Mysteriet om tidsånden, der blev fanget

Det var en helt almindelig mandag formiddag på mit hjemmekontor, og jeg var godt i gang med en solid kande kaffe og dagens aviser, da det ringede på døren. Udenfor stod en smuk og sexet kvinde og viftede med et politiskilt og præsenterede sig som

”Sigrid Møller, Afdelingen For Glemte Sager. Træffer jeg Nissen?”

”Det er mig. Kom indenfor,” sagde jeg og lukkede hende ind. Jeg bad hende tag plads i gæstestolen over for mit skrivebord, hvor hun tog imod den obligatoriske kop kaffe.

”Har jeg glemt noget?” spurgte jeg.

”Det ved jeg ikke. Hvorfor spørger du om det?” spurgte hun og rynkede brynene.

”Arbejder du ikke med hittegods?” spurgte jeg.

”Nej, glemte sager,” gentog hun. Denne gang var det min tur til at rynke brynene – mine egne, altså – hvorefter hun tilføjede: ”Jeg efterforsker kriminalsager, som politiet har glemt”.

”Nååå, javel-ja. Hvor kommer jeg så ind i billedet?”

”Vi har fået et tip om en sag, som efterforskerne for længst har glemt alt om. Men dit navn er nævnt, så derfor sidder jeg her,” sagde hun.

”Fortæl, fortæl!” opfordrede jeg.

”Tippet kommer fra en kvinde i Brønshøj, hvis far for nylig er død efter længere tids sygdom. Da hun tømte hans hus, fandt hun hans dagbøger, som hun siden har læst igennem. En af dem omtaler nogle mystiske dødsfald på vejen, og at politiet ville komme og afhøre ham, men tilsyneladende glemte de det. Han har også noteret, at han ringede til stationen for at fortælle hvad han vidste, og så blev han stillet om og bedt om at vente et øjeblik, men efter et par timer lagde han på igen.” Hun gjorde et ophold i sin beretning og tog en mundfuld af kaffen.

”Hvad hed afdøde?” spurgte jeg.

”Hans Ejnar Hansen. Og vi kan se i Folkeregisteret, at kort før disse dagbogsnotater er skrevet, så afgik et ældre ægtepar ved døden i villaen lige over for, og det er sandsynligvis det han hentyder til. I de offentlige arkiver står der imidlertid intet mistænkeligt om dødsfaldene, men Hansens dagbogsnotat slutter med at ”den mistænkte slap væk fra Nissen og mig”.

Jeg sagde ikke noget, men sad bare og tænkte.

”Er der en klokke, der ringer?” spurgte hun.

”Det kan godt være. Der ligger en skole lige i nærheden,” sagde jeg og gik over til vinduet og kiggede ned. ”Mærkeligt, der står en hest nede på gaden. Det ligner en islænder.”

”Det er min,” svarede hun stolt.

”Jeg troede, man var ved at afskaffe det ridende politi,” troede jeg.

”Det er man også. Men efter Forbrydelsen på DR blev det moderne, at alle kvindelige efterforskere skulle gå rundt med en islænder, ligesom hende der Sarah Lund,” forklarede hun.

”Har du selv set serien?” spurgte jeg.

”Nej, hvorfor?” spurgte hun undrende.

”Lige meget. Hvor kom vi fra? Jo… jeg kan godt huske sagen med det døde ægtepar. Han var tidligere departementschef, og konen havde været skuespillerinde. Hansens teori var, at tiden havde stået stille derinde i mange år, og at de bare havde slået tiden ihjel. Det forholdt sig dog stik modsat, det var tiden, der slog dem ihjel, men desværre smuttede tiden fra os.”

Hun sad længe og stirrede ned i sin kaffekop.

”Er det den sag? Den kan jeg godt huske nu. Vi eftersatte mistænkte og i en periode prøvede vi virkelig at følge med tiden, men den er løbet fra os for længe siden,” erkendte hun langsomt, mens hun gravede i hukommelsen.

”Politiet har aldrig rigtig haft tid,” konstaterede jeg.

”Nej, det er mærkeligt. Men hvor pokker blev tiden dog af?” spurgte hun retorisk.

”I sendte vel en efterlysning ud?” spurgte jeg.

”Ja, vi efterlyste hjælp fra alle landets urmagere, men da vi ikke havde tid til stavekontrol, så druknede vi i henvendelser fra uromagere. I løbet af få dage havde vi uroer hængende alle vegne på stationerne, men efterhånden kom vi da igennem alle henvendelserne. Og stavene er senere blevet kontrolleret,” mindedes hun.

”Men I kom aldrig til tiden?”

”Nej, det var for sent. Pludselig havde vi fyraften, og så glemte alle alt om tiden,” sagde hun.

Vi sad igen lidt i tavshed og tænkte over tingene og drak kaffe. Jeg gik hen og åbnede vinduet, men der var ingen klokker, der ringede.

”Nissen, det er jo skrækkeligt, det her. Gerningsmanden går stadig fri derude et sted. Vi er nødt til at gøre noget. Vi kan ikke bare sidde her og drikke kaffe!” sagde hun iltert.

”Enig. Lad os gå ned på Café Freud i stedet. Din islænder trænger sikkert også til noget.”

Hun nikkede, og vi gik ned på gaden, hvor hun løsnede islænderen og trak den med hen om hjørnet til caféen og tøjrede den til en hundekrog.

”Nu bliver du pænt her, Brix, så kommer jeg ud med noget til dig om lidt,” formanede hun, hvorefter vi gik ind og bestilte to Café Latte, en skål vand og 15 stykker gulerodskage. Indehaveren, min gamle ven Philippe Fhornoyd, stirrede tomt på mig, men jeg nikkede bare, og så vidste han godt, at han skulle holde kæft.

”Hvem kender tiden?” spurgte hun, da vi havde sat os ved et af bordene.

”Aner det ikke, men jeg kender klokken,” svarede jeg.

”Det er lige meget med de små fisk, vi skal have fat i bagmanden i den her sag,” fastslog hun. ”Der må være nogen, der kan finde tid til at hjælpe os. Nogen, der kender nogen, der kender nogen…”

”Du siger noget! Jeg får en ide!” sagde jeg. ”Alle ved, at tid og penge hænger uløseligt sammen, så hvad med at få fat i nogle penge og udsætte dem for en kontant afhøring!”

”Er det ikke farligt, hvis de sætter sig til modværge?” spurgte hun.

”Nej, pengene slår jo aldrig til,” beroligede jeg.

Hun greb sin mobil, gik udenfor på gaden og foretog en opringning, og kort tid efter kom hun tilbage igen.

”Sådan. Nu har jeg overtalt et par kolleger til at gå i gang,” fortalte hun.

”Overtalt? Var det da svært?” spurgte jeg.

”De ville kun gøre det for pengenes skyld, men jeg fik dem overbevist om, at det her ikke handler om penge, det er kun et spørgsmål om tid,” svarede hun.

Efter vi havde siddet og snakket om løst og fast i en times tid ringede hendes mobil, og hun gik uden for og besvarede opkaldet.

”Pokkers,” sagde hun, da hun kom ind igen og opgivende satte sig ved bordet. ”De fik fat i et bundt, men de måtte virkelig gå til den, før de fik noget at vide. Der var nærmest tale om pengeafpresning, men til sidst fik de at vide, at tiden har gemt sig i en tidslomme.”

”En tidslomme…,” grublede jeg.

”Det kan vi godt opgive,” sagde hun, ”den finder vi aldrig!”

”Vent lidt. Jeg tror godt jeg ved, hvordan vi kan indhente tiden. Vi må lave en dekonstruktion!” sagde jeg.

”Du mener en rekonstruktion?” spurgte hun.

”Nej, en dekonstruktion af selve gerningsøjeblikket!”

”Hvad mener du??” Hun lignede ét stort spørgsmålstegn.

”Hvis vi skal indhente tiden, så er vi nødt til at se på sagen med helt andre øjne. Vi må omdefinere vores begrebsapparat. Hidtil har vi kun omtalt sagen i datid, og så har vi hele tiden været et skridt bagefter. Men hvis vi nu går over til nutid, så er vi der – så er vi lige i nuet, hvor tiden hele tiden er!” siger jeg ivrigt.

Hendes øjne stråler, og hun rejser sig og trækker sin tjenestepistol frem fra sin håndtaske.

”Nissen, er det virkelig nu, det sker?” spørger hun og tager ladegreb. De andre gæster på caféen ser sig forvirrede omkring. Nogle gemmer sig under bordene, mens andre skynder sig at gå. Fhornoyd dykker ned bag bardisken.

Jeg rejser mig og ser mig om. Jeg mærker, at der er ved at ske noget. At vores tidsperspektiv er ved at ændre sig lige her og nu.

”Bliv ved med at tale i nutid!” råber jeg til hende og går hen til vinduet. ”Jeg tror, tiden er ved at være inde!”

”Du tager den lille viser, så tager jeg den store,” råber hun hektisk og vifter med pistolen.

”Nej, for pokker, lad bare uret gå, det er tiden, vi skal have ram på,” råber jeg tilbage. Vi er helt alene på caféen nu.

”Det er umuligt, Nissen, tiden flyver afsted, den er over det hele,” siger hun febrilsk.

Jeg går hen til hende, helt tæt, og kigger hende dybt i øjnene, mens jeg nynner ”We have all the time in the world”. Hun stopper op, lader pistolen synke, ser op på mig og bøjer sig langsomt frem mod mig med spidse læber – og netop i det splitsekund, hvor tiden står helt stille, griber jeg fat i hendes arm og vender rundt og affyrer pistolen.

”Fuldtræffer!” jubler hun og mærker efter. ”Du fik ram på den! Den er ved at udånde nu! Du har slået tiden ihjel!”

”Ja, nu har vi indfanget tidsånden. Tag den med tilbage til stationen og sørg for, at den får en fair rettergang. Den slipper nok en tidsbestemt straf.”

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Mysterier og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s