Jeg havde besluttet mig for at holde en fridag! Som selvstændig har man ellers aldrig fri, læste jeg engang i Børsen, og derfor undrede det mig lidt, at telefonen ikke kimede nonstop, men måske fik jeg ikke læst det med småt. Eller også stod der, at man ”i princippet” aldrig har fri, og det er jo i princippet noget helt andet.

I det samme kimede det på døren, og selv om det i princippet lyder ringe, er det jo ikke så ringe endda. Det var min nabo, Henriksen, som ellers altid holder sig for sig selv og kun ringer på, når jeg skal hjælpe ham med et eller andet.

”Nissen! Længe siden! Jeg tænkte, at jeg måske kunne byde på en kop kaffe?” spurgte han og prøvede at se uskyldig ud.

”Henriksen… det må du gerne, men hvad skal jeg tage med? Regnemaskinen? Boremaskinen? Røremaskinen?” gennemskuede jeg ham.

”Nå, nå… man er nok i det humør, hva’?” forsøgte han sig et kort øjeblik, men opgav så. ”OK, jeg har besøg af min unge niece, Lili, og hun bliver ved med at sige, at hun ikke har noget valg, og jeg aner ikke, hvad jeg skal sige til hende. Det er ikke lige mig, når de unge mennesker ruller sig ud på den måde, men du plejer jo at være så god til det der med at finde ud af tingene…” fedtede han.

Jeg faldt for det med kaffen og fulgte med ham ind i hans køkken, hvor der sad en ung, rødhåret pige med gnistrende øjne.

”Lili-dér… Nissen-hér,” drævede jeg på Jason-måden og kastede noget, der skulle ligne et håndtegn.

”Jeg har ikke noget valg!” erklærede hun og stirrede trodsigt på mig med et blik, der var ungdommeligt determineret.

”Hvorfor egentlig ikke?” spurgte jeg og fornemmede, at den her samtale ikke ville blive helt almindelig.

”Jeg ved heller ikke, hvor det bliver af, jeg har bare ventet SÅ længe. Men det er ikke blevet udskrevet endnu,” sagde hun.

”Så det er stadig indlagt?” famlede jeg mig i blinde.

”Ja, sådan kan du godt udlægge det,” svarede hun neutralt.

”Det er vel et godt tegn, så er der da håb endnu?” spurgte jeg uden at ane hvad vi egentlig talte om.

”Hvad mener du?” spurgte hun og så skarpt på mig.

”Det kunne tyde på, at operationen er lykkedes, men at patienten har overlevet?”

”Du mener overlevet i overført betydning?” replicerede hun med stigende diskussionslyst.

”Selvfølgelig!” bekræftede jeg overbevisende.

”Nej, så er operationen ikke lykkedes. Man evner ikke at overleve, hvis man lever over evne. Så skal man i hvert fald have en lever over evne,” konstaterede hun med teenagerens uimodståelige selvfølgelighed.

”Nu har du ventet så længe på det valg… hvad vil du så egentlig stille op, når det kommer?” skiftede jeg spor og tog taknemmeligt imod Henriksens kaffe.

”Mit parti, selvfølgelig,” sagde hun og rullede med øjnene.

”Hvilken liste stiller du op for?” spurgte jeg.

”Idealisten!”

”Så du er idealist!?”

”Klart, jeg handler kun ud fra idealer. Gør du ikke?” ville hun vide.

”Næh, jeg plejer højst at handle ud fra en indkøbsseddel. Men har I samlet underskrifter nok til at stille noget op?” sagde jeg med den voksnes bedrevidenhed.

”Ja-ja, min lillebror har samlet på autografer, siden han var lille,” svarede hun triumferende.

”Skal I så på krydstogt?”

”Krydstogt?” spurgte hun undrende.

”Ja, ud og fiske stemmer…,” uddybede jeg ude på det dybe uden at ane, hvor den her samtale førte hen.

”Jamen problemet er bare, at jeg KAN ikke vente! Jeg kan ikke holde ud, at jeg ikke har noget valg! Hvad skal jeg gøre??” råbte hun fortvivlet, så Henriksen med husmodernervøse træk omgående dulmede nerverne ved at satte mere vand over.

”Mit råd er, at du køber noget tid,” rådgav jeg.

”Tid?? Hvordan skulle jeg få råd til tid?” spurgte hun afmålt.

”Du har da lige fået råd af mig…,” bemærkede jeg.

”Jeg har ikke en øre, jeg er sgu da idealist, for pokker!”

”Hm… kender du ikke nogen fra REA-listen i Sverige?” forsøgte jeg mig.

”Rea…? Er det ikke dét, der står på alle butiksvinduerne i Malmö, når der er udsalg?” kom det skeptisk, men nysgerrigt fra hende.

”Jo. De sælger altid ud af det hele i det parti, så der kan du måske købe tid på den politiske måde, indtil valget kommer herhjemme?”

”Nissen! Den køber jeg! Du er sgu ikke så dum en nabo! Jeg giver en omgang på Ideal Bar, når valget er overstået!” udbrød hun glædesstrålende og smilede over hele hovedet, mens Henriksen åndede lettet op og sendte mig et taknemmeligt smil hen over de 6 kander kaffe, han havde nået at brygge.