Mens jeg sad og nippede til min økologiske, håndmalede Java-kaffe og nød dagens fjerde smøg, fik jeg pludselig en uimodståelig trang til at komme ud og få lidt frisk luft. Jeg satte telefonsvareren til, gik ud af gadedøren, drejede til højre, fortsatte 20 meter hen til hjørnet og gik ind på Café Freud og bestilte en Latte Jung.

Der var allerede pænt mange gæster – eller ”patienter”, som indehaveren, min gode ven Philippe Fhorneud, insisterer på at kalde dem. Jeg fandt et ledigt bord ved Joharis vindue, og Philippe kom med min Latte og det seneste nummer af ”Zeitschrift für Politische Psychologie und Sexualökonomie”. Kort efter kom en smuk kvinde ind på caféen og bestilte en Wiener Melange og en psykoanalyse.

”Briksen er optaget, men der er en ledig plads ovre ved vinduet,” sagde Philippe og nikkede i retning af mit bord. Kvinden gav ham et Mona Lisa-smil og tog sin Wiener Melange med hen til mit bord og spurgte om hun måtte tage plads. Mens jeg nikkede hen over kanten på mit tidsskrift, ringede min mobil.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” svarede jeg lavmælt ned i det finske plasticdesign.

”Mit navn er Juul, men det må være forkert nummer, for jeg tror ikke på nisser,” lød det undvigende i den anden ende.

”Og jeg tror ikke på julen,” svarede jeg og savnede de gode, gamle bakelit-dage, hvor man virkelig kunne knalde røret på. Det føles ikke helt det samme at hamre pegefingeren ned på 1½ kvadratcentimeter plastik.

Jeg smilede afvæbnende til den mystiske kvinde, som sad med åben mund og polypper og gloede på mig. Jeg holdt bladet op foran ansigtet og studerede hende i smug. Hun så virkelig godt ud, bortset fra det med polypperne.

”Er du detektiv?” spurgte hun nysgerrigt.

”Ja,” medgav jeg og tog bladet fra munden.

”Jeg har mistet noget, og du ligner én, der kan finde det,” sagde hun og fugtede sine læber.

”Jeg kan give dig nummeret på Hittegodskontoret, men jeg fakturerer for minimum en halv time,” tilbød jeg.

”OK,” svarede hun og gav mig et Mona Lisa-smil, som jeg foldede sammen og lagde i min inderlomme.

”Det er 38 74 88 22.”

”Det var du ikke længe om. Så har jeg stadig 29 minutter og 55 sekunder,” konstaterede hun.

”Jeg får tit at vide, at jeg bliver for hurtigt færdig,” bemærkede jeg.

”Ha-ha, tror du jeg falder for det gamle nummer?” spurgte hun overlegent.

”Det er det nye nummer, det gamle var 31 74 88 22”, svarede jeg.

”Nå, men jeg er ikke sikker på, at det lige er mit nummer, og jeg har i øvrigt stadig 29 minutter og 40 sekunder tilbage. Mit problem er, at jeg har mistet min sidste illusion,” sagde hun nøgternt.

”Hvornår så du den sidst?”

”I går morges, da min mand tog af sted til klinikken. Han lignede stadig Richard Gere, da jeg kyssede ham farvel, men da han kom hjem, lignede han mest Richard Nixon.”

”Hmm, hvad laver han?” spurgte jeg.

”Er han ikke død?” spurgte hun forvirret.

”Din mand. Hvad laver han,” forklarede jeg tålmodigt.

”Han er plastikkirurg.”

”Plastik? Hvad vil det sige? Opererer han Barbie-dukker?”

”Det kan man godt sige,” kunne hun godt sige. ”Han opererer inden for musikbranchen.”

”Og du?”

”Jeg har været hjemmegående i flere år, men nu er jeg begyndt at gå udenfor. Jeg har været sygemeldt. Hovedpine, migræne, flimmer for øjnene – til sidst fik jeg også dobbeltsyn. Så gik jeg til øjenlæge, og han sagde, jeg skulle have de her briller.”

”Hvornår fik du dem?” spurgte jeg, bare for et syns skyld.

”I går eftermiddags,” svarede hun.

”Hm… ” Jeg skævede til uret. Der var stadig over 25 minutter tilbage. Det ville blive svært at presse den op på en hel time, så jeg kunne lige så godt lukke sagen med det samme.

”Jeg har fundet det, du har mistet,” sagde jeg.

”Illusionen??” Hun spærrede øjnene op.

”Ja, jeg ved i hvert fald, hvordan du finder den igen.”

Jeg bøjede mig frem og tog brillerne af hende. Hun lukkede øjnene, fugtede læberne og spidsede munden. Jeg modstod fristelsen og lænede mig tilbage igen.

”Sådan!”

”Hvad!??” Hun åbnede øjnene, missede med dem og så desorienteret på mig.

”Tag nu bare hjem og vent på, at din mand kommer hjem. Men lad være med at tage brillerne på, ellers mister du bare illusionen igen. Jeg sender en regning en af dagene.”

”Nissen, du er aldeles fantastisk! Er du for resten klar over, at du ligner Ronald Reagan?”