Efter endnu en mandag formiddag uden telefonopringninger til Nissens Detektivbureau besluttede jeg mig for at indtage formiddagskaffen nede på Café Freud. Måske kunne jeg møde hende fra forleden og høre, om hun havde fundet sin mistede illusion.

Der var allerede en del mennesker, da jeg kom, men jeg fik mit stambord ved vinduet og bestilte en Latte. Det var en ny tjener, jeg ikke havde set før.

”Ich, Es eller Überich?” spurgte hun med den korrekte Wiener-accent fra forrige århundredeskifte.

”Was?” spurgte jeg og spillede forundret.

”Skal det være en Latte Jeg, Latte Id eller Latte Overjeg?” spurgte hun.

”Hvad er forskellen?” testede jeg hende.

”Latte Jeg er Latte som den er. Latte Id er den Latte, du har lyst til. Latte Overjeg er Latte, som den gerne ville være.”

”Jeg har lyst til en Überich, men bare som den er.”

Hun så lidt desorienteret ud, men forsvandt om bag disken. Jeg så mig om i lokalet, men kunne ikke få øje på hende fra forleden. I stedet lod jeg øjnene glide ned over tidsskriftshylden og tog et nummer af ”Deutsche Angst-Zeitschrift”, og kort efter fik jeg min Überich og fordybede mig i en artikel om ”Diagnostische Kriterien der Panikstörung” i håb om at kunne finde en ny ringetone til min mobil.

Der stod også, at det var vigtigt at få et godt knald, så jeg rakte ud efter sukkerskålen. I det samme blev døren sparket op, og seks kampklædte betjente stormede ind. De lignede ikke umiddelbart lignede nogen, der bare skulle have en Latte.

”Hvad foregår der her? Ingen forlader lokalet!” gjaldede det fra delingsføreren.

Mange af gæsterne blev urolige, men jeg havde efterhånden en del erfaring med politiet og vidste, at det handlede om at bevare roen og tale i korte, tydelige sætninger, så de ikke begyndte at stave sig frem.

”Det er en razzia!” brølede han og fik øje på mig. Inden jeg havde set mig om, kastede 2-300 kilo politiudrustning sig hen over mig, vred mine arme om på ryggen og smækkede et par håndjern om mine håndled.

”Klokken er 11.15, og du er anholdt! Alt hvad du bruger, vil blive sagt imod dig!”

”Anholdt! For hvad??” spurgte jeg en anelse fortumlet, mens jeg mærkede de andre gæster drage et lettelsens suk. En kendt TV-vært benyttede lejligheden til at knipse en joint fra sig, et par Jehovas Vidner lagde diskret et organdonorkort ind under en sammenfoldet avis, og en forskræmt konfirmand med matroskrave slugte en hel dåse skipperrogn i én mundfuld.

”Du har hugget sukker,” erklærede delingsføreren. ”Og det nytter ikke at nægte, du kan lige så godt indrømme det. Der er vidner,” tilføjede han og nikkede over mod de to fra Jehovas.

”Vel har jeg da ej hugget sukk…” Jeg gik i stå og stirrede forstenet på den sukkerskål, som jeg havde siddet med fingrene nede i, da de brasede ind. Jeg bandede indvendigt af min egen dumhed. Alle vidste jo, at ordensmagten var på dupperne efter den demonstration hvor skoletandlægerne havde råbt ”Støt melis, bevar roen” og delt gratis perlesukker ud foran Sandholmlejren.

”Så’ det afgang!” brølede han, og de førte mig ud og gennede mig hen til en hvid Ford Mondeo.

”Jeg er vegetar, jeg forlanger et salatfad!” råbte jeg, og de kendte mine rettigheder godt nok til ikke at afvise mit krav. Kort efter sad jeg på bagsædet af Mondeo’en med to bryske betjente på hver sin side og et kæmpe salatfad på skødet. Når jeg bøjede mig forover, kunne jeg lige akkurat bide i et par af de grønne blade.

“Kør direkte til stationen,” sagde delingsføreren til chaufføren. Lidt efter kørte vi ind foran Hovedbanegården.

“Idiot, ikke den station! Politistationen, for helvede!” hvæsede delingsføreren.

“Sorry, boss, det ku’ du jo bare ha’ sagt med det samme,” svarede chaufføren. Jeg fornemmede, at det skulle han nok ikke have gjort, men jeg lod som ingenting.

Kort efter ankom vi til gården, og jeg blev ført ind ad en bagdør og ind i en tom celle, hvor de tog håndjernene af mig.

”Jeg forlanger en Advokat!” forlangte jeg, og kort efter kom de med en cerut.

”Jeg forlanger også en lighter!” forsøgte jeg, men den faldt de ikke for.

”Ha! Du har kun krav på en Advokat, ikke på ild!” grinede betjenten og gjorde mine til at lukke døren.

”Vent! Jeg har krav på at se bevismaterialet!” Jeg kæmpede desperat for at vinde tid. Betjenten tøvede. Han kendte tydeligvis godt regulativet.

”OK, vent her,” sagde han og smækkede døren. Kort efter kom han tilbage med det huggede sukker, lukkede døren efter sig og holdt sukkeret frem, så jeg kunne studere det.

”Det er ikke hugget sukket!” sagde jeg triumferende.

”Det er det i hvert fald!” sagde han indigneret.

”Nej, det ligner hugget sukker, men det er svensk. Alle ved, at svenskerne ikke har hugget sukker, de har bit-socker. Se selv på pakken!”

Jeg holdt det op i lyset, og han studerede det nærmere. En mørk sky gik hen over hans ansigt.

”For satan, det er rigtigt nok. Bit-socker. Det holder jo ikke i retten!” konstaterede han ærgerligt.

”Jeg forlanger, at I hurtigst mulig løslader mig og kører mig tilbage til caféen, inden min kaffe bliver kold. Ellers kræver jeg erstatning!”

“Rolig nu, det er jo ikke et taxaselskab, det her. Men du skal nok få noget erstatningskaffe, det har vi masser af!”

Jeg sukkede og vidste inderst inde, at jeg aldrig ville blive betjent.