Jeg havde glædet mig til denne dag! Jeg havde for længe siden planlagt, at netop i dag skulle være en dag, hvor jeg ikke lavede noget som helst. OK, der er mange dage, hvor jeg ikke laver noget som helst, men den her havde jeg planlagt…

Jeg sad længe over morgenkaffen og læste dagens avis, alt imens jeg smagte på ordet ”planlagt”. Ja, jeg havde lagt en plan, men problemet var, at jeg ikke kunne komme i tanker om, hvor jeg havde lagt den. Længere nåede jeg ikke i overvejelserne, før telefonen ringede.

”Nissens Detektivbureau,” svarede jeg planløst.

”Mit navn er Adam Jensen. Jeg vil gerne drøfte en sag med dig under fire øjne,” lød det i den anden ende.

”Hm… lad mig se engang,” sagde jeg og lavede en kalenderlyd. ”Hvad med i morgen kl. 10?” I dag var jo min planlagte fridag.

”Jeg vil frygtelig gerne tale med dig nu, og jeg står faktisk lige nede foran din gadedør. Det er tredje gang, jeg er gået herhen, men jeg har ikke haft mod til at ringe før nu,” sagde han.

Jeg sukkede så dybt jeg kunne uden at det kunne høres i telefonen og lukkede ham ind. Et par minutter efter tog han plads i min klientstol. En mand midt i 30’erne med kort, kridhvidt strithår, orange brillestel, lilla skjorte og sorte, stramme bukser. Jeg tænkte mit, og jeg gik ud fra, at han også tænkte sit.

”Nå, hvad drejer det sig vedrørende?” spurgte jeg.

”Jeg er bange for, at min mand har en anden!” udbrød han.

”En anden hvad?” spurgte jeg. Mesteren i uddybende spørgsmål.

”Øh, en anden mand,” gik han ud fra.

”Bigami,” konstaterede jeg.

”Nej, det er slet ikke Lauritz’ type,” sagde han bestemt.

”Hvad??” spurgte jeg.

”Big Ami. Dørmanden på Scuba Bar. Kender du også ham?” Han så pludselig på mig på en lidt anden måde.

Jeg stirrede tomt ud i luften. Det var en meget mærkelig samtale.

”Nååh,” sagde jeg. Nedrykkeren i uddybende spørgsmål.

”Nej, det må være en anden. Jeg kan mærke det,” forsikrede han mig.

”Hvordan?” Comeback for mesterspørgeren.

”På den måde han ikke er til stede på,” svarede han kryptisk.

”Hm. Hvad er det helt præcist, jeg kan gøre?” spurgte jeg i et nyt forsøg på at komme til sagen.

”Følge efter ham. Jeg MÅ vide, hvad han laver. Jeg elsker ham meget højt,” sagde han med desperation i stemmen.

Pludselig kom jeg i tanker om, hvor jeg havde lagt min plan for fridagen, men det kunne være lige meget, når den var gået i vasken. Jeg bad ham dog vente et øjeblik, mens jeg gik ud i køkkenet og fiskede den op. Den var helt våd, og bogstaverne var flydt ud, så man næsten ikke kunne se hvad der stod.

”OK, Adam, jeg tager opgaven. Giv mig adressen og et signalement,” bad jeg og tog en blok frem.

”Møllegade 8. Pæn bygning, brun, ikke særlig høj, men veludstyret. Fyldt med liv og sjæl. Og så er det nemmest at komme ind bagfra,” svarede han.

”Flot, så er det vist ikke til at tage fejl af. Og et signalement af din mand?” spurgte jeg og trommede utålmodigt på blokken.

”Det har jeg jo lige sagt,” sagde han og så undrende på mig.

”Javel-ja…,” sagde jeg. Og lagde hovedet på blokken og lukkede øjnene et øjeblik.

Et par timer senere parkerede jeg min bil skråt over for Møllegade 8 og indledte missionen iført privatdetektivens standard-outfit: trenchcoat, solbriller, termokande med kaffe, iPod med overvågningsmusik og et kamera med telelinse.

Der gik yderligere et par timer, før han kom ud fra opgangen. Jeg var lige ved at misse ham, for han gled næsten i ét med huset. Signalementet passede i det mindste, tænkte jeg, mens jeg tog en serie på et par hundrede billeder.

Han gik hen ad Møllegade, og jeg steg ud af bilen og fulgte diskret efter. Han så sig hverken til siden eller tilbage, men travede målrettet af sted gennem byens gader. Efter en lille halv times tid drejede han ned ad min egen gade og satte kursen direkte mod min gadedør – og ringede på min dørtelefon!

Jeg spekulerede som en gal på, om han havde en affære med mig uden at jeg var klar over det. Det kunne ikke helt udelukkes. Jeg har selv prøvet at have affærer med kvinder, der aldrig opdagede det. Jeg tog en rask beslutning og gik hen til min opgang og rømmede mig.

”Ahem, det ser ud til, at du prøver at få fat i mig?” spurgte jeg og ønskede, at man kunne sige den sætning lidt oftere og under lidt andre omstændigheder.

”Er du Nissen?” spurgte han.

”Ja,” svarede jeg kort for hovedet og indså, at han på en eller anden måde havde afsløret mig. Hvordan fanden havde han båret sig af med det?

”Må jeg komme indenfor? Jeg har noget, jeg gerne vil spørge dig om,” sagde han lidt mindre mistroisk.

”Gerne,” svarede jeg, lidt længere for hovedet. Jeg åbnede gadedøren, og han fulgte med op på mit kontor, hvor jeg bad ham tage plads og bød ham en kop kaffe.

”Nå, det drejer sig vel om din mand?” spurgte jeg.

”Ja,” sagde han og så undrende på mig. ”Men hvordan kunne du vide det?”

”Det er mit job at vide den slags,” løj jeg. Min yndlingsreplik.

”Du er skarp,” løj han. ”Du har ret, det drejer sig om min mand. Jeg elsker ham meget højt, men jeg er sikker på, at han har en anden!”

”En anden hvad?” spurgte jeg med den der sære fornemmelse, man kan få, når man har set halvdelen af en film, og det går op for én, at man har set den før.

”En anden mand, selvfølgelig, hvad havde du regnet med? Et æsel?” spurgte han spydigt.

”Det er mit job at holde alle muligheder åbne,” undveg jeg.

”Så skulle du hellere drive en døgnkiosk,” sagde han så tørt, at jeg følte, jeg fik tørt på.

”Men hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte jeg, selv om jeg kendte svaret på forhånd.

”Følg efter ham. Han har været helt væk på det seneste. Jeg må vide, hvad han laver,” lød det forudsigelige svar.

”OK, jeg tager opgaven,” lovede jeg og rejste mig for at følge ham ud.

”Vil du ikke vide, hvor vi bor, og hvordan han ser ud? Eller er det også dit job at vide den slags?” spurgte han sarkastisk.

”Hvor bor I, og hvordan ser han ud?” spurgte jeg. Ups, der havde jeg nær afsløret mit dobbeltspil.

”Møllegade 8. Han hedder Adam, han er 35 og har kort, hvidt hår og går altid i pangfarver og skrigende brillestel,” forklarede han.

”Nogen særlige kendetegn?” spurgte jeg.

”Han glemmer altid at slå brættet ned, når han tisset,” tilføjede han.

”OK,” noterede jeg pligtskyldigt. ”Lige et sidste spørgsmål…”

”Hvad så, Colombo?” sukkede han.

”Har du selv en anden?”

”Nej, jeg… jeg føler mig bare lidt ensom engang imellem,” sagde han og slog blikket ned. Jeg lod det være ved det og fulgte ham ud til hoveddøren.

Jeg gav ham et kort forspring og fulgte så diskret efter ham hele vejen til Møllegade. Jeg satte mig ind i min bil og gik i gang med dobbelt-overvågningen. Der gik et par timer, så kom Adam Jensen ud. Jeg fulgte efter, mens han gik rundt i byen en times tid uden mål og med, hvorefter han vendte tilbage til lejligheden. Jeg ventede et par timer, og så kom Lauritz ud, og han gik også en tur på en times tid, hvor der absolut ikke skete noget som helst. På intet tidspunkt opdagede de, at jeg fulgte efter dem.

Det samme gentog sig de næste par dage, og til sidst blev jeg træt af deres udflugter, så da Adam kom ud af gadedøren næste gang, åbnede jeg bildøren og gik over til ham.

”Nissen! Har du fundet ud af noget?” spurgte han ivrigt.

”Ja. Kan vi gå op igen? Jeg vil gerne tale med både dig og din mand,” sagde jeg.

”Javist, hvis du tror, det nytter noget,” sagde han, og vi fulgtes op i deres lejlighed. Lauritz så temmelig overrasket ud, da jeg pludselig stod i entréen, men han sagde ikke noget.

”Hør her, I er afsløret. I kan godt holde op med det hemmelighedskræmmeri,” sagde jeg.

”Hold da op, folk ved sgu da godt, at vi er bøsser! Det er længe siden vi kom ud af skabet,” sagde Adam indigneret. “Ja, vi kunne heller ikke være der for alt det tøj,” tilføjede Lauritz.

”Det var ikke dét, jeg mente. Jeres forfølgelsesvanvid! I er jo kun ude på, at nogen skal følge efter jer! Og I betaler mig endda begge for det!”

De så på hinanden, først med forbløffelse, så med forlegenhed, og til sidst med forelskelse.

”Du har ret, Nissen,” sagde de i munden på hinanden. ”Det er vores ting. Vi tænder på, at nogen følger efter os. Så føler vi os i live. Interessante. Eftertragtede. Ellers har vi ingenting…”

”Hvad med at finde en rugemor og få jer et barn?” foreslog jeg.

De blev helt stille. Kiggede på hinanden. Et par tårer trillede ned ad kinderne.

”Nissen, du er genial! Det er lige dét vi skal!” udbrød Lauritz, og de faldt mig begge om halsen og takkede mig mange gange.

”Jamen, så blev det jo enden på den lille føljeton,” sagde jeg og åbnede hoveddøren.

”Det skal du ikke være sikker på,” blinkede Lauritz. ”Nu kommer der jo en efterfølger,” fnisede Adam og lukkede døren efter mig.