Mysteriet om advokaten, der fik sin sag for

Det var en af de mange mandag formiddage, jeg havde valgt at tilbringe nede på Café Freud hos min gode ven Philippe Fhornoyd. Han havde dog for travlt til at hyggesnakke, da der var mødregruppemøde i det baglokale, som stamkunderne kaldte Am-Am-Am-Ammestuen.

Der var heller ikke ledige borde i resten af caféen, så jeg slog mig ned over for en kvinde på omkring de 40, som var dybt begravet i sin MacBook Pro. Ved siden af lå en iPad, som hun tog noter på med en touchpen, og hendes iPhone ringede netop da jeg havde sat mig til rette med en Latte Überich i håb om lidt fred og ro.

“Hej mor, må jeg ringe senere, jeg sidder lige og forbereder mig?” spurgte hun.

Pause. At dømme efter hendes ansigtsudtryk måtte hun ikke ringe senere.

“Jeg ved det ikke, mor, kan vi ikke…”

Pause. Det kunne de altså ikke.

“Mor, du skal ikke være nervøs, de kan ikke smide jer ud. Det siger juraen!”

Hun sendte mig et opgivende ”Mødre!”-blik. Godt hun ikke sad inde i Ammestuen.

“Det er jura, mor, sådan er loven. Og nu bliver jeg altså nødt til at løbe, vi snakkes ved, ikke? Hej-hej.”

Hun sukkede dybt og tømte sin Cortado.

“Går du op i jura?” spurgte jeg henkastet.

“Hvordan kunne du vide det?” spurgte hun forundret.

“Det er mit job at vide den slags,” svarede jeg udtryksløst og skubbede mit visitkort hen over bordet. “Mit bureau kunne godt bruge et godt råd.”

“Så bliver det ikke lige nu, for jeg skal til eksamen i morgen, og jeg har ret travlt,” sagde hun kort for hovedet.

“OK, det kan vente. Men må jeg ikke byde på en Cortado mere, så skal jeg nok lade dig være i fred. Det lyder som om, du har fået din sag for.”

“Hvordan kunne du vide det?” spurgte hun og så igen undrende på mig, mens jeg prøvede at fange Philippes opmærksomhed for at bestille. Jeg spekulerede over hvad det var, jeg vidste. Eller ikke vidste, at jeg vidste, men som hun vidste, at jeg vidste.

“Hør her, jeg aner ikke hvem du er, men hvordan fanden kan du vide, at jeg skal op i jura i morgen, og at jeg har fået min egen sag for?” spurgte hun lettere rystet.

“Det er mit job at vide den slags. Din egen sag?” fortsatte jeg neutralt for at skjule min forvirring.

“Ja, jeg har lige trukket mit eksamensspørgsmål og har 24 timer til at forberede mig, og jeg har fandeme trukket en sag, jeg selv har haft! What are the odds!”

“Hvordan kan du have haft en sag, når du ikke har været til eksamen endnu?” spurgte jeg skeptisk.

“Det er en lang historie,” sagde hun. “Sagen er, at jeg har været advokat før, men jeg mistede min bestalling, da jeg blev dømt for foragt for retten. Derfor skal jeg til eksamen igen, og af alle sager, så trækker jeg lige præcis den.”

“Hvad drejede sagen sig vedrørende?”

Hun tøvede lidt og skævede til sit ur. Og til mit visitkort. Og til menukortet.

“Okay, lad os gøre kort proces. Du giver frokost, jeg fortæller historien, du giver mig et par advokatråd, og så hjælper jeg dit bureau i næste uge. Deal?”

“Deal,” svarede jeg, og vi gav hånd. Jeg kaldte på Philippe, som tog imod vores bestillinger, og hun begyndte på sin historie.

“Jeg arbejdede hos en kendt forsvarsadvokat og havde fået en vanskelig sag, hvor vi skulle forsvare en mor, der var anklaget for at vanrøgte sin baby. En sundhedsplejerske havde meldt hende, fordi ungen altid havde den samme ble på, når hun kom. Det var en rigtig lortesag, og jeg var sikker på, at der var noget der stak under.”

Der lød et skrig inde fra Ammestuen, og en ung kvinde kom stormende med panik i øjnene og spurgte om hun kunne låne en iPhone-oplader. Vi ignorerede hende, og advokaten fortsatte sin beretning.

“Jeg havde kendt anklageren i mange år, og vi aftalte i al hemmelighed at spise middag på en restaurant aftenen før retssagen for at drøfte sagen uformelt. Vi bestilte et stort fad med lækkerier, og balladen opstod, da tjeneren stillede fadet på min side af bordet. Anklageren anklagede mig pludselig for, at jeg for enhver pris ville have retten på min side, og mente at han også havde ret til at komme til fadet. Jeg rejste mig og protesterede, men tjeneren valgte at overhøre mig, og i stedet bestilte anklageren en færdigret, der skulle stå på hans side. Vi kom op og skændes om forskellen på færdigret og retfærdig, og til sidst blev jeg så gal, at jeg gik uden at røre maden.”

“Næste dag sladrede anklageren til dommeren, og uheldigvis var det dommerens bror, der ejede restauranten, så jeg blev dømt for foragt for retten, fordi jeg var skredet uden at røre den. Jeg erkendte, at jeg i situationen havde haft svært ved at kende forskel på ret og uret, men der var ret mørkt på restauranten. Anklageren fremviste imidlertid billeder af både retten og uret, og dommeren lagde til grund, at jeg burde have kunnet kende forskel.”

“Derfor skal jeg op til en ny eksamen for at få min bestalling tilbage,” konstaterede hun tørt, samtidig med at Philippe kom med vores frokost. Jeg skubbede diskret min tallerken over på hendes side af bordet, men hun smilede og vinkede afværgende.

“Men hvad med selve retssagen mod moren?” ville jeg vide.

“Den tabte jeg med et brag, og hun blev dømt,” hviskede hun brødebetynget.

“Og det er den sag, du har fået for til i morgen?”

“Ja, og jeg aner ikke hvad jeg kunne have gjort anderledes. Det var virkelig en sag, der stank langt væk. Du skulle have set nogle billeder, den baby var virkelig ikke blevet skiftet i flere dage.”

Jeg sad lidt og tyggede på hendes historie og overvejede at spørge hvorfor den ikke var blevet behandlet i skifteretten, men så fik jeg en ide.

“Du ser tænksom ud,” sagde hun og rynkede lidt på næsen.

“Havde barnet en far?” spurgte jeg.

“Nej, det var meget tragisk, han døde under graviditeten. Han efterlod sig også en eks-kone og to børn fra forrige ægteskab,” sagde hun.

“Hm… Hvad hed babyen?”

“Hvad den hed? Det kan jeg da ikke huske, det var en dreng… hvorfor spørger du om det?”

“Det er mit job at spørge om den slags,” svarede jeg rutinemæssigt.

“Vent lidt, jeg har hele sagen her. Han hed… Bo.”

“Jeg skal lige forstå eksamensreglerne helt korrekt. Du skal forklare hvad du ville gøre for at forsvare moren i den konkrete sag, hvor hun var anklaget for at vanrøgte sin baby?”

“Præcis.” Hun begyndte at se en anelse utålmodig ud.

“Det er let nok. Du kan bare henvise til, at hun var nødt til at sidde med uskiftet bo.”

Hun blev helt stille. Så lyste hun op i et stort smil og sprang over og gav mig et kæmpe knus, hvorefter hun tog sine ting og fløj ud af cafeen. Tilbage stod hendes urørte frokost.

Ti kendes for… ret mange.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Mysterier og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s