Mysteriet om jockeyen, der faldt af på den

For en gangs skyld lod jeg min assistent Annika tage telefonen. Først så hun glad ud, så overrasket – og så lidt skeptisk.

”Hvad skal jeg med den? Den har jo ikke ringet?” påpegede hun.

”Du siger så tit, at du gerne vil prøve at tage telefonen. Prøv nu bare. Det kan være, der sidder nogen og ringeagter, og så gælder det om at være klar, når de ringer,” opfordrede jeg og tog min jakke på for at gå et smut ned på Café Freud.

”Hvor skal du hen?” spurgte hun og lød som om vi var gift.

”Til møde,” svarede jeg og gik uden videre, som om vi ikke var gift. Lige da jeg skulle til at lukke døren bag mig ringede telefonen, og jeg blev stående med døren på klem og lyttede.

”Nissens Detektivbureau, hvad drejer sig ved rørene?” spurgte hun og holdt sig næsten til den fastlagte standard for besvarelser. Jeg kunne ikke høre, hvad der blev sagt i den anden ende.

”Min assistent er ved at arkivere nogle papirer, men lad mig høre nærmere. Jeg har selv været hestepige,” sagde hun, mens jeg spærrede øjnene op og bed mig i læben.

”Cross The Line?” spurgte hun efter en længere pause. ”Ja-ja, det kender jeg godt, jeg stylede også i morges,” kvidrede hun lystigt. Nu rabler det, tænkte jeg.

”Det skal vi nok få styr på inden på søndag. Hvornår kan vi mødes?” spurgte hun. Pause.

”Okay, det er en aftale, vi ses!”

Jeg åbnede døren igen og gik ind på kontoret. Hun vidste godt, jeg havde lyttet med.

”Hvad var det?” spurgte jeg nysgerrigt.

”Vi har fået en sag. Eller rettere, jeg har. Du skal jo til møde,” sagde hun og satte sit hår op i en hestehale, som hun havde i sin håndtaske.

”Det kan vente. Hvad var det for noget med hestepige? Og noget med at stejle? Var det dem fra Rytteriet?” spurgte jeg.

”Nej, det var en af Klampenborgs stjernejockeyer. Ring efter en taxa, så sætter jeg dig ind i sagen på vej til Galopbanen,” sagde hun og nød situationen mere end jeg gjorde. Det sagde dog ikke alverden.

”Jeg plejer ellers at være et hestehoved foran, men jeg har aldrig været hestepige, og jeg har heller ingen hestehale,” bemærkede jeg for at lette stemningen.

”Til gengæld har du tit fået et føl på tværs,” snappede hun tilbage og vrinskede henrykt, mens vores taxa satte kurs mod Klampenborg.

”Må jeg høre hvad sagen drejer sig vedrørende?” spurgte jeg.

”Der er galopderby på søndag, og Bob skal ride favoritten Cross The Line. Problemet er bare, at han er faldet af på den, og han bad os hjælpe med at finde årsagen. Det kan blive enden på hans karriere, hvis han falder af på den igen,” tilføjede hun.

“Så skulle han da hellere tale med en specialist. En af de der hestehviskere,” indvendte jeg.

”Nissen, slap af, inden du får et føl igen. Vi er ikke i en position, hvor vi kan tillade os at sige nej til opgaver. Og i øvrigt har jeg en del erfaring på området,” fastslog hun.

”Med heste eller jockeyer?” spurgte jeg uskyldigt, og hun kvitterede med himmelvendte øjne og fordybede sig i sin smartphone. En halv times tid senere parkerede vi på staldområdet ved siden af Galopbanen og trådte ud i en ren Morten Korch-kulisse med dejligt solskin under den skyfri himmel. Men man kunne også lugte, at pæren sjældent falder langt fra hesten.

”Hov! Hvad er det?” udbrød jeg og pegede på en hest, der stod uden for en af stalddørene og skrabede i jorden med det ene forben.

”En hov, det er hestens fod,” forklarede Annika uden at fortrække en mine. Jeg var lige tabt et øjeblik, og inden jeg fandt mælet, dukkede en lille, sjusket fyr på ca. halvanden meter op i fuldt rideudstyr.

”Er det dig, der er Annika?” spurgte han med spag stemme og gav hende hånden.

”Ja, og det er min assistent Nissen,” svarede Annika og sendte ham et smil, der burde sponseres af en tandpasta-producent.

”Tak fordi I kunne komme så hurtigt. Skal vi sætte os ind i rytterstuen?” foreslog han.

”Hvis du var på vej ud og ride, så kan vi godt vente,” sagde jeg med henblik på vores taxameter-afregningsprincip.

”Nej, det kan vente. Vi rider ikke altid den dag vi sadler,” sagde han sørgmodigt, mens hans hest vrinskede. Troede jeg. Det viste sig at være Annika, der morede sig. Lidt efter sad vi bænket i rytterstuen, og han hældte halvkogende vand på pulverkaffe i plastikkrus.

”Nå, Bob, lad os komme til sagen. Du er faldet af på den?” indledte Annika.

”Ja, jeg er ked af det, men vi har ikke flere hestebønner til vores italienske espressomaskine,” undskyldte han.

”Jeg tænkte på Cross The Line og Derbyet på søndag!” mindede hun tålmodigt om. Jeg forholdt mig afventende og beundrede i stilhed hendes spørgeteknik. Noget havde hun da lært.

”Ja, det er forfærdeligt, jeg ved simpelthen ikke hvad der sker,” sagde han.

”Men du er faldet af på den her på det seneste?” vedblev Annika.

”Ja, så sent som i morges røg jeg i opløbssvinget,” indrømmede han.

”Kan nogen have pillet ved hestebremsen?” blandede jeg mig.

”Næh, den fungerer fint. Jeg fik bare sådan lyst til Cecil,” mumlede han. Annika rystede på hovedet og tog noter.

”Men når du nu ved, at lysten kommer, kan du så ikke gøre noget for at tage det i opløbet?” spurgte jeg.

”Jo, måske, men det kan jo også være farligt. Det går altså pænt stærkt på det sidste stykke,” svarede han. Jeg forstod ingenting. Annika rystede bare på hovedet igen.

”Bob, hvad med hesten? Har det noget med den at gøre?” spurgte hun.

”Nej, hun fejler ikke noget. Hun er måske lidt ensom, men det burde ikke have noget med sagen at gøre,” ræsonnerede han.

”Måske skal hun muntres lidt op? Er der ikke nogen hingste, der vil give hende en hestekur?” foreslog jeg. Fra det kreative hjørne.

”Hun gider ikke rigtig. Man kan godt trække hende til truget, men ikke true hende til trækket,” sagde han.

”Har du prøvet med pisk og gulerod?” spurgte jeg. Annika lignede en, der var ved at eksplodere.

”Ja, selvfølgelig. Gulerødderne åd hun, men pisken faldt ikke i god jord,” svarede han.

”Hvor faldt den så?” ville jeg vide. Jeg fornemmede, at vi var på sporet nu.

”Hun smed den, da hun var træt at blive trukket rundt i manegen. Det er noget værre hø, men jordpriserne er for høje her i Klampenborg,” sagde han.

Annika rejste sig resolut. ”Skal vi ikke gå ud og sondere terrænet lidt, Nissen? Så kan du tage din træningstur på Cross The Line,” sagde hun og lignede ikke en, der ville siges imod. Det blev hun heller ikke.

Bob trak langsomt Cross The Line ned mod den saftige græsbane, mens han sendte stjålne blikke op mod staldområdet. Vi drev selv lidt rundt på området, hvor staldpersonalet gik og mugede ud.

”Cecil, kan vi ikke snart holde en pause?” lød det klagende fra en pige, der tydeligvis havde det svært med nogle store balder.

”Jo, selvfølgelig, min pige, kom her og få et glas limonade og en af mine hjemmebagte boller,” lød det inde fra stalden med en stemme så blød som fløjl. Et par af hingstene vrinskede kækt og sparkede på lågerne.

En yndig kvinde i hvid blondeskjorte og tætsiddende ridebukser kom ud fra stalden med en kost i hånden og tørrede sveden af panden, mens hun spejdede længselsfuldt ud over baneområdet.

Annika sendte mig et blik. ”Tænker du det samme som jeg?” smilede hun frækt og nikkede over mod stalden.

“En tur i høet?” spurgte jeg uskyldigt.

”Nej, Nissen, tænk dig nu om! Cecil!” sagde hun begejstret.

”Øh, ja…, hvad mener du?” stammede jeg.

”Det er da hende, han tænker på hele tiden! Det er derfor, han er faldet af på den her på det seneste!” sagde hun og bøjede sig ned.

”Annika! Jeg tror sgu, du har fat i noget dér,” udbrød jeg. ”Hvad er det?”

”Det er en hestesko,” sagde hun og studerede det bøjede stykke jern, hun lige havde samlet op. Det lå lige der, hvor Cross The Line stod, da vi ankom.

”Hvor er du heldig, det bringer lykke!” sagde jeg.

”Ikke for Cross The Line. Det kræver et vist hovmod at løbe uden den her,” sagde hun tørt og sendte et blik ud over græsbanerne, hvor hoppen kom let haltende op langs opløbsstrækningen. Bob stod op i sadlen og svingede sin hat, mens han vinkede til Cecil og sang i vilden sky: ”Og hvis du kommer først over stregen, så KYYYYSSER jeg dig”.

Som Cecil stod der stod der i sollysets skær og lænede sig op ad stalddøren med et lidenskabeligt tag om kosteskaftet kunne hun godt minde om Grethe Holmer. Først smilede hun sødt, men så rystede hun bare på hovedet og sukkede dybt, da han faldt af på den igen.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Mysterier og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s