De faste læsere kunne måske begge få det indtryk, at mit telefonabonnement højst tillader et enkelt opkald om dagen, men i dag var en af de dage, hvor man fornemmede kimen til noget stort.

Jeg var dårligt blevet færdig med morgenkaffen, før Mirabel Fhornoyd ringede og sagde tusind tak for sidst og inviterede mig til indvielsen af Joharis Vinstue. Jeg spurgte, om hun ønskede sig noget særligt i åbningsgave.

“Gardiner! Nogle gæster vil helst ikke se ud af noget særligt, og så bliver din revisor sikkert også tiltrukket af, at du køber noget, der kan trækkes fra,” sagde hun underfundigt.

Kort efter ringede hendes far, Philippe Fhornoyd, og udtrykte sin store taknemmelighed over, at jeg havde hjulpet hans datter. Han tilbød mig en uges ”fri menu” på hans Café Freud, hvilket jeg dog høfligt afslog for ikke at risikere at ruinere ham og vores gode venskab. Et venskab, der gik helt tilbage til dengang, jeg kom til at køre ham over, da han var på vej til sit bryllup, men det er en anden historie.

Jeg havde dårligt sagt farvel til Philippe, før jeg igen fik kimen for ørerne.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen”, svarede jeg.

”Mit navn er Rollo Bäcker,” lød det i det, man kalder den anden ende. ”Jeg kunne godt tænke mig, at du kom og så på noget meget mystisk i min have.”

”Mystisk? Hvorledes?” spurgte jeg.

”Der er tilsyneladende en masse mennesker, der har et forehavende i min baghave, mens jeg er på arbejde. Hver dag, når jeg kommer hjem, er der i hvert fald en masse fodspor, som om nogen har trampet gennem haven,” forklarede han oprevet.

”Hm, det lyder godt mystisk. Lad mig bare se på det,” tilbød jeg og spurgte om adressen.

”Rugskellet i Melby.”

”Du er måske bager?” spurgte jeg og undertrykte en fnisen. Der blev helt stille i den anden ende.

”Hvordan kunne du vide det?” spurgte han efter en stund.

”Det er mit job at vide den slags,” løj jeg og lagde på. Godt en time senere holdt jeg foran hans hus i Nordsjælland. Der stod et ordentligt rugbrød i carporten, så jeg måtte parkere på vejen. Bäcker stod i hoveddøren og tog imod mig.

”Ja, jeg beklager, men jeg har nok slået det for stort op, jeg har lidt problemer med synet,” sagde han brødebetynget og nikkede over mod rugbrødet i carporten.

”Bagerens dårlige øje?” kunne jeg ikke dy mig for at spørge.

”Hvordan kunne du vide det?” spurgte han forundret.

”Det er mit job at vide den slags. Måske skulle du spørge genboen, bare for et syns skyld. Det virker som om, hun har et godt øje til dig…”

Jeg nikkede over mod haven på den anden side af vejen, hvor der stod en smuk, solbrændt kvinde og smilede frækt over mod os, og erfaringsmæssigt udelukkede jeg med 99,4 % sikkerhed, at det var møntet på mig.

”Årh, det skøre kvindfolk, hun bager altid på mig, så jeg bliver helt brødflov. Jeg tror, hun har et horn i siden på min kone,” sukkede han. ”Nå, kom indenfor, det er noget helt andet, jeg vil tale med dig om.”

“Der er ellers pænt og nydelig her,” sagde jeg og så mig om på villavejen, hvor huse, træer, hække og haver stod ranke, snorlige og millimeterpræcise, som var de anlagt med lineal og vaterpas og al den tålmodighed, en varevogn med polske håndværkere kan opbyde. Jeg fulgte med ind i entreen og så mig nysgerrigt om. Der lugtede lidt mærkeligt.

”Min kone ligger lige og hviler sig oven på, hun er meget træt for tiden. Hun har noget i ovnen, og der er desværre gået kage i det, fordi hun insisterer på kun at bruge Dankort som hævemiddel,” forklarede han, mens han førte vej gennem stuen, udestuen og ud i haven.

”Prøv at se! Der er trampet en hel sti ned gennem baghaven,” sagde han indigneret og pegede. Han havde ret. Græsset var helt trampet fladt i et bredt stykke ned mod det bageste af haven, der blev afsluttet af et stengærde.

”Kan det være industrispionage? Jeg kan se, at der også er nogen, der går dig i bedene?” spurgte jeg og pegede på et rosenbed, hvor der tilsyneladende lige var sået rosenbrød.

”Måske, det er en stenhård branche. Den enes død, den andens brød, du ved…,” sagde han, mens vi fulgtes ned i den bageste ende af haven, hvor fodsporene sporløst forsvandt.

”Hm…,” sagde jeg og studerede stengærdet, der afsluttede haven. ”Det er da ikke rigtige sten?” spurgte jeg mistænksomt.

”Nej, det er gær. Under den seneste generalstrejke hamstrede vi lidt rigeligt, og da det var helt størknet, brugte vi det her. Men tror du nogen stjæler størknet gær?”

”Nej, men lige her hvor sporene ender, er gæret sunket lidt sammen…,” sagde jeg og pegede.

”Gud ja, det var der, ungerne og jeg lavede en jordovn i efteråret, da vi ville bage en jordnøddekage. Men jeg forstår stadig ikke sammenhængen?” spurgte han forvirret.

“Du ved, hvordan det er, Bäcker. Folk har ingen tålmodighed i dag. De vil både blæse og have mel i munden. Alt skal være pænt, perfekt og symmetrisk, men det fører uvægerligt til en overspringshandlinger. Og din have er det eneste sted i miles omkreds, hvor man kan springe over, hvor gæret er lavest…”