Efter succesen med indretningen af Joharis Vinstue havde jeg fået blod på tanden, men før jeg begyndte at udforske forretningsmulighederne i det lukrative managementsegment, var jeg nødt til at ringe til tandlægen for at få ordnet tanden. Det var dog ikke til at få et ledigt bor, så det slog jeg mig til tåls med. Desværre ramte jeg så skævt, at jeg fik endnu mere blod på tanden, og selvfølgelig ringede telefonen i samme øjeblik.

”Nisschens Dezekzivburau,” svarede jeg med blod og spyt sivende ud mundvigene.

”Er det Nissens Detektivbureau?” spurgte en tøvende stemme.

”Ja,” sagde jeg og holdt tunge for tand.

”Mit navn er Vivi Storm, jeg håber De kan hjælpe mig – eller rettere min mand. Ja, eller måske snarere os begge to,” fremstammede hun.

”Hvad drejer det sig vedrørende?” spurgte jeg tålmodigt, men mindre bloddryppende.

”Det er lidt svært for mig, det her… altså, det forholder sig nok sådan, at jeg efterhånden er nået til den konklusion, at han ikke…. åh, det er svært at forklare! Hvordan skal jeg sige det? At jeg ikke er det for ham jeg før har været. Og nu har han igen haft problemer med at få den op…,” kom det fra hende.

”Jeg forstår…,” sagde jeg medfølende.

”Gør De? Det er typisk mænd! De kender mig jo slet ikke, og straks tager De hans parti!” råbte hun hidsigt og smed røret på.

Jeg sad lidt og stirrede tomt i luften, men nåede kun lige at lægge røret, før telefonen ringede igen.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” svarede jeg og prøvede at lade være med at sige noget, der kunne misforstås.

”Steen Storm. Du har vist lige talt med min kone… Jeg beklager, men hun er ikke helt sig selv i dag. Vores ægteskab er røget ind i lidt af et lavtryk. Ja, jeg er meteorolog, så jeg ved lidt om den slags. Vi arbejder på højtryk for at ændre det, men jeg har brug for din hjælp,” sagde han.

”Så er du kommet til den rette. Jeg har mange års erfaring i ægteskabsrådgivning,” sagde jeg i overensstemmelse med sandheden. Jeg har i årevis rådet kvinder til at gifte sig med mig.

Vi aftalte at mødes på Café Freud, og en times tid senere sad jeg overfor en nydelig herre, som jeg ville have kaldt midaldrende, hvis han ikke havde været på min alder.

”Jeg kan se, vi er jævnaldrende, Nissen. Det gør det lettere for mig,” smilede han og studerede menukortet. ”Hvad er forskellen på Latte Jeg, Latte Id og Latte Overjeg?”

”Latte Jeg er latte som den er, Latte Id er den latte, du har lyst til, og Latte Overjeg er Latte, som den gerne selv vil være,” svarede jeg.

”Hm, jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til…”, funderede han.

”Så er der to tilbage at vælge mellem,” konstaterede jeg.

”Jeg tager det samme som dig,” konkluderede han.

”Fint,” sagde jeg og gik op og bestilte 2 Latte Id.

”Nå, hvad kan jeg gøre for dig – eller jer?” spurgte jeg, da vi havde fået vores kopper.

”Min kone forstår mig ikke! Ja, jeg ved, det lyder banalt, men det er ikke desto mindre rigtigt,” forklarede han.

”Fortæl noget mere,” trådte jeg vande.

”Dråben, der fik regnmåleren til at flyde over, var nok da jeg kom hjem i går og fortalte, at jeg heller ikke i år kan få min løn i vejret til den årlige lønforhanding,” sagde han træt. ”Forhandlingen forløb fuldstændig som jeg havde forudsagt.”

”Hvad havde du forudsagt?” måtte jeg jo næsten spørge.

”Tåget, gråt i gråt, en overgang med sludder, og til sidst blev det helt klart med temperaturer omkring frysepunktet, og vi endte på nul,” konstaterede han.

”Hm… men i det mindste gik din prognose da i opfyldelse!” kunne jeg ikke dy mig.

”Det gør den faktisk tit! Desværre bliver lønnen ikke fastsat efter fortjeneste, og derfor synes min kone, jeg er en taber. Jeg har ellers i mange år arbejdet på at få den op,” sagde han.

”Lønnen?” spurgte jeg forsigtigt.

”Ja, sgu, hvad fanden tror du ellers, jeg taler om? Du antyder vel ikke…”, begyndte han arrigt.

”Nej-nej, jeg troede bare… eller… din kone sagde… men det var tydeligvis en misforståelse. Jeg forstår nu…,” fremstammede jeg spagt.

”Næh, Nissen, vi kan sgu sagtens holde rejsegilde, men du ved hvordan nogle kvinder har det med status. Der skal en ordentlig løncheck hjem hver måned, ellers er man ikke noget ved musikken.”

”Men du er jo så heller ikke noget ved musikken?” indvendte jeg.

”Nej, men det er hun, den harpe… så du må diske op med noget bedre!” vrissede han.

”Der er jo mange, der har lønproblemer i disse tider. Diætister, der er på sulteløn. Urmagere, der er på timeløn og med tiden begynder at tikke på gaden. Handicappede, der er underbetalte og vil ind på normallønsområdet,” eksemplificerede jeg.

”Ja-ja, vejr ting til sin tid, som man siger. Men hvis du skal have løn for det her, så skal der altså til at ske noget,” sagde han og så under tiden på sit ur.

”OK, hør så her. Fortæl hende, at du for 5 år lavede en genial aftale, der sikrer at din løn udvikler sig lige som gennemsnitstemperaturen her i landet. Dengang troede alle jo på den globale opvarmning. Hvem ville ikke have lavet sådan en lønaftale dengang, bortset fra Bjørn Lomborg? At COP15-topmødet så har medført, at det er blevet koldere og koldere lige siden, det kan hun ikke bebrejde dig – og man kan jo stadig sige, at din løn bliver sat i vejret, selv om den ikke altid bliver sat i vejret!”

Den sad han lige og overvejede, inden han klarede op og strålede som en sol.

”Nissen… du er sgu genial. Den køber jeg fandeme! Det gør hun også, det er jeg sikker på!”

“Hos Nissen kan du altid regne med opklaring. Alt andet vil være helt hen i vejret,” bemærkede jeg.