Jeg kunne fornemme, at jeg ville få mere at lave i den kommende tid. Kald det bare intuition. Efter 7 uger uden en eneste opringning, fortalte både min fjerde, femte og sjette sans mig, at der snart ville ske noget. Det forhold, at min rengøringskone forleden opdagede, at telefonstikket var røget ud, bidrog også til en ikke helt ringe ringe-optimisme. Jeg skulle netop til at lave en note om at bede hende komme halvårligt, da telefonen ringede.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”

”Det er Gianni Orlofski fra Det Kongelige Teater. Er det Nissens Detektivbureau?”

”Ja. Er det Gianni Orlofski fra Det Kongelige Teater?” replicerede jeg.

”Ja… men hvordan kunne De vide det? Det er jo mig, der har ringet op?”

”Det er mit job at vide sådan noget. Hvad kan jeg gøre for Dem?”

”Det er hastesag – en frygtelig skandale er under opsejling. En pinagtig historie, der vil rydde forsiderne. De må smide, hvad De har i hænderne og straks komme ind på Gamle Scene.”

”Hvad drejer det sig vedrørende?”

”Vi har re-premiere her kl. 19, alt er udsolgt, publikum er på vej, og nu er melodien blevet væk!”

”Jeg er på vej!” lovede jeg.

Jeg vidste godt, hvorfor de ringede til netop mig. Mine evner havde stået i høj kurs siden jeg opklarede mysteriet om fejloversættelsen af ”La Nozze di Figaro”, som på plakaten var blevet til ”Figaros nosser”. Siden har den heddet ”Mozart-kuglerne”.

– – – – – – – – –

Jeg kastede mig ind i en taxa og bad den sætte kursen mod Kongens Nytorv, og inden længe stod jeg på Orlofskis kontor.

”Det er en katastrofe af dimensioner, Nissen. Vi aner ikke vores levende råd og slet ikke de døde. De røde lygter er tændte, og det forlyder endda, at Hendes Majestæt Dronningen vil beære os med sin tilstedeværelse netop i aften…”

”Hvornår er melodien sidst set? Eller hørt, skulle man måske sige?” spurgte jeg.

”I går aftes til generalprøven. Jeg var selv til stede sammen med generalen og et indbudt publikum, og det lød aldeles vidunderligt. Kapellet lavede slet ingen unoder.”

”Kan en blandt publikum have fået fat i melodien og smuglet den ud af salen?”

”Nej, det er helt udelukket. Ved alle udgange har vi kontrollører med kontrol-ører, der holder øje med at ingen går og nynner på vej ud.”

”Og De er helt sikker på, at alle udgange var bemandet? At der ikke var en kontrollør, der havde taget billetten?”

”Helt sikker. Vi havde kun de sædvanlige lig i lasten i orkestergraven.”

”Hm… må jeg tale med et par af skuespillerne?”

”Ja, De må gøre helt hvad De vil, Nissen. Bare De finder melodien!”

– – – – – – – – –

Jeg bankede på en garderobe-dør med graffitien ‘Jeg dør, jeg elsker karmen‘.

”Træd nærmere!” lød det teatralsk. Jeg åbnede døren og stak hovedet ind til en kongelig skuespiller, som jeg vidste var kendt.

”Undskyld jeg forstyrrer, Kent, mit navn er Nissen, og jeg leder efter melodien der er blevet væk.”

”Det er hen ad gangen, to trapper ned og ind til højre,” svarede han.

Jeg stirrede måbende på ham, men der var ingen tid at spilde.

”OK, tak,” bjæffede jeg og strøg hen ad gangen, to trapper ned og ind til højre.

– – – – – – – – –

Pludselig befandt jeg mig ved indgangen til teatersalen, der var ved at blive fyldt med festklædte publikummer. En kontrollør bad om min billet.

”Jeg har ingen billet, teatret har hyret mig til at finde melodien der blev væk,” sagde jeg og viste ham mit kort.

Han tog kortet. ”Det er et togkort,” konstaterede han kort for hovedet og tog sig til hovedet.

I det samme fik jeg øje på et stativ med programmer til aftenens forestilling. Så faldt 10-øren. Men kontrolløren havde allerede sat sin sorte, blankpolerede sko oven på den.

”Undskyld, det var min 10-øre, der faldt, og jeg skal bruge den omgående,” sagde jeg og prøvede febrilsk at flytte hans fod.

”Så, rolig nu, hr. Vi vil ikke have nogen scener her på Det Kongelige Teater!”

I det samme kom Orlofski trippende på nervøse laksko.

”Nissen, De er jo helt rundt på gulvet?” udbrød han.

”Bare rolig, jeg har fod på det,” sagde kontrolløren afvæbnende.

”10-øren er endelig faldet, men nu står han på den,” hvæsede jeg.

”Det skal vi få opklaret på stående fod,” sagde Orlofski myndigt. ”Løft venligst foden, kontrollør, og lad mig kontrollere.”

Kontrolløren løftede tøvende foden, og Orlofski satte i et glædesstrålende smil.

”Minsandten, Nissen! De har ret! Det er jo fantastisk! Nu kan jeg også se det.”

”Ja, Orlofski, det er ”Melodien der blev væk”, der er på plakaten i aften. De kan roligt sætte Dem til rette på Deres plads, så vil melodien dukke op på rette tid og sted.”

– – – – – – – – –

I det samme rejste alle i salen sig og vendte blikket op til venstre mod kongelogen, hvor Dronningen indtog sin plads i en sky af cigaretrøg, løftede sit glas mod salen og udbragte en Margrethe-skål.

”Tusind tak, Nissen, De aner ikke, hvor lettet jeg er. Og honoraret…,” stammede Orlofski med tårer i øjnene.

Jeg vidste, det var spil for galleriet, men jeg holdt masken. ”Jeg sender en regning, skynd Dem hellere ind på Deres plads.”

Jeg gik ud på Kongens Nytorv og krydsede over til Hvidvins Stue, hvor jeg bestilte et glas Chardonnay og skålede med mig selv på endnu en fuldført mission for Nissens Detektivbureau.