Mysteriet om den døde murer

Det var mandag, og jeg sad med dagens anden kop kaffe og læste om Metrobyggeriet i København. Der var problemer med arbejdsforholdene, og nu havde man indført en  whistleblower-ordning, hvor medarbejderne kunne klage anonymt. Jeg tænkte, at det kunne bane vejen for undergravende virksomhed, men det var vel også hele ideen. I det samme ringede telefonen.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” sagde jeg.

“De taler med frøken Ingeborg fra Nørrebro. Jeg har været ude for noget sælsomt, og jeg har brug for Deres hjælp, for ordensmagten vil ikke tage sig af det,” lød det fra en ældre kvindestemme.

”Hvad drejer det sig vedrørende, frøken… øh, hvad var navnet?” spurgte jeg.

”Ingeborg,” gentog hun. Enten var hun adelig, eller også havde hun bare glemt sit efternavn. Måske begge dele.

”Hvormed kan jeg være Dem behjælpelig, frøken Ingeborg?” spurgte jeg belevent.

”I morges var jeg henne på Assistens Kirkegård for at se til min mand og lægge nogen blomster, og jeg så et genfærd snige sig rundt på gangene,” hviskede hun med rystende stemme.

”Hvorledes viste dette Fænomen sig for Dem?” spurgte jeg og matchede hende ved at lyde som et radiospil fra 50’erne.

”Jeg så en hvid, mælkeagtig tåge og hørte en høj pibende lyd, som jeg aldrig har hørt derhenne før,” sagde hun.

”Det lyder grangiveligt højst besynderligt. Frøken, hvis De vil være så elskværdig at sætte Vand over til Kaffe, så hopper jeg sporenstregs på en Sporvogn, og så kan De fortælle mig hele Historien i Deres Stue,” tilbød jeg og besluttede samtidig, at det blev for besværligt med de store forbogstaver.

”Det er meget venligt af Dem, Nissen,” sagde hun og gav mig adressen på en sidegade til Nørrebrogade. Jeg prajede en drosche og kørte derhen. ”Borg” stod der på døren, og den var også armeret som en fæstning med 3 cylinderlåse, et billede af en vagthund og en kædelås, som hun først trak fra efter at have set legitimation.

Der lugtede af mølkugler, hostesaft og brændte småkager, og jeg bad til, at hun ikke ville byde mig nogen af delene. Heldigvis havde hun kun lavet kaffe, som hun serverede af papirstynde porcelænskopper og dertil hørende sukkerskål med hugget, indtørret melis og en anløbet sølvtang. Hun var lille og spinkel med markerede træk og langt hvidt hår, og hun var iført en sort kjole. Lidt ligesom Madonna uden make-up, tænkte jeg.

”Hvor længe har De været enke, frøken Borg?” spurgte jeg høfligt.

”Enke!!?? Du godeste, hvad siger De dog, unge mand? Min mand var spillevende, da jeg forlod ham i morges!” Hun lignede en, der var ved at få et hjerteslag.

”Øh, om forladelse, det var ikke min mening… jeg troede bare…,” stammede jeg forfjamsket. ”Men De sagde i telefonen, at Deres mand lå nede på kirkegården?”

”Nej, det sagde jeg aldeles ikke! Jeg sagde, at jeg var nede med blomster til ham. Han er kirkegårdsgraver og skulle bruge en buket blomster til en yngre kollega, der har 60 års jubilæum i dag!” sagde hun indigneret. Jeg følte sagen smuldre mellem mine hænder, indtil jeg opdagede, at jeg sad og krammede den broderede borddug, der ikke havde været hvid på denne side af århundredeskiftet.

”Det må De sandelig undskylde, Frøken. Men hvis De er gift, hvorfor kalder De kalder Dem frøken?” forsøgte jeg at tilsløre min blamage.

”Jeg har aldrig sagt, jeg var gift! Det var ikke nødvendigt, for vi havde i forvejen samme efternavn,” sagde hun og tilføjede: ”Han hedder Bjørn, og jeg hedder Inge.”

”Aha! Med hensyn til sagen…,” forsøgte jeg desperat at komme tilbage på sporet.

”Ja, det er højst besynderligt og temmelig uhyggeligt. Jeg var som sagt nede med blomster på kirkegårdskontoret, og på vej tilbage kom jeg forbi et nyanlagt gravsted og stoppede op for at hvile mig på en bænk i skyggen. Mens jeg sad og blundede, hørte jeg en underlig pibende lyd henne ved den nye grav, og da jeg så derhen, var det som om en hvid tåge flimrede tæt forbi mine øjne. Det var meget skræmmende, så jeg skyndte mig hjem.”

”Frøken Borg, forinden videre vil jeg tage åstedet i øjesyn,” sagde jeg. Hun nikkede og tændte en cerut som bekræftelse på, at hun ikke havde tænkt sig at gå med. Heldigvis, tænkte jeg, selv om det havde skæppet godt i timeregnskabet.

Jeg gik ned på Nørrebrogade og ind på kirkegården og fulgte de anvisninger, hun havde givet mig. Den nyanlagte grav var oppe i det nordøstlige hjørne mod Nørrebros Runddel.

”HER HVILER SVEND” stod der på gravstenen, der var muret op i røde mursten som et lille mausoleum. Trafiklarmen fra Nørrebrogade og Jagtvej blandede sig med støjen fra Metrobyggepladsen, og pludselig frøs mit blod til is, da jeg hørte en svag, men gennemtrængende hyletone fra gravstedet.

Jeg snurrede rundt og fik øje på en nydelig og velklædt dame på et halvt hundrede år, der stod og betragtede mig.

”Undskyld, skræmte jeg dig?” spurgte hun.

”Det kan jeg desværre ikke udtale mig om,” sagde jeg myndigt. ”Jeg er privatdetektiv og efterforsker en sag.”

”Nej, hvor spændende,” sagde hun og smilede indbydende. Hun bøjede sig ned og samlede et hårspænde op, der lå på grusstien. ”Hvad er det for en sag?”

”Det kan jeg desværre heller ikke udtale mig om, men det vedrører denne gravsten. Kender du noget til den?” spurgte jeg.

”Ja, det gør jeg faktisk. Hvis du giver en kop kaffe, må du gerne tage mig i forhør. Jeg har måske noget, du gerne vil have,” sagde hun og blinkede til mig. Jeg havde ikke andre spor at gå efter, og havde heller ikke spor mod at gå efter hende, så kort tid efter sad vi på en café med hver vores Latte.

”Hvem var Svend?” spurgte jeg og skævede ned på hendes ringløse ringfinger.

”Min mand og min svend,” sagde hun og smilede af min undrende panderynken. ”Du er sød, når du er i vildrede,” flirtede hun.

”Så skulle du se, når jeg er vild i reden,” svarede jeg med pokerfjæset på. ”Din mand OG svend?” holdt jeg mig til sagen.

”Ja, min mand hed Svend og var murermester, men han døde for et par år siden. Han havde længe gået og brokket sig over, at han ikke kunne banke en god forretning op, og da den så endelig stod færdig, styrtede den sammen over ham, og han blev begravet i brokkerne. Jeg byggede forretningen op igen og kørte den videre sammen med hans svend.”

”Hvem er Hans Svend?” spurgte jeg forvirret.

”Hans svend hed Sten Hammer. Vi begyndte at se mere og mere til hinanden, ikke kun i firmaet… ja, jeg har altid godt kunnet lide et raskt svendegilde, hvis du forstår. Men han døde desværre for en måneds tid siden.”

”Hvordan døde han? Led han også butiksdøden?” spurgte jeg og spekulerede på, om hun havde haft et par fingre med i spillet. Som mester så hans svende.

”Nej, det var en tragisk arbejdsulykke. Han kom til at mure sig selv inde. Han var ellers ikke den indelukkede type, men han var frimurer, så han fik et klaustrofobisk anfald, da han byggede en kopi af Rundetårn til en koreansk Viagra-producent. Det kunne ellers være blevet noget af et rejsegilde, men i stedet måtte jeg lægge endnu en død murer i graven,” sagde hun med et lille smil, der gled over i et vemodigt suk.

“Hvor ligger han så begravet?” spurgte jeg.

“Samme sted. Sten havde ikke nogen familie, så jeg stod for begravelsen og valgte at lægge ham ned ved siden af Svend. Firmaet var næsten ruineret, men heldigvis var der lidt på kistebunden. Desværre glemte jeg at tage det op, inden Sten blev sænket i jorden, og så havde jeg ingenting. Men heldigvis tilbød et par af håndværkerne fra Metro-byggeriet at mure den flotte gravsten, hvor inskriptionen passer på dem begge,” sagde hun og stirrede taknemmeligt ud af vinduet og over på Metro-byggepladsen.

Jeg sad lidt og fordøjede den dobbelte enkes utrolige fortælling. Jeg fik øje på det hårspænde, hun havde fundet på stien ved gravstedet, og som hun havde lagt på cafebordet. Det kunne ikke være hendes, for hun havde kort hår. Det lignede også snarere noget Misse Møhge havde haft på i sine unge dage. Pludselig begyndte brikkerne at falde på plads!

”Tusind tak for din åbenhed, det har været til uvurderlig hjælp, men jeg må desværre løbe nu, for jeg skal mødes med min klient,” sagde jeg og rejste mig, og idet jeg lagde penge for kaffen, så jeg mit snit til at snuppe hårspændet uden hun opdagede det.

Jeg lagde vejen forbi gravstenen på kirkegården for at være stensikker i min sag, inden jeg 10 minutter senere sad i stuen hos frøken Borg og nippede til en kop kaffe.

”Har De allerede opklaret myste…,” spurgte hun og gik i stå midt i spørgsmålet, da jeg trak hårspændet frem og lagde det på bordet. ”Du godeste, det er jo mit hårspænde! Dét har jeg savnet lige siden i morges!” udbrød hun taknemmeligt.

”Ja, frøken, jeg har opklaret mysteriet. Der er ikke tale om noget spøgelse, men om en række tildragelser, der har spillet Dem et puds. Den pibende lyd kom ganske rigtigt fra det nyanlagte gravsted, men der er tale om det, man kalder en død murer. Nogle utilfredse bygningshåndværkere fra Metro-byggeriet har ifølge en gammel tradition muret gravstenen med en indbygget lille fløjte, således at vinden hyler, når den rammer stenen på en ganske bestemt måde.  På den måde kan de give udtryk for deres mishagsytring over deres arbejdsforhold – det man også kalder en whistleblower-ordning,” forklarede jeg.

”Du godeste Gud, det må jeg sandelig nok sige. Men hvorledes forklarer De den hvide, flimrende tåge, som jeg tydeligt så for mit blik?”

”Deres hår, frøken Borg. Deres hår.”

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Mysterier og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Mysteriet om den døde murer

  1. Ida! siger:

    hæ… man skal huske at spænde spænderne, så det ikke bliver alt for spændende 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s