Det havde været en hård weekend. Mandag morgen vågnede jeg med den velkendte følelse af at være blevet trukket godt rundt i manegen, hvilket i og for sig var i orden, hvis ikke det var for alt det savsmuld, der flød ud over det hele. Da telefonen ringede allerede midt i den tredje kop kaffe overvejede jeg seriøst at anskaffe et Call Center til at håndtere alle opkald før kl. 12. Jeg har bare hørt, at det er umuligt at få en Call Girl på det tidspunkt af døgnet.

“Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” svarede jeg med påtaget morgenfriskhed.

“Gutmorgen, Herr Nizzen, du taler med den direktør Eberhard von Einfach. Du nok har hørt om vores Zirkus Einfach?” lød en dyb og malmfuld røst.

“Jeg har set jeres plakater, men jeg har aldrig hørt om jer,” svarede jeg sandfærdigt.

“Det du komme til, hvis du tager denne zag. Men det schkall gå schnell-schnell! Du må zmide hvad du har i hænderne og komme ztrakz,” bjæffede cirkusdirektøren.

Jeg smed telefonen fra mig og skænkede endnu en kop kaffe. Jeg kunne høre, han råbte og skreg i røret, men lod ham ligge lidt, før jeg samlede ham op.

“Nissens Detektivbureau, hvad drejer det sig vedrørende?” spurgte jeg uskyldigt.

“Verdammt, Nizzen, hvad schker det for dig?” rasede han.

“Du sagde, jeg skulle smide hvad jeg havde i hænderne,” konstaterede jeg nøgternt.

Der blev stille på linien. Så eksploderede han i noget, der lød som et granatangreb, men viste sig at være et latteranfald.

“Ha-ha-ha-ha, Nizzen, du er en ztor klovn, det jeg kan bruge i mit zirkus! Eigentlich, det er for det at jeg ringe til dig. Min Klovnen Max er pizt verschwunden! Du må finde den klovnen til mig, vi har den schture premiere i morgen!”

“Forsvundet?” spurgte jeg bare.

“Kom, zå jeg schkal det forklare,” bad han nærmest høfligt, og kort efter sad jeg i en taxa til Cirkus Einfachs teltplads. Direktøren tog selv imod og viste vej til klovnens vogn.

“Hele den dag i går Max træne på det schture vorschwindingsnummer, men ziden ingen har zet ham,” forklarede han og åbnede døren ind til vognen. “Bitte, Nizzen, jeg har meget andet jern i den ild, men du må finde den klovn schnell!”

Han gik videre med alt sit jern, og jeg steg ind i klovnens lille campingvogn, hvis interiør lignede en mellemting mellem et loppemarked og en legetøjsbutik. På et langt bord foran en slagbænk lå et billede af Søren Pind, en pind og 14 tal, der var skåret ud af træ og malet i forskellige farver: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 13, 14 og 15.

Jeg havde allerede set nok, nu skulle jeg bare finde ham. Ved et slagtilfælde åbnede jeg låget til slagkisten, og der lå han og var ikke særlig stor i slaget. Han rystede nærmest af skræk.

“Hvem er du?” spurgte han nervøst.

“Nissen, privatdetektiv. Din direktør er helt ude af den, fordi du har lavet det forsvindingsnummer. Han tror, du er blevet væk.”

“Jeg er jo lige her,” hviskede han.

“Ja, men du var lige ved at snyde ham. Må jeg se dit forsvindingsnummer?” spurgte jeg.

Han tøvede lidt, men stak så hånden ned i sine klovnebukser og tog et grønt 12-tal og en Søren Pind-maske frem.

“Det er et flot forsvindingsnummer. Søren Pind i den 12-fri zone. Det er godt tænkt,” sagde jeg anerkendende.

“Synes du? Det er en smuglersketch, hvor han prøver at prøver at få nogle vilde ideer med ind i landet uden at blive opdaget,” sagde han og satte i et stort smil.

“Den holder Max. Men hvorfor har du gemt dig?” spurgte jeg.

“Jeg kan ikke lide at træne med de andre klovne, de har kun lagkager i hovedet. Men jeg har haft konditorfobi lige siden en bagerjomfru bagte lidt for meget på mig i folkeskolen, så jeg brændte både nallerne og bollerne,” forklarede han.

“Et klassisk tilfælde af sceneskræk. Kan du ikke bare snyde dem?” spurgte jeg.

“Nej, jeg er bange for, at jeg ikke kan holde masken. Og hvis masken falder, får jeg lagkage i hele hovedet, og så taber jeg ansigt. Og så er jeg bange for, at jeg taber hovedet og gør noget dumt.”

“Men det er jo meningen, du skal gøre noget dumt?” påpegede jeg.

“Ja, jeg ved det godt. Åhh, for pokker, hvor har jeg været en klovn,” sukkede han.

“Vi må finde på noget. Har I en syerske, der kan strikke noget sammen til dig, så du kan holde masken?” fandt jeg på.

“Jooo, frøken Ziouieuioe. Hun kan godt strikke, men hun forstår ikke en pind og plejer at være ret vrangvillig. Men ret skal være ret, hun kan godt slå masker op. Hun har vist lige slået op med Søren Pind,” sagde han.

“OK, hør her. Få hende til at strikke en rød næse, som du kan sætte uden på Søren Pind-masken, så du ikke taber den,” sagde jeg.

“Men han har jo allerede en næse,” påpegede han.

“Tro mig, der er ingen, der har styr på, hvor mange næser han har fået,” forsikrede jeg.

I det samme kom cirkusdirektøren brasende ind af døren.

“Nizzen! Det er jo den Max! Zuper, du har fundet Max! Schkal vi zå ze at komme weiter, vi har premiere i aften!”

Med et elefantbrøl stormede han ud af døren igen, mens Max så bekymret på mig med sine sørgmodige klovneøjne.

“Nissen, tusind tak for hjælpen! Men hvad nu hvis Ziouieuioe har været løs på tråden, så masken… jeg mener, så næsen løber?” spurgte han bekymret.

“Så snyd den. Folk fatter alligevel ikke en pind.”