Mysteriet om den gamle gartner, der havde jokket i spinaten

Mens jeg sad med morgenkaffen og en smøg, kastede jeg et blik ud af vinduet for at se, om den skovl til en vicevært stadig gik for hvidt og kostede rundt med folk nede på fortovet. Han skulle hellere feje for egen dør først, tænkte jeg. I det samme ringede telefonen.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”

”Goddag, Nissen, du taler med Henning M. Grøn, jeg har brug for din assistance.”

”Lad høre,” lod jeg høre.

”Jeg driver et gartneri, og jeg er ret sikker på, at jeg bliver udsat for industrispionage!”

”Industrispionage?” opmuntrede jeg ham til at fortsætte.

”Jeg har haft mistanken siden jeg opdagede, at der i visse blomsterhandlerkredse cirkulerer roser, som i mistænkelig grad ligner dem, min familie har haft patent på i generationer,” begyndte han.

”Kopi-produkter?” spurgte jeg.

”Næppe, så ville originalerne være trykt flade i kopimaskinen. Nej, der er simpelthen nogen, der går mig i bedene.”

”Bedemænd?” forsøgte jeg.

”Det lugter i hvert fald af undergravende virksomhed,” konstaterede han.

”OK, Grøn, det er nok bedst, jeg kigger ud og hører hele historien,” sagde jeg.

”Udmærket!”

En halv time senere modtog han mig i indkørslen til ”Grøns Gartneri” og førte mig hen til et hus, der lignede en privatbolig.

”Er det her, du driver firmaet fra?” spurgte jeg nysgerrigt.

”Nej, det gør jeg i drivhuset. Kom med herind, så kan jeg vise dig rundt bagefter. Du siger vel ikke nej til en kop kaffe?”

”Én gang skal jo være den første, men det bliver ikke i år,” sagde jeg og gøs ved tanken. Vi kom ind i et rummeligt køkken og satte os ved et bord med udsigt til gårdspladsen. På den anden side kunne jeg se flere rækker drivhuse og stribevis af udendørs bede, hvor der voksede alt muligt.

”Er du alene?” spurgte jeg.

”Nej, min gamle far har et værelse ovenpå. Han kommer ikke så tit ned, han har mistet et ben ved en granatulykke.”

”Var han ved fronten?” spurgte jeg.

”Nej, han var ude ved skuret. Han glemte at slukke sin cigaret, da han åbnede en kasse med granatæbler.”

”Det var dog forfærdeligt!” udbrød jeg

”Ja, men de fleste var alligevel fordærvede. Nå, men måske skulle vi komme til sagen. Du får den korte version,” sagde han. ”Grøns Gartneri er et gammelt familieforetagende, som min tipoldefar, Herman M. Grøn, grundlagde i efteråret 1864, da han som tak for sin deltagelse i krigen fik tilbudt at købe nogle billige slagmarker i Sønderjylland. Her mødte han min tipoldemor, og de flyttede til København og tog markerne med og strøede mulden ud på disse arealer. Tipoldefar fik hurtigt en fin forretning op at stå, hvor han leverede planter, træer og buske til bl.a. parker og kirkegårde. Min oldefar, Hjalmar, udvidede forretningen og begyndte også at levere til de mange villabyggerier og kolonihaver, der skød op i be-gyndelsen af 1900-tallet. Under et anlægsarbejde i Hellerup i 1910 mødte han en østriger, Sigfried Freud, der viste sig at være nevø til Sigmund Freud, som du nok har hørt om…”

Jeg nikkede indforstået, mens jeg glædede mig over, at jeg kun fik den korte version.

”Kun de færreste ved, at Sigmund Freud led af havesyge, og Sigfried hyrede derfor min oldefar til at kurere ham. Nevøens ide var nemlig, at ved at anlægge en rigtig have, kunne man få Freud til at projicere sin havesyge over på haven og dermed selv blive sygdommen kvit.”

”Fantastisk ide…,” indskød jeg.

”Ja, netop… og nu kommer jeg til sagen. Samtidig med at oldefar anlagde Freuds have udviklede han en helt ny rose, der var meget stærk og multiresistent og kunne overleve Freuds havesyge. Han døbte den Neurose og tog straks et verdenspatent.”

”Hm… og verdenspatenter gælder højest i 100 år. Jeg begynder at mærke, hvor det bærer hen,” bemærkede jeg.

”Meget skarpsindigt, Nissen. Det er nemlig Neurosen, som er blevet plagieret. Nogen har stjålet familiens hemmelighed og er begyndt at dyrke den for at få et forspring, når verdenspatentet lige om lidt.”

”Hvor har I dyrket Neuroserne?”

”Følg med,” sagde han og rejste sig. Vi gik ud på gårdspladsen og hen til et stykke jord, der lignede en ganske almindelig køkkenhave.

”Det ligner en ganske almindelig køkkenhave,” sagde jeg.

”Det er det også. Men her bagved ligger Væksthuset, hvor vi dyrker Neuroserne.”

Han skulle lige til at låse op for den tunge ståldør ind til Væksthuset, da mit blik faldt på nogle mærkelige spor i køkkenhaven.

”Vent lige lidt…,” sagde jeg og bøjede mig ned over et spinatbed.

“Er der nogen, der har jogget i spinaten?” spurgte han undrende.

“Nej, men der er nogen, der har jokket i den,” svarede jeg.

”Må jeg se?” Grøn kom hen ved siden af mig. ”Ja, du har minsandten ret. Den er helt trådt ned.”

Han stod som forstenet, og jeg lod ham stene lidt, før jeg nænsomt stillede spørgsmålet:

”Hvor er din far?”

”Oppe på sit værelse, men hvorfor tror du…,” begyndte han hæst.

”Der er kun aftryk efter én fod,” konstaterede jeg nøgternt.

”Du godeste! Den djævel har altid gjort hvad han kunne for at genere mig, men det her er topmålet af frækhed. Min egen far… tænk at stjæle familiepatentet og sælge det til fjenden!”

Han satte sig langsomt i skyggen af et stort stamtræ og lod en hånd glide over rødderne. Lidt efter lød det, som om han snorkede, men lyden kom oppe fra trækronen. Der sad en gammel et-benet mand med favnen fuld af neuroser og savede i den gren, han selv sad på.

Jeg trøstede mig med, at far og søn snart ville finde hinanden igen, så jeg listede lige så stille af, før jeg også fik neuroser.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Mysterier og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s