens du var på toilettet?” spurgte jeg, så snart vi havde forladt huset.

”Din gris! Vil du virkelig vide det?” spurgte hun og blinkede til mig.

”Du ved, hvad jeg mener,” vrissede jeg.

”På vej gennem huset kunne jeg svagt høre musik, og derfor listede jeg ned ad trappen. Det var en kulkælder, men en dør stod halvt åben til et soveværelse, og i dobbeltsengen lå en sortklædt pige med lilla hår og kraftig make-up og skar sig i armen, mens hun hørte The Cure i sine hovedtelefoner,” fortalte hun.

”Kæresten?”

”Ja! Emo! Kan du ikke se, at alle brikkerne er faldet på plads?” smilede hun.

”Jo, men jeg kan ikke se, hvad billedet forestiller. Og jeg er ligeglad med hvad hun hedder,” surmulede jeg. Annika smilede blot hemmelighedsfuldt.

Næste dag skulle vi som aftalt med sønnen på Café Freud, og jeg lod modstræbende Annika sejle skuden i havn. Hun boblede af glæde, og havde ikke engang taget sit sorte slankedress på, men var i en stram, hvid sommerkjole, der ikke overlod meget til fantasien.

”Henrik, jeg har som aftalt kigget lidt på din sag, og du har absout ingen grund til bekymring. Din far har det godt. Han har bare fundet en sød kæreste, der er flyttet ind nede i kulkælderen. Og hun er emo, og derfor går de hele tiden i sort,” forklarede hun.

Han stirrede målløs på os, inden han brød ud i et stort smil.

”Det er jo fantastisk, Nissen! Jeg vidste, jeg kunne regne med dit firma. Din assistent dér, hun er simpelthen bare for fed!”

Der gled en skygge over Annikas ansigt. Jeg kiggede ud af vinduet, og der var ikke en sky på himlen.

Udgivet i Mysterier | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Mysteriet om korthuset, der væltede

Jeg var stadig i gang med at indøve min nye assistent Annika i hverdagens mange praktiske gøremål, og derfor sad vi igen henne om hjørnet på Café Freud med hver sin Latte Ich. Annika bladede i et tysk magasin om psykoterapi, som hun havde fundet på tidsskrifthylden.

”Hvorfor hedder det egentlig Café Freud?” spurgte hun.

”Det har jeg også spurgt Philippe om mange gange, men han siger helt bevidst, at det var et ubevidst valg,” svarede jeg. Philippe er min gamle ven, der åbnede Café Freud for efterhånden en del år siden.

”Engang kunne jeg godt tænke mig at læse til læge, men i dag ville jeg hellere være psykoterapeut,” sagde Annika drømmende og pegede på en artikel om en tysk psykoterapeut ved navn Gudrun Korthus.

”Øhh, nu har du været ansat hos mig i et par uger, og så drømmer du allerede om noget helt andet?” spurgte jeg lidt stramt.

”Jamen det der psyko er jo over det hele. Du prøver jo også at tyde mine drømme nu,” påpegede hun.

”Det er der nok noget, der kan tyde på,” indrømmede jeg. I det samme ringede min mobil.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” svarede jeg.

”Goddag, Nissen, du taler med Geo van Dart. Jeg er direktør for Korthuset, og jeg har brug for assistance til en meget hastende sag!”

Det lød som om han holdt vejret, eller også var han død.

”Det er et kort varsel, men jeg kan godt finde en tid. Hvad drejer det sig vedrørende?” spurgte jeg og fandt noget frem at skrive med. Og på.

”Jo før, jo bedre, Nissen! Vi indvier vores nye udstilling kl. 15 i eftermiddag, og både Dronningen, statsministeren og flere af ministrene kommer, men… her i huset er der et eller andet helt galt,” sagde han og sænkede stemmen.

”Helt galt?” spurgte jeg.

”Ja, kan vi ikke mødes, så skal jeg forklare det nærmere?” tryglede han, og jeg lovede at, Annika og jeg ville komme så hurtigt som mulig. En halv times tid senere kørte vi op foran den fine, gamle bygning, der rummede en af verdens største kort-samlinger. Geo van Dart tog imod os ved indgangen og fulgte efter et kort, der viste vej ind til hans kontor.

”Som I måske ved, åbner vi en ny særudstilling i morgen med klippekort, nu hvor de ikke længere kan benyttes. Der står jo i vores aftale med Kulturministeriet, at vi ikke må udstille kort, der stadig er aktive,” tilføjede han.

”Aj hvor vildt, har I så mit gamle Magasin-kort?” spurgte Annika med store øjne.

”Muligvis, men i så fald ligger det ovre på vores magasin,” sagde van Dart.

”Du sagde, at der var et eller andet helt galt?” spurgte jeg for at komme til sagen.

”Ja, helt galt. Men problemet er, at jeg ikke kan sætte en finger på hvad det er. Det er bare stemningen i huset, der er noget galt med. Det er som om, der pludselig er en masse mislyde rundt omkring,” forklarede han med sænket stemme.

”Har det noget med klippekortene at gøre? Har I placeret dem, så de kan klippe i kørekortene?” spurgte jeg.

”Nej-nej, selvfølgelig ikke!” bedyrede van Dart. ”Vi har taget alle tænkelige forholdsregler.”

”Måske skulle vi lige gå en kort runde og rekognoscere lidt?” foreslog jeg, og han rejste sig og fulgte Annika og mig ud i Korthusets udstillingslokaler.

”Den første afdeling rummer nogle af de ældste kort i verden. Her er fx verdens første Dyrekort, der gav adgang til Noahs Ark. Der kom en syndflod af protester, fordi man kun kunne få enkeltbilletter. Og her er Babylon-kortet, der gav fast track til hele tårnet. Det er trykt med kileskrift på lertavler og blev fremstillet på 273 forskellige sprog. Og her er et af Moses’ originale Travelcard. Det gjaldt i 40 år og er lavet af et meget skrøbeligt materiale, der ikke kunne tåle at blive vådt,” forklarede han medrivende.

”Hvad er dét der? Er det lårkort?” spurgte Annika og pegede på en tøjbunke.

”Nej, det er beskyttelsesdragter, man skal have på, hvis man skal ind ved siden af og se vores strålende samling af kort med det periodiske system,” svarede han. ”Men der er lukket nu, det har kun periodisk åbent,” tilføjede han.

”Med hensyn til den dårlige stemning, så fornemmer jeg dårlige vibrationer derinde,” forsøgte jeg igen at komme på sporet og pegede på en lukket dør.

”Det er samlingen med spillekort,” nikkede van Dart som tegn på, at han også godt kunne mærke spillekortene.

”Der er vist en del, der ikke stemmer. Må jeg se?” spurgte jeg og gik hen mod døren. van Dart tøvede lidt, men gik så hen og låste op, og jeg fik bekræftet mine anelser. Det lød forfærdeligt. Spillekortene lå hulter til bulter i en udstillingsmontre, men spillede videre, selv om de fleste af dem slet ikke stemte.

”Det er ikke så mærkeligt, I har fornemmet en dårlig stemning,” bemærkede jeg tørt.

”Du godeste,” udbrød direktøren, ”hele korthuset er jo ramlet sammen! Det er en katastrofe! Det korthus med spillekort har stået sådan i flere hundrede år, lige siden Ruder Konge var knækket!”

Annika og jeg gik hen til montren og studerede de sørgelige rester.

”Hov, der står noget på den der Ruder Konge!” udbrød hun og rakte uden videre hånden ned og tog kortet op.

”Stop, man må ikke…,” udbrød van Dart panisk, men for sent. Så sejrede nysgerrigheden i stedet, og han kiggede over skuldrene på hende.

”Det ligner svensk,” sagde Annika.

”Det er latin. Når korthuset vælter, kan kun jokeren redde magthaverne fra at komme til kort!”, oversatte han og blev ligbleg. ”Du almægtige, jeg har godt hørt rygtet om denne forbandelse, men jeg troede, det var en skrøne!”

”Og der er ingen joker her,” sagde Annika og rodede i kortbunken.

”Vi må gøre kort proces og aflyse arrangementet med det samme,” sagde van Dart og lignede en der havde mest lyst til frivilligt at gå i fængsel.

“Hvis vi nu placerer spillekortene sammen med valgkortene, så kan de måske nå at stemme?” spurgte Annika. Hun var nu slet ikke så dum.

“Nej, valgkortene er udlånt, og det vil alligevel ikke hæve forbandelsen,” hviskede van Dart med hæs stemme.

”Vent lidt…,” sagde jeg og ventede lidt.

”Jeg har en ide. Lad mig lige foretage en telefonopringning,” sagde jeg.

”Alle vores taletidskort er løbet ud,” bemærkede van Dart.

”Hvordan? Låser I ikke dørene?” spurgte Annika.

”Jo, men vores kortlæser var faldet i staver,” sagde van Dart, der nu var på randen af et nervesammenbrud. Jeg gik lidt afsides og ringede fra min egen mobil. Fem minutter var jeg på vej tilbage for at berolige direktøren, da der lød et ordentligt brag.

”Hvad sker der?” spurgte jeg Annika.

”Fjolset ville tjekke kortlæseren, og så faldt han også i de der staver,” sagde hun og pegede i retning af en dør ud til en gårdhave, hvor direktøren var faldet omkuld. ”Men hvad gør vi? Gæsterne kommer om et par timer?” spurgte hun bekymret.

”Bare rolig, jeg har styr på tingene,” forsikrede jeg.

Van Dart kom til sig selv lidt efter, men kunne intet huske om hvad der var sket. Desto bedre. Han fik travlt med at ordne de sidste ting til receptionen kl. 15, og da Majestæten og hele hendes følge ankom, var alt klappet og klart.

Annika og jeg stod i et hjørne af festsalen, hvor der var opstillet en lille scene, og hun var stadig lidt urolig.

”Nissen, hvad med forbandelsen? Hvad nu hvis magthaverne kommer til kort?”

Idet Majestæten og alle hendes efterfølgere trådte ind i salen, bragede det ud af højttalerne:

”Yeah… Ja. Jeg er dansker. Jeg ER dansker. Jeg er dansker. Dansker. Jeg er dansker.”

Annika spærrede øjnene op.

”Jokeren! Du fik fat i Jokeren, Nissen!!!”

”Jeps. Forbandelsen er hævet,” sagde jeg og smilede ved synet af direktøren, der strålede om kap med Majestæten og magthaverne, mens Jokeren lystigt rappede videre med et improviseret vers til lejligheden.

”Jeg’ en fucking kortsamler, når det kommer til min rejselyst,
du ta’r en tur med globussen.
Jeg er kartograf omkring min prævention
og stikker den tit i krokussen.
Meeeeen jeg er også lidt fra Atlasbjergene,
mit liv er for kort, og børn er noget pladder…”

 

Udgivet i Mysterier | Tagget , , | Skriv en kommentar

Mysteriet om suffløren, der talte over sig

Efter at have fastansat min praktikant Annika var jeg nødt til at sætte hende ind i nogle af bureauets arbejdsrutiner, som jeg havde ventet lidt med. Én af dem var de regelmæssige ”møder” på Café Freud henne om hjørnet – min stamcafé, som blev drevet af min gamle ven Philippe Fhornoyd.

”Nu har jeg hørt så meget om den café, så jeg glæder mig som et lille barn,” glædede Annika sig.

”Du vil falde godt ind i klientellet,” forsikrede jeg.

”Det tænkte jeg nok, det lyder også ret intellektuelt,” sagde hun og rettede ryggen.

”Jeg tænkte mere på det med det lille barn, for der er mange mødregrupper på den her tid af dagen,” korrigerede jeg hende og dukkede mig i tide for et håndtaske-hook.

Vi satte os ved mit stambord ved vinduet, og jeg forklarede, at hun kunne vælge mellem en Latte Ich, en Latte Es og en Latte Überich.

”Jeg forstår ikke svensk”, sagde hun.

”Du kan vælge mellem en Latte Jeg, en Latte Id eller en Latte Overjeg,” oversatte jeg.

”Hvad er forskellen?” spurgte hun.

”Altså… der er tre Latte arter: Latte Jeg er Latte som den er. Latte Id er den Latte, du har lyst til. Latte Overjeg er Latte, som den gerne ville være.”

”Jeg tager bare én Latte Art. Og en drømmetydningskage,” bad hun.

Jeg sukkede og gik hen til disken for at snakke mig ud af det. Der var kø, og da det blev min tur, kunne jeg ikke huske, hvad Annika havde bestilt.

”Jeg har min nye assistent med, men jeg er ikke rigtig vant til, at hun bestiller noget,” undskyldte jeg til Philippe, men pludselig røg det ud af mig. ”En Latte Ich, en Latte Art og en drømmetydningskage!”

Det var som om jeg havde hørt en indre stemme, men jeg tænkte, at det nok bare var stemmerne fra valgkampen inde i baglokalet, hvor en mødregruppe var ved at stemme om hvem der havde det bedste parti.

”Hvad hviskede hun til dig?” ville Annika vide, da jeg kom tilbage til bordet.

”Hvem?” sagde jeg forundret og vendte mig mod disken, og i det samme fik jeg øjenkontakt med en kvinde, der vendte sig om med en Latte Es i hånden. Hun kom hen og spurgte om hun måtte sætte sig, men uden at vente på svar trak hun en lav skammel hen og satte sig ved vores bord med ryggen til lokalet.

”Jeg var så den, der hviskede din bestilling til dig. Det må du meget undskylde,” undskyldte hun. ”Jeg kom til at høre hvad I talte om lige før, men jeg skulle selvfølgelig have holdt det for mig selv.”

”Vil du ikke ha’ en bedre stol?” tilbød Annika.

”Nej, jeg er vant til at sidde lavt. Det passer mig bedst,” sagde hun.

”Arbejder du da i en vuggestue?” spurgte Annika, som endnu ikke havde lært den basale afhøringsteknik med spørgende at gentage det, ofret lige havde sagt.

”Næh, jeg er sufflør. Eller var. Jeg er lige blevet fyret fra Det Kongelige Teater, men jeg er nødt til at holde mine kompetencer ved lige. De sagde de i hvert fald nede i A-kassen,” forklarede hun.

”A-kassen?” spurgte Annika. Det var bedre.

”Ja, jeg har det bedst i en kasse. Jeg er jo uddannet til at sidde i en sufflørkasse,” forklarede hun.

“Sufflør? Det er noget med at piske æg, ikke? Eller er det piske fløde?” spurgte Annika. Jeg skyndte mig at afbryde hende.

”Hvorfor blev du fyret?” brød jeg ind og øjnede pludselig en spinkel mulighed for, at der lå en opgave og ventede lige rundt om hjørnet. ”Undskyld mig lige et øjeblik,” afbrød jeg og skyndte mig ud på gaden. Henne på hjørnet bøjede en ældre mand sig og samlede et kryds-og-tværs-blad op. Pokkers, for sent.

”Undskyld afbrydelsen,” sagde jeg og satte mig igen. ”Hvorfor blev du fyret?” gentog jeg.

”Teaterchefen sagde, jeg havde talt over mig igen, og at jeg havde overtrådt tavshedspligten,” svarede hun.

”Tavshedspligten?” Annika blinkede til mig. Hun var ved at lære det.

”Ja, jeg forstår det heller ikke. Hvis jeg forholder mig tavs, kan jeg jo ikke passe mit arbejde, når skuespillerne ikke kan huske deres roller. Så er jeg jo nødt til at være en god rollemodel,” sagde hun.

”Var du glad for dit arbejde?” spurgte jeg, inden Annika nåede at sige ”Rollemodel?”

”Ja, meget! I årevis har jeg siddet aften efter aften og set op til skuespillerne, selv om de sjældent talte til mig. Og når de endelig gjorde, talte de som regel ned til mig, og så var det jeg kom til at tale over mig. Forleden var den helt gal. Prøvelokalet var optaget, så de måtte øve i kantinen, og så ville jeg bare lave en scene. Men det skulle jeg ikke have gjort, og de råbte og skreg, at de var trætte af, at jeg altid lagde dem ordene i munden, og så kom jeg til at tale over mig igen og kalde dem alt muligt, der ikke stod i rollehæftet.”

”Hvad vil du så gøre nu?” spurgte jeg.

”A-kassen foreslog, at jeg skulle sidde ved kassen hos Irma, men jeg ved ikke rigtig, om det er noget for mig,” svarede hun.

”De har ellers ry for at have gode arbejdsforhold,” påpegede Annika.

”Det er ikke supermarkedet, det er en sociolog henne i A-kassen, der hedder Irma, og som er god til at putte folk i kasser. Men jeg vil hellere ha’ noget efteruddannelse,” sagde hun.

”Efteruddannelse?” Annika brillerede virkelig med sin spørgeteknik.

”Ja, så jeg kan lære ikke at tale over mig. Jeg har aldrig været på efteruddannelse, så jeg har ikke lært at tale folk efter munden, jeg er kun uddannet til at tale dem før munden.”

”Men hvorfor vil du blive ved med at være sufflør? Der må være mange jobmuligheder for én med dine evner?” indvendte jeg.

”Som hvad for eksempel? Jeg har aldrig prøvet andet end skuespil. Jo, engang skulle jeg afløse som ballet-sufflør, men det kostede mig en alvorlig knæskade, fordi jeg gled, da jeg skulle lave en piruet,” spurgte hun modløst.

”I kirken! Der skal menigheden jo altid have at vide, hvad de skal sige. Eller til konferencer! Så kan foredragsholderne spare den tid de bruger på at lave Power Points, hvor der står det de skal sige,” foreslog jeg.

”Uh, jeg ved altså ikke… jeg vil jo bare gerne tilbage til teatret og gøre det jeg er bedst til. Bare jeg dog ikke var så slem til at tale over mig. Se bare, nu har jeg siddet her og plapret løs om alt mulig til jer, men jeg ved slet ikke hvilke roller I spiller,” sagde hun.

”Annika. Vi har et detektivbureau,” sagde Annika nonchalant.

”Nissen. Jeg driver forretningen, og min assistent driver den af,” tilføjede jeg og sendte Annika chefsmilet. Hun forstod det godt og grinede pligtskyldigt.

”I er søde,” sagde hun. ”Jeg hedder Vera Andersson, men mine venner kalder mig Veranda. Min mor er svensk, og hun kalder mig Varandra, for som hun altid siger: ’Alla måste ta’ hand om varandra. Men det gælder vist ikke i teaterverdenen.”

Jeg smilede, men Annika fattede ikke noget.

”Måske kan vi hjælpe dig, Veranda?” foreslog Annika og jeg på én gang. Det var som om nogen pludselig lagde ordene i munden på os.

”Hvordan?” spurgte Veranda skeptisk.

”Ja hvordan, Nissen?” spurgte Annika frejdigt og sendte mig assistent-smilet.

”Det er et spørgsmål at se tingene i det rette lys. Hvis man er god til at sætte vand over, har man gode oversættelses-evner. Hvis man er god til at leve over evne, har man gode overlevelsesevner. Er man god til at lade ufred drive over, er man god til at overdrive. Du er god til at tale over dig, så du er altså god til at overtale! Lad mig derfor lige telefonere engang,” sagde jeg og tog min mobil frem.

”Det burde egentlig hedde mobilisere,” bemærkede Annika, mens jeg rejste mig og gik lidt væk, så de ikke kunne høre mig.

”Det Kongelige Teater,” lød det, da telefonen blev taget.

”Goddag, det er Nissen fra Nissens Detektivbureau, træffer jeg teaterchefen?”

”Et øjeblik.”

”Det er Gianni Orlofski.”

”Orlofski! Det er Nissen fra Nissens Detektivbureau!”

”Nissen? Detektivbureauet? Det er søreme længe siden! Hvad har du på hjerte? Skal du bruge et påskud for at linke til et af dine tidligere mysterier?” grinede han.

”Det er ikke kun derfor. Jeg har en klient, der vil være en stor gevinst for dit teater. Der er nærmest tale om en talegave,” lokkede jeg.

”Jeg troede, det var et detektivbureau og ikke et vikarbureau. Men lad høre…”, sagde han nysgerrigt.

”Jeg ved, at du for nylig har mistet din sufflør, men min klient har helt fantastiske overtalelsesevner. Hun kan overtale dine skuespillere til at lære deres roller ordentligt, så du ikke behøver en ny sufflør!”

”Nissen! Det er jo en strålende ide! Så ka’ de lære det, ka’ de!” sagde han. ”Send hende straks herhen, hun lyder som den helt rigtige!”

Jeg gik tilbage til bordet og fortalte om samtalen. Veranda var fyr og flamme og tog af sted med det samme.

”Den havde jeg alligevel ikke troet, du kunne klare så hurtigt, Nissen. Touché, eller hvad det nu hedder!” sagde Annika.

”Soufflé?” spurgte jeg.

Udgivet i Mysterier | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Mysteriet om vandringsmanden, der gik til

I dag sluttede Annikas praktikperiode, og derfor kunne jeg ikke længere udsætte beslutningen om, hvorvidt hun skulle ansættes eller stoppes. Inderst inde vidste jeg godt, at jeg ikke kunne undvære hende – altså rent professionelt – men der var ingen grund til at vise hende alle kortene på min hånd med det samme.

“Nissen, jeg gider ikke spille 500 i dag. Læg nu de kort væk og lad os komme til sagen,” sukkede hun og tog min hånd. Altså ikke på den måde. Min korthånd.

“Wauw, fire esser og tre jokere! Ikke noget at sige til, at du ikke har held med dating,” fnisede hun og lagde kortene væk.

“Jeg dater jo slet ikke,” påpegede jeg.

“Du sku’ prøve det der Tinder. Om ikke andet kan du skabe lidt PR for bureauet,” smilede hun.

“Jeg har læst om det. Det lyder virkelig sexet. En lokationsbaseret social opdagelses-app, der formidler kommunikation mellem brugere der er interesserede i hinanden,” citerede jeg fra Wikipedia.

“Nå, til sagen, jeg vil ikke tale om sex med min kommende chef,” spillede hun ud. “I hvert fald ikke til jobsamtalen”, tilføjede hun med den humor, jeg efterhånden havde vænnet mig til, og smed samtidig noget på bordet, der mistænkeligt lignede et kontraktudkast.

“Okay, så lad os springe forspillet over. Jeg har læst din ansøgning om fastansættelse, og den er måske lidt kort, men budskabet er jo ikke til at misforstå,” sagde jeg.

”Hellere fast i kødet end løs på tråden,” citerede hun stolt.

“Præcis. Det er også derfor bureauet stadig har fastnet-telefon. Men nu hvor du har kigget mig i kortene, så ja… jeg vil gerne tilbyde dig fastansættelse, MEN…”

Længere kom jeg ikke, før hun kastede sig over mig og gav mig et stort kram og et (professionelt) kys på kinden, alt imens hun statusopdaterede på Facebook og trak en flaske champagne op af sin multitaske.

Jeg opgav forbeholdene og indså at det nok også var bedst, at jeg blev ved med at vaske mit eget tøj. I stedet skimmede jeg kontraktudkastet og skrev under.

“Nissen, det her bliver kimen til noget stort,” sagde hun og skænkede champagne op til os begge. Hun skålede og tømte det halve af sit glas, og i det samme kimede telefonen.

“Tag den lige, chef, jeg er nok for beruset,” fnisede hun og tømte glasset.

“Nissens Detektivbureau, det er Nissen, hvad drejer det sig vedrørende?” spurgte jeg.

“Hr. Nissen, De taler med fru Nielsen fra Vejby. Det drejer sig vedrørende en ældre herre, som er forsvundet,” pippede en ældre og ængstelig kvindestemme.

“Forsvundet?” Min interviewteknik er simpel, men den virker.

“Ja, jeg er husholderske for en pensioneret fuldmægtig. Jeg gør rent for ham hver formiddag og laver frokosten klar til han kommer hjem. Han er hjemme præcis kl. 12, men ikke i dag. Jeg er meget bekymret,” lød hun meget bekymret. Jeg skævede til uret, der viste 13.30.

“Har De kontaktet politiet?” spurgte jeg og fortrød, da Annika sendte mig et ‘Idiot, tag nu bare opgaven selv-blik’.

“Ja, jeg ringede lidt over 12, men de sagde, at det var for tidligt at iværksætte en eftersøgning og bad mig se tiden lidt an. Jeg har ikke bestilt andet siden, men jeg er meget urolig, så min mand anbefalede at kontakte Dem,” forklarede hun.

“Deres mand? Kender han mig?” spurgte jeg nysgerrigt.

“Ja, han hedder Dino Saurus. De har engang løst en sag for ham,” sagde hun.

“Åh ja, direktøren på Zoologisk Museum, ham husker jeg udmærket,” huskede jeg.

“Det er han ikke længere, han stoppede for nogle år siden,” sagde hun i et tonefald, der ikke indbød til yderligere spørgsmål om den udstopning.

“Fru Nielsen, jeg vil selvfølgelig meget gerne hjælpe med at finde den forsvundne fuldmægtig. Jeg tager af sted med de samme,” lovede jeg og hørte hende drage et lettelsens suk, inden hun gav mig adressen og lagde på.

Annika var i gang med sit tredje glas og fordybet i sociale medier, så jeg ringede efter en taxa og drog alene til Vejby. Fru Nielsen og Dino Saurus tog imod ved fuldmægtigens havelåge.

“Hyggeligt at mødes igen, Saurus,” smilede jeg og rakte ham hånden.

“I lige måde, Nissen! Jeg håber, du kan løse dette mysterium lige så hurtigt, som du hjalp mig med ”The missing link” for nogle år siden,” sagde han.

“Det minder mig om, at du stadig skylder mig 456 milliarder. Og hvad blev der egentlig af din søde sekretær?” tilføjede jeg med et listigt smil.

“Nå, I må hellere tale om vandreture,” sagde han lettere febrilsk og skyndte sig rødmende i retning af deres eget hus.

Fru Nielsen så mistænksomt på mig, men fulgte mig så ind i fuldmægtigens hus, hvor hun havde dækket op med kaffe og roulade i dagligstuen. En hvid, broderet dug sørgede for, at det kongelige porcelæn ikke skrammede mahogni-bordet.

“Nå, jeg må hellere få hele historien forfra,” bad jeg.

“Fuldmægtigen står tidligt op hver morgen og går en lang tur, men han er altid hjemme klokken 12, hvor jeg har frokosten klar. Tidligere gik han også om eftermiddagen og om aftenen, men på det seneste er han kun gået om formiddagen. Men i dag… i dag… kom han ikke hjem til…” Hun gik i stå med blanke øjne og fumlede med stofservietten, der lå sammenkrøllet i skødet på hendes gulbrune tweed-nederdel.

“Hvad hedder fuldmægtigen?” spurgte jeg.

“Ture. Ture Skov,” sagde hun. “Min mand kalder han altid Vandre-Ture, men det synes hr. Skov ikke selv er særlig morsomt,” tilføjede hun spidst.

“Kan De sige beskrive hans udseende? Hvordan så han ud? Hvad gik han i?” spurgte jeg.

“Han gik altid i sine egne tanker,” svarede hun med et uudgrundeligt blik.

“Så er tiden måske bare gået fra ham?” foreslog jeg.

“Nej-nej, han er altid meget præcis, han er aldrig kommet for sent hjem til frokost,” understregede hun. Eller rettere kursiverede.

“Har De et fotografi af Vandr… af hr. Skov?”

“Jeg har fundet ét han bruger i sit vandrepas.” Hun rakte mig et falmet foto af en nydelig ældre herre med et mildt ansigt, hvide bakkenbarter og buskede øjenbryn over runde, stålindfattede briller.

“Har han altid gået meget?” spurgte jeg.

“Ja, lige så længe jeg har kendt ham, men vi har kun boet her 4-5 år. Han vil aldrig høre tale om at køre bil eller tog. En sjælden gang cykler han ned til købmanden, men han foretrækker at gå til det meste.”

“Hvis jeg skal prøve at finde ham, har De så nogen ide om, hvad det er han går til?”

“Han går til banko. Og så går han også til lægen engang imellem,” svarede hun.

“Så han er meget væk hjemmefra?” vedblev jeg.

“Det kan man nok godt sige. Men han kunne også lide at gå til hånde i hjemmet. Når min mand af og til var herovre og spise med, kunne hr. Skov godt lide at gå om den varme grød, indtil den var kølet af,” oplyste hun.

“De sagde, han går til lægen engang imellem. Hvordan er helbredet?”

“Han er i fin form, når man tænker på, at han er over 80. Men han sover dårligt. Han går en del i søvne,” svarede hun. “Har han fortalt mig,” tilføjede hun forlegent.

“Kan han være gået under jorden?” foreslog jeg.

“Nej, den vej går han aldrig. Om formiddagen går han næsten altid til Hans Einar.”

“Til han segner? Du godeste! Så ligger han måske bevidstløs et sted,” udbrød jeg.

“Nej, hvorfor skulle han dog det? Det er ikke så langt væk, og i øvrigt har jeg talt med Hans Einar. Han husker ikke så godt, men han skriver vandrejournal og kunne se, at hr. Skov havde været der allerede ved 9-tiden. Han plejer ellers først at være der senere.”

“Hvor bor denne Hans Einar?” spurgte jeg.

“Jeg har aldrig været der. Hr. Skov viste mig engang vintervejen, men den er jo lukket nu. Måske kan jeg se det i hans papirer,” sagde hun.

“Har han ingen vejviser?” foreslog jeg.

“Jo, han elsker at synge, når han vandrer,” sagde hun og smilede ved tanken.

“Hvad kan han bedst lide at synge?” spurgte jeg uden rigtigt at vide hvor vi var på vej hen.

“Han foretrækker ‘Nu lokker atter de lange veje’, for han synes, teksten er lige til at gå til,” svarede hun.

“Åh ja, det er også en gammel traver,” nikkede jeg og lod som om jeg tog notater. “Fru Nielsen, jeg tror efterhånden, jeg har de nødvendige oplysninger. Med Deres tilladelse vil jeg gerne se mig lidt omkring i huset,” sagde jeg og lagde en vis portion myndighed på stemmen.

“Jo, selvfølgelig, De skal være velkommen,” sagde hun lidt usikkert, men med den ældre generations medfødte respekt for autoritær stemmeføring.

Jeg gik ud i køkkenet, hvor der stadig var dækket et nydeligt lille frokostbord til to med sild, æg og rejer, leverpostej med sky, rullepølse med rå løg og ost. Ved siden af køkkenet lå et badeværelse med et kalkplettet terrazzogulv, en rusten badevægt med viser og et badekar med løvefødder. For enden af en gang lå soveværelset. Jeg tog i døren og løste gåden.

Derinde i en stor dobbeltseng lå hr. Skov. Fru Nielsen, der stod lige bag mig, gispede højlydt.

“Åh nej, han er vel ikke…?” udbrød hun forfærdet og skyndte sig hen og ruskede i ham.

Han slog øjnene op, så sig forvirret omkring og rejste sig med besvær op på den ene albue, hvorefter han tog sine briller fra sengebordet.

“Laura? Du godeste, hvad er klokken? Og hvem er den herre?” spurgte han, da han fik øje på mig.

“Den er snart tre,” hulkede hun og knugede hænderne af glæde. “Og det er en privatdetektiv, hr. Nissen, som jeg søgte hjælp hos, da du ikke kom hjem.”

“Jamen… jeg har jo været hjemme længe,” sagde han desorienteret.

“Med forlov, hr. Skov, Deres husholderske frygtede, at De var gået til, siden De ikke kom hjem til frokost,” forklarede jeg.

“Jamen, det gjorde jeg også. I dag var jeg så frisk og glad, så jeg gik til. Men jeg glemte vist alt omkring mig, så jeg gik og gik, indtil jeg kom til mig selv. Og så gik jeg ind i seng for ikke at gå i vejen, mens du havde travlt i køkkenet, søde Laura.”

“Åh, Ture… jeg skynder mig ud og lune leverpostejen!” snøftede hun og vimsede ud i køkkenet.

“Tusind tak for hjælpen, hr. Nissen,” sagde han, mens han langsomt kom på benene. “For fem år siden forlod min kone mig dagen før vores guldbryllup, og jeg var helt trøstesløs. I mange år gik jeg lange ture hver dag og nat i håbet om at finde hende, indtil jeg en dag mødte en mand, der kaldte sig Jens Vejmand. Ligesom ham i den gamle vise… ja, det lyder nok som en vandrehistorie. Men han betroede mig, at han engang havde hugget min kones navn i sten. Først da gik det op for mig, at hun ikke var gået fra mig, men gået bort. I dag går jeg stadig meget, men det går meget bedre, siden Laura er begyndt at passe på mig. Hun er så sød. Hun gør rent og laver mad til mig, og engang imellem får hun også lov at røre lidt med min vandrestav. Det er ligesom om, at jeg er gået fra asken over i ilden, det forstår De godt, hr. Nissen, ikke sandt?”

Jeg tænkte på Annika, der sikkert stadig fejrede jobbet i champagne, høje hæle og endeløse statusopdateringer.

“- Jo, hr. Skov, det forstår jeg godt.”

 

Udgivet i Mysterier | Tagget , | Skriv en kommentar

Mysteriet om tandlægen, der fyldte for meget

Jeg havde egentlig ikke regnet med, at min nye praktikant Annika ville booste forretningen, men de første uger væltede det ind med opgaver. Nu hvor begge sagerne var afsluttet, var vi tilbage i den stille hverdag, og der var stadig et par uger tilbage af Annikas gratis virksomhedspraktik, inden vi skulle forhandle løn.

“Bare rolig, Nissen, inden længe vil vi ligge vandret,” sagde hun og blinkede frækt til mig.

“Spis lige brød til din sexchikane,” svarede jeg og rakte hende en grovbolle fra 7 Eleven.

“Der er også lidt til din søde tand,” tilføjede jeg og viftede med en pose croissanter.

“Årh, Nissen, synes du ikke alle mine tænder er søde?” smilede hun udfordrende, hvorefter hun grådigt bed til bolle.

“Av!!!” råbte hun og stak fingrene ind i en mund, der nu var mere udfordret end udfordrende.

“Ze hvad jeg zagde, nu har dzu allerede en ny zag. En erztatningszag,” hvæsede hun og fiskede en halv fortand ud af munden.

“For pokker, Annika, det er jeg virkelig ked af! Med hensyn til forsikr…,” begyndte jeg.

“Jeg kan FORZIKRE dzig om, at dzet bliver dzyrt!”

I det samme ringede telefonen, og Annika greb røret, før jeg kunne nå at afværge katastrofen.

“Nizzens Dzezekzivbureau!” skringrede hun hidsigt.

“Er det Nissens Detektivbureau?” gættede jeg på, der blev spurgt i den anden ende.

“Nej, dzet er Dzøvezkolens Opzagelzesprøve, og Dze er dzumpet!” vrissede Annika.

Der blev stille i den anden ende, gættede jeg på. Annika kylede røret på og gik ud på badeværelset for at studere skadens omfang. Telefonen ringede igen, og jeg tog den.

“Nissens Detektivbureau, hvad drejer det sig vedrørende?”

“Er det Nissens Detektivbureau?” spurgte en kvindestemme.

“Ja, du taler med Nissen,” svarede jeg og skævede til badeværelsesdøren, der stod på klem.

“Gudskelov, jeg var bange for, at det var forkert nummer igen. Nu skal du høre, Nissen, du taler med fru Bengtsen, og det drejer sig om, at jeg har en lejer, hr. Borberg, som breder sig ud over det hele.”

“Vi begiver os normalt ikke af med boligrådgivning, men…”

Annika stak hovedet ud fra badeværelset og sendte mig et lynende blik, der bragte mig på bedre tanker.

“… vi vil naturligvis gerne hjælpe med nogle husråd,” fortsatte jeg ydmygt.

“Åh, det glæder mig virkelig, Nissen, forstår du, han fylder efterhånden så meget, og jeg er meget bekymret for, hvordan det skal ende. Jeg skal jo også kunne være her.”

“Hvilken type lejemål taler vi om?” spurgte jeg.

“Han har en tandlægeklinik og lejer sig ind på 1. salen i min villa,” svarede hun.

“Aha… Må jeg så ikke foreslå et snarligt møde, hvor jeg kan få nogle flere informationer?” spurgte jeg bagtænkende.

“Jo, det må du gerne,” svarede hun afventende.

“Min assistent har netop knækket en tand, så måske kan vi slå to fluer med ét smæk. Jeg prøver at få en tid til hende allerede i dag, og så kan vi tale imens,” sagde jeg begejstret.

Jeg fik Borbergs nummer og ringede straks op. Heldigvis var det hans telefonnummer, heldigvis tog han telefonen, og heldigvis havde han en tid kl. 13. Jeg ringede tilbage til fru Bengtsen, og hun lovede at være hjemme, når vi kom.

“Er dzu zindzyg, dzin lede tzandbørzte! Jeg har dzen zygezte tzandlægezkræk!” råbte Annika, da hun hørte om min plan.

“Det er efterforskning. Måske kan vi også fakturere tandlægeregningen,” beroligede jeg. Det virkede i hvert fald godt nok til, at hun fulgte med, og kort før kl. 13 lukkede fru Bengtsen op for os på adressen.

Klinikdøren på 1. sal gik op, og Borberg klemte sig ud med stort besvær.

“Det må være den unge dame, der har bestilt bor!” buldrede han og udstødte en rungende latter. Jeg gruede for at den ville antænde Annikas notorisk korte lunte, men hun fulgte pligtskyldigt med ind.

“Du skal ikke være nervøs, min kære, her tænder vi på tænder,” sagde han og lignede en, der skulle til casting på en Colgate-reklame, da han lukkede døren efter sig.

Fru Bengtsen rystede på hovedet og viste vej ud i køkkenet, hvor der var frisk kaffe og hjemmebagte småkager.

“Lad mig få hele historien,” sagde jeg og tog min notesblok frem.

“Da Borberg overtog lejemålet sidste år, var han en sky og genert mand på størrelse med en galopjockey. Nu fylder han så meget, at han har svært ved komme ud af døren, selv om han har udskiftet den med en fyldningsdør. Han fylder hele etagen med sit tandlejegrej, og han er også begyndt at fylde nede i kælderen. Han har fuget alle sprækker i mure og gulve, og her på det sidste er han begyndt at bore huller i væggene, som han bagefter fylder ud,” fortalte hun modløst.

“Min erfaring er ellers, at tandlæger plejer at have det hele i munden,” indvendte jeg.

“Jeg aner i hvert fald ikke, hvordan jeg skal få sat en stopper for det. Det ender jo med, at han fylder hele huset! Og hvad hvis han begynder at bruge bedøvelse?”

I det samme kom Annika brasende ind i køkkenet.

“Nissen, vi er skredet!” vrissede hun sammenbidt.

“Hvad sker der?” spurgte jeg og bemærkede, at hun havde fået lavet sin tand, men også havde blødt på sin hvide skjorte.

“NISSEN! AFSTED!” råbte hun, og jeg undskyldte hurtigt over for fru Bengtsen og fulgte med ud. Der lød en klagende jamren oppe fra 1. salen, men Annika signalerede, at der ikke var spørgetime nu. Hun fandt sin mobil og ringede først efter en taxa, så efter en ambulance, og så efter politiet.

Først da vi sad behageligt på taxaens bløde bagsæde og var på vej væk, dristede jeg mig til at se spørgende på hende.

“Den forpulede fyldebøtte, sådan leger man fandeme ikke med mig!” vrængede hun.

“Hvad skete der dog?” spurgte jeg med bange anelser. Mest for ham.

“Det var jo ikke en tandlægestol, det var fandeme ligesom at være til gynækolog, bortset fra læderremmene! Men sådan leger man ikke med mig!”

“Hvad?? Vil det sige…??” ville jeg sige, men gik i stå.

“Ja, det er ikke MIT blod, det dér,” sagde hun arrigt og stirrede demonstrativt ud af vinduet, hvor en ambulance efterfulgt af en politibil kom imod os med hylende sirener.

Jeg holdt tand for tunge, indtil vi var tilbage på kontoret, og efterhånden var hun dampet så meget af, at jeg kunne få en forklaring.

“Da kødbjerget havde sat min tandstump på, så mente han lige, at jeg ‘havde et hul mere, der skulle fyldes’! Psykopaten havde allerede bukserne nede om knæene, så jeg greb det første det bedste, jeg kunne forsvare mig med, og det var tilfældigvis et bor, og så…”

Jeg blev grøn i hovedet og løftede afværgende hænderne for at stoppe hende.

“Ja-ja, okay, så lad mig nøjes med at sige, at den rodbehandling fik Motorsavsmassakren til at ligne en formningstime i min folkeskole. Og hvis flæskefjæset skal gøre sig håb om at fylde noget som helst i den nærmeste fremtid, så må man håbe, han snart har fødselsdag.”

“Du godeste! Hvor mange kvinder kan han have nået at voldtage deroppe?” spurgte jeg bestyrtet.

“Ingen. Jeg snuppede hans bordkalender på vej ud, og han har aldrig før haft en kvindelig klient,” svarede hun.

“Hm… det kan måske forklare, hvorfor han selv er begyndt at fylde så meget,” sagde jeg og gav hende et kort resumé af fru Bengtsens fortælling.

“Ja, det var vist godt, jeg fik lukket munden på ham,” sagde Annika og tog en bid af en croissant fra i morges. Der lød en knasende lyd, og jeg lukkede øjnene og ønskede mig langt væk.

Udgivet i Mysterier | Skriv en kommentar