Det tegnede til en stille dag på hjemmekontoret, da det ringede på døren. Det var mandag, så det kunne ikke være postbudet. Klokken var kun 9, så det kunne ikke være viceværten. Jeg havde ikke lavet kaffe, så det kunne ikke være naboen.

Jeg gik ud og åbnede, og udenfor stod en kvinde med en stor hvid kuvert i hånden og to Latte-To-Go.

“Jeg vil gerne tale med dig om et job,” sagde hun og rakte mig det ene krus. Man skal ikke modarbejde mirakler, så jeg lukkede hende ind og bad hende tage plads i klientstolen. Jeg smagte på latten.

“Du er ikke gået herhen?” spurgte jeg.

“Så skal jeg spørge: hvor ved du det fra? Og så svarer du, at det er dit job at vide den slags,” replicerede hun kækt. Lidt for kækt.

Jeg beholdt Rummy-fjæset (jeg spiller ikke poker), mens jeg spekulerede på hvor hun kendte mine replikker fra.

“Det er en fremragende kaffe, men den er ikke købt her i nærheden. Den er stadig rimeligt varm, og derfor kan du ikke være gået herhen med den. Jeg tvivler på en taxa, og du er heller ikke i egen bil, for du ville ikke kunne være sikker på at parkere i nærheden. Derfor har nogen kørt dig,” analyserede jeg.

“Sheer luck, Sherlock,” svarede hun, og det lød ikke som en kompliment.

“Nåmen lad os komme til sagen, hvad drejer det sig vedrørende?” spurgte jeg.

“Jeg har hørt meget om dig, og foreløbig passer det fint. Enlig, småsjusket, bedrevidende, træls at høre på, men god til de få jobs, du får. Du mangler bare én som mig,” sagde hun.

“Hva’ba’?” spurgte jeg og hostede kaffen galt i halsen. “Hvad mener du med træls at høre på?”

Hun grinede som hammer og mejsel, og antydningen af et smil tegnede sig på hendes stoneface.

“Nissen, jeg er din nye assistent. Annika. Her er mine papirer,” sagde hun og rakte mig en kuvert, hvor der stod ”Hvem ka’? Annika”. Den indeholdt en kontrakt.

“Den første måned er gratis virksomhedspraktik,” fortsatte hun. “Bagefter kan du ikke undvære mig, og så kan jeg fortælle dig, hvad jeg skal have i løn.”

“Tog du jobannoncen med, for den mindes jeg ikke at have set,” sagde jeg og lurede på hvor TV-holdet havde gemt det skjulte kamera.

“Der ligger en jobprofil bag kontrakten,” sagde hun og nikkede mod kuverten.

Ganske rigtigt. Jeg skimmede ned over siden. Passe telefon, styre kalender, rydde op, føre journal, tage referater, markedsføre bureauet, arkivere sager, vedligeholde hjemmeside, researche klienter, betale regninger, føre regnskab, lave kaffe og frokost, pudse forstørrelsesglasset… Nu var det min tur til at trække på smilebåndet.

“Hvad skal jeg så lave?” spurgte jeg.

“Det du er god til. Opklare sager. Jeg tager mig af alt det andet. Her… du skal bare skrive under på den stiplede linje.”

Man skal ikke modarbejde mirakler, så jeg satte pennen til papiret.

“VENT!” sagde hun skarpt. “Jeg har en enkelt betingelse.”

Det måtte jo komme. Jeg hævede pennen fra papiret. Nu stod der Nisse.

“Du skal finde ud af, hvorfor jeg blev fyret fra mit seneste job. Men jeg har ikke råd til at betale dig penge for det, så vi må finde på noget andet.”

“Nu stjæler du igen mine replikker,” konstaterede jeg. Og satte det sidste n på kontrakten.

“Hvornår kan du starte?” fortsatte jeg.

“Vi er i gang,” kom det med et smil, som jeg måske en dag kunne begynde at vænne mig til.

“Fint. Start fra begyndelsen,” bad jeg.

“Som ung drømte jeg altid om at blive læge,” begyndte hun. “Men da jeg var færdig med gymnasiet og søgte læge, så nåede jeg kun til venteværelset og blev henvist til at søge medicin. Jeg fandt også en hel masse, men vidste ikke hvad jeg skulle bruge det til, så jeg gav det væk til to fulde nordmænd på Roskilde Festival. Den ene er nu milliardær og har vundet to Nobelpriser, og den anden er medicinmand på Jan Mayen.”

Hun tømte sin Latte, mens jeg stadig havde noget tilbage. 1-0 til hende.

“I stedet uddannede jeg mig til sygeplejerske, da mine veninder sagte det var den letteste vej til lægen. Efter forskellige vikariater blev jeg fastansat på Riget som operationssygeplejerske, og det var et dejligt job, som jeg var glad for i mange år. Men sidste år blev jeg uheldigvis stukket af en kollega, der virkede som om hun var på sprøjten.”

Hun holdt en kunstpause, mens hun studerede et maleri på væggen.

“Hvad skete der så?” spurgte jeg opfindsomt.

“Jeg anmeldte det som en arbejdsskade, og ledelsen lovede at se på sagen, men der gik lang tid uden jeg hørte noget. Stemningen på afdelingen blev dårligere og dårligere, og efterhånden gik alle og stak til hinanden med alt hvad de kunne komme i nærheden af. Stikpiller, stiklagener, stikkontakter og sådan noget. Jeg hørte stadig ikke en lyd fra ledelsen, så for sjov anmeldte jeg en ny arbejdsskade om nedsat hørelse. Så blev jeg kaldt ind til overlægen, men i stedet for en erstatning blev jeg tilbudt en fratrædelsesordning!”

“Den tog du vel ikke imod?”

“Hvad skulle jeg gøre? Jeg var virkelig langt nede, jeg tror det var helt nede på 1. eller 2. sal, og overlægen var meget overtalende. Så jeg skrev under og forlod Riget samme dag. Nu står jeg her, et år efter, og er helt klar igen.”

“Og hvad er det helt præcis du vil have, at jeg finder ud af?”

“Hvorfor det var mig, der blev bedt om at stoppe. Og hvorfor jeg ikke fik en erstatning. Eller en undskyldning. Eller bare en forklaring.”

“OK, jeg skal se hvad jeg kan gøre. Imens kan du jo gå i gang med din jobbeskrivelse. Men hold dig venligst til kontoret, køkkenet og badeværelset, resten af lejligheden er privat.”

“Resten?” spurgte hun undrende og så sig omkring og lod blikket dvæle lidt ved sovesofaen.

“Du spørger for meget,” sagde jeg og rejste mig for at tage ind på Riget og stille nogle spørgsmål.

Jeg fandt hendes gamle afdeling, og for lige at fornemme stemningen satte jeg mig i besøgsværelset, hvor jeg havde nogenlunde overblik over hvad der foregik. Jeg konstaterede hurtigt, at der var flere indlagte pauser end patienter.

Lidt efter rejste jeg mig og slentrede ned ad gangen, og så at døren til overlægens kontor stod åben. Jeg gik ind og fandt ham siddende ved skrivebordet, hvor han var sad bøjet over en tegneblok og tegnede noget der mest mindede om japanske kokkeknive. Eller måske var det bare en recept.

“Ja?” spurgte han og kiggede op.

“Jeg er ved at ansætte en sekretær, men har brug for nogle referencer. Du har haft en Annika Nibal ansat?” spurgte jeg.

“Korrekt, hun stoppede for et års tid siden,” svarede han afmålt.

“Må jeg spørge hvorfor?”

“Ja.”

“Hvorfor?”

“Hun stak sin kollega,” svarede han.

“Stak HUN sin kollega? Jeg har fået oplyst, at det forholdt sig stik modsat.”

“Det er korrekt, at Annika mente, at hendes kollega gik og stak til hende, men det havde intet på sig. Derimod stak hun sin kollega ved at anmelde hende til ledelsen, endda på et uretmæssigt grundlag.”

“Og var det virkelig grund nok til at hun måtte stoppe?”

“Ikke kun, men jeg er ikke fortaler for at man bagtaler. Vi stod også foran en prikkerunde, og så er det ikke godt med sådan en stikkerkultur. Jeg bryder mig i forvejen ikke om at skære i personalet, det er jo det vi har patienter til. Men nogle gange er man nødt til at finde sparekniven frem og skære ind til benet. I øvrigt havde hun noget med hørelsen og hørte ikke rigtig til.”

“Men kan du anbefale hende?”

“Ja, jeg anbefalede hende i hvert fald at finde et andet job.” Han bøjede sig over sin knivblok og signalerede at konsultationen var slut.

Jeg var rasende, da jeg forlod hans kontor, og en bekymret sygeplejerske stoppede mig, da jeg var halvvejs nede ad gangen.

“Du ser virkelig oprevet ud, skal jeg ikke tage dit blodtryk?” spurgte hun.

“Nej, jeg skal bruge det senere”, svarede jeg.