Efter at have fastansat min praktikant Annika var jeg nødt til at sætte hende ind i nogle af bureauets arbejdsrutiner, som jeg havde ventet lidt med. Én af dem var de regelmæssige ”møder” på Café Freud henne om hjørnet – min stamcafé, som blev drevet af min gamle ven Philippe Fhornoyd.

”Nu har jeg hørt så meget om den café, så jeg glæder mig som et lille barn,” glædede Annika sig.

”Du vil falde godt ind i klientellet,” forsikrede jeg.

”Det tænkte jeg nok, det lyder også ret intellektuelt,” sagde hun og rettede ryggen.

”Jeg tænkte mere på det med det lille barn, for der er mange mødregrupper på den her tid af dagen,” korrigerede jeg hende og dukkede mig i tide for et håndtaske-hook.

Vi satte os ved mit stambord ved vinduet, og jeg forklarede, at hun kunne vælge mellem en Latte Ich, en Latte Es og en Latte Überich.

”Jeg forstår ikke svensk”, sagde hun.

”Du kan vælge mellem en Latte Jeg, en Latte Id eller en Latte Overjeg,” oversatte jeg.

”Hvad er forskellen?” spurgte hun.

”Altså… der er tre Latte arter: Latte Jeg er Latte som den er. Latte Id er den Latte, du har lyst til. Latte Overjeg er Latte, som den gerne ville være.”

”Jeg tager bare én Latte Art. Og en drømmetydningskage,” bad hun.

Jeg sukkede og gik hen til disken for at snakke mig ud af det. Der var kø, og da det blev min tur, kunne jeg ikke huske, hvad Annika havde bestilt.

”Jeg har min nye assistent med, men jeg er ikke rigtig vant til, at hun bestiller noget,” undskyldte jeg til Philippe, men pludselig røg det ud af mig. ”En Latte Ich, en Latte Art og en drømmetydningskage!”

Det var som om jeg havde hørt en indre stemme, men jeg tænkte, at det nok bare var stemmerne fra valgkampen inde i baglokalet, hvor en mødregruppe var ved at stemme om hvem der havde det bedste parti.

”Hvad hviskede hun til dig?” ville Annika vide, da jeg kom tilbage til bordet.

”Hvem?” sagde jeg forundret og vendte mig mod disken, og i det samme fik jeg øjenkontakt med en kvinde, der vendte sig om med en Latte Es i hånden. Hun kom hen og spurgte om hun måtte sætte sig, men uden at vente på svar trak hun en lav skammel hen og satte sig ved vores bord med ryggen til lokalet.

”Jeg var så den, der hviskede din bestilling til dig. Det må du meget undskylde,” undskyldte hun. ”Jeg kom til at høre hvad I talte om lige før, men jeg skulle selvfølgelig have holdt det for mig selv.”

”Vil du ikke ha’ en bedre stol?” tilbød Annika.

”Nej, jeg er vant til at sidde lavt. Det passer mig bedst,” sagde hun.

”Arbejder du da i en vuggestue?” spurgte Annika, som endnu ikke havde lært den basale afhøringsteknik med spørgende at gentage det, ofret lige havde sagt.

”Næh, jeg er sufflør. Eller var. Jeg er lige blevet fyret fra Det Kongelige Teater, men jeg er nødt til at holde mine kompetencer ved lige. De sagde de i hvert fald nede i A-kassen,” forklarede hun.

”A-kassen?” spurgte Annika. Det var bedre.

”Ja, jeg har det bedst i en kasse. Jeg er jo uddannet til at sidde i en sufflørkasse,” forklarede hun.

“Sufflør? Det er noget med at piske æg, ikke? Eller er det piske fløde?” spurgte Annika. Jeg skyndte mig at afbryde hende.

”Hvorfor blev du fyret?” brød jeg ind og øjnede pludselig en spinkel mulighed for, at der lå en opgave og ventede lige rundt om hjørnet. ”Undskyld mig lige et øjeblik,” afbrød jeg og skyndte mig ud på gaden. Henne på hjørnet bøjede en ældre mand sig og samlede et kryds-og-tværs-blad op. Pokkers, for sent.

”Undskyld afbrydelsen,” sagde jeg og satte mig igen. ”Hvorfor blev du fyret?” gentog jeg.

”Teaterchefen sagde, jeg havde talt over mig igen, og at jeg havde overtrådt tavshedspligten,” svarede hun.

”Tavshedspligten?” Annika blinkede til mig. Hun var ved at lære det.

”Ja, jeg forstår det heller ikke. Hvis jeg forholder mig tavs, kan jeg jo ikke passe mit arbejde, når skuespillerne ikke kan huske deres roller. Så er jeg jo nødt til at være en god rollemodel,” sagde hun.

”Var du glad for dit arbejde?” spurgte jeg, inden Annika nåede at sige ”Rollemodel?”

”Ja, meget! I årevis har jeg siddet aften efter aften og set op til skuespillerne, selv om de sjældent talte til mig. Og når de endelig gjorde, talte de som regel ned til mig, og så var det jeg kom til at tale over mig. Forleden var den helt gal. Prøvelokalet var optaget, så de måtte øve i kantinen, og så ville jeg bare lave en scene. Men det skulle jeg ikke have gjort, og de råbte og skreg, at de var trætte af, at jeg altid lagde dem ordene i munden, og så kom jeg til at tale over mig igen og kalde dem alt muligt, der ikke stod i rollehæftet.”

”Hvad vil du så gøre nu?” spurgte jeg.

”A-kassen foreslog, at jeg skulle sidde ved kassen hos Irma, men jeg ved ikke rigtig, om det er noget for mig,” svarede hun.

”De har ellers ry for at have gode arbejdsforhold,” påpegede Annika.

”Det er ikke supermarkedet, det er en sociolog henne i A-kassen, der hedder Irma, og som er god til at putte folk i kasser. Men jeg vil hellere ha’ noget efteruddannelse,” sagde hun.

”Efteruddannelse?” Annika brillerede virkelig med sin spørgeteknik.

”Ja, så jeg kan lære ikke at tale over mig. Jeg har aldrig været på efteruddannelse, så jeg har ikke lært at tale folk efter munden, jeg er kun uddannet til at tale dem før munden.”

”Men hvorfor vil du blive ved med at være sufflør? Der må være mange jobmuligheder for én med dine evner?” indvendte jeg.

”Som hvad for eksempel? Jeg har aldrig prøvet andet end skuespil. Jo, engang skulle jeg afløse som ballet-sufflør, men det kostede mig en alvorlig knæskade, fordi jeg gled, da jeg skulle lave en piruet,” spurgte hun modløst.

”I kirken! Der skal menigheden jo altid have at vide, hvad de skal sige. Eller til konferencer! Så kan foredragsholderne spare den tid de bruger på at lave Power Points, hvor der står det de skal sige,” foreslog jeg.

”Uh, jeg ved altså ikke… jeg vil jo bare gerne tilbage til teatret og gøre det jeg er bedst til. Bare jeg dog ikke var så slem til at tale over mig. Se bare, nu har jeg siddet her og plapret løs om alt mulig til jer, men jeg ved slet ikke hvilke roller I spiller,” sagde hun.

”Annika. Vi har et detektivbureau,” sagde Annika nonchalant.

”Nissen. Jeg driver forretningen, og min assistent driver den af,” tilføjede jeg og sendte Annika chefsmilet. Hun forstod det godt og grinede pligtskyldigt.

”I er søde,” sagde hun. ”Jeg hedder Vera Andersson, men mine venner kalder mig Veranda. Min mor er svensk, og hun kalder mig Varandra, for som hun altid siger: ’Alla måste ta’ hand om varandra. Men det gælder vist ikke i teaterverdenen.”

Jeg smilede, men Annika fattede ikke noget.

”Måske kan vi hjælpe dig, Veranda?” foreslog Annika og jeg på én gang. Det var som om nogen pludselig lagde ordene i munden på os.

”Hvordan?” spurgte Veranda skeptisk.

”Ja hvordan, Nissen?” spurgte Annika frejdigt og sendte mig assistent-smilet.

”Det er et spørgsmål at se tingene i det rette lys. Hvis man er god til at sætte vand over, har man gode oversættelses-evner. Hvis man er god til at leve over evne, har man gode overlevelsesevner. Er man god til at lade ufred drive over, er man god til at overdrive. Du er god til at tale over dig, så du er altså god til at overtale! Lad mig derfor lige telefonere engang,” sagde jeg og tog min mobil frem.

”Det burde egentlig hedde mobilisere,” bemærkede Annika, mens jeg rejste mig og gik lidt væk, så de ikke kunne høre mig.

”Det Kongelige Teater,” lød det, da telefonen blev taget.

”Goddag, det er Nissen fra Nissens Detektivbureau, træffer jeg teaterchefen?”

”Et øjeblik.”

”Det er Gianni Orlofski.”

”Orlofski! Det er Nissen fra Nissens Detektivbureau!”

”Nissen? Detektivbureauet? Det er søreme længe siden! Hvad har du på hjerte? Skal du bruge et påskud for at linke til et af dine tidligere mysterier?” grinede han.

”Det er ikke kun derfor. Jeg har en klient, der vil være en stor gevinst for dit teater. Der er nærmest tale om en talegave,” lokkede jeg.

”Jeg troede, det var et detektivbureau og ikke et vikarbureau. Men lad høre…”, sagde han nysgerrigt.

”Jeg ved, at du for nylig har mistet din sufflør, men min klient har helt fantastiske overtalelsesevner. Hun kan overtale dine skuespillere til at lære deres roller ordentligt, så du ikke behøver en ny sufflør!”

”Nissen! Det er jo en strålende ide! Så ka’ de lære det, ka’ de!” sagde han. ”Send hende straks herhen, hun lyder som den helt rigtige!”

Jeg gik tilbage til bordet og fortalte om samtalen. Veranda var fyr og flamme og tog af sted med det samme.

”Den havde jeg alligevel ikke troet, du kunne klare så hurtigt, Nissen. Touché, eller hvad det nu hedder!” sagde Annika.

”Soufflé?” spurgte jeg.