Jeg havde egentlig ikke regnet med, at min nye praktikant Annika ville booste forretningen, men de første uger væltede det ind med opgaver. Nu hvor begge sagerne var afsluttet, var vi tilbage i den stille hverdag, og der var stadig et par uger tilbage af Annikas gratis virksomhedspraktik, inden vi skulle forhandle løn.

“Bare rolig, Nissen, inden længe vil vi ligge vandret,” sagde hun og blinkede frækt til mig.

“Spis lige brød til din sexchikane,” svarede jeg og rakte hende en grovbolle fra 7 Eleven.

“Der er også lidt til din søde tand,” tilføjede jeg og viftede med en pose croissanter.

“Årh, Nissen, synes du ikke alle mine tænder er søde?” smilede hun udfordrende, hvorefter hun grådigt bed til bolle.

“Av!!!” råbte hun og stak fingrene ind i en mund, der nu var mere udfordret end udfordrende.

“Ze hvad jeg zagde, nu har dzu allerede en ny zag. En erztatningszag,” hvæsede hun og fiskede en halv fortand ud af munden.

“For pokker, Annika, det er jeg virkelig ked af! Med hensyn til forsikr…,” begyndte jeg.

“Jeg kan FORZIKRE dzig om, at dzet bliver dzyrt!”

I det samme ringede telefonen, og Annika greb røret, før jeg kunne nå at afværge katastrofen.

“Nizzens Dzezekzivbureau!” skringrede hun hidsigt.

“Er det Nissens Detektivbureau?” gættede jeg på, der blev spurgt i den anden ende.

“Nej, dzet er Dzøvezkolens Opzagelzesprøve, og Dze er dzumpet!” vrissede Annika.

Der blev stille i den anden ende, gættede jeg på. Annika kylede røret på og gik ud på badeværelset for at studere skadens omfang. Telefonen ringede igen, og jeg tog den.

“Nissens Detektivbureau, hvad drejer det sig vedrørende?”

“Er det Nissens Detektivbureau?” spurgte en kvindestemme.

“Ja, du taler med Nissen,” svarede jeg og skævede til badeværelsesdøren, der stod på klem.

“Gudskelov, jeg var bange for, at det var forkert nummer igen. Nu skal du høre, Nissen, du taler med fru Bengtsen, og det drejer sig om, at jeg har en lejer, hr. Borberg, som breder sig ud over det hele.”

“Vi begiver os normalt ikke af med boligrådgivning, men…”

Annika stak hovedet ud fra badeværelset og sendte mig et lynende blik, der bragte mig på bedre tanker.

“… vi vil naturligvis gerne hjælpe med nogle husråd,” fortsatte jeg ydmygt.

“Åh, det glæder mig virkelig, Nissen, forstår du, han fylder efterhånden så meget, og jeg er meget bekymret for, hvordan det skal ende. Jeg skal jo også kunne være her.”

“Hvilken type lejemål taler vi om?” spurgte jeg.

“Han har en tandlægeklinik og lejer sig ind på 1. salen i min villa,” svarede hun.

“Aha… Må jeg så ikke foreslå et snarligt møde, hvor jeg kan få nogle flere informationer?” spurgte jeg bagtænkende.

“Jo, det må du gerne,” svarede hun afventende.

“Min assistent har netop knækket en tand, så måske kan vi slå to fluer med ét smæk. Jeg prøver at få en tid til hende allerede i dag, og så kan vi tale imens,” sagde jeg begejstret.

Jeg fik Borbergs nummer og ringede straks op. Heldigvis var det hans telefonnummer, heldigvis tog han telefonen, og heldigvis havde han en tid kl. 13. Jeg ringede tilbage til fru Bengtsen, og hun lovede at være hjemme, når vi kom.

“Er dzu zindzyg, dzin lede tzandbørzte! Jeg har dzen zygezte tzandlægezkræk!” råbte Annika, da hun hørte om min plan.

“Det er efterforskning. Måske kan vi også fakturere tandlægeregningen,” beroligede jeg. Det virkede i hvert fald godt nok til, at hun fulgte med, og kort før kl. 13 lukkede fru Bengtsen op for os på adressen.

Klinikdøren på 1. sal gik op, og Borberg klemte sig ud med stort besvær.

“Det må være den unge dame, der har bestilt bor!” buldrede han og udstødte en rungende latter. Jeg gruede for at den ville antænde Annikas notorisk korte lunte, men hun fulgte pligtskyldigt med ind.

“Du skal ikke være nervøs, min kære, her tænder vi på tænder,” sagde han og lignede en, der skulle til casting på en Colgate-reklame, da han lukkede døren efter sig.

Fru Bengtsen rystede på hovedet og viste vej ud i køkkenet, hvor der var frisk kaffe og hjemmebagte småkager.

“Lad mig få hele historien,” sagde jeg og tog min notesblok frem.

“Da Borberg overtog lejemålet sidste år, var han en sky og genert mand på størrelse med en galopjockey. Nu fylder han så meget, at han har svært ved komme ud af døren, selv om han har udskiftet den med en fyldningsdør. Han fylder hele etagen med sit tandlejegrej, og han er også begyndt at fylde nede i kælderen. Han har fuget alle sprækker i mure og gulve, og her på det sidste er han begyndt at bore huller i væggene, som han bagefter fylder ud,” fortalte hun modløst.

“Min erfaring er ellers, at tandlæger plejer at have det hele i munden,” indvendte jeg.

“Jeg aner i hvert fald ikke, hvordan jeg skal få sat en stopper for det. Det ender jo med, at han fylder hele huset! Og hvad hvis han begynder at bruge bedøvelse?”

I det samme kom Annika brasende ind i køkkenet.

“Nissen, vi er skredet!” vrissede hun sammenbidt.

“Hvad sker der?” spurgte jeg og bemærkede, at hun havde fået lavet sin tand, men også havde blødt på sin hvide skjorte.

“NISSEN! AFSTED!” råbte hun, og jeg undskyldte hurtigt over for fru Bengtsen og fulgte med ud. Der lød en klagende jamren oppe fra 1. salen, men Annika signalerede, at der ikke var spørgetime nu. Hun fandt sin mobil og ringede først efter en taxa, så efter en ambulance, og så efter politiet.

Først da vi sad behageligt på taxaens bløde bagsæde og var på vej væk, dristede jeg mig til at se spørgende på hende.

“Den forpulede fyldebøtte, sådan leger man fandeme ikke med mig!” vrængede hun.

“Hvad skete der dog?” spurgte jeg med bange anelser. Mest for ham.

“Det var jo ikke en tandlægestol, det var fandeme ligesom at være til gynækolog, bortset fra læderremmene! Men sådan leger man ikke med mig!”

“Hvad?? Vil det sige…??” ville jeg sige, men gik i stå.

“Ja, det er ikke MIT blod, det dér,” sagde hun arrigt og stirrede demonstrativt ud af vinduet, hvor en ambulance efterfulgt af en politibil kom imod os med hylende sirener.

Jeg holdt tand for tunge, indtil vi var tilbage på kontoret, og efterhånden var hun dampet så meget af, at jeg kunne få en forklaring.

“Da kødbjerget havde sat min tandstump på, så mente han lige, at jeg ‘havde et hul mere, der skulle fyldes’! Psykopaten havde allerede bukserne nede om knæene, så jeg greb det første det bedste, jeg kunne forsvare mig med, og det var tilfældigvis et bor, og så…”

Jeg blev grøn i hovedet og løftede afværgende hænderne for at stoppe hende.

“Ja-ja, okay, så lad mig nøjes med at sige, at den rodbehandling fik Motorsavsmassakren til at ligne en formningstime i min folkeskole. Og hvis flæskefjæset skal gøre sig håb om at fylde noget som helst i den nærmeste fremtid, så må man håbe, han snart har fødselsdag.”

“Du godeste! Hvor mange kvinder kan han have nået at voldtage deroppe?” spurgte jeg bestyrtet.

“Ingen. Jeg snuppede hans bordkalender på vej ud, og han har aldrig før haft en kvindelig klient,” svarede hun.

“Hm… det kan måske forklare, hvorfor han selv er begyndt at fylde så meget,” sagde jeg og gav hende et kort resumé af fru Bengtsens fortælling.

“Ja, det var vist godt, jeg fik lukket munden på ham,” sagde Annika og tog en bid af en croissant fra i morges. Der lød en knasende lyd, og jeg lukkede øjnene og ønskede mig langt væk.