Jeg var dårligt nok blevet færdig med morgenkaffen og mandagsavisen, før telefonens insisterende kimen flænsede den behageligt søvndyssende stemning på mit kontor.

“Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” svarede jeg som så ofte før.

”Min mand er væk!” Der blev stille i den anden ende af røret, men der var også kun mig på kontoret, og den anden ende af røret var ca. 15 centimeter fra den første ende.

”Væk?” sagde jeg bare.

”Ja, han er gået under jorden, og jeg aner simpelthen ikke hvor han er!” Tavshed. Igen.

”Og nu vil De have mig til at finde ham?” spurgte jeg tålmodigt.

”Nej, jeg vil have Dem til at slå vores græsplæne!” vrissede kvinden, der gudskelov ikke var i den anden ende af røret, men formentlig et sted nord for København, hvor hun var vant til at kommandere med tyendet.

”Ja, for pokker, selvfølgelig skal De finde ham. Er De ikke privatdetektiv?” spurgte hun spidst.

”Ikke privat, jeg er kun detektiv, når jeg er på arbejde,” bed jeg igen.

”Godt ord igen, unge mand,” sagde hun overraskende forsonligt. Lige børn leger bedst.

”Jeg får brug for en del oplysninger, så jeg vil foreslå, at jeg aflægger Dem et besøg. Skal vi sige om en time?” spurgte jeg myndigt. Med den type klienter gælder det om at tage styringen.

”Glimrende,” sagde hun og gav mig adressen på en villavej i Ordrup.

Præcis en time senere sank jeg ned i en lædersofa, og hun skænkede mig en kop te. Hun præsenterede sig som Fru Keyes, og hun var nok omkring de 60. En slank og nydelig dame med et blik, der kunne skære gennem stål.

”Jeg har fået Dem anbefalet,” konstaterede hun tørt. ”Jeg har hørt, De er en af de bedste.”

”De skal ikke tro på alt hvad De hører, fru Keyes. Jeg er den bedste.” Jeg sendte hende mit David Niven-smil, men hun så bare koldt på mig, som om det var et Arthur Jensen-smil.

”Vi får se,” sagde hun spidst og tog plads over for mig. ”Lad mig komme til sagen. Min mand, Algernon, er som sagt forsvundet og har været væk i flere dage.”

”Udelukker De en forbrydelse?” spurgte jeg og nippede til teen uden at vrænge ansigt. Jeg havde taget koffeinpiller, inden jeg kom.

”Han har pakket en kuffert med tøj og  toiletsager. Det er vel ikke kriminelt?” spurgte hun og sendte mig et lynnedslag af et blik, som jeg havde set magen til i den der dokumentarfilm med Anders Fogh og Per Stig Møller. ”Og han har ikke taget sit pas med,” tilføjede hun.

”Hvor længe har De kendt hinanden?” spurgte jeg.

”Vi mødtes i New York, da vi var unge. Jeg var rejst derover for at prøve lykken som au pair-pige, men efter et par måneder havde jeg stadig ikke fundet en børnefamilie, der vidste hvad “au pair” betød. Jeg kom ellers til samtale flere gange, men det endte altid med, at de ansatte en der hed Nanny. Jeg kunne simpelthen ikke regne ud, hvad jeg gjorde forkert, men jeg har heller aldrig været god til matematik, så jeg begyndte at læse matematik på aftenskole.”

Jeg lyttede, selv om det måske ikke så sådan ud.

”Algernon var min matematik-lærer, og han faldt pladask for mig, og spurgte om jeg ville med hjem og se hvordan man beregner dybden i en trekant. Vi var dårligt nok kommet hjem, før han reducerede min multiplicerede nederdel til det rene ingenting, og det var bare den helt store kærlighed. Da semestret var forbi, flyttede vi sammen, blev gift og fik børn. Mens han underviste på aftenskolen, skrev han en lærebog i økonomisk matematik, der hed ”Det kan man ikke – så må man låne”. Ronald Reagan hørte ved et tilfælde om den under sin valgkamp og endte med at basere store dele af sin økonomiske politik på den, og Algernon fik et professorat på New York University og gjorde karriere, mens jeg passede hus og hjem. Da børnene var blevet voksne og flyttet hjemmefra, besluttede vi at flytte til Danmark, hvor han ville skrive en bog om en ny og helt epokegørende opdagelse, som han havde gjort.”

”Hvad var det?” spurgte jeg opfindsomt.

”Jeg ved ikke så meget om det, men han havde fundet en fejl, der én gang for alle modbeviser Fermats sidste sætning,” sagde hun.

”Fermats sidste sætning”, mumlede jeg. “Det er umuligt at dele et positivt heltal, opløftet til en vilkårlig potens, som er større end 2, i to positive heltal af samme potens.”

”Hvor i alverden ved De sådan noget fra?” spurgte hun, tydeligvis lettere imponeret.

”Det er mit job at vide den slags,” parerede jeg kryptisk. ”Må jeg se hans arbejdsværelse?”

”Ja, gerne, men der er ikke meget at se. Han gik mest ude i haven, og en sjælden gang var han også i kridthuset,” sagde hun.

”Kridthuset?” Jeg benyttede min mesterlige spørgeteknik, der går ud på at gentage det sidste, den anden har sagt.

”Ja, følg med,” sagde hun og rejste sig, og vi gik ud gennem de franske altandøre og ud i en overdådig rosenhave.

”Herovre havde han et lille gangestykke, hvor han gik frem og tilbage og prøvede at regne den ud, men når han virkelig skulle tænke, så gik han herned i Kridthuset. Men der var han som sagt ikke så ofte,” sagde hun og så en smule sammenbidt ud. Måske ligefrem knibsk.

Jeg åbnede døren ind til Kridthuset, og der stod en hvid støvsky omkring os, da vi trådte ind. Alle væggene var beklædt med skoletavler, der var fuldstændig dækket af tal, matematiske symboler, ligninger, formler m.m. Gulvet var dækket af et tyndt, hvidt lag af kridtstøv, og jeg noterede mig straks, at der ikke var nogen fodspor.

”De tavler er helt overmalede, så gad vide hvad han gjorde, hvis han skulle slå en streg,” tænkte jeg ved mig selv og gik ud i haven og drev rundt på må og få. Pludselig fik jeg øje på noget rustent jern i hjørnet af et rosenbed, og jeg bøjede mig ned og skrabede jorden væk. Det lignede et firkantet kloakdæksel, og jeg tog fat i håndtaget og trak det op og afslørede en stejl stige, der førte ned i mørket.

”Vent her, fru Keyes,” sagde jeg og kravlede baglæns ned i mørket. Jeg kom ned i en smal gang, hvor jeg kun lige kunne stå oprejst, og efter at have famlet mig frem et par meter, fik jeg øje på et svagt lys langt forude. Jeg fortsatte, indtil jeg kom ind i et rum på ca. 4 x 5 meter, og der sad han i et hjørne på en stol ved et lille bord og læste i skæret fra et stearinlys.

”Jeg tænkte nok, hun ville finde mig,” sagde professor Keyes med drævende amerikansk accent.

”Hvorfor er De gået under jorden?” spurgte jeg og så mig omkring. Han havde tydeligvis opholdt sig hernede et par dage.

”Fermat… hans sidste sætning… det er et falsum,” sagde han og smed pennen fra sig.

“Umuligt, man fandt jo beviset for en snes år siden, mere end 350 år efter hans død,” indvendte jeg.

“Det troede man, men jeg ved, at man tog fejl. Men min viden vil vende op og ned på hele videnskabsteorien. Og det vil én gang for alle tilsværte en af vores allerstørste videnskabsmænd nogensinde. Konsekvenserne er helt uoverskuelige!” Professoren rystede fortvivlet på hovedet.

”Hvilken fejl ved Fermats sidste sætning har De da opdaget?” ville jeg vide.

”Jeg er for nogen tid siden kommet i besiddelse af en 100 % autentisk optegnelse fra selveste Isaac Newton, der viser at Fermat i begyndelsen af januar 1665 var i Cambridge for at holde foredrag på Trinity College, og her mødte den unge Isaac ham under noget uheldige omstændigheder. Fermat var ude og gå en tur i parken ved Trinity College, netop som Isaac var ved at eksperimentere med det, han senere har omtalt som ”det fældende bevis”. Og Isaac noterer, at Fermats allersidste sætning var: ”Hov, det æbletræ vælt…”