Jeg sad med morgenkaffen og dagens tredje smøg og nød, at solen havde skinnet hele formiddagen. Man kunne ikke undgå at komme i forårsstemning, indtil telefonen ringede med ”Snowflake”, min nye Trentemøller-ringetone.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” sagde jeg 7 minutter og 33 sekunder senere.

”Goddag, det er Dino Saurus fra Zoologisk Museum. Det tog søreme sin tid…”

”Beklager, min sekretær var til middagspause,” løj jeg.

”Godt så. Vi har et lille problem – for ikke at sige et meget stort problem – som kræver en hel del takt, snilde, kløgt, omhu og held.”

”Vores motto er ‘takt, snilde, kløgt, omhu og held’”, messede jeg, mens jeg skævede til Markedsføring For Dummies, der lå opslået på side 3.

”Fint. Sagen er, at vi mangler noget, men jeg kan ikke sige mere over telefonen. Kan vi mødes her på museet?” spurgte han.

”Giv mig lige en halv time, jeg har stadig kaffe på kanden,” improviserede jeg. Det salgstrick stod vist ikke i bogen.

”Det skal helst være omgående. Tag kaffen med, så giver jeg en kop,” lokkede han.

”OK, men så fakturerer jeg fra nu af,” bjæffede jeg efter at have slået op på side 4.

”Fair nok,” sagde han og pålagde.

En halv time senere gik jeg op ad trappen til Zoologisk Museum og henvendte mig ved skranken.

”Goddag, mit navn er Nissen, jeg har en aftale med en Dino Saurus.”

”Så kommer du 65 millioner år for sent,” svarede den unge pige kækt.

”Det bliver dyrt,” svarede jeg og lagde i hovedet en halv time til 65 millioner år og gangede med 800 kr. i timen.

”Måske kan vi finde ud af en ordning?” smilede hun svedent.

”Muligvis. Hvor bor du?” sagde jeg og svedte tilbage.

”Sengeløse.”

”Så kan det være lige meget.”

I det samme kom Dino Saurus ud fra et baglokale.

”Nå, der er du, det var på tide,” satte han mig i rette.

”Lolita her opholdt mig,” replicerede jeg.

”Frække tøs! Det taler jeg om, når vi kommer hjem. Følg med mig,” bad han.

Jeg fulgte med ind på hans forhistoriske kontor og satte mig i en forhistorisk Arne Jacobsen-stol.

”Hvad er det, der er så vigtigt, at du ikke kunne sige det i telefonen?” spurgte jeg.

”Ikke noget, jeg havde bare ikke mere batteri på min mobil. Men vi mangler noget.”

”Ja, et par kopper,” bemærkede jeg og stillede min termokande på et forhistorisk bord.

”Det er der ingen ben i,” svarede han, da bordet væltede. I stedet åbnede han et skab bag ham. Det gav et sæt i ham, da det væltede ud med skeletter, og han smækkede hastigt skabsdøren i. I stedet bøjede han sig frem, åbnede næbbet på en udstoppet pelikan og sagde ned i halsen: ”Loli, ta’ lige to kopper med herind!”

Hun kom valsende ind med to kopper, og jeg hældte kaffe op til os begge. Jeg tog mig god tid. Hvad betyder 5 minutter fra eller til i forhold til 65 millioner år og en halv time.

”Nå, men sagen er, at vi mangler noget ganske bestemt, der får det til at slå klik for mange af vores kunder,” forklarede han.

Han drejede sin computerskærm og gik ind på forsiden af zoologiskmuseum.dk. Den viste den klassiske udviklingshistorie med aben, der først går på alle fire, siden rejser sig på to ben og siden bliver til et menneske. Nogenlunde midtvejs i illustrationen manglede et trin i udviklingen.

”Har du hørt om The Missing Link?” spurgte han.

”Er det ikke blot en hypotetisk evolutionær mellemform?” spurgte jeg.

”Nej, det er sgu rigtigt nok. Se bare her!” Han tog en mus og kørte den rundt og rundt på billedet, men der skete ikke noget.

”Det er hverken til at finde hoved eller hale i,” konstaterede jeg.

”Nej, det er en forstenet mus, og hovedet og halen er knækket af,” undskyldte han.

”Lad mig se engang,” sagde jeg og satte mig hen til skærmen. ”Bruger I CMS?”

”Ja, et ældgammelt system. Hvorfor?”

”Har du administrator-rettighed?”

”Ja…”

”Hvad er dit password?”

”Åh… hvad er det nu? Vent lidt, jeg har det her et sted… Heureka!”

“Godt. Hvad er det så?”

“Heureka,” gentog han.

“Okay, opfindsomt,” bemærkede jeg og åbnede programmet, klikkede et par gange, tændte en smøg og lænede mig veltilfreds tilbage.

”Sådan! Eller heureka, skulle jeg måske sige.”

”Er det rigtigt? Har du fundet det?” spurgte han overrasket.

”Jeps. Der var byttet om på et kolon og et semikolon i kildekoden, det var derfor det ikke virkede.”

”Utroligt… !” Han tog musen og klikkede på The Missing Link, og nu virkede det, så man kom videre til siden med Darwins teorier.

”Fantastisk, nu virker det igen! Du er genial, Nissen! Hvad bliver honoraret?

Jeg regnede efter igen. 65 millioner år til 800 kroner i timen og… jeg kiggede på hans forhistoriske ur. Der var næsten gået en time. Jeg besluttede mig for at runde op.

”456 milliarder og 800 kroner. Men du er en god kunde, Dino, så du kan nøjes med halvdelen,” tilbød jeg.

”Så vælger jeg de 800 kroner.”