Mysteriet om dirigenten, der ikke var med på noderne

Jeg var nødt til at tage lidt væk. Jeg havde et par krævende sager sidste forår, der kulminerede med pyromanen, der brændte alle broer bag sig. Den sved, selv om man siger, at den enes røg er den andens brød. Men jeg indså pludselig, at jeg selv var kommet til at brænde alle broer foran mig.

Jeg bevilgede derfor mig selv 3 måneders ophold på et refugium i det nordlige Italien for at tænke over livet og døden, og om jeg mon nærmede mig den alder, hvor man skal overveje at tro på reinkarnation. Det var tunge og mørke tider, og da der en dag omsider gik et lys op for mig, varede det ikke længe før jeg havde brændt det i begge ender og sat det under en skæppe.

I stedet begyndte jeg at skrive en bog om ”Begrænsningens kunst”, men da jeg nåede til side 860 fik jeg en kombineret skriveblokering og blyforgiftning og måtte se i øjnene, at jeg aldrig ville blive færdig med forordet, hvis ikke jeg holdt op med at gnave i mine blyanter.

Da de 3 måneder var gået, havde jeg stadig ikke fundet svar på livets spørgsmål, og ikke nok med det, så havde jeg også glemt, hvordan spørgsmålene lød. Jeg erkendte, at for at finde mig selv, måtte jeg nok selv lede, og fyldt med selvlede rejste jeg ud i Europa og strejfede søgende rundt i storbyerne efter spørgsmål og svar.

En dag mødte jeg en franskfødt Femme Fatale på en Bierbar i Berlin, som insisterede på, at hun kunne se ind i både fortiden og fremtiden. Hun hed Claire Voyant, og efter at have kontrolleret at der var dækning på mit Mastercard, fastslog hun, at jeg havde en 40 års-krise. Jeg påpegede, at det var længe siden jeg havde passeret de 40, men hun forklarede, at det ikke var sådan en 40 års-krise. Det var sådan en, der ville vare 40 år.

Jeg fornemmede, at jeg ikke bare havde brændt alle broer foran mig, men også alle tunneller og færger, så jeg tømte mit glas, betalte min regning og rejste mig for at gå. Hun forudså, at jeg ville have godt af at blive muntret lidt op, så hun tilbød at følge mig hen til mit hotel, men da vi kom ud på gaden, gik hun lige ud mellem to parkerede biler og blev kørt over af en lastbil.

Jeg blev i byen et par dage og tog også med til begravelsen, for min gamle bedstefar sagde altid, at hvis du ikke kommer til folks begravelser, så kommer de heller ikke til din. Men han var selvfølgelig også bedemand, selv om han i virkeligheden hellere ville have været enkemand.

Efterhånden kunne jeg ikke se anden udvej end bare at tage hjem og passe min forretning. Det blev en større omvej på grund af det med broerne, men det lykkedes til sidst. Hjemme på kontoret lå der 66 uaflyttede beskeder på min telefonsvarer fra en husmoder i Husum. På den første besked fortalte hun, at hendes husbond tre dage før var gået ned til Kirstens Konditori for at købe Napoleonshatte, men han var stadig ikke kommet hjem, og nu ville hun gerne vide hvor han var. Jeg sprang frem til den seneste besked, der var indtalt to måneder senere, hvor hun glædestrålende fortalte, at han stadig ikke var dukket op igen, så nu behøvede jeg ikke at gøre mere ved sagen.

Jeg mindede mig selv om, at jeg ville tilbyde hende et beskedent nedslag i mit honorar, og jeg var netop blevet færdig med at slette alle beskederne, da telefonen ringede.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”

”Åh, det var godt jeg fik fat i dig, Nissen. Det er Gianni Orlofsky fra Det Kongelige Teater – du kan godt huske mig, ikke sandt?”

”Jo,” løj jeg en anelse tøvende.

”Du hjalp mig for et par år siden med at finde melodien der blev væk,” hjalp han på vej, idet han tydeligvis ikke kunne hitte rede i min vildrede.

”Det er rigtigt, det kan jeg godt huske,” kunne jeg godt huske. ”Er den blevet væk igen?”

”Nej, denne gang er problemet af en lidt anden karakter. Vores dirigent er ikke rigtig med på noderne… Men det er svært at forklare i telefonen, kan du ikke komme hen på teatret?” tryglede han.

”OK, jeg har ikke andet på plakaten,” sagde jeg og undlod at nævne at jeg ikke engang havde en plakat. På min vej gennem den byggeplads, de kalder København, begyndte jeg så småt at nyde at være back in business, og en halv times tid senere stod jeg i Orlofskys forkontor, hvor en ung, smuk sekretær sad bag et skrivebord og var fordybet i et rollehæfte.

”Jeg har en aftale med hr. Orlofsky,” sagde jeg.

”Ja, værsgo’ at følge med. Rejser sig og går hen til døren,” sagde hun.

”Det sidste er en regibemærkning, den skal ikke siges højt,” gjorde jeg opmærksom på.

”Undskyld, jeg er kun dubleant for den faste sekretær, og jeg er ikke helt fortrolig med rollen endnu,” sagde hun og smilede forfjamsket, hvorefter hun åbnede døren til Orlofskys kontor, trådte ind og faldt lige så lang hun var hen over gulvtæppet.

Jeg hjalp hende på benene, mens Orlofsky blev siddende bag sit skrivebord og så på optrinet med et resigneret blik.

”Tæppefald,” konstaterede han blot og rystede på hovedet, mens sekretæren vimsede ud igen, men omhyggeligt undgik at træde på optrinet.

”Tak fordi du kunne komme så hurtigt,” sagde Orlofsky og bad mig tage plads. Jeg valgte en stol på første række midtfor.

”Den er som sagt helt gal med vores dirigent,” forklarede han.

”Ja, det var noget med, at han lavede unoder?”

”Nej, det kan man ikke sige. Problemet er, at han overhovedet ikke er med på noderne. Han ligner en nyklippet revisor fra Jehovas Vidner, der har stået i lære i en herreekviperingsbutik i Ringkøbing. Det er ikke lige sådan en type, publikum vil se svinge dirigentstokken. De vil se sådan nogen som Von Karajan, Celibidache, Levine og Rattle,” forklarede han.

”Hvad siger orkestret?” ville jeg vide.

”Orkestret? Det er faktisk lidt mærkeligt. De har altid været glade for ham, men de siger, de er bange for, at han vil stjæle billedet fra dem. Alligevel tager de det forholdsvis roligt. Men sådan er det med musikere, der er altid noget der ikke helt stemmer,” sagde han.

”Jeg tror, hele nøglen til problemet ligger lige dér,” sagde jeg.

”Øh, nu er jeg ikke lige med,” sagde han spørgende, men dog uden at bruge spørgsmålstegn.

”Nej, Orlofsky, du har dit fokus det forkerte sted. Du tror, det handler om hvordan dirigenten skal se ud i publikums øjne, men det her er jo hverken politik eller fjernsyn. Lad mig bare lige stille et enkelt spørgsmål mere. Hvem er det egentlig, der har klaget over, at han ikke er med på noderne?” udfordrede jeg.

Der blev helt stille på hans kontor. Han sad længe og stirrede ned i bordpladen og ville sikkert ønske sig et rollehæfte, hvor han kunne finde sin næste replik. Men det var kun mig, der kendte enden på den her komedie.

”Jeg… jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige,” kom det til sidst fra ham.

”Psst… Ham selv!” lød det med en hæs teaterhvisken fra et sted bag mig. Orlofsky spidsede ører, og jeg vendte mig om og fik øje på en sufflørkasse nede under hans store mahogny-mødebord.

”Ham selv,” lød det igen nede fra kassen, denne gang lidt højere.

”Det er ham selv, der har klaget,” sagde Orlofsky lavmælt.

”Der kan du se!” påpegede jeg. ”Det handler ikke om hans udseende og påklædning, det handler bare om, at han vil have sit kontrafej på noderne. Og det har orkestret for længst fattet, men de er bange for, at han stjæler det billede, de har hængende af ham nede på den lange orkestergang, hvor alle dirigenternes portrætter hænger. Derfor er du nødt til at få taget et nyt billede af ham og sætte det på noderne!”

Orlofsky skævede over til sufflørkassen, men suffløren nikkede bare langsomt. Langsomt rejste han sig og rakte mig hånden.

”Nissen. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Du er virkelig skarp, når det gælder! Det er dejligt, at du er back in business!”

Sekretæren trådte ind og præsterede endnu et tæppefald, mens lysene i loftet blev tændt som tegn på, at jeg godt kunne rejse mig, klappe mit sæde op og forlade teatret.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Mysterier og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s