Mysteriet om pyromanen, der brændte alle broer bag sig

Det var flere dage siden, telefonen havde givet lyd fra sig, men det viste sig bare at være telefonstikket, der var faldet ud. Det var nok sådan finanskrisen begyndte. Jeg overvejede at sætte stikket i, men indså at det var for sent at redde verdensøkonomien, da klokken allerede var fem minutter i tolv. I stedet gik jeg ned på Café Freud for at sludre lidt med indehaveren, min gamle ven, Philippe Fhornoyd.

På Freud var der som sædvanlig pænt besøg sådan en mandag formiddag, men der var også en del grimme gæster. Philippe var der ikke, så jeg bestilte en Latte Überich og slog mig ned ved et ledigt bord med det nye nummer af Kaffa. Der var en interessant anmeldelse af en ny godnatlæsningsbog for voksne, en af de der Py-Romaner, der er blevet så populære på det seneste. Anmelderen var dog ikke begejstret og mente generelt, at bøger blot er en hyldevare.

I det samme så jeg op og fik øjenkontakt med en ufatteligt smuk kvinde ved bordet ved siden af. Hun havde ildrødt hår og sad og legede med en æske tændstikker. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg havde set hende før.

“Har du ild?” spurgte hun.

“Man må ikke ryge her,” svarede jeg. Jeg har aldrig gået på kursus i scorereplikker.

“Hvem taler om at ryge?” spurgte hun.

Jeg tog min kop og satte mig over til hendes bord. Det føltes som at komme fra asken og i ilden.

“Har vi ikke set hinanden før?” spurgte jeg. Patetisk, ja, men jeg var nødt til at aflede hendes opmærksomhed, så hun ikke satte ild til hele cafeen.

“Før hvad?” spurgte hun mistænksomt.

“Hvad skal du bruge ild til?” spurgte jeg i stedet.

“Jeg var hot, da jeg gik hjemmefra, men nu er jeg ved at gå lidt kold,” sagde hun og slikkede sig om munden.

“Så gå hjem i varmen,” foreslog jeg.

“Du minder mig om en gammel flamme,” sagde hun uden at vise det mindste tegn på gensynsglæde.

“Måske gik vi ud sammen?”

“Måske,” sagde hun.

“Du lyder lidt indebrændt?”

“Og du lyder lidt udbrændt.”

Touché.

I det samme gik der et lys op for mig. Det var hende, der strøg en tændstik. Jeg tog blidt om hendes hånd og førte den hen til min mund og pustede flammen ud.

“Nu ved jeg det. Du har engang serveret på Jazzhus Slukefter!” udbrød jeg.

Hun tog langsomt sin hånd til sig og sad helt stille og stirrede tomt frem for sig. Jeg havde åbenbart ramt et eller andet. Der gik et minut eller to, hvor et par tårer langsomt trillede ned ad hendes ene kind uden at hun gjorde mine til at tørre den væk.

“Du er Nissen?” hviskede hun.

Jeg nikkede, mens brikkerne faldt på plads i mit erindringspuslespil. Til gengæld så det ud til, at hun ikke havde så mange at flytte rundt med lige nu.

“Hvad lavede du dér?” spurgte hun tøvende.

“Jeg skulle finde en saxofonist, der var forsvundet,” svarede jeg.

“Jeg kan ikke huske noget fra dengang. Jeg har brændt alle broer bag mig,” sagde hun.

“Hvordan begyndte det?” ville jeg vide. Hun sad længe uden at sige noget, før hun kom med sin utrolige historie.

“En nat skulle jeg hjem fra noget maraton-chill-out ude i Den Grå Hal, og da jeg kom til Knippelsbro, var der pludselig noget, der gik op for mig. Et stort skib skulle igennem, og alle måtte stå og vente. Men en bro er jo kun et overgangsfænomen. Pludselig gik den berømte klap ned, og så fyrede jeg den bare af.”

Jeg kunne godt huske den tragiske nat, hvor Knippelsbro brændte. Det tog en time før brandvæsnet kom. De troede først røgen kom fra Den Grå Hal, så da endelig nåede frem til broen, kom de helt skævt ind på slukningsarbejdet.

“Men hvorfor fyrede du den af?” spurgte jeg.

“Jeg var træt af alt det vægelsind. Jeg ville tvinge folk til at vælge side, enten den ene eller den anden. Broen blev et symbol på at mødes på halvvejen, men hvis man altid mødes på halvvejen, kommer man kun halvvejs i livet.”

“Men brændte broer bliver jo som regel bygget op igen,” indvendte jeg.

“Ja-ja, men nu er jeg også holdt op. Jeg blev afsløret til sidst, da jeg havde brændt Holmens Bro, Fredens Bro og Langeliniebroen bag mig og var begyndt på brokvartererne. Jeg fik en behandlingsdom, som jeg skulle afsone i Brande, og jeg var fyr og flamme efter at komme i gang med min behandling. Min behandler var også en rigtig sød fyr, en tidligere brandmand, der viste sig at være et rigtigt slangemenneske. Han ville hele tiden sprøjte på mig. Men han havde også læst psykologi, og han fik mig til at forstå, hvorfor det gik som det gik.”

“Hvorfor gik det som det gik?”

Hun sad lidt og legede med tændstikæsken, mens hun enten gravede i hukommelsen eller bare overvejede, om hun skulle give mig resten af historien.

“Det er vel den klassiske historie om en dårlig opvækst. Min far var røgdykker, men tilbragte det meste af tiden på Jazzhus Slukefter, hvor han døde af druk , da jeg var 2 år. Det fandt jeg først ud af, da jeg selv fik arbejde derinde. De fortalte også, at min mor havde forsøgt at gøre han kunsten efter i de næste 17 år. Hun serverede også derinde hver aften, og til daglig underviste på en slankeskole. Til sidst døde hun af en erhvervssygdom.”

“Det var dog forfærdeligt. Hvad døde hun af?” spurgte jeg.

“Skrump-elever.”

“Så det var ikke ligefrem brændende kærlighed, der prægede din opvækst?”

“Nej, det fik vi aldrig. Og den eneste faderfigur i min opvækst var Tordenskjold. Hver dag når jeg kom hjem fra skole, fandt jeg æsken med hans billede frem og så strøg jeg ind på mit værelse. Hele min ungdom gik nærmest op i røg, men til sidst mistede jeg gnisten og fandt den først igen den nat ved Knippelsbro.”

“Og nu sidder du her og leger med tændstikker?”

“Ja. Jeg skulle have været på date med en fyr, men det ser ud til, at jeg er blevet brændt af. Igen,” sagde hun nøgternt og rejste sig for at gå.

“Her er mit kort. Ring en dag, hvis du har lyst til at ses igen,” sagde jeg og prøvede at lade være med at ligne en ulv i forklæder.

Hun tog kortet. Så åbnede hun tændstikæsken, tog en tændstik, strøg den og førte flammen hen til kortet og satte ild til det, mens hun holdt i det ene hjørne. Da det var næsten helt brændt ud, smed hun resten ned i min kaffekop.

“Det er ikke nødvendigt. Jeg har ringet hver halve time de sidste tre dage, men du tager aldrig telefonen.”

Så gik hun.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Mysterier og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s