To dage til jul. En af årets korteste dage, hvilket nok var forklaringen på, at telefonen stadig ikke havde givet lyd fra sig, da jeg var færdig med morgenkaffen, smøgerne og avisen. Jeg overvejede at gå på biblioteket og låne noget lødig litteratur til at have liggende på sofabordet i juledagene, hvis der nu skulle komme gæster. Ulysses, Krig og Fred, Gulag Øhavet, Frøken Jensens Kogebog o.lign.

Ikke for at imponere, men jeg er ikke så hurtig til at lave med, så bare for at gæsterne havde noget fornuftigt at tage sig til imens. Min kusine blev engang helt færdig med Ib Michael, mens jeg skrællede kartofler. Selv om han blev ved med at invitere hende ud, var hun helt færdig med ham. I hvert fald så længe han ikke ville oplyse sit efternavn.

Jeg blev brat trukket tilbage til nutiden af telefonens insisterende kimen. Jeg lod den ringe, for samtidig lød min mobiltelefons dommedags-ringetone, ”Last Christmas”.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”

”Goddag, det er Leonora von Silvermanke.” Stemmen tøvede. ”Kan man være anonym her?”

”Ja, sagtens. Bare ring op igen og lad være med at sige Deres navn.”

”Fint, tak.” Hun afbrød forbindelsen, og kort efter lød organdonorhittet igen. ”Last Christmas, I gave you my heart…”

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”

”Goddag, min mand opfører sig meget mærkeligt, og jeg vil gerne være anonym,” sagde en anonym stemme.

”Måske er det derfor, han opfører sig mærkeligt?” spurgte jeg.

”Nej-nej, De forstår ikke. Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal begynde…,” sagde hun og gik i stå.

”Det kan også være derfor, han opfører sig mærkeligt. Måske skulle De kontakte en sexolog?” foreslog jeg.

”Det har jeg forsøgt, men han kom aldrig. De må hjælpe mig, Nissen. Problemet er, at min mand aldrig er hjemme, og jeg kommer aldrig uden for en dør. Jeg er efterhånden sikker på, at han har en affære med naboen. Det er ung, enlig jurist, som er flyttet ind for et par måneder siden. Hun ligner en fotomodel, altså billedligt talt.”

”Hvad får Dem til at tro, at de har noget sammen?” spurgte jeg.

”Jeg ved det ikke rigtig. Jeg synes bare, han opfører sig mærkeligt. Når han har parkeret bilen i carporten og nærmer sig hoveddøren, er det som om han tøver og vender om.”

”Hvad laver Deres mand?”

”Aner det ikke, han er ikke hjemme,” svarede hun forvirret.

”Jeg mener… hvad arbejder han med?”

”Nååh, han er også jurist.”

”Er han samme sted som naboen?” spurgte jeg skarpsindigt.

”Det ved jeg ikke, han er i hvert fald ikke hjemme lige nu,” svarede hun.

”Hvad med Dem selv?”

”Jeg er hjemme.”

”Jeg mener, hvad er Deres beskæftigelse?”

”Jeg er hjemmegående, det har jeg været siden vi blev gift,” sagde hun.

”Godt. Jeg må hellere komme forbi og undersøge sagen nærmere.”

”De skal være velkommen. Men jeg vil altså stadig gerne være anonym.”

”Diskretion er en selvfølge i min branche. Jeg tager et bind for øjnene og snupper en taxa. Hvad er adressen?”

”Livets Vej 11.”

”Jeg er på vej!” Jeg afsluttede samtalen og udvalgte mig et bind af Kierkegaards samlede værker, hvorefter jeg ringede efter en taxa. Da jeg steg ind, holdt jeg som aftalt bindet op foran ansigtet, så jeg ikke kunne se noget. En halv time senere holdt taxaen stille, og jeg gav chaufføren mit kort og bad ham fortælle i hvilken retning huset lå.

”Den vej!” svarede han og kørte, mens jeg bandede og prøvede at forestille mig hvilken retning, han havde peget i. Han lød også meget kort for hovedet, og desværre var det nok mit kort, han var kørt med. Efter at have vadet rundt i blinde et stykke tid, smugkiggede jeg på bogen. Den hed ”Stadier Paa Livets Vei”, og jeg slog op i indholdsfortegnelsen og fandt hurtigt von Silvermankes hus. Da jeg nærmede mig, tog jeg bindet op foran øjnene igen og famlede mig frem til en husmur og fulgte den til højre, indtil jeg mærkede en dørkarm. Så væltede jeg med et brag over noget, der stod lænet op ad døren, og Kierkegaard fløj hen over fliserne.

Da jeg rejste mig for at se, hvad jeg var faldet over, tog sagen en helt uventet drejning. Det var en stol. Jeg tog i hoveddøren, og den gik op. Inde i entreen stod min klient som forstenet og stirrede først på mig og så på stolen.

”Vi må hellere gå ind i stuen,” sagde jeg. Hun nikkede og gik foran.

”Hvor længe siden er det, han satte Dem stolen for døren?” spurgte jeg, og hun krympede sig.

”2 måneder…”, hviskede hun.

”Hvad skete der?”

”D-d-d-det er svært at tale om,” fremstammede hun, men jeg ventede tålmodigt, indtil hun fortsatte.

”Han ville absolut hver eneste aften, men jeg blev ved med at sige, at jeg ikke havde lyst. Jeg kunne måske klare det en eller to gange om ugen, men ikke hver dag. Jeg bad ham om at holde sig på måtten, og så var det, han stillede mig stolen for døren.”

Tårerne trillede ned ad hendes kinder, da hun for sit indre blik gennemlevede det mareridt, som hendes ægtemand måtte have gennemlevet uden for hoveddøren de sidste måneder.

”Det er jo forfærdeligt. Hver gang han kom hjem, måtte han bare holde sig på måtten, og jeg kunne ikke komme ud til ham, fordi han havde sat stolen for døren. Jeg havde helt fortrængt det, så det er nok derfor, jeg begyndte at tro, at han havde en affære med naboen!”

”Og De har slet ikke holdt en dør åben for ham?” forsøgte jeg.

”Jooo, altså, der er jo adskillige kælderdøre i huset. Vi købte det af en konkursrytter, der altid gik nedenom og hjem. Måske skulle jeg prøve at tilsidesætte mine egne behov og give ham en sidste chance. Det er bare… åh, jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på det.”

”Er det virkelig så slemt at imødekomme Deres mands behov?” spurgte jeg og undertrykte et lummert smil.

”Slemt!! Har De måske nogensinde været tvunget til at se Deadline hver eneste aften hele ugen, når De hellere bare ville have sex!”

“Nej, det kan jeg forsikre Dem for at jeg ikke har, jeg plejer at se det helt frivilligt,” svarede jeg og nåede lige at smutte ud, inden hun satte mig stolen, spisebordet og en kommode for døren.