Jeg var stået tidligt op og havde sat vand over af hensyn til mit nytårsforsæt om ikke at ryge før morgenkaffen. Mens vandet sad over, gik jeg ned i stueetagen og hentede avisen i postkasseanlægget. Egentlig mærkeligt at de sætter portoen op og så lader posten blive nede, men det er vel en del af brevhemmeligheden. Det må være noget for avisernes gravergrupper. Efterhånden har alle redaktioner jo dedikeret en lille håndfuld journalister til grundig research og undersøgende journalistik, så de andre kan koncentrere sig om vigtigere sager.

Telefonen ringede præcis da kaffen var færdig, og jeg nytårsforsætligt havde tændt min første smøg.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” inhalerede jeg.

”Godmorgen, Nissen, du taler med Carl Henrik Graversen fra Nationalmuseet. Jeg er chef for den gruppe arkæologer, der graver ud ved den nye Metro-linie på Kgs. Nytorv,” sagde han.

“Jeg troede man brugte metrologer og ikke arkæologer?” røg det ud af mig.

“Nej, det ville være helt hen i vejret. Men hør nu, jeg har en lidt speciel sag, jeg gerne vil drøfte.”

”Hvad drejer det sig vedrørende?” spurgte jeg.

”Vi er som sagt ved at grave ud under Kgs. Nytorv, og en af mine medarbejdere er temmelig langt nede i øjeblikket,” sagde han.

”Hvor er de andre så henne?” spurgte jeg opklarende.

”De må arbejde over, fordi han er så langt nede, at han ikke kan overkomme det han skal,” svarede han.

”Øh, dette er et detektivbureau, ikke et management-konsulentfirma!” påpegede jeg og hældte mere kaffe op.

”Gør det nogen forskel?” spurgte han.

”Ja, mit honorar er kun en tredjedel, men så slipper du til gengæld også for Power Point-præsentationer,” svarede jeg.

”Fint, vi har en aftale!” udbrød han med noget, der kunne forveksles med glæde i stemmen.

”Hvad var det lige, problemet var? En af dine medarbejdere er lidt nede i udgravningerne… har han tunnelsyndrom?” spurgte jeg uddybende.

”Nej, det skal du ikke bore mere i. Man kan snarere sige, at han er ved at miste jordforbindelsen. Men det er lidt svært at forklare pr. telefon, så måske vi kan mødes?”

”OK,” sagde jeg, tømte min kaffekop og begav mig på vej. Lidt senere sad jeg på hans lille kontor i en skurvogn midt på Kgs. Nytorv og blev budt en kop kaffe og et rundstykke, der lignede noget fra Absalons tid. Smagen var dog overraskende ny, og jeg aldersbedømte den til midten af 1700-tallet, dvs 70.

”Det drejer sig om min gode medarbejder Søren, som giver os visse problemer. Vi finder jo en del gamle ting og sager i udgravningerne, men hver gang hævder han, at det er noget fra hans egen barndom,” forklarede han.

”Er det ikke bare noget, han finder på?” indskød jeg.

”Nej, det virker ikke sådan. Det begyndte med, at vi fandt noget legetøj, som han påstod var dét, hans barndomsven Robert stjal fra ham engang de var blevet uvenner ovre i fritidshjemmet. En anden gang fandt vi en kam, der var magen til den, hans mor brugte til at afluse ham med. Og i går fandt vi nogle skår, som han var sikker på stammede fra en potte, han smadrede, da drengene på vejen var til bob-stævne i dagligstuen,” forklarede han.

”Har du talt med ham om det?” spurgte jeg.

”Ja, jeg kalder altid en skovl for en skovl og en spade for en spade, det er mest praktisk i vores fag. Uheldigvis kom jeg også til at kalde ham for en skovl og en spade, men han sagde bare tak for tilbagemeldingen og insisterede stadig på at katalogisere disse fund som noget fra hans barndom,” sagde han.

”Er han god til at få feedback?” ville jeg vide.

”Ja, for Søren, han er den bedste jeg har. Man kan sige alt til ham. Man kan ligefrem slå til Søren, uden der sker noget. Det er der desværre også nogle af kollegerne, der udnytter. Vi har f.eks. en kvindelig praktikant, der er lidt barmfager, og hun kalder ham sit lille lækre potteskår og spørger altid, om han vil med hjem i hendes arkæo-logi og malke hendes gravko. Forleden sagde han ja, og så grinede hun bare og sagde at han havde jord i hovedet. Han undskyldte og gik straks ud og i omklædningsrummet og vaskede hår, men da han kom tilbage, var hun som sunket i jorden.”

”Hm… finder han sig virkelig i alt det?” spurgte jeg.

”Ja, man begriber det ikke, vel?” spurgte han.

”Her er det mig, der stiller spørgsmålene,” affærdigede jeg ham. Han spurgte om noget mere, men jeg overhørte det og kan derfor ikke gengive det her.

”Må jeg se hans ansættelseskontrakt?” spurgte jeg i stedet.

”Øh, ja, gerne… jeg har hans sagsakter her,” sagde han og tog et dossier frem fra et skab. Jeg kiggede hurtigt papirerne igennem, men fik ikke bekræftet mine værste anelser. Jeg fik dog bekræftet mine næstværste anelser, og det var godt nok i situationen.

”Jeg har et godt bud på, hvorfor Søren han finder sig i alt. Både i de ting, I graver op af jorden, i dine fornærmelser og i drillerierne fra kollegerne,” sagde jeg.

”Umuligt, så hurtigt kan man da ikke finde noget, det et jo en bombe under vores langtidskontrakt med Metro-selskabet!” udbrød han rædselsslagen.

”Ja, Graversen, det er netop problemet. Du skulle nok have ansat Søren på fast løn i stedet for på findeløn.”