Mysteriet om vandringsmanden, der gik til

I dag sluttede Annikas praktikperiode, og derfor kunne jeg ikke længere udsætte beslutningen om, hvorvidt hun skulle ansættes eller stoppes. Inderst inde vidste jeg godt, at jeg ikke kunne undvære hende – altså rent professionelt – men der var ingen grund til at vise hende alle kortene på min hånd med det samme.

“Nissen, jeg gider ikke spille 500 i dag. Læg nu de kort væk og lad os komme til sagen,” sukkede hun og tog min hånd. Altså ikke på den måde. Min korthånd.

“Wauw, fire esser og tre jokere! Ikke noget at sige til, at du ikke har held med dating,” fnisede hun og lagde kortene væk.

“Jeg dater jo slet ikke,” påpegede jeg.

“Du sku’ prøve det der Tinder. Om ikke andet kan du skabe lidt PR for bureauet,” smilede hun.

“Jeg har læst om det. Det lyder virkelig sexet. En lokationsbaseret social opdagelses-app, der formidler kommunikation mellem brugere der er interesserede i hinanden,” citerede jeg fra Wikipedia.

“Nå, til sagen, jeg vil ikke tale om sex med min kommende chef,” spillede hun ud. “I hvert fald ikke til jobsamtalen”, tilføjede hun med den humor, jeg efterhånden havde vænnet mig til, og smed samtidig noget på bordet, der mistænkeligt lignede et kontraktudkast.

“Okay, så lad os springe forspillet over. Jeg har læst din ansøgning om fastansættelse, og den er måske lidt kort, men budskabet er jo ikke til at misforstå,” sagde jeg.

”Hellere fast i kødet end løs på tråden,” citerede hun stolt.

“Præcis. Det er også derfor bureauet stadig har fastnet-telefon. Men nu hvor du har kigget mig i kortene, så ja… jeg vil gerne tilbyde dig fastansættelse, MEN…”

Længere kom jeg ikke, før hun kastede sig over mig og gav mig et stort kram og et (professionelt) kys på kinden, alt imens hun statusopdaterede på Facebook og trak en flaske champagne op af sin multitaske.

Jeg opgav forbeholdene og indså at det nok også var bedst, at jeg blev ved med at vaske mit eget tøj. I stedet skimmede jeg kontraktudkastet og skrev under.

“Nissen, det her bliver kimen til noget stort,” sagde hun og skænkede champagne op til os begge. Hun skålede og tømte det halve af sit glas, og i det samme kimede telefonen.

“Tag den lige, chef, jeg er nok for beruset,” fnisede hun og tømte glasset.

“Nissens Detektivbureau, det er Nissen, hvad drejer det sig vedrørende?” spurgte jeg.

“Hr. Nissen, De taler med fru Nielsen fra Vejby. Det drejer sig vedrørende en ældre herre, som er forsvundet,” pippede en ældre og ængstelig kvindestemme.

“Forsvundet?” Min interviewteknik er simpel, men den virker.

“Ja, jeg er husholderske for en pensioneret fuldmægtig. Jeg gør rent for ham hver formiddag og laver frokosten klar til han kommer hjem. Han er hjemme præcis kl. 12, men ikke i dag. Jeg er meget bekymret,” lød hun meget bekymret. Jeg skævede til uret, der viste 13.30.

“Har De kontaktet politiet?” spurgte jeg og fortrød, da Annika sendte mig et ‘Idiot, tag nu bare opgaven selv-blik’.

“Ja, jeg ringede lidt over 12, men de sagde, at det var for tidligt at iværksætte en eftersøgning og bad mig se tiden lidt an. Jeg har ikke bestilt andet siden, men jeg er meget urolig, så min mand anbefalede at kontakte Dem,” forklarede hun.

“Deres mand? Kender han mig?” spurgte jeg nysgerrigt.

“Ja, han hedder Dino Saurus. De har engang løst en sag for ham,” sagde hun.

“Åh ja, direktøren på Zoologisk Museum, ham husker jeg udmærket,” huskede jeg.

“Det er han ikke længere, han stoppede for nogle år siden,” sagde hun i et tonefald, der ikke indbød til yderligere spørgsmål om den udstopning.

“Fru Nielsen, jeg vil selvfølgelig meget gerne hjælpe med at finde den forsvundne fuldmægtig. Jeg tager af sted med de samme,” lovede jeg og hørte hende drage et lettelsens suk, inden hun gav mig adressen og lagde på.

Annika var i gang med sit tredje glas og fordybet i sociale medier, så jeg ringede efter en taxa og drog alene til Vejby. Fru Nielsen og Dino Saurus tog imod ved fuldmægtigens havelåge.

“Hyggeligt at mødes igen, Saurus,” smilede jeg og rakte ham hånden.

“I lige måde, Nissen! Jeg håber, du kan løse dette mysterium lige så hurtigt, som du hjalp mig med ”The missing link” for nogle år siden,” sagde han.

“Det minder mig om, at du stadig skylder mig 456 milliarder. Og hvad blev der egentlig af din søde sekretær?” tilføjede jeg med et listigt smil.

“Nå, I må hellere tale om vandreture,” sagde han lettere febrilsk og skyndte sig rødmende i retning af deres eget hus.

Fru Nielsen så mistænksomt på mig, men fulgte mig så ind i fuldmægtigens hus, hvor hun havde dækket op med kaffe og roulade i dagligstuen. En hvid, broderet dug sørgede for, at det kongelige porcelæn ikke skrammede mahogni-bordet.

“Nå, jeg må hellere få hele historien forfra,” bad jeg.

“Fuldmægtigen står tidligt op hver morgen og går en lang tur, men han er altid hjemme klokken 12, hvor jeg har frokosten klar. Tidligere gik han også om eftermiddagen og om aftenen, men på det seneste er han kun gået om formiddagen. Men i dag… i dag… kom han ikke hjem til…” Hun gik i stå med blanke øjne og fumlede med stofservietten, der lå sammenkrøllet i skødet på hendes gulbrune tweed-nederdel.

“Hvad hedder fuldmægtigen?” spurgte jeg.

“Ture. Ture Skov,” sagde hun. “Min mand kalder han altid Vandre-Ture, men det synes hr. Skov ikke selv er særlig morsomt,” tilføjede hun spidst.

“Kan De sige beskrive hans udseende? Hvordan så han ud? Hvad gik han i?” spurgte jeg.

“Han gik altid i sine egne tanker,” svarede hun med et uudgrundeligt blik.

“Så er tiden måske bare gået fra ham?” foreslog jeg.

“Nej-nej, han er altid meget præcis, han er aldrig kommet for sent hjem til frokost,” understregede hun. Eller rettere kursiverede.

“Har De et fotografi af Vandr… af hr. Skov?”

“Jeg har fundet ét han bruger i sit vandrepas.” Hun rakte mig et falmet foto af en nydelig ældre herre med et mildt ansigt, hvide bakkenbarter og buskede øjenbryn over runde, stålindfattede briller.

“Har han altid gået meget?” spurgte jeg.

“Ja, lige så længe jeg har kendt ham, men vi har kun boet her 4-5 år. Han vil aldrig høre tale om at køre bil eller tog. En sjælden gang cykler han ned til købmanden, men han foretrækker at gå til det meste.”

“Hvis jeg skal prøve at finde ham, har De så nogen ide om, hvad det er han går til?”

“Han går til banko. Og så går han også til lægen engang imellem,” svarede hun.

“Så han er meget væk hjemmefra?” vedblev jeg.

“Det kan man nok godt sige. Men han kunne også lide at gå til hånde i hjemmet. Når min mand af og til var herovre og spise med, kunne hr. Skov godt lide at gå om den varme grød, indtil den var kølet af,” oplyste hun.

“De sagde, han går til lægen engang imellem. Hvordan er helbredet?”

“Han er i fin form, når man tænker på, at han er over 80. Men han sover dårligt. Han går en del i søvne,” svarede hun. “Har han fortalt mig,” tilføjede hun forlegent.

“Kan han være gået under jorden?” foreslog jeg.

“Nej, den vej går han aldrig. Om formiddagen går han næsten altid til Hans Einar.”

“Til han segner? Du godeste! Så ligger han måske bevidstløs et sted,” udbrød jeg.

“Nej, hvorfor skulle han dog det? Det er ikke så langt væk, og i øvrigt har jeg talt med Hans Einar. Han husker ikke så godt, men han skriver vandrejournal og kunne se, at hr. Skov havde været der allerede ved 9-tiden. Han plejer ellers først at være der senere.”

“Hvor bor denne Hans Einar?” spurgte jeg.

“Jeg har aldrig været der. Hr. Skov viste mig engang vintervejen, men den er jo lukket nu. Måske kan jeg se det i hans papirer,” sagde hun.

“Har han ingen vejviser?” foreslog jeg.

“Jo, han elsker at synge, når han vandrer,” sagde hun og smilede ved tanken.

“Hvad kan han bedst lide at synge?” spurgte jeg uden rigtigt at vide hvor vi var på vej hen.

“Han foretrækker ‘Nu lokker atter de lange veje’, for han synes, teksten er lige til at gå til,” svarede hun.

“Åh ja, det er også en gammel traver,” nikkede jeg og lod som om jeg tog notater. “Fru Nielsen, jeg tror efterhånden, jeg har de nødvendige oplysninger. Med Deres tilladelse vil jeg gerne se mig lidt omkring i huset,” sagde jeg og lagde en vis portion myndighed på stemmen.

“Jo, selvfølgelig, De skal være velkommen,” sagde hun lidt usikkert, men med den ældre generations medfødte respekt for autoritær stemmeføring.

Jeg gik ud i køkkenet, hvor der stadig var dækket et nydeligt lille frokostbord til to med sild, æg og rejer, leverpostej med sky, rullepølse med rå løg og ost. Ved siden af køkkenet lå et badeværelse med et kalkplettet terrazzogulv, en rusten badevægt med viser og et badekar med løvefødder. For enden af en gang lå soveværelset. Jeg tog i døren og løste gåden.

Derinde i en stor dobbeltseng lå hr. Skov. Fru Nielsen, der stod lige bag mig, gispede højlydt.

“Åh nej, han er vel ikke…?” udbrød hun forfærdet og skyndte sig hen og ruskede i ham.

Han slog øjnene op, så sig forvirret omkring og rejste sig med besvær op på den ene albue, hvorefter han tog sine briller fra sengebordet.

“Laura? Du godeste, hvad er klokken? Og hvem er den herre?” spurgte han, da han fik øje på mig.

“Den er snart tre,” hulkede hun og knugede hænderne af glæde. “Og det er en privatdetektiv, hr. Nissen, som jeg søgte hjælp hos, da du ikke kom hjem.”

“Jamen… jeg har jo været hjemme længe,” sagde han desorienteret.

“Med forlov, hr. Skov, Deres husholderske frygtede, at De var gået til, siden De ikke kom hjem til frokost,” forklarede jeg.

“Jamen, det gjorde jeg også. I dag var jeg så frisk og glad, så jeg gik til. Men jeg glemte vist alt omkring mig, så jeg gik og gik, indtil jeg kom til mig selv. Og så gik jeg ind i seng for ikke at gå i vejen, mens du havde travlt i køkkenet, søde Laura.”

“Åh, Ture… jeg skynder mig ud og lune leverpostejen!” snøftede hun og vimsede ud i køkkenet.

“Tusind tak for hjælpen, hr. Nissen,” sagde han, mens han langsomt kom på benene. “For fem år siden forlod min kone mig dagen før vores guldbryllup, og jeg var helt trøstesløs. I mange år gik jeg lange ture hver dag og nat i håbet om at finde hende, indtil jeg en dag mødte en mand, der kaldte sig Jens Vejmand. Ligesom ham i den gamle vise… ja, det lyder nok som en vandrehistorie. Men han betroede mig, at han engang havde hugget min kones navn i sten. Først da gik det op for mig, at hun ikke var gået fra mig, men gået bort. I dag går jeg stadig meget, men det går meget bedre, siden Laura er begyndt at passe på mig. Hun er så sød. Hun gør rent og laver mad til mig, og engang imellem får hun også lov at røre lidt med min vandrestav. Det er ligesom om, at jeg er gået fra asken over i ilden, det forstår De godt, hr. Nissen, ikke sandt?”

Jeg tænkte på Annika, der sikkert stadig fejrede jobbet i champagne, høje hæle og endeløse statusopdateringer.

“- Jo, hr. Skov, det forstår jeg godt.”

 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Mysterier og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s