Mysteriet om sekretæren, der blev taget på ordet

Halvdelen af julemåneden var snart gået, og jeg havde stadig hverken været eller fået pyntet op til jul. Heldigvis havde der været rigeligt at se til på bureauet, for jeg havde måtte endevende samtlige bunker, skuffer og skabe for at finde et ganske bestemt bilag, som jeg havde lovet min revisor sidste forår. Bedst som jeg sad og fantaserede om, hvad jeg kunne bruge tiden på, hvis jeg havde en sekretær, blev jeg brutalt revet ud af mine dagdrømme af telefonens insisterende kimen.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”

”Goddag, det er Ronald Hansen, jeg er informationschef i Gebyrbanken. Jeg har brug for øjeblikkelig assistance i en særdeles prekær affære!”

”Sig frem, sig frem…,” fremsagde jeg og tændte rutinemæssigt en smøg.

”Vi indleder altid dagen med et lille morgenmøde på direktionsgangen, og der er optræk til en mindre bankskandale. Den må vi øjeblikkeligt have standset effektivt og diskret, før der slipper noget ud til offentligheden. Kan du komme med det samme?”

”OK, jeg er der om 10 minutter,” sagde jeg og tændte rutinemæssigt en smøg til.

Gebyrbanken lå ikke længere væk, end at jeg kunne spadsere derover, men jeg tog alligevel en udateret taxakvittering på 150 kr. fra skuffen, så jeg havde noget at handle med, når vi skulle tale om mit honorar.

Godt 10 minutter senere sad jeg på informationschefens kontor, og han skænkede en kop kaffe og rakte mig en skål med småkager, men af frygt for et gebyr afslog jeg høfligt, da jeg kunne se, at de var overtrukket.

”Lad mig høre kendsgerningerne,” lagde jeg ud.

”Det er som sagt en meget penibel sag. Under vores morgenmøde har Direktøren tilsyneladende taget sin sekretær på ordet!” sagde informationschefen og rødmede som jeg aldrig har set en bankmand rødme før.

”Tilsyneladende?” spurgte jeg mistroisk.

”Ja, men ingen så eller hørte noget, for alle havde lige fået deres kuverter med julegratiale,” forklarede han.

”Jeg må hellere tale med sekretæren først,” sagde jeg.

”Nu skal jeg hente hende,” sagde informationschefen og rejste sig. Kort efter kom han tilbage med en nydelig dame midt i 50’erne og præsenterede hende som direktørens sekretær, hvorefter han taktfuldt lod os alene.

”De må hellere beskrive forløbet med Deres egne ord,” bad jeg.

”Ja, det var jo altså dem, Direktøren tog mig på. Men det hele gik så hurtigt. Direktøren havde netop delt kuverter ud til alle cheferne, og de var travlt beskæftiget med at dampe frimærkerne af…,” begyndte hun.

”Undskyld,” afbrød jeg, ”hvad mener De med, at de dampede frimærkerne af?”

”Der er jo ikke længere politisk opbakning til at uddele bankpakker, så cheferne får kun et overfrankeret brev med besked om at dampe af.”

”Hvad skete der så?” spurgte jeg.

”Ja, så var det at… han lige pludselig tog… at han tog mig…” Hun rystede over hele kroppen og trak vejret hurtigt i små stød. ”At han tog mig på ordet!”

“Men hvad havde De dog sagt, siden han reagerede sådan?”

“Det har jeg ingen erindring om. Normalt har jeg jo aldrig noget at skulle have sagt, det siger næsten sig selv.”

“De sagde vel ikke… op?”

“Nej, er De vanvittig, det ord kunne jeg aldrig tage i min mund,” forsikrede hun mig indigneret.

“Talte De måske om noget andet, De kunne tage i Deres mund?” spurgte jeg uskyldigt.

“Det var dog den stiveste! Det finder jeg mig ikke i, unge mand!” sagde hun harmdirrende og gjorde mine til at rejse sig.

”I min branche er der visse spørgsmål, man er nødt til at stille,” affærdigede jeg hende høfligt, men bestemt og nød for en gangs skyld at være i et pengeinstitut, hvor det var mig, der stillede spørgsmålene. ”Jeg må også hellere tale med Direktøren, før jeg har en mening om sagen,” tilføjede jeg nøgternt.

”Selvfølgelig,” sagde hun med årelang autoritetstro og rejste sig.

Hun gik hen og åbnede døren, og sært nok stak informationschefen straks hovedet ind og oplyste, at han allerede havde bedt Direktøren om at komme. Lidt efter trådte en høj, statelig mand ind af døren i en sky af cigarrøg.

”Jeg troede, der var en rygepolitik?” bemærkede jeg.

”Jeg har netop talt med bestyrelsesformanden, og han gav udtryk for en forventning om, at jeg ryger i dag. Og man skuffer ikke bestyrelsesformanden,” erklærede han på protokolmåden.

”Lad os nu se, hvor galt det går. Men jeg vil gå lige til sagen: er det korrekt, at De tog Deres sekretær på ordet?”

”De må være vanvittig, unge mand. Jeg har aldrig taget nogen på ordet! Det vil alle, der kender mig, kunne bevidne!” tordnede han.

”De er da ellers ordførende direktør,” sagde jeg henkastet.

”Det har De aldeles ret i, unge mand, og nu skal jeg…” Pludselig gik han i stå og sad blot og stirrede udtryksløst på mig.

”Ja, De har ret, hr. Direktør. De gik lige i fælden. De har netop taget mig på ordet,” konstaterede jeg nøgternt.

”De godeste! De har ret. Jeg ved ikke, hvad der går af mig. Jeg er jo færdig, hvis det slipper ud!”

Pludselig lignede han bare en gammel bedstefar, som man fik lyst til at gå hen og give et filttæppe og en fjernbetjening, så han kunne sidde i sin skotskternede slåbrok med en kop Frellsen kaffe og se et Matador-mix.

”Måske kan vi finde en ordning?” antydede jeg med finansiel diskretion.

”Hvorledes mener De?” spurgte han, selv om Ordning er det første fag man har på bankskolen.

”Hvis jeg nu overtaler Deres sekretær til at ændre forklaring til, at De tog hende på bordet og ikke på ordet, så er jeg sikker på, at vi kan ride den af. Stormen, altså.”

Han tænkte et kort øjeblik over forslaget og lignede pludselig bare en gammel gris, som man fik lyst til at gå hen og give et stykke køkkenrulle og en fjernbetjening, så han kunne sidde i sin ærmeløse netundertrøje med en lunken dåsebajer og se en sengekantfilm.

”Det er i orden, unge mand. Lad os kalde hende ind.”

Sekretæren var ikke svær at overtale, hvis hun blot kunne få vished for, at der vitterligt ville gå rygter om, at Direktøren havde taget hende på bordet, og få minutter efter havde vi en fortrolig aftale. Jeg havde for en sikkerheds skyld ladet døren stå på klem, så jeg var sikker på, at informationschefen allerede havde formidlet budskabet til hele banken.

Jeg forlod Gebyrbanken med min guldrandede andel af aftalen, som i princippet betød, at jeg ikke behøvede at arbejde resten af året, eftersom jeg var blevet fritaget for bankens gebyrer i en hel uge.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Mysterier. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s