En eftermiddag ringede telefonen midt i en rygepause, hvilket er usædvanlig usædvanligt. Ikke blot fordi telefonen sjældent ringer, men også fordi jeg kun sjældent holder pauser i rygningen. Så jeg tændte en smøg og tog en dyb indånding, mens jeg med en pavlovsk refleks rakte ud efter min Mac.

”Det er Nissen,” røg det ud af mig.

”Goddag, Nissen, mit navn er Amalie á Manda. Jeg har brug for hjælp til min søster, Amanda.”

”Hvad er der med din søster?” forhørte jeg mig lettere uinteresseret, men vågnede brat op efter at have billedgooglet ”Amanda”.

”Hun mødte en fyr for et par uger siden, som hun var smaskforelsket i som ung. Han var fyr, og hun var flamme, men pludselig var hun helt nede i kulkælderen.”

”Hvor længe har hun været dernede?” ville jeg vide og håbede inderligt – efter at have googlet ”Kulkælderen” – at hun ikke led af klaustrofobi.

”Hun gik ned med flaget i fredags, og siden har jeg ikke set hende,” sagde hun.

”Hvad med flaget?”

”Det står stadig dernede.”

”Er du helt sikker på, at hun ikke er dernede et sted?” spurgte jeg.

”Nej,” svarede hun overbevisende, ”men kan man egentlig være sikker på noget som helst?” kom det lidt mindre overbevisende.

”Ja, det tror jeg,” svarede jeg efter at have googlet Wittgenstein.

”Nå, det var godt,” åndede hun lettet op. ”Men hun er i hvert fald helt væk. Nissen, du må gøre noget!”

”Okay, jeg kommer,” lovede jeg og fik adressen. Heksestien. Det var helt nede på Stevns, så jeg tog en stor kop kaffe, inden jeg begav mig af sted.

En times tid senere fandt jeg den lille undseelige skovvej, der hed Heksestien. Den så ikke ud af noget, men den var også blind. For enden lå der et stort skrummel af et gammelt træhus, der var omgivet af store, krogede egetræer, der så ud som om, de var plantet i stenalderen. Det var blevet overskyet, vinden tog til, og temperaturen var dalet et par grader.

Amalie á Manda stod i døren og tog imod mig. Hun så ud til at være midt i 30’erne, og hendes smukke ansigt blev kun blev skæmmet af et par sorte rande under øjnene. Inden for duftede der af frisk kaffe og nybagte boller.

”Det var godt du kunne komme. Vil du se kælderen med det samme?” spurgte hun.

Jeg sloges lidt med min kaffe- og bollelyst, men besluttede at lade arbejdet gå forud for fornøjelsen. Men fornøjelsen lovede at holde sig lige i nærheden.

”Lad os bare starte fra bunden,” sagde jeg kryptisk.

Vi fandt hurtigt flaget, som stod midt i et stort, rodet kælderrum, der var fyldt med alverdens mærkelige ting og sager. Tildækkede møbler, gamle kufferter, en rusten symaskine, et tomt fuglebur og et faldefærdigt kosteskab.

Jeg åbnede døren til kosteskabet, og der hang den ene kost efter den anden nydeligt på rad og række – bortset fra én tom plads. Det gav et gib i Amalie.

”Der er vist noget, du ikke har fortalt mig,” sagde jeg og så hende intenst i øjnene.

”Jeg har kun Nescafe, og bollerne er ikke helt færdige,” fremstammede hun og slog brødebetynget øjnene ned.

”Hvis jeg skal hjælpe dig og din søster, bliver du nødt til at lægge alle kortene på bordet,” sagde jeg barskt.

Hun rodede i lommerne og smed en bunke tarotkort, et sygesikringsbevis og et årskort til en fitnessklub i Præstø på et vakkelvornt kakkelbord.

”Det er min søsters koste. Hun… hun… tror nogen gange, hun er en heks,” mumlede hun forlegent.

”Hvorfor?” inkvisiterede jeg.

”Jeg ved det ikke. Det var efter hun mødte den der fyr. Siden har hun ikke været sig selv,” forklarede hun.

”Hvem har hun så været?”

”Hun kalder sig Madam Amanda,” hviskede hun.

Jeg så mig om i det overfyldte kælderrum. Ved siden af de kort, hun havde smidt på det kakkelbordet, lå der en opslået notesbog med ryggen opad. ”Forførelse og forgørelse” af Madam Amanda, stod der med sirlig skråskrift. Jeg tog den op og bladrede lidt i den.

”Kender du den?” spurgte jeg.

”J-j-j-jaaa, det er min søsters dagbog,” fremstammede hun. ”Tror du…”?

”Jeg tror ikke noget,” løj jeg og trak på skuldrene. Træk er som bekendt ikke noget isoleret fænomen, og i det samme blæste et koldt vindpust gennem kælderlokalet.

”Hvad var det?” spurgte Amalie skrækslagent.

Jeg gik i den retning vindpustet kom fra, og helt nede i det fjerneste hjørne, i det mørkeste mørke, bag det støvedeste støv, stod et lille kældervindue på klem.

”Jeg har fundet ud af, hvordan hun fandt ud,” sagde jeg og kravlede på alle fire ind i hjørnet, skubbede vinduet op og klemte mig ind. Det førte ind til et bælgmørkt rum, hvor der lugtede svagt af røg. Jeg strøg en tændstik, men den kunne ikke oplyse det massive mørke. Heldigvis gik der en prås op for mig, og da jeg antændte den, bredte der sig et forklarelsens lys.

Hun sad i hjørnet med et tomt blik i øjnene og rokkede langsomt frem og tilbage, mens hun klamrede sig til sin kost.

”Amanda!” hvinede Amalie, da hun kravlende fulgte efter ind i rummet og fik øje på sin søster. ”Hvad er der dog sket?”

Søsteren sad som forhekset.

”Det er den klassiske historie. Hun møder en gammel flamme, men han skal lige til at gå ud. Han lover dog at tage hende med, men ender med at brænde hende af. Og brændt barn skyr som bekendt ilden, så nu er hun gået i mørketerapi. Det kan være hård kost, og jeg tror bare du skal lade hende være hernede, indtil hun er ovenpå igen.”

Den forstenede søster sendte os et tomt blik, der sagde alt. Amalie resignerede og kravlede med mig ud af rummet og lukkede det lille vindue til.

”Er der virkelig slet ikke noget, vi kan gøre,” spurgte hun med desperation i stemmen, mens vi trappede op.

”Jo,” sagde jeg. ”Du kan slukke for ovnen, for jeg tror bollerne er brændt på.”