Mysteriet om kaptajnen, der havde lig i lasten

Regnskabets time var kommet, og udstyret med kaffe, smøger, lommeregner, viskelæder og retteblæk satte jeg mig og ordnede bilag. Da regnskabets time var gået, indså jeg at der var en reel risiko for at havne hos fogeden. Så ringede telefonen heldigvis.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen!”

”Nissen, det er havnefogeden! Jeg vil gerne tale med dig om en højst krævende sag!” lød en brysk stemme i den anden ende.

”Øh… javel, hvad kræver det sig vedrørende?” replicerede jeg og sank en klump.

”Det kan vi ikke klare over telefonen. Har du lejlighed til aflægge et besøg?”

”Nej, det er ikke så godt her, der er noget, der ikke helt stemmer…” sagde jeg og fandt en klump til, som jeg sank.

”Godt, så siger vi mit kontor om 20 minutter!” kommanderede han og lagde på.

Normalt var jeg ikke nervøs for at havne hos fogeden, men jeg fandt det hensigtsmæssigt at gøre en undtagelse. Jeg tog derfor nerverne uden på tøjet og ringede efter en taxa, og 19½ minut senere rullede jeg op foran hans kontor og hastede ind.

”Lad os komme til sagen, Nissen. Kan du se den gamle, sorte to-mastede skonnert derude i havneløbet?” Han pegede ud af vinduet med en barket næve, og jeg fulgte hans blik.

”Er det ude på Reden?” spurgte jeg og prøvede at lyde maritim.

”Ja, men det er ikke selve Reden, selv om det er en værre redelighed,” forklarede han. ”Skonnerten har ligget øde og forladt i 14 dage, bortset fra kaptajnen, som ikke vil gå fra borde.”

”Hm, det lyder bekendt…,” begyndte jeg.

”Ja, du har ret,” afbrød han, “det er Styrmand Carlsens barnebarn, så det ligger i generne. Du må tale ham til fornuft og få ham med ind på land, så vi kan få undersøgt det skib. Rygtet siger, at han har lig i lasten!”

Jeg fandt endnu en klump og sank dem. Det tog længere tid end da Titanic sank, men jeg havde heller ingen is til at skylle ned med. I mellemtiden havde havnefogeden vist vej ned til sin lille motorbåd, og vi sejlede tværs gennem Havneløbet, hvilket afstedkom en strøm af eder og forbandelser fra de mange motionister, der måtte stoppe op og lade os passere.

På nært hold var skonnerten mere rusten end sort og lignede ikke et fartøj, der kunne klare en efterårsdag i Peblingesøen. Vi lagde ind til skibssiden ved en rebstige, og havnefogeden stak mig næven.

”Held og lykke, Nissen, jeg stoler fuldt og fast på, at du kan klare opgaven,” buldrede han, og så vendte han om, mens jeg klatrede op på dækket, der var øde og forladt. Jeg åbnede en dør ind til en lang gang med kahytter, og jeg øje på et skilt, hvor der stod ”Carlsens kvarter”. Jeg fulgte retningen og kom til en kahyt, hvor der stod ”Kaptajn” på døren.

Jeg bankede på, hvorefter døren faldt ind i lokalet med et brag. Kahytten var tom. Til højre stod et gammel mahogni-klædeskab med døren lidt på klem. Jeg åbnede den lidt mere, hvorefter der lød et ordentligt brag, og et par skeletter raslede sammen i bunden af skabet og sendte en hvid sky af knoglestøv ud i kahytten.

Mit hjerte stod stille, og jeg overvejede at tage benene på nakken. Jeg ville dog gerne undgå et større ligskænderi, for jeg var absolut ikke i humør til at diskutere med de døde. Mit blik faldt i stedet på en gammel, gullig Berlingske Tidende, der lå på skibsbriksen. Den var dateret 11. januar 1952, dagen efter den gamle Carlsen omsider forlod sit skæve skib, ”Flying Enterprise”, da det gik op for ham at det gik ned.

”Ja, det er længe siden,” lød en tør, sprukken stemme bag mig, og mit hjerte – der ellers havde dristet sig til at iværksætte et par forsigtige pulsslag – sprang 4-5 slag over. Jeg vendte mig, og der stod kaptajnen.

”Carlsen! Hvorfor vil De ikke gå fra borde?” spurgte jeg og prøvede at lyde kæk.

”Det er en lang historie. Kom med,” sagde han, vendte om og sjokkede hen ad gangen. Jeg fulgte ham op på kommandobroen og ind bagved, hvor hans lille hummer lå. Han smed sig i en slidt lænestol, skænkede to tandkrus med whisky og tog hummeren op på skødet og kælede for den.

”Sæt Dem,” sagde han og pegede på en skammel.

”Der stikker vist noget under,” sagde jeg og bøjede mig ned og fiskede et stykke papir op fra gulvet under skammelen. ”Det er jo en regulær dødssejler, det her. Der står her, at De har ca. 50 lig i lasten, og jeg har selv set, at De har adskillige skeletter i skabet!”

”Korrekt… men de er døde,” konstaterede han tørt.

”Er det besætningen?” spurgte jeg.

”Ja, dem i skabet. Det var en forfærdelig ulykke, men jeg havde advaret dem,” stønnede han.

”Hvad skete der?” spurgte jeg nysgerrigt.

”Vi for vild under en storm og endte i Det Døde Hav, og så…” Han var ved at falde i staver, men jeg nåede lige at gribe ham.

”Det dør man vel ikke af,” sagde jeg og satte ham i lænestolen igen.

”Jo, for de gik i vandet mindre end en halv time efter de havde spist,” sagde han med blanke øjne.

”Hvad med ligene i lasten?”

”Mumier. Vi sejlede fra Ægypten med mumier til en særudstilling på Glyptoteket.”

”Det er der jo ikke noget kriminelt i, hvis papirerne er i orden. Hvorfor er De ikke bare gået fra borde?” vedblev jeg.

”Unge mand, min farfar var Kaptajn Carlsen!” tordnede han stolt.

”Ja, men han…,” begyndte jeg.

”Min farfar gik aldrig fra bordet, før han havde spist op, og der var sagt velbekomme! Jeg mangler stadig 4 kilo beskøjter, og der er ingen til at sige velbekomme!” råbte han arrigt.

”Øh… kaptajn Carlsen, jeg taler om at gå fra borde, ikke om at gå fra bordet…,” sagde jeg lavmælt og viste ham udklippet fra avisen. Han holdt det helt op foran øjnene og sad helt stille et par minutter. (Faktisk sad han kun stille 23 sekunder, men i denne type fortællinger skriver man af en eller anden grund altid “et par minutter”).

”Unge mand, De har minsandten ret. Der er ingen tid at spilde! Kom! Alle mand i bådene!”

Han rejste sig bemærkelsesværdigt hurtigt og satte kursen mod den nærmeste redningsbåd. Den lignede et antikt badekar, som Bubber næppe havde sat sig op i uden B.S. ved sin side.

På vej tilbage gennem Havneløbet, hvor de fleste løbere nu havde passeret, kunne jeg ikke dy mig for at spørge Kaptajnen om det mysterium, der har optaget eventyrere og historikere i de ca. 50 år, nemlig hvorfor hans berømte farfar så nødig ville forlade Flying Enterprise.

”Hvad var det egentlig for en last, Deres farfar havde, siden han ikke kunne forlade skibet? spurgte jeg.

”Han var et prægtigt menneske, min farfar. Han havde kun en eneste last. Han havde vandskræk.”

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Mysterier og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s