Jeg skulle netop til at oversætte noget vand til endnu en kande kaffe, da jeg til min rædsel opdagede, at jeg ikke havde flere smøger. Jeg bandede af min glemsomhed og besluttede i stedet at gå ned på Café Freud, hvor jeg tog plads ved mit sædvanlige bord og bestilte en Latte Überich.

Lidt efter kom en mand ind, og jeg synes, han virkede velbekendt. Han bestilte en kande te og en dobbelt whisky med is, og pludselig genkendte jeg ham. Det var Poker-Pelle, den gamle mesterbokser og kortspiller! Han fik øje på mig, kom straks over og hilste overstrømmende på mig og slog sig ned ved mit bord. Han gik i gulvet med et brag, og de andre cafégæster kikkede forskrækket, mens jeg fik trukket ham op på stolen.

”Pelle, for fanden! Hvornår holder du op med at slå dig ned på den måde?” spurgte jeg.

”Sorry, Nissen, jeg blev bare så glad for at se dig!” svarede han og tog sig til sin ømme kæbe. Det var et ømt syn.

Det var mange år siden, han havde stået i en boksering, men han slog åbenbart stadig en proper næve. Han måtte opgive karrieren, fordi der skete lige præcis dét, der ikke må ske for en bokser: han begyndte at tænke. F.eks. grublede han længe over, hvordan en ring kan have hjørner, og siden kunne han aldrig finde ringhjørnet, når en omgang var slut. I stedet var han begyndt at spille kort.

”Hvad går du og laver? Stadig kort for hovedet?” spurgte jeg.

”Javist,” sagde han kort for hovedet.

”Whist? Jeg troede, det var poker?”

”Det er det også,” svarede han.

”Både whist og poker?”

”Nej, ikke whist, kun poker. Men det er vist slut nu, så det blev en kort fornøjelse,” sagde han trist.

”Bare det i det mindste var sjovt,” bemærkede jeg.

”Det var ikke altid lige sjovt, kortspil er en blandet fornøjelse,” sagde han.

”Hvorfor er du holdt op? Fik du en kortslutning?” spurgte jeg nysgerrigt.

”Myndighederne har konstant været efter os. De har lavet den ene razzia efter den anden.”

”Politiet?”

”Nej, Kort- & Matrikelstyrelsen. De påstår, vi snyder med kort i den helt store skala.”

”Gør I da det?” spurgte jeg.

”Nej-nej! Eller, jo, måske, det er ikke altid kortene er helt fine i kanten. Men inde på midten er de faktisk ret flotte. Men vi skiftes til at holde udkig, og hver gang styrelsens folk kommer brasende, bytter vi hurtigt kortene ud med et spil Sorteper. Når de spørger, hvem der er de egentlige bagmænd, skynder vi os altid at give Sorteper videre, indtil de selv står med den.”

”Jeg har godt læst om det i avisen. Var der ikke noget med, at de på et tidspunkt troede, de havde fået en af bagmændene? Eller var det en formand?” spurgte jeg.

”Ha-ha, nej, det var faktisk mig! Men jeg gik fri. De fattede mistanke, fordi jeg lige havde slået mig ned ved bordet, så jeg havde stadig en ordentlig bule, da de kom anstigende. Jeg blev taget med, fordi de påstod, det var en spillebule. Næste dag skulle jeg for en dommer, og de troede, de kunne gøre kort proces, men bulen var hævet, så de var nødt til at lade mig gå,” grinede han.

”Sådan kan I jo holde den kørende længe,” forudsagde jeg.

”Næh, det kan vi faktisk ikke. Vi har snart ikke har flere Sorteper, vi kan give videre, for styrelsens folk konfiskerer dem hver gang. Så korthuset ramler snart. Vi bliver sgu nok nødt til at stoppe, mens legen er god.”

”Det var da mystisk. Alle de Sorteper-kort kan da ikke bare forsvinde op i den blå luft?” spurgte jeg undrende.

”Nej, vi forstår det heller ikke. Vi har flere gange prøvet at følge efter, men hver gang er vi kommet til kort. Men det var måske noget for dig? Har du ikke stadig det der detektivbureau?”

”Jo, det har jeg faktisk. Måske kunne jeg grave lidt i sagen ved lejlighed,” sagde jeg nølende.

”Super, Nissen, det er sgu pænt af dig. Nå, men jeg bliver nok nødt til at løbe nu,” sagde han.

”Løber du stadig?

”Ja, jeg er nødt til at holde formen ved lige, jeg skal løbe en ret stor risiko næste fredag.”

”God tur,” sagde jeg, og han forsvandt, mens jeg grublede over det han havde fortalt. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg havde overset en eller anden joker i spillet, som kunne være nøglen til gåden.

Jeg tænkte på de gange, jeg selv havde siddet med Sorteper. Eller hvor andre på gangen havde siddet med den. Hvem havde vi egentlig givet Sorteper videre til? Og hvem havde de givet den videre til? Og hvem igen havde de givet den videre til?

Jeg stirrede ud af vinduet, mens jeg tænkte som en gal, og pludselig slog det mig! Heureka! Selvfølgelig! Hvorfor tænkte jeg ikke på det med det samme? Jeg pakkede sammen, betalte min regning, strøg ud af døren og prajede en taxa. 20 minutter senere steg jeg ud ved Højbro Plads og henvendte mig i Miljøministeriets reception og sagde, at jeg havde en vigtig oplysning til Miljøministeren. Jeg fik at vide, at hun kun havde 5 minutter til at tale med mig, men jeg takkede og sagde, det var rigeligt. Kort efter bankede jeg på døren til hendes kontor.

”Kom ind,” lød det, og jeg åbnede døren og trådte ind.

”Goddag, mit navn er Nissen fra Nissens Detektivbureau. Jeg har et forslag, som vil spare dig for en række besværligheder, men vi har ikke meget tid, så hør godt efter. Har jeg ikke ret i, at du er godt træt af, at Sorteper altid lander på dit bord?”

Hun nikkede og signalerede, at jeg skulle fortsætte.

”Jeg ved, hvor de kommer fra, og jeg kan få dem til at forsvinde omgående. Du skal blot bede din Kort- og Matrikelstyrelse om at styre sig og lade være med at tænke kortsigtet. Så lover jeg til gengæld, at du slipper for altid at sidde med Sorteper!”

”Det er jo fremragende! Men kun hvis du kan garantere, at de ikke ender i min skraldespand!” sagde hun og lagde diskret Ekstra Bladet hen over papirkurven, der var fyldt til randen med pastasalat.

”Naturligvis, ellers kender jeg nogen, der nok skal tage skraldet. Men så sidder du heller ikke med Sorteper, når Statsministeren skal have den næste ministerkabale til at gå op,” lovede jeg.

Hun rakte mig hånden og smilede uudgrundeligt ved tanken om, at noget en dag ville gå op for Statsministeren.