Telefonen ringede, lige da jeg skulle til at lægge mine bukser op. I stedet lagde jeg dem bare på kommoden.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” sagde jeg.

”Nissen? Du taler med Isa Bella, og jeg er assistent for Robert Denironiske. Vi har virkelig brug for din hjælp lige her og nu! Der er ikke et øjeblik at spilde!” lød det fra en skinger og febrilsk kvindestemme.

”Isabella? Hvad mere end Isabella?” ville jeg gerne vide.

”Jeg hedder Isa… Bella. To ord!” svarede hun lidt studst.

”OK, tak,” sagde jeg. Jeg havde aldrig hørt om en Isabella Toor, men alle kendte den legendariske filminstruktør Robert Denironiske, der altid sagde præcis det modsatte af, hvad han mente. Hans film havde for længst havde fået deres egen plads i filmhistorien.

”Nissen, den er helt gal! Robert står netop og skal afslutte indspilningen af hans nye whodunit-thriller, men filmen er simpelthen knækket for ham!” lød det nærmest hysterisk i den anden ende af telefonen.

Filmen knækkede også for mig engang i gymnasiet, da jeg havde lavet en smalfilm med skjult kamera, som dokumenterede, at der var liv på lærerværelset efter kl. 14. Problemet var, at jeg ikke havde nogen penge til at få den sat sammen igen, men heldigvis aftalte jeg med et par venner at vi kunne splejse.

”Hvad er problemet?” forhørte jeg mig. Manden er jo stenrig, så der måtte ligge mere bag.

”Problemet er, at han ikke kan finde sine notater med slutningen på filmen, hvor mordet skal opklares, og nu er han helt oppe i det røde felt og truer alle med champagne og lønforhøjelser. Og skuespillerne er totalt i vildrede, for ingen af dem ved hvem morderen er,” forklarede hun.

”Morderen må vel vide det,” indvendte jeg.

”Nej, for den scene er heller ikke skudt endnu, vi ved kun, hvem der er blevet dræbt,” sagde hun.

”Så nu vil I have mig til at finde Denironiskes notater?” spurgte jeg ledende.

”Ja, enten det, eller også opklare hvem der begik mordet, for så kan han hurtigt skrive en ny slutning. Nissen, please… du må komme og hjælpe os,” tryglede hun.

”OK,” sagde jeg og fik den præcise kørevejledning til den herregård uden for byen, hvor optagelserne fandt sted. En times tid efter steg jeg ud af en taxa ud på en herrestor plads foran herregården, hvor filmholdet holdt til. Isabella tog imod og fulgte mig hen til en trailer uden for hovedbygningen.

”Du kan lige komme med herind og se traileren, så du har en ide om, hvad filmen handler om,” sagde hun, og jeg fulgte efter hende op ad den lille trappe og trådte indenfor.

”Vi kan sætte os herind i klipperummet,” sagde hun og førte mig ind i et lille rum, hvor der stod et par frisørstole foran et kæmpe spejl med pærer hele vejen rundt om.

”Frisøren er helt vild med frugt, men nu skal jeg finde en kop kaffe til dig,” sagde hun og snuppede en pære på vej ud og tog en stor bid. Jeg satte mig i en af frisørstolene og kiggede i nogle sladderblade, indtil hun kom med kaffen.

”Nu skal du høre,” indledte hun. “Det handler i korte træk om en baron, der en weekend skal fejre 50 års fødselsdag for en snes af sine nærmeste venner. Lørdag aften bliver det snestorm, så ingen kan komme frem og tilbage til herregården. På et tidspunkt lykkes det dog alligevel for strømmen at gå, men da den ikke vender tilbage, går gæsterne i sort. Baronen lover at muntre dem lidt op med en særlig fin årgangsvin, så han tænder en kandelaber og går ned i vinkælderen, hvor han til sin store skræk finder et lig.”

”Hm, så er det altså ikke butleren,” tænkte jeg højt.

”Øh jo? Hvordan i alverden kunne du vide det?” spurgte Isabella chokeret.

”Det er mit job at vide den slags,” sagde jeg nonchalant. ”Men så må DU jo være morderen!”

”Mig?? Hvad snakker du om? Jeg er slet ikke med i filmen!” udbrød hun.

”Hvordan kan du ellers vide, at det var butleren, der gjorde det. Du sagde jo, at ingen vidste noget som helst, og den der ved det, må nødvendigvis være butleren!” sagde jeg triumferede. Nemme penge i banken.

”Nissen, det var liget af butleren, som baronen fandt nede i vinkælderen!” forklarede hun tålmodigt.

”Ahaaa,” sagde jeg fjoget. Nemme penge og banken optræder aldrig i samme sætning i den virkelige verden.

”Men der knækkede filmen for Robert,” fortsatte hun. “Resten af filmen ligger hen i det uvisse, fordi han ikke kan finde sine notater. Nissen, du må gøre noget! Skuespillerne er ved at være godt trætte af at vente!” bad hun inderligt.

”Jeg må hellere tale med Denironiske,” sagde jeg og rejste mig. Hun fulgte mig over i hovedbygningen og ind i den store hall, hvor jeg var lige ved at snuble over en løber, som lå på gulvet. Hun førte mig hen til et stort hjørnekontor, hvor den berømte filmskaber sad i en Chesterfield-lænestol foran pejsen med et tomt whiskyglas i hånden og spillede skak med en mand, der tydeligvis var blind.

”Robert, det er privatdetektiven, jeg fortalte dig om,” præsenterede Isabella.

”Isa, det var dumt af dig,” sagde han træt og rejste sig. ”Robert Denironiske. Det er min kameramand, Morten. Han er vild med lys, men han har lige mistet sine linser,” forklarede han, og jeg hilste på dem begge, mens jeg prøvede at oversætte hans ord til det modsatte.

”Har du nogen spor endnu, Nissen?” ville han vide.

”Måske. Jeg faldt faktisk over noget lige herude,” sagde jeg og rakte ham løberen.

”Tak,” sagde han åndsfraværende og satte den ned ved siden af det store skakbræt, der stod på sofabordet ved siden af lænestolen.

”Det får ikke en brik til at falde på plads?” spurgte jeg og studerede skakspillet indgående.

”Jo-jo, det gør det da, det gør det da,” svarede han mat.

”Jeg kan se, du har ofret din dronning,” sagde jeg og nikkede til skakbrættet.

”Og?” Han skulede til mig.

”Var der ikke noget med, at din kone, Bodil, skulle have haft en hovedrolle i din nye film, men så dumpede du hende, og hun stak af med en amerikaner, der hedder Oscar?” spurgte jeg.

”Du godeste!” udbrød han. ”Du ved jo absolut ingenting! Hvordan kan det være?”

”Det var på forsiden af et af de sladderblade, der lå ovre i Klipperummet. Hun havde endda signeret sit eget billede,” sagde jeg.

”Du godeste!” gentog han. ”Så har kællingen kraft eddeme ikke været her! Hun går altid forbi sit eget billede uden at signere det!!”

”Det er uden tvivl hende, der har stjålet dine noter,” sagde jeg. “Og brændt dem. Der lå en bunke aske lige uden for traileren,” tilføjede jeg.

”Du godeste!” sagde den store manuskriptforfatter for tredje gang. ”Hvordan finder vi så ud af, hvem morderen var!”

”Det har jeg allerede fundet ud af,” sagde jeg triumferende og ventede på et ”du godeste”, men det udeblev denne gang. Ingen sagde noget. De stirrede bare på mig, selv kameramanden, selv om han havde lidt svært ved at fokusere.

”Butleren!” sagde jeg med den største selvfølgelighed. ”Butleren tog sit eget liv!”

”Du godeste!” kom det omsider fra Denironiske. ”Det er jo fuldstændig håbløst!”

”Større ros kan man ikke få,” hviskede Isabella til mig og gav min arm et klem.

”Ja, ikke? Butleren er på vej ned i vinkælderen, da strømmen pludselig går, og da han ikke har fulgt den pænt ud til døren og ringet efter en vogn, så falder han i noget unåde og slår sig på flasken, så han får en prop i den gale hals. Langsomt udånder han på det kolde stengulv, og da baronen lidt efter kommer ned efter en gang årgangsvin, finder han liget af butleren.”

”Selvfølgelig!” udbrød Isabella. ”Så er det også derfor, ingen af de andre skuespillere ved, hvem morderen er!”

Denironiske kiggede på hende, som om hun var en komplet idiot. ”Du godeste,” sagde han bare stilfærdigt og rystede på hovedet, før han henvendte sig til mig.

”Nissen! Du er virkelig ikke rigtig klog. Du har fuldstændig ødelagt min dag og min film, og jeg vil aldrig huske dig for det her. Jeg skal personligt sørge for, at du ikke kommer i nærheden af premieren!” buldrede han og rakte mig hånden. ”Og Isa, sørg for, at Nissen får en skandaløst ringe betaling for hans elendige indsats!” Herefter vendte han om og skred ud af døren med sin kameramand i hælene.

Isabella fulgte mig ud i den store hall og ringede efter en taxa.

”Jeg glemte forresten at spørge, om Denironiske ikke vil anmelde sin eks-kone for tyveriet af noterne”, sagde jeg til Isabella.

”Det gør han ikke, han har altid frygtet anmeldelser mere end noget andet,” sagde hun og fulgte mig ud og sagde farvel.

THE END