Mysteriet om sygeplejersken, der stak sin kollega

Det tegnede til en stille dag på hjemmekontoret, da det ringede på døren. Det var mandag, så det kunne ikke være postbudet. Klokken var kun 9, så det kunne ikke være viceværten. Jeg havde ikke lavet kaffe, så det kunne ikke være naboen.

Jeg gik ud og åbnede, og udenfor stod en kvinde med en stor hvid kuvert i hånden og to Latte-To-Go.

“Jeg vil gerne tale med dig om et job,” sagde hun og rakte mig det ene krus. Man skal ikke modarbejde mirakler, så jeg lukkede hende ind og bad hende tage plads i klientstolen. Jeg smagte på latten.

“Du er ikke gået herhen?” spurgte jeg.

“Så skal jeg spørge: hvor ved du det fra? Og så svarer du, at det er dit job at vide den slags,” replicerede hun kækt. Lidt for kækt.

Jeg beholdt Rummy-fjæset (jeg spiller ikke poker), mens jeg spekulerede på hvor hun kendte mine replikker fra.

“Det er en fremragende kaffe, men den er ikke købt her i nærheden. Den er stadig rimeligt varm, og derfor kan du ikke være gået herhen med den. Jeg tvivler på en taxa, og du er heller ikke i egen bil, for du ville ikke kunne være sikker på at parkere i nærheden. Derfor har nogen kørt dig,” analyserede jeg.

“Sheer luck, Sherlock,” svarede hun, og det lød ikke som en kompliment.

“Nåmen lad os komme til sagen, hvad drejer det sig vedrørende?” spurgte jeg.

“Jeg har hørt meget om dig, og foreløbig passer det fint. Enlig, småsjusket, bedrevidende, træls at høre på, men god til de få jobs, du får. Du mangler bare én som mig,” sagde hun.

“Hva’ba’?” spurgte jeg og hostede kaffen galt i halsen. “Hvad mener du med træls at høre på?”

Hun grinede som hammer og mejsel, og antydningen af et smil tegnede sig på hendes stoneface.

“Nissen, jeg er din nye assistent. Annika. Her er mine papirer,” sagde hun og rakte mig en kuvert, hvor der stod ”Hvem ka’? Annika”. Den indeholdt en kontrakt.

“Den første måned er gratis virksomhedspraktik,” fortsatte hun. “Bagefter kan du ikke undvære mig, og så kan jeg fortælle dig, hvad jeg skal have i løn.”

“Tog du jobannoncen med, for den mindes jeg ikke at have set,” sagde jeg og lurede på hvor TV-holdet havde gemt det skjulte kamera.

“Der ligger en jobprofil bag kontrakten,” sagde hun og nikkede mod kuverten.

Ganske rigtigt. Jeg skimmede ned over siden. Passe telefon, styre kalender, rydde op, føre journal, tage referater, markedsføre bureauet, arkivere sager, vedligeholde hjemmeside, researche klienter, betale regninger, føre regnskab, lave kaffe og frokost, pudse forstørrelsesglasset… Nu var det min tur til at trække på smilebåndet.

“Hvad skal jeg så lave?” spurgte jeg.

“Det du er god til. Opklare sager. Jeg tager mig af alt det andet. Her… du skal bare skrive under på den stiplede linje.”

Man skal ikke modarbejde mirakler, så jeg satte pennen til papiret.

“VENT!” sagde hun skarpt. “Jeg har en enkelt betingelse.”

Det måtte jo komme. Jeg hævede pennen fra papiret. Nu stod der Nisse.

“Du skal finde ud af, hvorfor jeg blev fyret fra mit seneste job. Men jeg har ikke råd til at betale dig penge for det, så vi må finde på noget andet.”

“Nu stjæler du igen mine replikker,” konstaterede jeg. Og satte det sidste n på kontrakten.

“Hvornår kan du starte?” fortsatte jeg.

“Vi er i gang,” kom det med et smil, som jeg måske en dag kunne begynde at vænne mig til.

“Fint. Start fra begyndelsen,” bad jeg.

“Som ung drømte jeg altid om at blive læge,” begyndte hun. “Men da jeg var færdig med gymnasiet og søgte læge, så nåede jeg kun til venteværelset og blev henvist til at søge medicin. Jeg fandt også en hel masse, men vidste ikke hvad jeg skulle bruge det til, så jeg gav det væk til to fulde nordmænd på Roskilde Festival. Den ene er nu milliardær og har vundet to Nobelpriser, og den anden er medicinmand på Jan Mayen.”

Hun tømte sin Latte, mens jeg stadig havde noget tilbage. 1-0 til hende.

“I stedet uddannede jeg mig til sygeplejerske, da mine veninder sagte det var den letteste vej til lægen. Efter forskellige vikariater blev jeg fastansat på Riget som operationssygeplejerske, og det var et dejligt job, som jeg var glad for i mange år. Men sidste år blev jeg uheldigvis stukket af en kollega, der virkede som om hun var på sprøjten.”

Hun holdt en kunstpause, mens hun studerede et maleri på væggen.

“Hvad skete der så?” spurgte jeg opfindsomt.

“Jeg anmeldte det som en arbejdsskade, og ledelsen lovede at se på sagen, men der gik lang tid uden jeg hørte noget. Stemningen på afdelingen blev dårligere og dårligere, og efterhånden gik alle og stak til hinanden med alt hvad de kunne komme i nærheden af. Stikpiller, stiklagener, stikkontakter og sådan noget. Jeg hørte stadig ikke en lyd fra ledelsen, så for sjov anmeldte jeg en ny arbejdsskade om nedsat hørelse. Så blev jeg kaldt ind til overlægen, men i stedet for en erstatning blev jeg tilbudt en fratrædelsesordning!”

“Den tog du vel ikke imod?”

“Hvad skulle jeg gøre? Jeg var virkelig langt nede, jeg tror det var helt nede på 1. eller 2. sal, og overlægen var meget overtalende. Så jeg skrev under og forlod Riget samme dag. Nu står jeg her, et år efter, og er helt klar igen.”

“Og hvad er det helt præcis du vil have, at jeg finder ud af?”

“Hvorfor det var mig, der blev bedt om at stoppe. Og hvorfor jeg ikke fik en erstatning. Eller en undskyldning. Eller bare en forklaring.”

“OK, jeg skal se hvad jeg kan gøre. Imens kan du jo gå i gang med din jobbeskrivelse. Men hold dig venligst til kontoret, køkkenet og badeværelset, resten af lejligheden er privat.”

“Resten?” spurgte hun undrende og så sig omkring og lod blikket dvæle lidt ved sovesofaen.

“Du spørger for meget,” sagde jeg og rejste mig for at tage ind på Riget og stille nogle spørgsmål.

Jeg fandt hendes gamle afdeling, og for lige at fornemme stemningen satte jeg mig i besøgsværelset, hvor jeg havde nogenlunde overblik over hvad der foregik. Jeg konstaterede hurtigt, at der var flere indlagte pauser end patienter.

Lidt efter rejste jeg mig og slentrede ned ad gangen, og så at døren til overlægens kontor stod åben. Jeg gik ind og fandt ham siddende ved skrivebordet, hvor han var sad bøjet over en tegneblok og tegnede noget der mest mindede om japanske kokkeknive. Eller måske var det bare en recept.

“Ja?” spurgte han og kiggede op.

“Jeg er ved at ansætte en sekretær, men har brug for nogle referencer. Du har haft en Annika Nibal ansat?” spurgte jeg.

“Korrekt, hun stoppede for et års tid siden,” svarede han afmålt.

“Må jeg spørge hvorfor?”

“Ja.”

“Hvorfor?”

“Hun stak sin kollega,” svarede han.

“Stak HUN sin kollega? Jeg har fået oplyst, at det forholdt sig stik modsat.”

“Det er korrekt, at Annika mente, at hendes kollega gik og stak til hende, men det havde intet på sig. Derimod stak hun sin kollega ved at anmelde hende til ledelsen, endda på et uretmæssigt grundlag.”

“Og var det virkelig grund nok til at hun måtte stoppe?”

“Ikke kun, men jeg er ikke fortaler for at man bagtaler. Vi stod også foran en prikkerunde, og så er det ikke godt med sådan en stikkerkultur. Jeg bryder mig i forvejen ikke om at skære i personalet, det er jo det vi har patienter til. Men nogle gange er man nødt til at finde sparekniven frem og skære ind til benet. I øvrigt havde hun noget med hørelsen og hørte ikke rigtig til.”

“Men kan du anbefale hende?”

“Ja, jeg anbefalede hende i hvert fald at finde et andet job.” Han bøjede sig over sin knivblok og signalerede at konsultationen var slut.

Jeg var rasende, da jeg forlod hans kontor, og en bekymret sygeplejerske stoppede mig, da jeg var halvvejs nede ad gangen.

“Du ser virkelig oprevet ud, skal jeg ikke tage dit blodtryk?” spurgte hun.

“Nej, jeg skal bruge det senere”, svarede jeg.

Reklamer
Udgivet i Mysterier | Tagget | Skriv en kommentar

Mysteriet om advokaten, der fik sin sag for

Det var en af de mange mandag formiddage, jeg havde valgt at tilbringe nede på Café Freud hos min gode ven Philippe Fhornoyd. Han havde dog for travlt til at hyggesnakke, da der var mødregruppemøde i det baglokale, som stamkunderne kaldte Am-Am-Am-Ammestuen.

Der var heller ikke ledige borde i resten af caféen, så jeg slog mig ned over for en kvinde på omkring de 40, som var dybt begravet i sin MacBook Pro. Ved siden af lå en iPad, som hun tog noter på med en touchpen, og hendes iPhone ringede netop da jeg havde sat mig til rette med en Latte Überich i håb om lidt fred og ro.

“Hej mor, må jeg ringe senere, jeg sidder lige og forbereder mig?” spurgte hun.

Pause. At dømme efter hendes ansigtsudtryk måtte hun ikke ringe senere.

“Jeg ved det ikke, mor, kan vi ikke…”

Pause. Det kunne de altså ikke.

“Mor, du skal ikke være nervøs, de kan ikke smide jer ud. Det siger juraen!”

Hun sendte mig et opgivende ”Mødre!”-blik. Godt hun ikke sad inde i Ammestuen.

“Det er jura, mor, sådan er loven. Og nu bliver jeg altså nødt til at løbe, vi snakkes ved, ikke? Hej-hej.”

Hun sukkede dybt og tømte sin Cortado.

“Går du op i jura?” spurgte jeg henkastet.

“Hvordan kunne du vide det?” spurgte hun forundret.

“Det er mit job at vide den slags,” svarede jeg udtryksløst og skubbede mit visitkort hen over bordet. “Mit bureau kunne godt bruge et godt råd.”

“Så bliver det ikke lige nu, for jeg skal til eksamen i morgen, og jeg har ret travlt,” sagde hun kort for hovedet.

“OK, det kan vente. Men må jeg ikke byde på en Cortado mere, så skal jeg nok lade dig være i fred. Det lyder som om, du har fået din sag for.”

“Hvordan kunne du vide det?” spurgte hun og så igen undrende på mig, mens jeg prøvede at fange Philippes opmærksomhed for at bestille. Jeg spekulerede over hvad det var, jeg vidste. Eller ikke vidste, at jeg vidste, men som hun vidste, at jeg vidste.

“Hør her, jeg aner ikke hvem du er, men hvordan fanden kan du vide, at jeg skal op i jura i morgen, og at jeg har fået min egen sag for?” spurgte hun lettere rystet.

“Det er mit job at vide den slags. Din egen sag?” fortsatte jeg neutralt for at skjule min forvirring.

“Ja, jeg har lige trukket mit eksamensspørgsmål og har 24 timer til at forberede mig, og jeg har fandeme trukket en sag, jeg selv har haft! What are the odds!”

“Hvordan kan du have haft en sag, når du ikke har været til eksamen endnu?” spurgte jeg skeptisk.

“Det er en lang historie,” sagde hun. “Sagen er, at jeg har været advokat før, men jeg mistede min bestalling, da jeg blev dømt for foragt for retten. Derfor skal jeg til eksamen igen, og af alle sager, så trækker jeg lige præcis den.”

“Hvad drejede sagen sig vedrørende?”

Hun tøvede lidt og skævede til sit ur. Og til mit visitkort. Og til menukortet.

“Okay, lad os gøre kort proces. Du giver frokost, jeg fortæller historien, du giver mig et par advokatråd, og så hjælper jeg dit bureau i næste uge. Deal?”

“Deal,” svarede jeg, og vi gav hånd. Jeg kaldte på Philippe, som tog imod vores bestillinger, og hun begyndte på sin historie.

“Jeg arbejdede hos en kendt forsvarsadvokat og havde fået en vanskelig sag, hvor vi skulle forsvare en mor, der var anklaget for at vanrøgte sin baby. En sundhedsplejerske havde meldt hende, fordi ungen altid havde den samme ble på, når hun kom. Det var en rigtig lortesag, og jeg var sikker på, at der var noget der stak under.”

Der lød et skrig inde fra Ammestuen, og en ung kvinde kom stormende med panik i øjnene og spurgte om hun kunne låne en iPhone-oplader. Vi ignorerede hende, og advokaten fortsatte sin beretning.

“Jeg havde kendt anklageren i mange år, og vi aftalte i al hemmelighed at spise middag på en restaurant aftenen før retssagen for at drøfte sagen uformelt. Vi bestilte et stort fad med lækkerier, og balladen opstod, da tjeneren stillede fadet på min side af bordet. Anklageren anklagede mig pludselig for, at jeg for enhver pris ville have retten på min side, og mente at han også havde ret til at komme til fadet. Jeg rejste mig og protesterede, men tjeneren valgte at overhøre mig, og i stedet bestilte anklageren en færdigret, der skulle stå på hans side. Vi kom op og skændes om forskellen på færdigret og retfærdig, og til sidst blev jeg så gal, at jeg gik uden at røre maden.”

“Næste dag sladrede anklageren til dommeren, og uheldigvis var det dommerens bror, der ejede restauranten, så jeg blev dømt for foragt for retten, fordi jeg var skredet uden at røre den. Jeg erkendte, at jeg i situationen havde haft svært ved at kende forskel på ret og uret, men der var ret mørkt på restauranten. Anklageren fremviste imidlertid billeder af både retten og uret, og dommeren lagde til grund, at jeg burde have kunnet kende forskel.”

“Derfor skal jeg op til en ny eksamen for at få min bestalling tilbage,” konstaterede hun tørt, samtidig med at Philippe kom med vores frokost. Jeg skubbede diskret min tallerken over på hendes side af bordet, men hun smilede og vinkede afværgende.

“Men hvad med selve retssagen mod moren?” ville jeg vide.

“Den tabte jeg med et brag, og hun blev dømt,” hviskede hun brødebetynget.

“Og det er den sag, du har fået for til i morgen?”

“Ja, og jeg aner ikke hvad jeg kunne have gjort anderledes. Det var virkelig en sag, der stank langt væk. Du skulle have set nogle billeder, den baby var virkelig ikke blevet skiftet i flere dage.”

Jeg sad lidt og tyggede på hendes historie og overvejede at spørge hvorfor den ikke var blevet behandlet i skifteretten, men så fik jeg en ide.

“Du ser tænksom ud,” sagde hun og rynkede lidt på næsen.

“Havde barnet en far?” spurgte jeg.

“Nej, det var meget tragisk, han døde under graviditeten. Han efterlod sig også en eks-kone og to børn fra forrige ægteskab,” sagde hun.

“Hm… Hvad hed babyen?”

“Hvad den hed? Det kan jeg da ikke huske, det var en dreng… hvorfor spørger du om det?”

“Det er mit job at spørge om den slags,” svarede jeg rutinemæssigt.

“Vent lidt, jeg har hele sagen her. Han hed… Bo.”

“Jeg skal lige forstå eksamensreglerne helt korrekt. Du skal forklare hvad du ville gøre for at forsvare moren i den konkrete sag, hvor hun var anklaget for at vanrøgte sin baby?”

“Præcis.” Hun begyndte at se en anelse utålmodig ud.

“Det er let nok. Du kan bare henvise til, at hun var nødt til at sidde med uskiftet bo.”

Hun blev helt stille. Så lyste hun op i et stort smil og sprang over og gav mig et kæmpe knus, hvorefter hun tog sine ting og fløj ud af cafeen. Tilbage stod hendes urørte frokost.

Ti kendes for… ret mange.

Udgivet i Mysterier | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Mysteriet om manden, der havde en ringe tilværelse

Min telefon havde ikke ringet hele dagen. Faktisk havde den ikke ringet i flere dage, og måske var der ligefrem tale om uger. Jeg var holdt op med at tælle, og havde i stedet tilladt mig at holde sommerferie. Det vil sige lave det samme som jeg altid laver, bare uden at telefonen ringer.

Jeg elsker ellers den lyd. Jeg ringeagter den nærmest. Men denne mandag skete der noget, der var mindst lige så uventet, men knap så iørefaldende som telefonens kimen for ørene. Jeg fik et rigtigt brev! Det lå dog ikke i min postkasse, for det var en rudekuvert, så den sad i vinduet nede i opgangen.

Jeg mindedes ikke at have fået et brev, siden Mysteriet om det stjålne blik, hvor det viste sig at være et pulverbrev med en vareprøve på Nescafé. Jeg besluttede at tage brevet med ned på Café Freud og styrke mig på en Latte Überich, inden jeg opsprættede den fremsendte epistel.

”Kære Detektiv Nissen!” begyndte det, og allerede der blev jeg varm om hjertet, selv om mit fornavn var stavet forkert. ”Jeg henvender mig til Dem, fordi min opmærksomhed er blevet henledt på Deres forretning af en fælles bekendt, hr. Philippe Fhornoyd.”

Jeg skævede op til Philippe, ejeren af Café Freud, der stod midt i en heftig diskussion med en ung mor, som insisterede på at få en Café Latte med Nan Pro 3, selvom barnet tydeligvis kun var få måneder gammelt. Hun truede med at hendes mødregruppe ville boycotte caféen, og ved udsigten til at miste halvdelen af omsætningen, valgte Philippe at følge alle caféejeres moderinstinkt og føje hende.

Jeg koncentrerede mig om igen om brevet: ”Sagen er, at jeg har været så uheldig at miste min telefon og derfor har visse kontaktvanskeligheder, og jeg håber derfor meget, De vil bistå mig med at finde telefonen igen. De skal nok få det betalt. Kontakt mig venligst på nedenstående adresse. Med venlig hilsen Archibald B. Blom.”

Der stod en adresse i Nordsjælland, og jeg tog en rask beslutning, snuppede et GoCard med et nogenlunde neutralt reklamebudskab (”Vær beredt – heste er kommet for at blive”) og skrev til ham, at jeg gerne ville tage sagen. Efter at have regnet på Postvæsenets fortræffeligheder, foreslog jeg at aflægge ham en visit fire dage senere, dvs om fredagen.

Torsdag fik jeg et nyt brev fra ham, hvor han skrev, at fredag desværre passede ham meget dårligt. Mere stod der ikke. Jeg sendte et nyt brev samme dag, hvor jeg bad ham foreslå et andet tidspunkt.

Onsdag fik jeg et nyt brev, hvor han foreslog, at jeg kom tirsdag, dvs dagen før. Brevet var dateret om lørdagen og poststemplet om mandagen. Jeg skrev til ham med det samme, dvs onsdag, og beklagede meget, at jeg ikke var dukket op dagen før, og jeg foreslog i stedet, at jeg skulle komme fredag.

Torsdag fik jeg brev fra ham, hvor han spurgte, hvorfor jeg ikke var kommet om tirsdagen. Han foreslog i stedet, at jeg kom om mandagen. Jeg skyndte mig at skrive, at det var i orden, og at han skulle se bort fra mit brev om, at jeg ville komme om fredagen, og så skyndte jeg mig ellers af sted mandag morgen, inden postbudet var nået at komme. Han var sikkert allerede nedslidt af denne sag.

Archibald B. Blom var heldigvis hjemme. Han var en nydelig herre på omkring de 75, lidt skrutrygget og med vagtsomme blå øjne under buskede bryn. Det første jeg så var, da jeg blev lukket ind i entréen var, at der stod en telefon på en kommode. Jeg løftede røret og lyttede til hyletonen.

“Undskyld, hr. Blom, men De skrev, at De havde mistet Deres telefon?” spurgte jeg med den lige-til-sagen-hed, der kendetegner folk i min branche.

“Jeg… jeg…,” stammede han forlegent og skrumpede nærmest ind for øjnene af mig. Han gik helt i stå, og en tåre trillede ned over den leverplettede kind. ”Vil De ikke have en kop kaffe, når De nu er taget hele den lange vej herop?” spurgte han.

“Det vil jeg meget gerne,” svarede jeg. Hvad skulle jeg ellers have gjort? Jeg havde ikke flere frimærker.

Lidt efter sad vi i hans spartansk indrettede, men ganske hyggelige dagligstue med hver vores kop lunken kaffe. Transistorradioen spillede Gustav Winckler på P4, og jeg havde på fornemmelsen, at det havde den gjort i mange år. Den var halvvejs gennem ”Gem et lille smil til det bli’r gråvejr”, og jeg smilede for mig selv, indtil jeg kom i tanker om, at solen skinnede, hvorefter jeg igen lagde ansigtet i alvorlige folder.

“Nissen, De har ret, min telefon er ikke blevet væk. Det forholder sig simpelthen sådan, at jeg er bange for at ringe til nogen,” sagde han, idet han tog mod til sig. Jeg ville også gerne have haft lidt, men der var ikke mere.

“Men De må ikke være vred på mig, fordi jeg har ulejliget Dem helt herop”, fortsatte han bedende. “Philippe har fortalt så meget pænt om Dem, og han sagde, at De er sådan én, der finder det, som folk har mistet, ikke sandt?”

“Jo, hr. Blom, De kan være ganske rolig. Jeg er ikke vred på Dem, og jeg vil gerne se, om jeg kan finde… øh… det, der er blevet væk,” svarede jeg. Forstanden, tænkte jeg.

“Hvornår skete det?” spurgte jeg og trak en notesbog frem. Man skal jo starte et sted.

“Det er ikke så længe siden. Højst et par år, vil jeg tro. Lad mig se… det har været omkring 1995, tror jeg,” sagde han eftertænksomt.

“Javel,” sagde jeg monotont og noterede fire spørgsmålstegn. “Hvad skete der?” fortsatte jeg ufortrødent.

“Det blev for dyrt at tale i telefon,” sagde han.

“For dyrt?” gentog jeg bare. Jeg var allerede løbet tør for andre ideer. På P4 var Gustav  i gang med endnu et hit, jeg vil skyde på ”Hvide måge”.

“Ja, jeg fik helt uforståeligt en telefonregning på 30.000 kr. i ét kvartal. Jeg blev meget vred på Telefonvæsnet og klagede flere gange, men de ville ikke give sig, og til sidst blev jeg så gal, at jeg sagde, at det skulle de få betalt.”

“Og siden…,” begyndte jeg, men gik i stå, tynget af historien om hans heroiske kamp mod statsmonopolet. Det er godt, der er kommet flere af dem nu.

“Jeg måtte låne pengene af Philippe, og det tog mange år at betale dem tilbage. Det var forfærdeligt,” sagde han med pibende stemme.

“Det kan jeg sandelig godt forstå,” løj jeg og vandt lidt tid ved at skænke mere kaffe. “Men De siger, at regningen var helt uforståelig?” skød jeg i blinde.

“Ja, for jeg kan huske, at jeg stort set ikke havde talt med nogen i meget lang tid. Mit hår var f.eks. blevet meget langt, fordi min barber altid var optaget, når jeg ringede,” sagde han.

“Du godeste,” sagde jeg. Noget skulle jeg jo sige.

“Siden har jeg ikke engang turdet ringe til Frøken Klokken, for jeg var bange for, at hun heller ikke havde tid til mig,” sagde han. “Men jeg er blevet gode venner med postbudet, det er ikke så ringe,” tilføjede han.

Jeg ledte efter ordene, men fornemmede, at vi var ude i randområdet af min kernekompetence. På den anden side, så siger det ikke alverden, så jeg valgte det sikre. Improvisere.

“Har De slet ikke noget netværk?” spurgte jeg.

“Nej, jeg kender efterhånden ingen mennesker. Postbudet, som sagt. Og hjemmehjælpen, der kommer hver anden onsdag, hvis hun har tid. Denne samtale er noget af det længste, jeg har haft, siden kommunen hentede min robotstøvsuger, og den blev ved med at stikke af fra dem,” sagde han og trak lidt på smilebåndet.

“Hvorfor kunne De ikke beholde den?” undredes jeg.

“Den havde en særlig hvinende lyd, som gjorde forfærdelig ondt inde i mit hoved. Jeg har tinnitus, forstår De. Ja, min kone er ganske vist død for mange år siden, men det er ikke holdt op,” sagde han og skævede op på chatollet, hvor der stod et falmet foto fra den dag de blev gift.

“Tinnitus? Hvornår fik De det?” spurgte jeg. Jeg havde fået færten af noget, og jeg kunne mærke, det var kimen til noget stort.

“Åh, det fik jeg konstateret engang i slutningen af halvfemserne. Jeg husker det ikke bestemt, for det var ikke noget, der lige kom fra den ene dag til den anden,” forklarede han undskyldende.

Jeg sad lidt og grublede, mens jeg lyttede til endnu en af Gustavs evergreens. Det gik op for mig, at det var ”Jeg vil vente ved telefonen”, og pludselig så jeg det hele for mig.

“Kan De have haft tinnitus allerede i 1995?” spurgte jeg.

Han lukkede øjnene, satte fingerspidserne mod hinanden og tænkte sig grundigt om. Eller også sov han.

“Ja, det er meget muligt,” sagde han, åbnede øjnene og så undrende på mig.

“Kan det tænkes, at der slet ikke var optaget hos Deres barber?” vedblev jeg.

“Hvad mener De?” spurgte han forvirret, men jeg kunne se, at noget dæmrede.

Indtal venligst en besked efter ventetonen,” sagde jeg med en mekanisk robotstemme, og det gav et sæt i ham, og han begyndte at ryste over hele kroppen.

“Du altforbarmende, Nissen! Nu husker jeg det hele! Jeg sad jo der i timevis og ventede på, at tonen skulle holde op… og jeg nåede aldrig at lægge nogen besked!”

“Præcis. Det er ikke så underligt, at De fik en stor telefonregning, vel?” smilede jeg og nippede selvtilfreds til kaffen, mens Gustav og Grete Klitgård sang om visne roser.

“Nissen, det forklarer jo alt! Jeg kan mærke det… jeg kan mærke brikkerne falde på plads… jeg får lyst til at ringe til nogen! Jeg vil ringe til min kone! Nissen! Jeg må ringe til min kone og fortælle det! Kan De ikke hjælpe mig?”

“Hr. Blom, dét er desværre ikke lige mit nummer.”

Udgivet i Mysterier | Tagget , , | Skriv en kommentar

Mysteriet om den døde murer

Det var mandag, og jeg sad med dagens anden kop kaffe og læste om Metrobyggeriet i København. Der var problemer med arbejdsforholdene, og nu havde man indført en  whistleblower-ordning, hvor medarbejderne kunne klage anonymt. Jeg tænkte, at det kunne bane vejen for undergravende virksomhed, men det var vel også hele ideen. I det samme ringede telefonen.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” sagde jeg.

“De taler med frøken Ingeborg fra Nørrebro. Jeg har været ude for noget sælsomt, og jeg har brug for Deres hjælp, for ordensmagten vil ikke tage sig af det,” lød det fra en ældre kvindestemme.

”Hvad drejer det sig vedrørende, frøken… øh, hvad var navnet?” spurgte jeg.

”Ingeborg,” gentog hun. Enten var hun adelig, eller også havde hun bare glemt sit efternavn. Måske begge dele.

”Hvormed kan jeg være Dem behjælpelig, frøken Ingeborg?” spurgte jeg belevent.

”I morges var jeg henne på Assistens Kirkegård for at se til min mand og lægge nogen blomster, og jeg så et genfærd snige sig rundt på gangene,” hviskede hun med rystende stemme.

”Hvorledes viste dette Fænomen sig for Dem?” spurgte jeg og matchede hende ved at lyde som et radiospil fra 50’erne.

”Jeg så en hvid, mælkeagtig tåge og hørte en høj pibende lyd, som jeg aldrig har hørt derhenne før,” sagde hun.

”Det lyder grangiveligt højst besynderligt. Frøken, hvis De vil være så elskværdig at sætte Vand over til Kaffe, så hopper jeg sporenstregs på en Sporvogn, og så kan De fortælle mig hele Historien i Deres Stue,” tilbød jeg og besluttede samtidig, at det blev for besværligt med de store forbogstaver.

”Det er meget venligt af Dem, Nissen,” sagde hun og gav mig adressen på en sidegade til Nørrebrogade. Jeg prajede en drosche og kørte derhen. ”Borg” stod der på døren, og den var også armeret som en fæstning med 3 cylinderlåse, et billede af en vagthund og en kædelås, som hun først trak fra efter at have set legitimation.

Der lugtede af mølkugler, hostesaft og brændte småkager, og jeg bad til, at hun ikke ville byde mig nogen af delene. Heldigvis havde hun kun lavet kaffe, som hun serverede af papirstynde porcelænskopper og dertil hørende sukkerskål med hugget, indtørret melis og en anløbet sølvtang. Hun var lille og spinkel med markerede træk og langt hvidt hår, og hun var iført en sort kjole. Lidt ligesom Madonna uden make-up, tænkte jeg.

”Hvor længe har De været enke, frøken Borg?” spurgte jeg høfligt.

”Enke!!?? Du godeste, hvad siger De dog, unge mand? Min mand var spillevende, da jeg forlod ham i morges!” Hun lignede en, der var ved at få et hjerteslag.

”Øh, om forladelse, det var ikke min mening… jeg troede bare…,” stammede jeg forfjamsket. ”Men De sagde i telefonen, at Deres mand lå nede på kirkegården?”

”Nej, det sagde jeg aldeles ikke! Jeg sagde, at jeg var nede med blomster til ham. Han er kirkegårdsgraver og skulle bruge en buket blomster til en yngre kollega, der har 60 års jubilæum i dag!” sagde hun indigneret. Jeg følte sagen smuldre mellem mine hænder, indtil jeg opdagede, at jeg sad og krammede den broderede borddug, der ikke havde været hvid på denne side af århundredeskiftet.

”Det må De sandelig undskylde, Frøken. Men hvis De er gift, hvorfor kalder De kalder Dem frøken?” forsøgte jeg at tilsløre min blamage.

”Jeg har aldrig sagt, jeg var gift! Det var ikke nødvendigt, for vi havde i forvejen samme efternavn,” sagde hun og tilføjede: ”Han hedder Bjørn, og jeg hedder Inge.”

”Aha! Med hensyn til sagen…,” forsøgte jeg desperat at komme tilbage på sporet.

”Ja, det er højst besynderligt og temmelig uhyggeligt. Jeg var som sagt nede med blomster på kirkegårdskontoret, og på vej tilbage kom jeg forbi et nyanlagt gravsted og stoppede op for at hvile mig på en bænk i skyggen. Mens jeg sad og blundede, hørte jeg en underlig pibende lyd henne ved den nye grav, og da jeg så derhen, var det som om en hvid tåge flimrede tæt forbi mine øjne. Det var meget skræmmende, så jeg skyndte mig hjem.”

”Frøken Borg, forinden videre vil jeg tage åstedet i øjesyn,” sagde jeg. Hun nikkede og tændte en cerut som bekræftelse på, at hun ikke havde tænkt sig at gå med. Heldigvis, tænkte jeg, selv om det havde skæppet godt i timeregnskabet.

Jeg gik ned på Nørrebrogade og ind på kirkegården og fulgte de anvisninger, hun havde givet mig. Den nyanlagte grav var oppe i det nordøstlige hjørne mod Nørrebros Runddel.

”HER HVILER SVEND” stod der på gravstenen, der var muret op i røde mursten som et lille mausoleum. Trafiklarmen fra Nørrebrogade og Jagtvej blandede sig med støjen fra Metrobyggepladsen, og pludselig frøs mit blod til is, da jeg hørte en svag, men gennemtrængende hyletone fra gravstedet.

Jeg snurrede rundt og fik øje på en nydelig og velklædt dame på et halvt hundrede år, der stod og betragtede mig.

”Undskyld, skræmte jeg dig?” spurgte hun.

”Det kan jeg desværre ikke udtale mig om,” sagde jeg myndigt. ”Jeg er privatdetektiv og efterforsker en sag.”

”Nej, hvor spændende,” sagde hun og smilede indbydende. Hun bøjede sig ned og samlede et hårspænde op, der lå på grusstien. ”Hvad er det for en sag?”

”Det kan jeg desværre heller ikke udtale mig om, men det vedrører denne gravsten. Kender du noget til den?” spurgte jeg.

”Ja, det gør jeg faktisk. Hvis du giver en kop kaffe, må du gerne tage mig i forhør. Jeg har måske noget, du gerne vil have,” sagde hun og blinkede til mig. Jeg havde ikke andre spor at gå efter, og havde heller ikke spor mod at gå efter hende, så kort tid efter sad vi på en café med hver vores Latte.

”Hvem var Svend?” spurgte jeg og skævede ned på hendes ringløse ringfinger.

”Min mand og min svend,” sagde hun og smilede af min undrende panderynken. ”Du er sød, når du er i vildrede,” flirtede hun.

”Så skulle du se, når jeg er vild i reden,” svarede jeg med pokerfjæset på. ”Din mand OG svend?” holdt jeg mig til sagen.

”Ja, min mand hed Svend og var murermester, men han døde for et par år siden. Han havde længe gået og brokket sig over, at han ikke kunne banke en god forretning op, og da den så endelig stod færdig, styrtede den sammen over ham, og han blev begravet i brokkerne. Jeg byggede forretningen op igen og kørte den videre sammen med hans svend.”

”Hvem er Hans Svend?” spurgte jeg forvirret.

”Hans svend hed Sten Hammer. Vi begyndte at se mere og mere til hinanden, ikke kun i firmaet… ja, jeg har altid godt kunnet lide et raskt svendegilde, hvis du forstår. Men han døde desværre for en måneds tid siden.”

”Hvordan døde han? Led han også butiksdøden?” spurgte jeg og spekulerede på, om hun havde haft et par fingre med i spillet. Som mester så hans svende.

”Nej, det var en tragisk arbejdsulykke. Han kom til at mure sig selv inde. Han var ellers ikke den indelukkede type, men han var frimurer, så han fik et klaustrofobisk anfald, da han byggede en kopi af Rundetårn til en koreansk Viagra-producent. Det kunne ellers være blevet noget af et rejsegilde, men i stedet måtte jeg lægge endnu en død murer i graven,” sagde hun med et lille smil, der gled over i et vemodigt suk.

“Hvor ligger han så begravet?” spurgte jeg.

“Samme sted. Sten havde ikke nogen familie, så jeg stod for begravelsen og valgte at lægge ham ned ved siden af Svend. Firmaet var næsten ruineret, men heldigvis var der lidt på kistebunden. Desværre glemte jeg at tage det op, inden Sten blev sænket i jorden, og så havde jeg ingenting. Men heldigvis tilbød et par af håndværkerne fra Metro-byggeriet at mure den flotte gravsten, hvor inskriptionen passer på dem begge,” sagde hun og stirrede taknemmeligt ud af vinduet og over på Metro-byggepladsen.

Jeg sad lidt og fordøjede den dobbelte enkes utrolige fortælling. Jeg fik øje på det hårspænde, hun havde fundet på stien ved gravstedet, og som hun havde lagt på cafebordet. Det kunne ikke være hendes, for hun havde kort hår. Det lignede også snarere noget Misse Møhge havde haft på i sine unge dage. Pludselig begyndte brikkerne at falde på plads!

”Tusind tak for din åbenhed, det har været til uvurderlig hjælp, men jeg må desværre løbe nu, for jeg skal mødes med min klient,” sagde jeg og rejste mig, og idet jeg lagde penge for kaffen, så jeg mit snit til at snuppe hårspændet uden hun opdagede det.

Jeg lagde vejen forbi gravstenen på kirkegården for at være stensikker i min sag, inden jeg 10 minutter senere sad i stuen hos frøken Borg og nippede til en kop kaffe.

”Har De allerede opklaret myste…,” spurgte hun og gik i stå midt i spørgsmålet, da jeg trak hårspændet frem og lagde det på bordet. ”Du godeste, det er jo mit hårspænde! Dét har jeg savnet lige siden i morges!” udbrød hun taknemmeligt.

”Ja, frøken, jeg har opklaret mysteriet. Der er ikke tale om noget spøgelse, men om en række tildragelser, der har spillet Dem et puds. Den pibende lyd kom ganske rigtigt fra det nyanlagte gravsted, men der er tale om det, man kalder en død murer. Nogle utilfredse bygningshåndværkere fra Metro-byggeriet har ifølge en gammel tradition muret gravstenen med en indbygget lille fløjte, således at vinden hyler, når den rammer stenen på en ganske bestemt måde.  På den måde kan de give udtryk for deres mishagsytring over deres arbejdsforhold – det man også kalder en whistleblower-ordning,” forklarede jeg.

”Du godeste Gud, det må jeg sandelig nok sige. Men hvorledes forklarer De den hvide, flimrende tåge, som jeg tydeligt så for mit blik?”

”Deres hår, frøken Borg. Deres hår.”

Udgivet i Mysterier | Tagget , , , , | 1 kommentar

Mysteriet om professoren, der gik under jorden

Jeg var dårligt nok blevet færdig med morgenkaffen og mandagsavisen, før telefonens insisterende kimen flænsede den behageligt søvndyssende stemning på mit kontor.

“Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” svarede jeg som så ofte før.

”Min mand er væk!” Der blev stille i den anden ende af røret, men der var også kun mig på kontoret, og den anden ende af røret var ca. 15 centimeter fra den første ende.

”Væk?” sagde jeg bare.

”Ja, han er gået under jorden, og jeg aner simpelthen ikke hvor han er!” Tavshed. Igen.

”Og nu vil De have mig til at finde ham?” spurgte jeg tålmodigt.

”Nej, jeg vil have Dem til at slå vores græsplæne!” vrissede kvinden, der gudskelov ikke var i den anden ende af røret, men formentlig et sted nord for København, hvor hun var vant til at kommandere med tyendet.

”Ja, for pokker, selvfølgelig skal De finde ham. Er De ikke privatdetektiv?” spurgte hun spidst.

”Ikke privat, jeg er kun detektiv, når jeg er på arbejde,” bed jeg igen.

”Godt ord igen, unge mand,” sagde hun overraskende forsonligt. Lige børn leger bedst.

”Jeg får brug for en del oplysninger, så jeg vil foreslå, at jeg aflægger Dem et besøg. Skal vi sige om en time?” spurgte jeg myndigt. Med den type klienter gælder det om at tage styringen.

”Glimrende,” sagde hun og gav mig adressen på en villavej i Ordrup.

Præcis en time senere sank jeg ned i en lædersofa, og hun skænkede mig en kop te. Hun præsenterede sig som Fru Keyes, og hun var nok omkring de 60. En slank og nydelig dame med et blik, der kunne skære gennem stål.

”Jeg har fået Dem anbefalet,” konstaterede hun tørt. ”Jeg har hørt, De er en af de bedste.”

”De skal ikke tro på alt hvad De hører, fru Keyes. Jeg er den bedste.” Jeg sendte hende mit David Niven-smil, men hun så bare koldt på mig, som om det var et Arthur Jensen-smil.

”Vi får se,” sagde hun spidst og tog plads over for mig. ”Lad mig komme til sagen. Min mand, Algernon, er som sagt forsvundet og har været væk i flere dage.”

”Udelukker De en forbrydelse?” spurgte jeg og nippede til teen uden at vrænge ansigt. Jeg havde taget koffeinpiller, inden jeg kom.

”Han har pakket en kuffert med tøj og  toiletsager. Det er vel ikke kriminelt?” spurgte hun og sendte mig et lynnedslag af et blik, som jeg havde set magen til i den der dokumentarfilm med Anders Fogh og Per Stig Møller. ”Og han har ikke taget sit pas med,” tilføjede hun.

”Hvor længe har De kendt hinanden?” spurgte jeg.

”Vi mødtes i New York, da vi var unge. Jeg var rejst derover for at prøve lykken som au pair-pige, men efter et par måneder havde jeg stadig ikke fundet en børnefamilie, der vidste hvad “au pair” betød. Jeg kom ellers til samtale flere gange, men det endte altid med, at de ansatte en der hed Nanny. Jeg kunne simpelthen ikke regne ud, hvad jeg gjorde forkert, men jeg har heller aldrig været god til matematik, så jeg begyndte at læse matematik på aftenskole.”

Jeg lyttede, selv om det måske ikke så sådan ud.

”Algernon var min matematik-lærer, og han faldt pladask for mig, og spurgte om jeg ville med hjem og se hvordan man beregner dybden i en trekant. Vi var dårligt nok kommet hjem, før han reducerede min multiplicerede nederdel til det rene ingenting, og det var bare den helt store kærlighed. Da semestret var forbi, flyttede vi sammen, blev gift og fik børn. Mens han underviste på aftenskolen, skrev han en lærebog i økonomisk matematik, der hed ”Det kan man ikke – så må man låne”. Ronald Reagan hørte ved et tilfælde om den under sin valgkamp og endte med at basere store dele af sin økonomiske politik på den, og Algernon fik et professorat på New York University og gjorde karriere, mens jeg passede hus og hjem. Da børnene var blevet voksne og flyttet hjemmefra, besluttede vi at flytte til Danmark, hvor han ville skrive en bog om en ny og helt epokegørende opdagelse, som han havde gjort.”

”Hvad var det?” spurgte jeg opfindsomt.

”Jeg ved ikke så meget om det, men han havde fundet en fejl, der én gang for alle modbeviser Fermats sidste sætning,” sagde hun.

”Fermats sidste sætning”, mumlede jeg. “Det er umuligt at dele et positivt heltal, opløftet til en vilkårlig potens, som er større end 2, i to positive heltal af samme potens.”

”Hvor i alverden ved De sådan noget fra?” spurgte hun, tydeligvis lettere imponeret.

”Det er mit job at vide den slags,” parerede jeg kryptisk. ”Må jeg se hans arbejdsværelse?”

”Ja, gerne, men der er ikke meget at se. Han gik mest ude i haven, og en sjælden gang var han også i kridthuset,” sagde hun.

”Kridthuset?” Jeg benyttede min mesterlige spørgeteknik, der går ud på at gentage det sidste, den anden har sagt.

”Ja, følg med,” sagde hun og rejste sig, og vi gik ud gennem de franske altandøre og ud i en overdådig rosenhave.

”Herovre havde han et lille gangestykke, hvor han gik frem og tilbage og prøvede at regne den ud, men når han virkelig skulle tænke, så gik han herned i Kridthuset. Men der var han som sagt ikke så ofte,” sagde hun og så en smule sammenbidt ud. Måske ligefrem knibsk.

Jeg åbnede døren ind til Kridthuset, og der stod en hvid støvsky omkring os, da vi trådte ind. Alle væggene var beklædt med skoletavler, der var fuldstændig dækket af tal, matematiske symboler, ligninger, formler m.m. Gulvet var dækket af et tyndt, hvidt lag af kridtstøv, og jeg noterede mig straks, at der ikke var nogen fodspor.

”De tavler er helt overmalede, så gad vide hvad han gjorde, hvis han skulle slå en streg,” tænkte jeg ved mig selv og gik ud i haven og drev rundt på må og få. Pludselig fik jeg øje på noget rustent jern i hjørnet af et rosenbed, og jeg bøjede mig ned og skrabede jorden væk. Det lignede et firkantet kloakdæksel, og jeg tog fat i håndtaget og trak det op og afslørede en stejl stige, der førte ned i mørket.

”Vent her, fru Keyes,” sagde jeg og kravlede baglæns ned i mørket. Jeg kom ned i en smal gang, hvor jeg kun lige kunne stå oprejst, og efter at have famlet mig frem et par meter, fik jeg øje på et svagt lys langt forude. Jeg fortsatte, indtil jeg kom ind i et rum på ca. 4 x 5 meter, og der sad han i et hjørne på en stol ved et lille bord og læste i skæret fra et stearinlys.

”Jeg tænkte nok, hun ville finde mig,” sagde professor Keyes med drævende amerikansk accent.

”Hvorfor er De gået under jorden?” spurgte jeg og så mig omkring. Han havde tydeligvis opholdt sig hernede et par dage.

”Fermat… hans sidste sætning… det er et falsum,” sagde han og smed pennen fra sig.

“Umuligt, man fandt jo beviset for en snes år siden, mere end 350 år efter hans død,” indvendte jeg.

“Det troede man, men jeg ved, at man tog fejl. Men min viden vil vende op og ned på hele videnskabsteorien. Og det vil én gang for alle tilsværte en af vores allerstørste videnskabsmænd nogensinde. Konsekvenserne er helt uoverskuelige!” Professoren rystede fortvivlet på hovedet.

”Hvilken fejl ved Fermats sidste sætning har De da opdaget?” ville jeg vide.

”Jeg er for nogen tid siden kommet i besiddelse af en 100 % autentisk optegnelse fra selveste Isaac Newton, der viser at Fermat i begyndelsen af januar 1665 var i Cambridge for at holde foredrag på Trinity College, og her mødte den unge Isaac ham under noget uheldige omstændigheder. Fermat var ude og gå en tur i parken ved Trinity College, netop som Isaac var ved at eksperimentere med det, han senere har omtalt som ”det fældende bevis”. Og Isaac noterer, at Fermats allersidste sætning var: ”Hov, det æbletræ vælt…”

Udgivet i Mysterier | Tagget | Skriv en kommentar

Mysteriet om filmen, der knækkede for instruktøren

Telefonen ringede, lige da jeg skulle til at lægge mine bukser op. I stedet lagde jeg dem bare på kommoden.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” sagde jeg.

”Nissen? Du taler med Isa Bella, og jeg er assistent for Robert Denironiske. Vi har virkelig brug for din hjælp lige her og nu! Der er ikke et øjeblik at spilde!” lød det fra en skinger og febrilsk kvindestemme.

”Isabella? Hvad mere end Isabella?” ville jeg gerne vide.

”Jeg hedder Isa… Bella. To ord!” svarede hun lidt studst.

”OK, tak,” sagde jeg. Jeg havde aldrig hørt om en Isabella Toor, men alle kendte den legendariske filminstruktør Robert Denironiske, der altid sagde præcis det modsatte af, hvad han mente. Hans film havde for længst havde fået deres egen plads i filmhistorien.

”Nissen, den er helt gal! Robert står netop og skal afslutte indspilningen af hans nye whodunit-thriller, men filmen er simpelthen knækket for ham!” lød det nærmest hysterisk i den anden ende af telefonen.

Filmen knækkede også for mig engang i gymnasiet, da jeg havde lavet en smalfilm med skjult kamera, som dokumenterede, at der var liv på lærerværelset efter kl. 14. Problemet var, at jeg ikke havde nogen penge til at få den sat sammen igen, men heldigvis aftalte jeg med et par venner at vi kunne splejse.

”Hvad er problemet?” forhørte jeg mig. Manden er jo stenrig, så der måtte ligge mere bag.

”Problemet er, at han ikke kan finde sine notater med slutningen på filmen, hvor mordet skal opklares, og nu er han helt oppe i det røde felt og truer alle med champagne og lønforhøjelser. Og skuespillerne er totalt i vildrede, for ingen af dem ved hvem morderen er,” forklarede hun.

”Morderen må vel vide det,” indvendte jeg.

”Nej, for den scene er heller ikke skudt endnu, vi ved kun, hvem der er blevet dræbt,” sagde hun.

”Så nu vil I have mig til at finde Denironiskes notater?” spurgte jeg ledende.

”Ja, enten det, eller også opklare hvem der begik mordet, for så kan han hurtigt skrive en ny slutning. Nissen, please… du må komme og hjælpe os,” tryglede hun.

”OK,” sagde jeg og fik den præcise kørevejledning til den herregård uden for byen, hvor optagelserne fandt sted. En times tid efter steg jeg ud af en taxa ud på en herrestor plads foran herregården, hvor filmholdet holdt til. Isabella tog imod og fulgte mig hen til en trailer uden for hovedbygningen.

”Du kan lige komme med herind og se traileren, så du har en ide om, hvad filmen handler om,” sagde hun, og jeg fulgte efter hende op ad den lille trappe og trådte indenfor.

”Vi kan sætte os herind i klipperummet,” sagde hun og førte mig ind i et lille rum, hvor der stod et par frisørstole foran et kæmpe spejl med pærer hele vejen rundt om.

”Frisøren er helt vild med frugt, men nu skal jeg finde en kop kaffe til dig,” sagde hun og snuppede en pære på vej ud og tog en stor bid. Jeg satte mig i en af frisørstolene og kiggede i nogle sladderblade, indtil hun kom med kaffen.

”Nu skal du høre,” indledte hun. “Det handler i korte træk om en baron, der en weekend skal fejre 50 års fødselsdag for en snes af sine nærmeste venner. Lørdag aften bliver det snestorm, så ingen kan komme frem og tilbage til herregården. På et tidspunkt lykkes det dog alligevel for strømmen at gå, men da den ikke vender tilbage, går gæsterne i sort. Baronen lover at muntre dem lidt op med en særlig fin årgangsvin, så han tænder en kandelaber og går ned i vinkælderen, hvor han til sin store skræk finder et lig.”

”Hm, så er det altså ikke butleren,” tænkte jeg højt.

”Øh jo? Hvordan i alverden kunne du vide det?” spurgte Isabella chokeret.

”Det er mit job at vide den slags,” sagde jeg nonchalant. ”Men så må DU jo være morderen!”

”Mig?? Hvad snakker du om? Jeg er slet ikke med i filmen!” udbrød hun.

”Hvordan kan du ellers vide, at det var butleren, der gjorde det. Du sagde jo, at ingen vidste noget som helst, og den der ved det, må nødvendigvis være butleren!” sagde jeg triumferede. Nemme penge i banken.

”Nissen, det var liget af butleren, som baronen fandt nede i vinkælderen!” forklarede hun tålmodigt.

”Ahaaa,” sagde jeg fjoget. Nemme penge og banken optræder aldrig i samme sætning i den virkelige verden.

”Men der knækkede filmen for Robert,” fortsatte hun. “Resten af filmen ligger hen i det uvisse, fordi han ikke kan finde sine notater. Nissen, du må gøre noget! Skuespillerne er ved at være godt trætte af at vente!” bad hun inderligt.

”Jeg må hellere tale med Denironiske,” sagde jeg og rejste mig. Hun fulgte mig over i hovedbygningen og ind i den store hall, hvor jeg var lige ved at snuble over en løber, som lå på gulvet. Hun førte mig hen til et stort hjørnekontor, hvor den berømte filmskaber sad i en Chesterfield-lænestol foran pejsen med et tomt whiskyglas i hånden og spillede skak med en mand, der tydeligvis var blind.

”Robert, det er privatdetektiven, jeg fortalte dig om,” præsenterede Isabella.

”Isa, det var dumt af dig,” sagde han træt og rejste sig. ”Robert Denironiske. Det er min kameramand, Morten. Han er vild med lys, men han har lige mistet sine linser,” forklarede han, og jeg hilste på dem begge, mens jeg prøvede at oversætte hans ord til det modsatte.

”Har du nogen spor endnu, Nissen?” ville han vide.

”Måske. Jeg faldt faktisk over noget lige herude,” sagde jeg og rakte ham løberen.

”Tak,” sagde han åndsfraværende og satte den ned ved siden af det store skakbræt, der stod på sofabordet ved siden af lænestolen.

”Det får ikke en brik til at falde på plads?” spurgte jeg og studerede skakspillet indgående.

”Jo-jo, det gør det da, det gør det da,” svarede han mat.

”Jeg kan se, du har ofret din dronning,” sagde jeg og nikkede til skakbrættet.

”Og?” Han skulede til mig.

”Var der ikke noget med, at din kone, Bodil, skulle have haft en hovedrolle i din nye film, men så dumpede du hende, og hun stak af med en amerikaner, der hedder Oscar?” spurgte jeg.

”Du godeste!” udbrød han. ”Du ved jo absolut ingenting! Hvordan kan det være?”

”Det var på forsiden af et af de sladderblade, der lå ovre i Klipperummet. Hun havde endda signeret sit eget billede,” sagde jeg.

”Du godeste!” gentog han. ”Så har kællingen kraft eddeme ikke været her! Hun går altid forbi sit eget billede uden at signere det!!”

”Det er uden tvivl hende, der har stjålet dine noter,” sagde jeg. “Og brændt dem. Der lå en bunke aske lige uden for traileren,” tilføjede jeg.

”Du godeste!” sagde den store manuskriptforfatter for tredje gang. ”Hvordan finder vi så ud af, hvem morderen var!”

”Det har jeg allerede fundet ud af,” sagde jeg triumferende og ventede på et ”du godeste”, men det udeblev denne gang. Ingen sagde noget. De stirrede bare på mig, selv kameramanden, selv om han havde lidt svært ved at fokusere.

”Butleren!” sagde jeg med den største selvfølgelighed. ”Butleren tog sit eget liv!”

”Du godeste!” kom det omsider fra Denironiske. ”Det er jo fuldstændig håbløst!”

”Større ros kan man ikke få,” hviskede Isabella til mig og gav min arm et klem.

”Ja, ikke? Butleren er på vej ned i vinkælderen, da strømmen pludselig går, og da han ikke har fulgt den pænt ud til døren og ringet efter en vogn, så falder han i noget unåde og slår sig på flasken, så han får en prop i den gale hals. Langsomt udånder han på det kolde stengulv, og da baronen lidt efter kommer ned efter en gang årgangsvin, finder han liget af butleren.”

”Selvfølgelig!” udbrød Isabella. ”Så er det også derfor, ingen af de andre skuespillere ved, hvem morderen er!”

Denironiske kiggede på hende, som om hun var en komplet idiot. ”Du godeste,” sagde han bare stilfærdigt og rystede på hovedet, før han henvendte sig til mig.

”Nissen! Du er virkelig ikke rigtig klog. Du har fuldstændig ødelagt min dag og min film, og jeg vil aldrig huske dig for det her. Jeg skal personligt sørge for, at du ikke kommer i nærheden af premieren!” buldrede han og rakte mig hånden. ”Og Isa, sørg for, at Nissen får en skandaløst ringe betaling for hans elendige indsats!” Herefter vendte han om og skred ud af døren med sin kameramand i hælene.

Isabella fulgte mig ud i den store hall og ringede efter en taxa.

”Jeg glemte forresten at spørge, om Denironiske ikke vil anmelde sin eks-kone for tyveriet af noterne”, sagde jeg til Isabella.

”Det gør han ikke, han har altid frygtet anmeldelser mere end noget andet,” sagde hun og fulgte mig ud og sagde farvel.

THE END

Udgivet i Mysterier | Tagget , , | Skriv en kommentar

Mysteriet om ægteparret, der godt kunne svare for følgerne

Jeg havde glædet mig til denne dag! Jeg havde for længe siden planlagt, at netop i dag skulle være en dag, hvor jeg ikke lavede noget som helst. OK, der er mange dage, hvor jeg ikke laver noget som helst, men den her havde jeg planlagt

Jeg sad længe over morgenkaffen og læste dagens avis, alt imens jeg smagte på ordet ”planlagt”. Ja, jeg havde lagt en plan, men problemet var, at jeg ikke kunne komme i tanker om, hvor jeg havde lagt den. Længere nåede jeg ikke i overvejelserne, før telefonen ringede.

”Nissens Detektivbureau,” svarede jeg planløst.

”Mit navn er Adam Jensen. Jeg vil gerne drøfte en sag med dig under fire øjne,” lød det i den anden ende.

”Hm… lad mig se engang,” sagde jeg og lavede en kalenderlyd. ”Hvad med i morgen kl. 10?” I dag var jo min planlagte fridag.

”Jeg vil frygtelig gerne tale med dig nu, og jeg står faktisk lige nede foran din gadedør. Det er tredje gang, jeg er gået herhen, men jeg har ikke haft mod til at ringe før nu,” sagde han.

Jeg sukkede så dybt jeg kunne uden at det kunne høres i telefonen og lukkede ham ind. Et par minutter efter tog han plads i min klientstol. En mand midt i 30’erne med kort, kridhvidt strithår, orange brillestel, lilla skjorte og sorte, stramme bukser. Jeg tænkte mit, og jeg gik ud fra, at han også tænkte sit.

”Nå, hvad drejer det sig vedrørende?” spurgte jeg.

”Jeg er bange for, at min mand har en anden!” udbrød han.

”En anden hvad?” spurgte jeg. Mesteren i uddybende spørgsmål.

”Øh, en anden mand,” gik han ud fra.

”Bigami,” konstaterede jeg.

”Nej, det er slet ikke Lauritz’ type,” sagde han bestemt.

”Hvad??” spurgte jeg.

”Big Ami. Dørmanden på Scuba Bar. Kender du også ham?” Han så pludselig på mig på en lidt anden måde.

Jeg stirrede tomt ud i luften. Det var en meget mærkelig samtale.

”Nååh,” sagde jeg. Nedrykkeren i uddybende spørgsmål.

”Nej, det må være en anden. Jeg kan mærke det,” forsikrede han mig.

”Hvordan?” Comeback for mesterspørgeren.

”På den måde han ikke er til stede på,” svarede han kryptisk.

”Hm. Hvad er det helt præcist, jeg kan gøre?” spurgte jeg i et nyt forsøg på at komme til sagen.

”Følge efter ham. Jeg MÅ vide, hvad han laver. Jeg elsker ham meget højt,” sagde han med desperation i stemmen.

Pludselig kom jeg i tanker om, hvor jeg havde lagt min plan for fridagen, men det kunne være lige meget, når den var gået i vasken. Jeg bad ham dog vente et øjeblik, mens jeg gik ud i køkkenet og fiskede den op. Den var helt våd, og bogstaverne var flydt ud, så man næsten ikke kunne se hvad der stod.

”OK, Adam, jeg tager opgaven. Giv mig adressen og et signalement,” bad jeg og tog en blok frem.

”Møllegade 8. Pæn bygning, brun, ikke særlig høj, men veludstyret. Fyldt med liv og sjæl. Og så er det nemmest at komme ind bagfra,” svarede han.

”Flot, så er det vist ikke til at tage fejl af. Og et signalement af din mand?” spurgte jeg og trommede utålmodigt på blokken.

”Det har jeg jo lige sagt,” sagde han og så undrende på mig.

”Javel-ja…,” sagde jeg. Og lagde hovedet på blokken og lukkede øjnene et øjeblik.

Et par timer senere parkerede jeg min bil skråt over for Møllegade 8 og indledte missionen iført privatdetektivens standard-outfit: trenchcoat, solbriller, termokande med kaffe, iPod med overvågningsmusik og et kamera med telelinse.

Der gik yderligere et par timer, før han kom ud fra opgangen. Jeg var lige ved at misse ham, for han gled næsten i ét med huset. Signalementet passede i det mindste, tænkte jeg, mens jeg tog en serie på et par hundrede billeder.

Han gik hen ad Møllegade, og jeg steg ud af bilen og fulgte diskret efter. Han så sig hverken til siden eller tilbage, men travede målrettet af sted gennem byens gader. Efter en lille halv times tid drejede han ned ad min egen gade og satte kursen direkte mod min gadedør – og ringede på min dørtelefon!

Jeg spekulerede som en gal på, om han havde en affære med mig uden at jeg var klar over det. Det kunne ikke helt udelukkes. Jeg har selv prøvet at have affærer med kvinder, der aldrig opdagede det. Jeg tog en rask beslutning og gik hen til min opgang og rømmede mig.

”Ahem, det ser ud til, at du prøver at få fat i mig?” spurgte jeg og ønskede, at man kunne sige den sætning lidt oftere og under lidt andre omstændigheder.

”Er du Nissen?” spurgte han.

”Ja,” svarede jeg kort for hovedet og indså, at han på en eller anden måde havde afsløret mig. Hvordan fanden havde han båret sig af med det?

”Må jeg komme indenfor? Jeg har noget, jeg gerne vil spørge dig om,” sagde han lidt mindre mistroisk.

”Gerne,” svarede jeg, lidt længere for hovedet. Jeg åbnede gadedøren, og han fulgte med op på mit kontor, hvor jeg bad ham tage plads og bød ham en kop kaffe.

”Nå, det drejer sig vel om din mand?” spurgte jeg.

”Ja,” sagde han og så undrende på mig. ”Men hvordan kunne du vide det?”

”Det er mit job at vide den slags,” løj jeg. Min yndlingsreplik.

”Du er skarp,” løj han. ”Du har ret, det drejer sig om min mand. Jeg elsker ham meget højt, men jeg er sikker på, at han har en anden!”

”En anden hvad?” spurgte jeg med den der sære fornemmelse, man kan få, når man har set halvdelen af en film, og det går op for én, at man har set den før.

”En anden mand, selvfølgelig, hvad havde du regnet med? Et æsel?” spurgte han spydigt.

”Det er mit job at holde alle muligheder åbne,” undveg jeg.

”Så skulle du hellere drive en døgnkiosk,” sagde han så tørt, at jeg følte, jeg fik tørt på.

”Men hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte jeg, selv om jeg kendte svaret på forhånd.

”Følg efter ham. Han har været helt væk på det seneste. Jeg må vide, hvad han laver,” lød det forudsigelige svar.

”OK, jeg tager opgaven,” lovede jeg og rejste mig for at følge ham ud.

”Vil du ikke vide, hvor vi bor, og hvordan han ser ud? Eller er det også dit job at vide den slags?” spurgte han sarkastisk.

”Hvor bor I, og hvordan ser han ud?” spurgte jeg. Ups, der havde jeg nær afsløret mit dobbeltspil.

”Møllegade 8. Han hedder Adam, han er 35 og har kort, hvidt hår og går altid i pangfarver og skrigende brillestel,” forklarede han.

”Nogen særlige kendetegn?” spurgte jeg.

”Han glemmer altid at slå brættet ned, når han tisset,” tilføjede han.

”OK,” noterede jeg pligtskyldigt. ”Lige et sidste spørgsmål…”

”Hvad så, Colombo?” sukkede han.

”Har du selv en anden?”

”Nej, jeg… jeg føler mig bare lidt ensom engang imellem,” sagde han og slog blikket ned. Jeg lod det være ved det og fulgte ham ud til hoveddøren.

Jeg gav ham et kort forspring og fulgte så diskret efter ham hele vejen til Møllegade. Jeg satte mig ind i min bil og gik i gang med dobbelt-overvågningen. Der gik et par timer, så kom Adam Jensen ud. Jeg fulgte efter, mens han gik rundt i byen en times tid uden mål og med, hvorefter han vendte tilbage til lejligheden. Jeg ventede et par timer, og så kom Lauritz ud, og han gik også en tur på en times tid, hvor der absolut ikke skete noget som helst. På intet tidspunkt opdagede de, at jeg fulgte efter dem.

Det samme gentog sig de næste par dage, og til sidst blev jeg træt af deres udflugter, så da Adam kom ud af gadedøren næste gang, åbnede jeg bildøren og gik over til ham.

”Nissen! Har du fundet ud af noget?” spurgte han ivrigt.

”Ja. Kan vi gå op igen? Jeg vil gerne tale med både dig og din mand,” sagde jeg.

”Javist, hvis du tror, det nytter noget,” sagde han, og vi fulgtes op i deres lejlighed. Lauritz så temmelig overrasket ud, da jeg pludselig stod i entréen, men han sagde ikke noget.

”Hør her, I er afsløret. I kan godt holde op med det hemmelighedskræmmeri,” sagde jeg.

”Hold da op, folk ved sgu da godt, at vi er bøsser! Det er længe siden vi kom ud af skabet,” sagde Adam indigneret. “Ja, vi kunne heller ikke være der for alt det tøj,” tilføjede Lauritz.

”Det var ikke dét, jeg mente. Jeres forfølgelsesvanvid! I er jo kun ude på, at nogen skal følge efter jer! Og I betaler mig endda begge for det!”

De så på hinanden, først med forbløffelse, så med forlegenhed, og til sidst med forelskelse.

”Du har ret, Nissen,” sagde de i munden på hinanden. ”Det er vores ting. Vi tænder på, at nogen følger efter os. Så føler vi os i live. Interessante. Eftertragtede. Ellers har vi ingenting…”

”Hvad med at finde en rugemor og få jer et barn?” foreslog jeg.

De blev helt stille. Kiggede på hinanden. Et par tårer trillede ned ad kinderne.

”Nissen, du er genial! Det er lige dét vi skal!” udbrød Lauritz, og de faldt mig begge om halsen og takkede mig mange gange.

”Jamen, så blev det jo enden på den lille føljeton,” sagde jeg og åbnede hoveddøren.

”Det skal du ikke være sikker på,” blinkede Lauritz. ”Nu kommer der jo en efterfølger,” fnisede Adam og lukkede døren efter mig.

Udgivet i Mysterier | Tagget , , | Skriv en kommentar