Min telefon havde ikke ringet hele dagen. Faktisk havde den ikke ringet i flere dage, og måske var der ligefrem tale om uger. Jeg var holdt op med at tælle, og havde i stedet tilladt mig at holde sommerferie. Det vil sige lave det samme som jeg altid laver, bare uden at telefonen ringer.

Jeg elsker ellers den lyd. Jeg ringeagter den nærmest. Men denne mandag skete der noget, der var mindst lige så uventet, men knap så iørefaldende som telefonens kimen for ørene. Jeg fik et rigtigt brev! Det lå dog ikke i min postkasse, for det var en rudekuvert, så den sad i vinduet nede i opgangen.

Jeg mindedes ikke at have fået et brev, siden Mysteriet om det stjålne blik, hvor det viste sig at være et pulverbrev med en vareprøve på Nescafé. Jeg besluttede at tage brevet med ned på Café Freud og styrke mig på en Latte Überich, inden jeg opsprættede den fremsendte epistel.

”Kære Detektiv Nissen!” begyndte det, og allerede der blev jeg varm om hjertet, selv om mit fornavn var stavet forkert. ”Jeg henvender mig til Dem, fordi min opmærksomhed er blevet henledt på Deres forretning af en fælles bekendt, hr. Philippe Fhornoyd.”

Jeg skævede op til Philippe, ejeren af Café Freud, der stod midt i en heftig diskussion med en ung mor, som insisterede på at få en Café Latte med Nan Pro 3, selvom barnet tydeligvis kun var få måneder gammelt. Hun truede med at hendes mødregruppe ville boycotte caféen, og ved udsigten til at miste halvdelen af omsætningen, valgte Philippe at følge alle caféejeres moderinstinkt og føje hende.

Jeg koncentrerede mig om igen om brevet: ”Sagen er, at jeg har været så uheldig at miste min telefon og derfor har visse kontaktvanskeligheder, og jeg håber derfor meget, De vil bistå mig med at finde telefonen igen. De skal nok få det betalt. Kontakt mig venligst på nedenstående adresse. Med venlig hilsen Archibald B. Blom.”

Der stod en adresse i Nordsjælland, og jeg tog en rask beslutning, snuppede et GoCard med et nogenlunde neutralt reklamebudskab (”Vær beredt – heste er kommet for at blive”) og skrev til ham, at jeg gerne ville tage sagen. Efter at have regnet på Postvæsenets fortræffeligheder, foreslog jeg at aflægge ham en visit fire dage senere, dvs om fredagen.

Torsdag fik jeg et nyt brev fra ham, hvor han skrev, at fredag desværre passede ham meget dårligt. Mere stod der ikke. Jeg sendte et nyt brev samme dag, hvor jeg bad ham foreslå et andet tidspunkt.

Onsdag fik jeg et nyt brev, hvor han foreslog, at jeg kom tirsdag, dvs dagen før. Brevet var dateret om lørdagen og poststemplet om mandagen. Jeg skrev til ham med det samme, dvs onsdag, og beklagede meget, at jeg ikke var dukket op dagen før, og jeg foreslog i stedet, at jeg skulle komme fredag.

Torsdag fik jeg brev fra ham, hvor han spurgte, hvorfor jeg ikke var kommet om tirsdagen. Han foreslog i stedet, at jeg kom om mandagen. Jeg skyndte mig at skrive, at det var i orden, og at han skulle se bort fra mit brev om, at jeg ville komme om fredagen, og så skyndte jeg mig ellers af sted mandag morgen, inden postbudet var nået at komme. Han var sikkert allerede nedslidt af denne sag.

Archibald B. Blom var heldigvis hjemme. Han var en nydelig herre på omkring de 75, lidt skrutrygget og med vagtsomme blå øjne under buskede bryn. Det første jeg så var, da jeg blev lukket ind i entréen var, at der stod en telefon på en kommode. Jeg løftede røret og lyttede til hyletonen.

“Undskyld, hr. Blom, men De skrev, at De havde mistet Deres telefon?” spurgte jeg med den lige-til-sagen-hed, der kendetegner folk i min branche.

“Jeg… jeg…,” stammede han forlegent og skrumpede nærmest ind for øjnene af mig. Han gik helt i stå, og en tåre trillede ned over den leverplettede kind. ”Vil De ikke have en kop kaffe, når De nu er taget hele den lange vej herop?” spurgte han.

“Det vil jeg meget gerne,” svarede jeg. Hvad skulle jeg ellers have gjort? Jeg havde ikke flere frimærker.

Lidt efter sad vi i hans spartansk indrettede, men ganske hyggelige dagligstue med hver vores kop lunken kaffe. Transistorradioen spillede Gustav Winckler på P4, og jeg havde på fornemmelsen, at det havde den gjort i mange år. Den var halvvejs gennem ”Gem et lille smil til det bli’r gråvejr”, og jeg smilede for mig selv, indtil jeg kom i tanker om, at solen skinnede, hvorefter jeg igen lagde ansigtet i alvorlige folder.

“Nissen, De har ret, min telefon er ikke blevet væk. Det forholder sig simpelthen sådan, at jeg er bange for at ringe til nogen,” sagde han, idet han tog mod til sig. Jeg ville også gerne have haft lidt, men der var ikke mere.

“Men De må ikke være vred på mig, fordi jeg har ulejliget Dem helt herop”, fortsatte han bedende. “Philippe har fortalt så meget pænt om Dem, og han sagde, at De er sådan én, der finder det, som folk har mistet, ikke sandt?”

“Jo, hr. Blom, De kan være ganske rolig. Jeg er ikke vred på Dem, og jeg vil gerne se, om jeg kan finde… øh… det, der er blevet væk,” svarede jeg. Forstanden, tænkte jeg.

“Hvornår skete det?” spurgte jeg og trak en notesbog frem. Man skal jo starte et sted.

“Det er ikke så længe siden. Højst et par år, vil jeg tro. Lad mig se… det har været omkring 1995, tror jeg,” sagde han eftertænksomt.

“Javel,” sagde jeg monotont og noterede fire spørgsmålstegn. “Hvad skete der?” fortsatte jeg ufortrødent.

“Det blev for dyrt at tale i telefon,” sagde han.

“For dyrt?” gentog jeg bare. Jeg var allerede løbet tør for andre ideer. På P4 var Gustav  i gang med endnu et hit, jeg vil skyde på ”Hvide måge”.

“Ja, jeg fik helt uforståeligt en telefonregning på 30.000 kr. i ét kvartal. Jeg blev meget vred på Telefonvæsnet og klagede flere gange, men de ville ikke give sig, og til sidst blev jeg så gal, at jeg sagde, at det skulle de få betalt.”

“Og siden…,” begyndte jeg, men gik i stå, tynget af historien om hans heroiske kamp mod statsmonopolet. Det er godt, der er kommet flere af dem nu.

“Jeg måtte låne pengene af Philippe, og det tog mange år at betale dem tilbage. Det var forfærdeligt,” sagde han med pibende stemme.

“Det kan jeg sandelig godt forstå,” løj jeg og vandt lidt tid ved at skænke mere kaffe. “Men De siger, at regningen var helt uforståelig?” skød jeg i blinde.

“Ja, for jeg kan huske, at jeg stort set ikke havde talt med nogen i meget lang tid. Mit hår var f.eks. blevet meget langt, fordi min barber altid var optaget, når jeg ringede,” sagde han.

“Du godeste,” sagde jeg. Noget skulle jeg jo sige.

“Siden har jeg ikke engang turdet ringe til Frøken Klokken, for jeg var bange for, at hun heller ikke havde tid til mig,” sagde han. “Men jeg er blevet gode venner med postbudet, det er ikke så ringe,” tilføjede han.

Jeg ledte efter ordene, men fornemmede, at vi var ude i randområdet af min kernekompetence. På den anden side, så siger det ikke alverden, så jeg valgte det sikre. Improvisere.

“Har De slet ikke noget netværk?” spurgte jeg.

“Nej, jeg kender efterhånden ingen mennesker. Postbudet, som sagt. Og hjemmehjælpen, der kommer hver anden onsdag, hvis hun har tid. Denne samtale er noget af det længste, jeg har haft, siden kommunen hentede min robotstøvsuger, og den blev ved med at stikke af fra dem,” sagde han og trak lidt på smilebåndet.

“Hvorfor kunne De ikke beholde den?” undredes jeg.

“Den havde en særlig hvinende lyd, som gjorde forfærdelig ondt inde i mit hoved. Jeg har tinnitus, forstår De. Ja, min kone er ganske vist død for mange år siden, men det er ikke holdt op,” sagde han og skævede op på chatollet, hvor der stod et falmet foto fra den dag de blev gift.

“Tinnitus? Hvornår fik De det?” spurgte jeg. Jeg havde fået færten af noget, og jeg kunne mærke, det var kimen til noget stort.

“Åh, det fik jeg konstateret engang i slutningen af halvfemserne. Jeg husker det ikke bestemt, for det var ikke noget, der lige kom fra den ene dag til den anden,” forklarede han undskyldende.

Jeg sad lidt og grublede, mens jeg lyttede til endnu en af Gustavs evergreens. Det gik op for mig, at det var ”Jeg vil vente ved telefonen”, og pludselig så jeg det hele for mig.

“Kan De have haft tinnitus allerede i 1995?” spurgte jeg.

Han lukkede øjnene, satte fingerspidserne mod hinanden og tænkte sig grundigt om. Eller også sov han.

“Ja, det er meget muligt,” sagde han, åbnede øjnene og så undrende på mig.

“Kan det tænkes, at der slet ikke var optaget hos Deres barber?” vedblev jeg.

“Hvad mener De?” spurgte han forvirret, men jeg kunne se, at noget dæmrede.

“Indtal venligst en besked efter ventetonen,” sagde jeg med en mekanisk robotstemme, og det gav et sæt i ham, og han begyndte at ryste over hele kroppen.

“Du altforbarmende, Nissen! Nu husker jeg det hele! Jeg sad jo der i timevis og ventede på, at tonen skulle holde op… og jeg nåede aldrig at lægge nogen besked!”

“Præcis. Det er ikke så underligt, at De fik en stor telefonregning, vel?” smilede jeg og nippede selvtilfreds til kaffen, mens Gustav og Grete Klitgård sang om visne roser.

“Nissen, det forklarer jo alt! Jeg kan mærke det… jeg kan mærke brikkerne falde på plads… jeg får lyst til at ringe til nogen! Jeg vil ringe til min kone! Nissen! Jeg må ringe til min kone og fortælle det! Kan De ikke hjælpe mig?”

“Hr. Blom, dét er desværre ikke lige mit nummer.”