Mysteriet om psykologen, der var ved at gå fra koncepterne

Det var en af de dage, hvor telefonen bare aldrig ringer, og hvor man – da man fandt den slukket, udbrændt og uddød på dinosaurus-måden – godt kunne drømme sig tilbage til de gode, gamle bakkelit-telefoner fra KTAS. Det gjorde jeg dog ikke, for telefonledningen havde alligevel ikke været lang nok til at nå ned på Café Freud, hvor jeg agtede at tilbringe de næste par timer.

Desværre havde jeg glemt, at der var mødregruppemandagsmøde, hvor stolte unge mødre skiftedes til at holde hinandens afkom, så de andre kunne smage på Mamalatten og tage de første af dagens 30-40 Facebook-babybilleder. Jeg spejdede forgæves efter et ledigt bord og overvejede en tur i svømmehallen for at slappe af med 100 meter fri for damer, da Philippe dukkede frem fra baglokalet.

”Nissen! Kom lige herind, jeg skal spørge dig om noget!”

Philippe Fhornoyd er indehaveren af Café Freud og en god, gammel ven, hvilket ikke kun skyldes, at jeg har samme betydning for hans omsætning som kongehuset har for Billed Bladets. Jeg kan dog ikke ligge komme i tanker om, hvad det ellers skyldes, men læs med igen næste uge, som den amerikanske serieforfatter Cliff Hanger altid sagde.

”Nissen! Mirabel har lige ringet, og hun har brug for akut hjælp. Det er lige en sag for dig,” sagde han ophidset.

Mirabel er hans kloge og smukke datter, som vel efterhånden må være omkring de 30. Jeg har kendt hende, lige siden hun var lille og altid insisterede på at stille sin grød frem til mig.

”Hvad drejer det sig vedrørende?” sagde jeg og tog imod den Latte han rakte mig. ”Hov, nu er det vel ikke modermælk?” spurgte jeg mistroisk og skævede ud i cafélokalet, der lignede en hysterisk fotomarathon på en babycatwalk, hvor selv Rasmus Tantholdt havde fået dårlige nerver.

”Nej, bare rolig. Det drejer sig vedrørende at hun er ved at etablere sig som selvstændig, men hun er bange for, at gæsterne ikke vil finde sig i de lokaler, hun har lejet. Kan du ikke tage over og hjælpe hende?”

“Jeg er indrettet til at udrette noget der er indviklet og ikke til at indrette noget andre har udviklet, så skal hun ikke hellere ringe efter en retningsbestemt arkitekt?” spurgte jeg skeptisk, men tog alligevel mod sedlen med hendes adresse og ringede efter en taxi. Lidt efter stod jeg foran Mirabels etablissement, der lidt overraskende bar navnet ”Joharis Vinstue”.

”Åh, Nissen, det er sødt af dig at komme! Far ringede og sagde, du var på vej…,” smilede Mirabel, da hun kom ud og tog imod mig med et stort knus.

”Hyggeligt at se dig igen,” sagde jeg høfligt og fulgte med ind i vinstuen. ”Det er længe siden – hvad har du gang i? Var du ikke begyndt at læse psykologi?” spurgte jeg og spejdede forgæves efter en briks.

”Jeg blev færdig som psykolog for et år siden,” svarede hun.

”Okay, hvad laver du så nu?” spurgte jeg.

”Øh… nu er jeg så psykolog,” svarede hun undrende.

”Så er du jo ikke færdig, så er du lige begyndt,” ordkløvede jeg, og hun smilede overbærende, sådan som kvinder ofte har for vane i mit selskab.

”Nå, men ét er teori, noget andet er praksis. Er det så din?” spurgte jeg og så mig nysgerrigt omkring.

”Ja, jeg er erhvervspsykolog, og det her skal være et mødested for erhvervslivet. Du kender teorien om Joharis vindue? Joharis Vinstue er indrettet med fire rum: det offentlige rum, det private rum, det blinde rum og det ukendte rum. I alle rummene sidder gæsterne ved et af Joharis vinduer, hvor de kan nyde et lille glas og udforske rummet.”

”Udforske rummet? Ligesom på NASA?” spurgte jeg.

”Nej-nej, gæsterne skal udforske det rum, de sidder i og på den måde blive inspireret til at udforske deres mentale rum. Så kan man coache sig selv i frokostpausen,” forklarede hun med iværksætterens julelys i øjnene.

”Hm… jeg skal lige være sikker på, at jeg har forstået det her. I det private rum kender man kun sig selv, men ingen andre kender én?”

”Ja, præcis,” bekræftede hun.

”Og i det offentlige rum kender alle hinanden?” fortsatte jeg.

”Nemlig,” ivrede hun med iværksætterens julestjerne i øjnene.

”Og i det blinde rum kan man ikke kende sig selv, men alle andre kan se hvem man er?” dæmrede det for mig.

”Ja, du kommer ind i et lille rum med 4 spejle, hvor du skal klæde dig ud, indtil du ikke kan kende dig selv. Du tror, du er incognito, når du går ud, men spejlene er gennemsigtige når man ser dem udefra, så alle har kunnet følge med i din omklædning, så de ved godt hvem du er,” forklarede hun med hele iværksætterens juletræ i øjnene.

”Det er jo genialt… men problemet må så være det ukendte rum?” kom jeg til sagen.

”Ja…,” sukkede hun med iværksætterens erkendelse af, at det kun er juleaften en gang om året og resten er bare hårdt arbejde. ”Det ukendte rum er det rum, gæsten ikke selv kender, og som andre heller ikke kender – men det er pludselig gået op for mig, at de nok ikke vil finde sig i det ukendte rum, og så ryger hele ideen med mit koncept!”

”Har du overvejet at gå fra koncepterne?” spurgte jeg.

”Nej, for pokker da! Hvorfor tror du jeg har læst psykologi 6 år?” spurgte hun indigneret.

”Aner det ikke,” svarede jeg og tænkte, at hvis hun heller ikke selv vidste det, skulle hun måske have taget et par år mere. ”Kender du ikke nogen på universitetet, du kan spørge?”

”Jo, Harry. Min professor. Men han er gået i kloster i Sydfrankrig efter at have udviklet teorien om Joharis Ovenlysvindue, da han mødte Jesus under et virksomhedsbesøg hos Velux,” forklarede hun.

”Hm… men ved nærmere eftertanke tror jeg altså alligevel, at dit koncept holder. Hvis gæsterne ikke vil finde sig i det ukendte rum, så forbliver det jo netop ukendt for dem. Og hvis det ikke gjorde det, ville dit Johari-koncept ikke holde og du risikerede en anklage for falsk markedsføring!”

”Hm… den skal jeg lige tygge lidt på,” sagde hun.

Jeg skrev det ned på en lille seddel, som hun krøllede sammen og puttede i munden. Lidt efter udbrød hun begejstret:

”Nissen, du er jo genial! Du har fuldstændig ret! Tænk at jeg ikke kunne se det selv!”

”Det er jo dit ukendte rum…,” smilede jeg alfaderligt.

”Men… hvordan kunne du vide det? Så er det jo ikke ukendt for dig, og så er det ikke det ukendte rum, men det blinde rum!” indvendte hun ude af sig selv.

”Jeg aner virkelig ikke, hvordan jeg kunne vide det…,” tilstod jeg.

”OK, men så er det jo det ukendte rum! Så holder konceptet alligevel!” åndede hun lettet op. ”Nissen, du er bare alle tiders… konceptholder!”

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Mysterier og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s