Åh, en af disse dage.  Som skabt til at ligge i sengen og filosofere over tilværelsens vejr og fravær. Jeg fordybede mig i eksistentielle overvejelser om, hvordan man navigerer i kaos, men kunne simpelthen ikke komme i tanker om, hvor jeg havde lagt mine smøger. I stedet stod jeg op. I det samme ringede telefonen, og så kom jeg i tanker om, hvor mine smøger lå.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen!”

”Goddag, Nissen, du taler med Ulla Artig, jeg er underdirektør på undervands-kunstmuseet Artig. Kan vi lave en aftale om akut assistance til en meget vanskelig sag?”

”Jeg har faktisk rygende travlt,” sagde jeg og understregede min pointe med at tænde en smøg. ”Men når kunsten kalder, kan vi nok lave af en rammeaftale. Hvad drejer det sig vedrørende?”

”Der er nogen, der har stjålet billedet!” sagde hun med desperation i stemmen.

”Var det forsikret?”

”Ja, heldigvis har jeg selv forsikret det,” forsikrede hun mig.

“Altså selvforsikret?” spurgte jeg

”Præcis,” præciserede hun.

”Jeg må hellere undersøge gerningsstedet. Hvor er det, I holder til?

”Vandkunsten. Men der er en del postyr ved hovedindgangen, så gå ned til Frederiksholms Kanal og tag bagdøren. Vi har vores kaj dernede,” oplyste hun.

”Jeg er på vej,” lovede jeg.

Kort efter mødtes jeg med Kaj nede ved kanalen, og han fulgte mig hen til en stor, solid egetræsdør. Med et kunstgreb åbnede han ind til en underjordisk gang og viste vej til museets store, underjordiske forhal, der bredte sig fra kanalen og over mod Vandkunsten.

”Vær så artig,” sagde Kaj og præsenterede mig for underdirektøren.

”Det var flot, du kunne komme så hurtigt,” sagde Ulla Artig.

”Nååh, det var ingen kunst. Har I haft fernisering?” spurgte jeg og rynkede på næsen.

”Nej, gulvene kan ikke tåle det,” svarede hun. ”Det er nok min hårlak,” tilføjede hun efter en kunstpause.

”Undskyld, det var ikke for at være uartig,” undskyldte jeg. ”Har I nogen mistænkte?”

”Næh, ikke umiddelbart,” svarede hun umiddelbart.

”Har I før været ude for, at nogen har taget billeder?” ville jeg vide.

”I sidste uge tog nogle undervands-fotografer et par billeder, men de var meget negative, så vi bad om at få negativerne,” forklarede hun.

”Og så var der jo skandalen med Dronningens store krigsmaleri, ‘Aksemagternes afmagt’, der som bekendt måtte tages ned på åbningsdagen, fordi hun havde glemt, at hun ikke skulle bruge vandfarver,” tilføjede hun.

”Har I bemærket nogen, der har opført sig mistænkeligt?” fortsatte jeg min systematiske udspørgen.

”Næh, kun et par anmeldere fra Kristeligt Dagblad, som snusede rundt i lang tid, før de anmeldte en nøgen havfrue-statue. Men politiet afviste den, da den ikke havde noget på sig.”

”OK, jeg må hellere se mig om i udstillingen.”

Jeg iførte mig den frømandsdragt, som Kaj i mellemtiden havde fundet til mig, og Artig viste mig hen til publikum-slusen. Kort efter befandt jeg mig inde på selve undervandsmuseet. Der var en særudstilling om kunstvanding i det 20. århundrede, som jeg fandt ret sær, og derfor dykkede jeg ind i den næste udstillingshal, hvor nogle af Monets åkander flød rundt mellem tomme guldfiskebowler og en gammel blender. Jeg undersøgte grundigt hele området for spor, men fandt hverken tegn på S-tog eller Metro. Kun et signal, der advarede mod at gå mod strømmen og ende i den forkerte kunstretning.

Jeg fornemmede instinktivt, at det ikke var her, jeg ville finde svaret på, hvem der havde stjålet billedet og lagt museet øde. Jeg svømmede derfor tilbage til slusen, steg op i forhallen og krængede frømandsdragten af. Jeg trængte til frisk luft og gik op ad trappen til Vandkunsten. Artig havde ret i, at der var et stort postyr, og der var både politi og flere TV-hold på stedet. Jeg skyndte mig derfor ned og tage mit eget tøj på, inden jeg gik op igen.

Bag politiets afspærring var der et større opløb, men jeg havde ikke tid til at beskæftige mig med motionsløb lige nu. Jeg bemærkede dog, at alle stirrede i en bestemt retning, og jeg fulgte deres blikke og så en lille, pjusket og kittelklædt mandsperson, der vimsede rundt om en lygtepæl, som han havde lænket sig fast til, mens han gestikulerede vildt og råbte skældsord.

Jeg genkendte en kriminalbetjent, som jeg engang havde gjort en tjeneste, da hans snørebånd var gået op, og han blinkede indforstået og lukkede mig gennem afspærringen. Jeg gik langsomt over mod den besynderlige person, der tiltrak sig alles opmærksomhed, og da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at det var min gamle formningslærer fra folkeskolen: den verdensberømte, originale, excentriske kunstmaler Sylvester Vov-Vov Labra D’Or, der var i gang med en af sine sælsomme happenings.

”Sylvester! Hvad laver du??” spurgte jeg.

”Aktionerer! Jeg stopper ikke, før jeg får støtte fra Kunstfonden!”

”Men se lige på alle de mennesker, der står og glor på dig! Du har jo stjålet billedet fra undervands-kunstmuseet!”

”Netop! Og jeg går ingen steder, før jeg får den støtte, jeg har krav på.”

”Lad mig se, hvad jeg kan gøre,” sagde jeg, tog min mobil og ringede til formanden for Kunstfonden. Et kvarter efter kom en taxa hvinende rundt om hjørnet og bremsede hårdt op, og formanden og 3 bestyrelsesmedlemmer sprang ud.

”Labra D’Or, lås nu de håndjern op, så skal vi nok støtte dig,” sagde formanden.

Labra D’Or gloede olmt og skeptisk på ham, men indså at slaget allerede var vundet, så han låste håndjernene op. Bestyrelsesmedlemmerne greb ham, inden han faldt omkuld og støttede ham hen til taxaen, hvor de lodsede ham ind på bagsædet og bad chaufføren køre ham hjem.

Jeg gik over til en af TV-vognene og så på en monitor, at kameraerne stadig fulgte taxaen. Jeg betragtede sagen som opklaret, men ventede for en sikkerheds skyld til taxaen var helt ude af billedet. TV-kanalen skiftede til vejrudsigten, og en meteorolog sagde, at der var opklaring i det indre København. Jeg så mig om, og bemærkede at en nyhedsreporter var på vej over til mig med en mikrofon, så jeg skyndte mig at smutte hjem for ikke også at stjæle billedet.