Mysteriet om den døde murer

Udgivet den 3. juni 2013 af nissensdetektivbureau

Det var mandag, og jeg sad med dagens anden kop kaffe og læste om Metrobyggeriet i København. Der var problemer med arbejdsforholdene, og nu havde man indført en  whistleblower-ordning, hvor medarbejderne kunne klage anonymt. Jeg tænkte, at det kunne bane vejen for undergravende virksomhed, men det var vel også hele ideen. I det samme ringede telefonen.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” sagde jeg.

“De taler med frøken Ingeborg fra Nørrebro. Jeg har været ude for noget sælsomt, og jeg har brug for Deres hjælp, for ordensmagten vil ikke tage sig af det,” lød det fra en ældre kvindestemme.

”Hvad drejer det sig vedrørende, frøken… øh, hvad var navnet?” spurgte jeg.

”Ingeborg,” gentog hun. Enten var hun adelig, eller også havde hun bare glemt sit efternavn. Måske begge dele.

”Hvormed kan jeg være Dem behjælpelig, frøken Ingeborg?” spurgte jeg belevent.

”I morges var jeg henne på Assistens Kirkegård for at se til min mand og lægge nogen blomster, og jeg så et genfærd snige sig rundt på gangene,” hviskede hun med rystende stemme.

”Hvorledes viste dette Fænomen sig for Dem?” spurgte jeg og matchede hende ved at lyde som et radiospil fra 50’erne.

”Jeg så en hvid, mælkeagtig tåge og hørte en høj pibende lyd, som jeg aldrig har hørt derhenne før,” sagde hun.

”Det lyder grangiveligt højst besynderligt. Frøken, hvis De vil være så elskværdig at sætte Vand over til Kaffe, så hopper jeg sporenstregs på en Sporvogn, og så kan De fortælle mig hele Historien i Deres Stue,” tilbød jeg og besluttede samtidig, at det blev for besværligt med de store forbogstaver.

”Det er meget venligt af Dem, Nissen,” sagde hun og gav mig adressen på en sidegade til Nørrebrogade. Jeg prajede en drosche og kørte derhen. ”Borg” stod der på døren, og den var også armeret som en fæstning med 3 cylinderlåse, et billede af en vagthund og en kædelås, som hun først trak fra efter at have set legitimation.

Der lugtede af mølkugler, hostesaft og brændte småkager, og jeg bad til, at hun ikke ville byde mig nogen af delene. Heldigvis havde hun kun lavet kaffe, som hun serverede af papirstynde porcelænskopper og dertil hørende sukkerskål med hugget, indtørret melis og en anløbet sølvtang. Hun var lille og spinkel med markerede træk og langt hvidt hår, og hun var iført en sort kjole. Lidt ligesom Madonna uden make-up, tænkte jeg.

”Hvor længe har De været enke, frøken Borg?” spurgte jeg høfligt.

”Enke!!?? Du godeste, hvad siger De dog, unge mand? Min mand var spillevende, da jeg forlod ham i morges!” Hun lignede en, der var ved at få et hjerteslag.

”Øh, om forladelse, det var ikke min mening… jeg troede bare…,” stammede jeg forfjamsket. ”Men De sagde i telefonen, at Deres mand lå nede på kirkegården?”

”Nej, det sagde jeg aldeles ikke! Jeg sagde, at jeg var nede med blomster til ham. Han er kirkegårdsgraver og skulle bruge en buket blomster til en yngre kollega, der har 60 års jubilæum i dag!” sagde hun indigneret. Jeg følte sagen smuldre mellem mine hænder, indtil jeg opdagede, at jeg sad og krammede den broderede borddug, der ikke havde været hvid på denne side af århundredeskiftet.

”Det må De sandelig undskylde, Frøken. Men hvis De er gift, hvorfor kalder De kalder Dem frøken?” forsøgte jeg at tilsløre min blamage.

”Jeg har aldrig sagt, jeg var gift! Det var ikke nødvendigt, for vi havde i forvejen samme efternavn,” sagde hun og tilføjede: ”Han hedder Bjørn, og jeg hedder Inge.”

”Aha! Med hensyn til sagen…,” forsøgte jeg desperat at komme tilbage på sporet.

”Ja, det er højst besynderligt og temmelig uhyggeligt. Jeg var som sagt nede med blomster på kirkegårdskontoret, og på vej tilbage kom jeg forbi et nyanlagt gravsted og stoppede op for at hvile mig på en bænk i skyggen. Mens jeg sad og blundede, hørte jeg en underlig pibende lyd henne ved den nye grav, og da jeg så derhen, var det som om en hvid tåge flimrede tæt forbi mine øjne. Det var meget skræmmende, så jeg skyndte mig hjem.”

”Frøken Borg, forinden videre vil jeg tage åstedet i øjesyn,” sagde jeg. Hun nikkede og tændte en cerut som bekræftelse på, at hun ikke havde tænkt sig at gå med. Heldigvis, tænkte jeg, selv om det havde skæppet godt i timeregnskabet.

Jeg gik ned på Nørrebrogade og ind på kirkegården og fulgte de anvisninger, hun havde givet mig. Den nyanlagte grav var oppe i det nordøstlige hjørne mod Nørrebros Runddel.

”HER HVILER SVEND” stod der på gravstenen, der var muret op i røde mursten som et lille mausoleum. Trafiklarmen fra Nørrebrogade og Jagtvej blandede sig med støjen fra Metrobyggepladsen, og pludselig frøs mit blod til is, da jeg hørte en svag, men gennemtrængende hyletone fra gravstedet.

Jeg snurrede rundt og fik øje på en nydelig og velklædt dame på et halvt hundrede år, der stod og betragtede mig.

”Undskyld, skræmte jeg dig?” spurgte hun.

”Det kan jeg desværre ikke udtale mig om,” sagde jeg myndigt. ”Jeg er privatdetektiv og efterforsker en sag.”

”Nej, hvor spændende,” sagde hun og smilede indbydende. Hun bøjede sig ned og samlede et hårspænde op, der lå på grusstien. ”Hvad er det for en sag?”

”Det kan jeg desværre heller ikke udtale mig om, men det vedrører denne gravsten. Kender du noget til den?” spurgte jeg.

”Ja, det gør jeg faktisk. Hvis du giver en kop kaffe, må du gerne tage mig i forhør. Jeg har måske noget, du gerne vil have,” sagde hun og blinkede til mig. Jeg havde ikke andre spor at gå efter, og havde heller ikke spor mod at gå efter hende, så kort tid efter sad vi på en café med hver vores Latte.

”Hvem var Svend?” spurgte jeg og skævede ned på hendes ringløse ringfinger.

”Min mand og min svend,” sagde hun og smilede af min undrende panderynken. ”Du er sød, når du er i vildrede,” flirtede hun.

”Så skulle du se, når jeg er vild i reden,” svarede jeg med pokerfjæset på. ”Din mand OG svend?” holdt jeg mig til sagen.

”Ja, min mand hed Svend og var murermester, men han døde for et par år siden. Han havde længe gået og brokket sig over, at han ikke kunne banke en god forretning op, og da den så endelig stod færdig, styrtede den sammen over ham, og han blev begravet i brokkerne. Jeg byggede forretningen op igen og kørte den videre sammen med hans svend.”

”Hvem er Hans Svend?” spurgte jeg forvirret.

”Hans svend hed Sten Hammer. Vi begyndte at se mere og mere til hinanden, ikke kun i firmaet… ja, jeg har altid godt kunnet lide et raskt svendegilde, hvis du forstår. Men han døde desværre for en måneds tid siden.”

”Hvordan døde han? Led han også butiksdøden?” spurgte jeg og spekulerede på, om hun havde haft et par fingre med i spillet. Som mester så hans svende.

”Nej, det var en tragisk arbejdsulykke. Han kom til at mure sig selv inde. Han var ellers ikke den indelukkede type, men han var frimurer, så han fik et klaustrofobisk anfald, da han byggede en kopi af Rundetårn til en koreansk Viagra-producent. Det kunne ellers være blevet noget af et rejsegilde, men i stedet måtte jeg lægge endnu en død murer i graven,” sagde hun med et lille smil, der gled over i et vemodigt suk.

“Hvor ligger han så begravet?” spurgte jeg.

“Samme sted. Sten havde ikke nogen familie, så jeg stod for begravelsen og valgte at lægge ham ned ved siden af Svend. Firmaet var næsten ruineret, men heldigvis var der lidt på kistebunden. Desværre glemte jeg at tage det op, inden Sten blev sænket i jorden, og så havde jeg ingenting. Men heldigvis tilbød et par af håndværkerne fra Metro-byggeriet at mure den flotte gravsten, hvor inskriptionen passer på dem begge,” sagde hun og stirrede taknemmeligt ud af vinduet og over på Metro-byggepladsen.

Jeg sad lidt og fordøjede den dobbelte enkes utrolige fortælling. Jeg fik øje på det hårspænde, hun havde fundet på stien ved gravstedet, og som hun havde lagt på cafebordet. Det kunne ikke være hendes, for hun havde kort hår. Det lignede også snarere noget Misse Møhge havde haft på i sine unge dage. Pludselig begyndte brikkerne at falde på plads!

”Tusind tak for din åbenhed, det har været til uvurderlig hjælp, men jeg må desværre løbe nu, for jeg skal mødes med min klient,” sagde jeg og rejste mig, og idet jeg lagde penge for kaffen, så jeg mit snit til at snuppe hårspændet uden hun opdagede det.

Jeg lagde vejen forbi gravstenen på kirkegården for at være stensikker i min sag, inden jeg 10 minutter senere sad i stuen hos frøken Borg og nippede til en kop kaffe.

”Har De allerede opklaret myste…,” spurgte hun og gik i stå midt i spørgsmålet, da jeg trak hårspændet frem og lagde det på bordet. ”Du godeste, det er jo mit hårspænde! Dét har jeg savnet lige siden i morges!” udbrød hun taknemmeligt.

”Ja, frøken, jeg har opklaret mysteriet. Der er ikke tale om noget spøgelse, men om en række tildragelser, der har spillet Dem et puds. Den pibende lyd kom ganske rigtigt fra det nyanlagte gravsted, men der er tale om det, man kalder en død murer. Nogle utilfredse bygningshåndværkere fra Metro-byggeriet har ifølge en gammel tradition muret gravstenen med en indbygget lille fløjte, således at vinden hyler, når den rammer stenen på en ganske bestemt måde.  På den måde kan de give udtryk for deres mishagsytring over deres arbejdsforhold – det man også kalder en whistleblower-ordning,” forklarede jeg.

”Du godeste Gud, det må jeg sandelig nok sige. Men hvorledes forklarer De den hvide, flimrende tåge, som jeg tydeligt så for mit blik?”

”Deres hår, frøken Borg. Deres hår.”

Udgivet i Mysterier | Tagget , , , , | 1 kommentar

Mysteriet om professoren, der gik under jorden

Udgivet den 25. marts 2013 af nissensdetektivbureau

Jeg var dårligt nok blevet færdig med morgenkaffen og mandagsavisen, før telefonens insisterende kimen flænsede den behageligt søvndyssende stemning på mit kontor.

“Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” svarede jeg som så ofte før.

”Min mand er væk!” Der blev stille i den anden ende af røret, men der var også kun mig på kontoret, og den anden ende af røret var ca. 15 centimeter fra den første ende.

”Væk?” sagde jeg bare.

”Ja, han er gået under jorden, og jeg aner simpelthen ikke hvor han er!” Tavshed. Igen.

”Og nu vil De have mig til at finde ham?” spurgte jeg tålmodigt.

”Nej, jeg vil have Dem til at slå vores græsplæne!” vrissede kvinden, der gudskelov ikke var i den anden ende af røret, men formentlig et sted nord for København, hvor hun var vant til at kommandere med tyendet.

”Ja, for pokker, selvfølgelig skal De finde ham. Er De ikke privatdetektiv?” spurgte hun spidst.

”Ikke privat, jeg er kun detektiv, når jeg er på arbejde,” bed jeg igen.

”Godt ord igen, unge mand,” sagde hun overraskende forsonligt. Lige børn leger bedst.

”Jeg får brug for en del oplysninger, så jeg vil foreslå, at jeg aflægger Dem et besøg. Skal vi sige om en time?” spurgte jeg myndigt. Med den type klienter gælder det om at tage styringen.

”Glimrende,” sagde hun og gav mig adressen på en villavej i Ordrup.

Præcis en time senere sank jeg ned i en lædersofa, og hun skænkede mig en kop te. Hun præsenterede sig som Fru Keyes, og hun var nok omkring de 60. En slank og nydelig dame med et blik, der kunne skære gennem stål.

”Jeg har fået Dem anbefalet,” konstaterede hun tørt. ”Jeg har hørt, De er en af de bedste.”

”De skal ikke tro på alt hvad De hører, fru Keyes. Jeg er den bedste.” Jeg sendte hende mit David Niven-smil, men hun så bare koldt på mig, som om det var et Arthur Jensen-smil.

”Vi får se,” sagde hun spidst og tog plads over for mig. ”Lad mig komme til sagen. Min mand, Algernon, er som sagt forsvundet og har været væk i flere dage.”

”Udelukker De en forbrydelse?” spurgte jeg og nippede til teen uden at vrænge ansigt. Jeg havde taget koffeinpiller, inden jeg kom.

”Han har pakket en kuffert med tøj og  toiletsager. Det er vel ikke kriminelt?” spurgte hun og sendte mig et lynnedslag af et blik, som jeg havde set magen til i den der dokumentarfilm med Anders Fogh og Per Stig Møller. ”Og han har ikke taget sit pas med,” tilføjede hun.

”Hvor længe har De kendt hinanden?” spurgte jeg.

”Vi mødtes i New York, da vi var unge. Jeg var rejst derover for at prøve lykken som au pair-pige, men efter et par måneder havde jeg stadig ikke fundet en børnefamilie, der vidste hvad “au pair” betød. Jeg kom ellers til samtale flere gange, men det endte altid med, at de ansatte en der hed Nanny. Jeg kunne simpelthen ikke regne ud, hvad jeg gjorde forkert, men jeg har heller aldrig været god til matematik, så jeg begyndte at læse matematik på aftenskole.”

Jeg lyttede, selv om det måske ikke så sådan ud.

”Algernon var min matematik-lærer, og han faldt pladask for mig, og spurgte om jeg ville med hjem og se hvordan man beregner dybden i en trekant. Vi var dårligt nok kommet hjem, før han reducerede min multiplicerede nederdel til det rene ingenting, og det var bare den helt store kærlighed. Da semestret var forbi, flyttede vi sammen, blev gift og fik børn. Mens han underviste på aftenskolen, skrev han en lærebog i økonomisk matematik, der hed ”Det kan man ikke – så må man låne”. Ronald Reagan hørte ved et tilfælde om den under sin valgkamp og endte med at basere store dele af sin økonomiske politik på den, og Algernon fik et professorat på New York University og gjorde karriere, mens jeg passede hus og hjem. Da børnene var blevet voksne og flyttet hjemmefra, besluttede vi at flytte til Danmark, hvor han ville skrive en bog om en ny og helt epokegørende opdagelse, som han havde gjort.”

”Hvad var det?” spurgte jeg opfindsomt.

”Jeg ved ikke så meget om det, men han havde fundet en fejl, der én gang for alle modbeviser Fermats sidste sætning,” sagde hun.

”Fermats sidste sætning”, mumlede jeg. “Det er umuligt at dele et positivt heltal, opløftet til en vilkårlig potens, som er større end 2, i to positive heltal af samme potens.”

”Hvor i alverden ved De sådan noget fra?” spurgte hun, tydeligvis lettere imponeret.

”Det er mit job at vide den slags,” parerede jeg kryptisk. ”Må jeg se hans arbejdsværelse?”

”Ja, gerne, men der er ikke meget at se. Han gik mest ude i haven, og en sjælden gang var han også i kridthuset,” sagde hun.

”Kridthuset?” Jeg benyttede min mesterlige spørgeteknik, der går ud på at gentage det sidste, den anden har sagt.

”Ja, følg med,” sagde hun og rejste sig, og vi gik ud gennem de franske altandøre og ud i en overdådig rosenhave.

”Herovre havde han et lille gangestykke, hvor han gik frem og tilbage og prøvede at regne den ud, men når han virkelig skulle tænke, så gik han herned i Kridthuset. Men der var han som sagt ikke så ofte,” sagde hun og så en smule sammenbidt ud. Måske ligefrem knibsk.

Jeg åbnede døren ind til Kridthuset, og der stod en hvid støvsky omkring os, da vi trådte ind. Alle væggene var beklædt med skoletavler, der var fuldstændig dækket af tal, matematiske symboler, ligninger, formler m.m. Gulvet var dækket af et tyndt, hvidt lag af kridtstøv, og jeg noterede mig straks, at der ikke var nogen fodspor.

”De tavler er helt overmalede, så gad vide hvad han gjorde, hvis han skulle slå en streg,” tænkte jeg ved mig selv og gik ud i haven og drev rundt på må og få. Pludselig fik jeg øje på noget rustent jern i hjørnet af et rosenbed, og jeg bøjede mig ned og skrabede jorden væk. Det lignede et firkantet kloakdæksel, og jeg tog fat i håndtaget og trak det op og afslørede en stejl stige, der førte ned i mørket.

”Vent her, fru Keyes,” sagde jeg og kravlede baglæns ned i mørket. Jeg kom ned i en smal gang, hvor jeg kun lige kunne stå oprejst, og efter at have famlet mig frem et par meter, fik jeg øje på et svagt lys langt forude. Jeg fortsatte, indtil jeg kom ind i et rum på ca. 4 x 5 meter, og der sad han i et hjørne på en stol ved et lille bord og læste i skæret fra et stearinlys.

”Jeg tænkte nok, hun ville finde mig,” sagde professor Keyes med drævende amerikansk accent.

”Hvorfor er De gået under jorden?” spurgte jeg og så mig omkring. Han havde tydeligvis opholdt sig hernede et par dage.

”Fermat… hans sidste sætning… det er et falsum,” sagde han og smed pennen fra sig.

“Umuligt, man fandt jo beviset for en snes år siden, mere end 350 år efter hans død,” indvendte jeg.

“Det troede man, men jeg ved, at man tog fejl. Men min viden vil vende op og ned på hele videnskabsteorien. Og det vil én gang for alle tilsværte en af vores allerstørste videnskabsmænd nogensinde. Konsekvenserne er helt uoverskuelige!” Professoren rystede fortvivlet på hovedet.

”Hvilken fejl ved Fermats sidste sætning har De da opdaget?” ville jeg vide.

”Jeg er for nogen tid siden kommet i besiddelse af en 100 % autentisk optegnelse fra selveste Isaac Newton, der viser at Fermat i begyndelsen af januar 1665 var i Cambridge for at holde foredrag på Trinity College, og her mødte den unge Isaac ham under noget uheldige omstændigheder. Fermat var ude og gå en tur i parken ved Trinity College, netop som Isaac var ved at eksperimentere med det, han senere har omtalt som ”det fældende bevis”. Og Isaac noterer, at Fermats allersidste sætning var: ”Hov, det æbletræ vælt…”

Udgivet i Mysterier | Tagget | Skriv en kommentar

Mysteriet om filmen, der knækkede for instruktøren

Udgivet den 27. januar 2013 af nissensdetektivbureau

Telefonen ringede, lige da jeg skulle til at lægge mine bukser op. I stedet lagde jeg dem bare på kommoden.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” sagde jeg.

”Nissen? Du taler med Isa Bella, og jeg er assistent for Robert Denironiske. Vi har virkelig brug for din hjælp lige her og nu! Der er ikke et øjeblik at spilde!” lød det fra en skinger og febrilsk kvindestemme.

”Isabella? Hvad mere end Isabella?” ville jeg gerne vide.

”Jeg hedder Isa… Bella. To ord!” svarede hun lidt studst.

”OK, tak,” sagde jeg. Jeg havde aldrig hørt om en Isabella Toor, men alle kendte den legendariske filminstruktør Robert Denironiske, der altid sagde præcis det modsatte af, hvad han mente. Hans film havde for længst havde fået deres egen plads i filmhistorien.

”Nissen, den er helt gal! Robert står netop og skal afslutte indspilningen af hans nye whodunit-thriller, men filmen er simpelthen knækket for ham!” lød det nærmest hysterisk i den anden ende af telefonen.

Filmen knækkede også for mig engang i gymnasiet, da jeg havde lavet en smalfilm med skjult kamera, som dokumenterede, at der var liv på lærerværelset efter kl. 14. Problemet var, at jeg ikke havde nogen penge til at få den sat sammen igen, men heldigvis aftalte jeg med et par venner at vi kunne splejse.

”Hvad er problemet?” forhørte jeg mig. Manden er jo stenrig, så der måtte ligge mere bag.

”Problemet er, at han ikke kan finde sine notater med slutningen på filmen, hvor mordet skal opklares, og nu er han helt oppe i det røde felt og truer alle med champagne og lønforhøjelser. Og skuespillerne er totalt i vildrede, for ingen af dem ved hvem morderen er,” forklarede hun.

”Morderen må vel vide det,” indvendte jeg.

”Nej, for den scene er heller ikke skudt endnu, vi ved kun, hvem der er blevet dræbt,” sagde hun.

”Så nu vil I have mig til at finde Denironiskes notater?” spurgte jeg ledende.

”Ja, enten det, eller også opklare hvem der begik mordet, for så kan han hurtigt skrive en ny slutning. Nissen, please… du må komme og hjælpe os,” tryglede hun.

”OK,” sagde jeg og fik den præcise kørevejledning til den herregård uden for byen, hvor optagelserne fandt sted. En times tid efter steg jeg ud af en taxa ud på en herrestor plads foran herregården, hvor filmholdet holdt til. Isabella tog imod og fulgte mig hen til en trailer uden for hovedbygningen.

”Du kan lige komme med herind og se traileren, så du har en ide om, hvad filmen handler om,” sagde hun, og jeg fulgte efter hende op ad den lille trappe og trådte indenfor.

”Vi kan sætte os herind i klipperummet,” sagde hun og førte mig ind i et lille rum, hvor der stod et par frisørstole foran et kæmpe spejl med pærer hele vejen rundt om.

”Frisøren er helt vild med frugt, men nu skal jeg finde en kop kaffe til dig,” sagde hun og snuppede en pære på vej ud og tog en stor bid. Jeg satte mig i en af frisørstolene og kiggede i nogle sladderblade, indtil hun kom med kaffen.

”Nu skal du høre,” indledte hun. “Det handler i korte træk om en baron, der en weekend skal fejre 50 års fødselsdag for en snes af sine nærmeste venner. Lørdag aften bliver det snestorm, så ingen kan komme frem og tilbage til herregården. På et tidspunkt lykkes det dog alligevel for strømmen at gå, men da den ikke vender tilbage, går gæsterne i sort. Baronen lover at muntre dem lidt op med en særlig fin årgangsvin, så han tænder en kandelaber og går ned i vinkælderen, hvor han til sin store skræk finder et lig.”

”Hm, så er det altså ikke butleren,” tænkte jeg højt.

”Øh jo? Hvordan i alverden kunne du vide det?” spurgte Isabella chokeret.

”Det er mit job at vide den slags,” sagde jeg nonchalant. ”Men så må DU jo være morderen!”

”Mig?? Hvad snakker du om? Jeg er slet ikke med i filmen!” udbrød hun.

”Hvordan kan du ellers vide, at det var butleren, der gjorde det. Du sagde jo, at ingen vidste noget som helst, og den der ved det, må nødvendigvis være butleren!” sagde jeg triumferede. Nemme penge i banken.

”Nissen, det var liget af butleren, som baronen fandt nede i vinkælderen!” forklarede hun tålmodigt.

”Ahaaa,” sagde jeg fjoget. Nemme penge og banken optræder aldrig i samme sætning i den virkelige verden.

”Men der knækkede filmen for Robert,” fortsatte hun. “Resten af filmen ligger hen i det uvisse, fordi han ikke kan finde sine notater. Nissen, du må gøre noget! Skuespillerne er ved at være godt trætte af at vente!” bad hun inderligt.

”Jeg må hellere tale med Denironiske,” sagde jeg og rejste mig. Hun fulgte mig over i hovedbygningen og ind i den store hall, hvor jeg var lige ved at snuble over en løber, som lå på gulvet. Hun førte mig hen til et stort hjørnekontor, hvor den berømte filmskaber sad i en Chesterfield-lænestol foran pejsen med et tomt whiskyglas i hånden og spillede skak med en mand, der tydeligvis var blind.

”Robert, det er privatdetektiven, jeg fortalte dig om,” præsenterede Isabella.

”Isa, det var dumt af dig,” sagde han træt og rejste sig. ”Robert Denironiske. Det er min kameramand, Morten. Han er vild med lys, men han har lige mistet sine linser,” forklarede han, og jeg hilste på dem begge, mens jeg prøvede at oversætte hans ord til det modsatte.

”Har du nogen spor endnu, Nissen?” ville han vide.

”Måske. Jeg faldt faktisk over noget lige herude,” sagde jeg og rakte ham løberen.

”Tak,” sagde han åndsfraværende og satte den ned ved siden af det store skakbræt, der stod på sofabordet ved siden af lænestolen.

”Det får ikke en brik til at falde på plads?” spurgte jeg og studerede skakspillet indgående.

”Jo-jo, det gør det da, det gør det da,” svarede han mat.

”Jeg kan se, du har ofret din dronning,” sagde jeg og nikkede til skakbrættet.

”Og?” Han skulede til mig.

”Var der ikke noget med, at din kone, Bodil, skulle have haft en hovedrolle i din nye film, men så dumpede du hende, og hun stak af med en amerikaner, der hedder Oscar?” spurgte jeg.

”Du godeste!” udbrød han. ”Du ved jo absolut ingenting! Hvordan kan det være?”

”Det var på forsiden af et af de sladderblade, der lå ovre i Klipperummet. Hun havde endda signeret sit eget billede,” sagde jeg.

”Du godeste!” gentog han. ”Så har kællingen kraft eddeme ikke været her! Hun går altid forbi sit eget billede uden at signere det!!”

”Det er uden tvivl hende, der har stjålet dine noter,” sagde jeg. “Og brændt dem. Der lå en bunke aske lige uden for traileren,” tilføjede jeg.

”Du godeste!” sagde den store manuskriptforfatter for tredje gang. ”Hvordan finder vi så ud af, hvem morderen var!”

”Det har jeg allerede fundet ud af,” sagde jeg triumferende og ventede på et ”du godeste”, men det udeblev denne gang. Ingen sagde noget. De stirrede bare på mig, selv kameramanden, selv om han havde lidt svært ved at fokusere.

”Butleren!” sagde jeg med den største selvfølgelighed. ”Butleren tog sit eget liv!”

”Du godeste!” kom det omsider fra Denironiske. ”Det er jo fuldstændig håbløst!”

”Større ros kan man ikke få,” hviskede Isabella til mig og gav min arm et klem.

”Ja, ikke? Butleren er på vej ned i vinkælderen, da strømmen pludselig går, og da han ikke har fulgt den pænt ud til døren og ringet efter en vogn, så falder han i noget unåde og slår sig på flasken, så han får en prop i den gale hals. Langsomt udånder han på det kolde stengulv, og da baronen lidt efter kommer ned efter en gang årgangsvin, finder han liget af butleren.”

”Selvfølgelig!” udbrød Isabella. ”Så er det også derfor, ingen af de andre skuespillere ved, hvem morderen er!”

Denironiske kiggede på hende, som om hun var en komplet idiot. ”Du godeste,” sagde han bare stilfærdigt og rystede på hovedet, før han henvendte sig til mig.

”Nissen! Du er virkelig ikke rigtig klog. Du har fuldstændig ødelagt min dag og min film, og jeg vil aldrig huske dig for det her. Jeg skal personligt sørge for, at du ikke kommer i nærheden af premieren!” buldrede han og rakte mig hånden. ”Og Isa, sørg for, at Nissen får en skandaløst ringe betaling for hans elendige indsats!” Herefter vendte han om og skred ud af døren med sin kameramand i hælene.

Isabella fulgte mig ud i den store hall og ringede efter en taxa.

”Jeg glemte forresten at spørge, om Denironiske ikke vil anmelde sin eks-kone for tyveriet af noterne”, sagde jeg til Isabella.

”Det gør han ikke, han har altid frygtet anmeldelser mere end noget andet,” sagde hun og fulgte mig ud og sagde farvel.

THE END

Udgivet i Mysterier | Tagget , , | Skriv en kommentar

Mysteriet om ægteparret, der godt kunne svare for følgerne

Udgivet den 17. januar 2013 af nissensdetektivbureau

Jeg havde glædet mig til denne dag! Jeg havde for længe siden planlagt, at netop i dag skulle være en dag, hvor jeg ikke lavede noget som helst. OK, der er mange dage, hvor jeg ikke laver noget som helst, men den her havde jeg planlagt…

Jeg sad længe over morgenkaffen og læste dagens avis, alt imens jeg smagte på ordet ”planlagt”. Ja, jeg havde lagt en plan, men problemet var, at jeg ikke kunne komme i tanker om, hvor jeg havde lagt den. Længere nåede jeg ikke i overvejelserne, før telefonen ringede.

”Nissens Detektivbureau,” svarede jeg planløst.

”Mit navn er Adam Jensen. Jeg vil gerne drøfte en sag med dig under fire øjne,” lød det i den anden ende.

”Hm… lad mig se engang,” sagde jeg og lavede en kalenderlyd. ”Hvad med i morgen kl. 10?” I dag var jo min planlagte fridag.

”Jeg vil frygtelig gerne tale med dig nu, og jeg står faktisk lige nede foran din gadedør. Det er tredje gang, jeg er gået herhen, men jeg har ikke haft mod til at ringe før nu,” sagde han.

Jeg sukkede så dybt jeg kunne uden at det kunne høres i telefonen og lukkede ham ind. Et par minutter efter tog han plads i min klientstol. En mand midt i 30’erne med kort, kridhvidt strithår, orange brillestel, lilla skjorte og sorte, stramme bukser. Jeg tænkte mit, og jeg gik ud fra, at han også tænkte sit.

”Nå, hvad drejer det sig vedrørende?” spurgte jeg.

”Jeg er bange for, at min mand har en anden!” udbrød han.

”En anden hvad?” spurgte jeg. Mesteren i uddybende spørgsmål.

”Øh, en anden mand,” gik han ud fra.

”Bigami,” konstaterede jeg.

”Nej, det er slet ikke Lauritz’ type,” sagde han bestemt.

”Hvad??” spurgte jeg.

”Big Ami. Dørmanden på Scuba Bar. Kender du også ham?” Han så pludselig på mig på en lidt anden måde.

Jeg stirrede tomt ud i luften. Det var en meget mærkelig samtale.

”Nååh,” sagde jeg. Nedrykkeren i uddybende spørgsmål.

”Nej, det må være en anden. Jeg kan mærke det,” forsikrede han mig.

”Hvordan?” Comeback for mesterspørgeren.

”På den måde han ikke er til stede på,” svarede han kryptisk.

”Hm. Hvad er det helt præcist, jeg kan gøre?” spurgte jeg i et nyt forsøg på at komme til sagen.

”Følge efter ham. Jeg MÅ vide, hvad han laver. Jeg elsker ham meget højt,” sagde han med desperation i stemmen.

Pludselig kom jeg i tanker om, hvor jeg havde lagt min plan for fridagen, men det kunne være lige meget, når den var gået i vasken. Jeg bad ham dog vente et øjeblik, mens jeg gik ud i køkkenet og fiskede den op. Den var helt våd, og bogstaverne var flydt ud, så man næsten ikke kunne se hvad der stod.

”OK, Adam, jeg tager opgaven. Giv mig adressen og et signalement,” bad jeg og tog en blok frem.

”Møllegade 8. Pæn bygning, brun, ikke særlig høj, men veludstyret. Fyldt med liv og sjæl. Og så er det nemmest at komme ind bagfra,” svarede han.

”Flot, så er det vist ikke til at tage fejl af. Og et signalement af din mand?” spurgte jeg og trommede utålmodigt på blokken.

”Det har jeg jo lige sagt,” sagde han og så undrende på mig.

”Javel-ja…,” sagde jeg. Og lagde hovedet på blokken og lukkede øjnene et øjeblik.

Et par timer senere parkerede jeg min bil skråt over for Møllegade 8 og indledte missionen iført privatdetektivens standard-outfit: trenchcoat, solbriller, termokande med kaffe, iPod med overvågningsmusik og et kamera med telelinse.

Der gik yderligere et par timer, før han kom ud fra opgangen. Jeg var lige ved at misse ham, for han gled næsten i ét med huset. Signalementet passede i det mindste, tænkte jeg, mens jeg tog en serie på et par hundrede billeder.

Han gik hen ad Møllegade, og jeg steg ud af bilen og fulgte diskret efter. Han så sig hverken til siden eller tilbage, men travede målrettet af sted gennem byens gader. Efter en lille halv times tid drejede han ned ad min egen gade og satte kursen direkte mod min gadedør – og ringede på min dørtelefon!

Jeg spekulerede som en gal på, om han havde en affære med mig uden at jeg var klar over det. Det kunne ikke helt udelukkes. Jeg har selv prøvet at have affærer med kvinder, der aldrig opdagede det. Jeg tog en rask beslutning og gik hen til min opgang og rømmede mig.

”Ahem, det ser ud til, at du prøver at få fat i mig?” spurgte jeg og ønskede, at man kunne sige den sætning lidt oftere og under lidt andre omstændigheder.

”Er du Nissen?” spurgte han.

”Ja,” svarede jeg kort for hovedet og indså, at han på en eller anden måde havde afsløret mig. Hvordan fanden havde han båret sig af med det?

”Må jeg komme indenfor? Jeg har noget, jeg gerne vil spørge dig om,” sagde han lidt mindre mistroisk.

”Gerne,” svarede jeg, lidt længere for hovedet. Jeg åbnede gadedøren, og han fulgte med op på mit kontor, hvor jeg bad ham tage plads og bød ham en kop kaffe.

”Nå, det drejer sig vel om din mand?” spurgte jeg.

”Ja,” sagde han og så undrende på mig. ”Men hvordan kunne du vide det?”

”Det er mit job at vide den slags,” løj jeg. Min yndlingsreplik.

”Du er skarp,” løj han. ”Du har ret, det drejer sig om min mand. Jeg elsker ham meget højt, men jeg er sikker på, at han har en anden!”

”En anden hvad?” spurgte jeg med den der sære fornemmelse, man kan få, når man har set halvdelen af en film, og det går op for én, at man har set den før.

”En anden mand, selvfølgelig, hvad havde du regnet med? Et æsel?” spurgte han spydigt.

”Det er mit job at holde alle muligheder åbne,” undveg jeg.

”Så skulle du hellere drive en døgnkiosk,” sagde han så tørt, at jeg følte, jeg fik tørt på.

”Men hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte jeg, selv om jeg kendte svaret på forhånd.

”Følg efter ham. Han har været helt væk på det seneste. Jeg må vide, hvad han laver,” lød det forudsigelige svar.

”OK, jeg tager opgaven,” lovede jeg og rejste mig for at følge ham ud.

”Vil du ikke vide, hvor vi bor, og hvordan han ser ud? Eller er det også dit job at vide den slags?” spurgte han sarkastisk.

”Hvor bor I, og hvordan ser han ud?” spurgte jeg. Ups, der havde jeg nær afsløret mit dobbeltspil.

”Møllegade 8. Han hedder Adam, han er 35 og har kort, hvidt hår og går altid i pangfarver og skrigende brillestel,” forklarede han.

”Nogen særlige kendetegn?” spurgte jeg.

”Han glemmer altid at slå brættet ned, når han tisset,” tilføjede han.

”OK,” noterede jeg pligtskyldigt. ”Lige et sidste spørgsmål…”

”Hvad så, Colombo?” sukkede han.

”Har du selv en anden?”

”Nej, jeg… jeg føler mig bare lidt ensom engang imellem,” sagde han og slog blikket ned. Jeg lod det være ved det og fulgte ham ud til hoveddøren.

Jeg gav ham et kort forspring og fulgte så diskret efter ham hele vejen til Møllegade. Jeg satte mig ind i min bil og gik i gang med dobbelt-overvågningen. Der gik et par timer, så kom Adam Jensen ud. Jeg fulgte efter, mens han gik rundt i byen en times tid uden mål og med, hvorefter han vendte tilbage til lejligheden. Jeg ventede et par timer, og så kom Lauritz ud, og han gik også en tur på en times tid, hvor der absolut ikke skete noget som helst. På intet tidspunkt opdagede de, at jeg fulgte efter dem.

Det samme gentog sig de næste par dage, og til sidst blev jeg træt af deres udflugter, så da Adam kom ud af gadedøren næste gang, åbnede jeg bildøren og gik over til ham.

”Nissen! Har du fundet ud af noget?” spurgte han ivrigt.

”Ja. Kan vi gå op igen? Jeg vil gerne tale med både dig og din mand,” sagde jeg.

”Javist, hvis du tror, det nytter noget,” sagde han, og vi fulgtes op i deres lejlighed. Lauritz så temmelig overrasket ud, da jeg pludselig stod i entréen, men han sagde ikke noget.

”Hør her, I er afsløret. I kan godt holde op med det hemmelighedskræmmeri,” sagde jeg.

”Hold da op, folk ved sgu da godt, at vi er bøsser! Det er længe siden vi kom ud af skabet,” sagde Adam indigneret. “Ja, vi kunne heller ikke være der for alt det tøj,” tilføjede Lauritz.

”Det var ikke dét, jeg mente. Jeres forfølgelsesvanvid! I er jo kun ude på, at nogen skal følge efter jer! Og I betaler mig endda begge for det!”

De så på hinanden, først med forbløffelse, så med forlegenhed, og til sidst med forelskelse.

”Du har ret, Nissen,” sagde de i munden på hinanden. ”Det er vores ting. Vi tænder på, at nogen følger efter os. Så føler vi os i live. Interessante. Eftertragtede. Ellers har vi ingenting…”

”Hvad med at finde en rugemor og få jer et barn?” foreslog jeg.

De blev helt stille. Kiggede på hinanden. Et par tårer trillede ned ad kinderne.

”Nissen, du er genial! Det er lige dét vi skal!” udbrød Lauritz, og de faldt mig begge om halsen og takkede mig mange gange.

”Jamen, så blev det jo enden på den lille føljeton,” sagde jeg og åbnede hoveddøren.

”Det skal du ikke være sikker på,” blinkede Lauritz. ”Nu kommer der jo en efterfølger,” fnisede Adam og lukkede døren efter mig.

Udgivet i Mysterier | Tagget , , | Skriv en kommentar

Mysteriet om tidsånden, der blev fanget

Udgivet den 7. januar 2013 af nissensdetektivbureau

Det var en helt almindelig mandag formiddag på mit hjemmekontor, og jeg var godt i gang med en solid kande kaffe og dagens aviser, da det ringede på døren. Udenfor stod en smuk og sexet kvinde og viftede med et politiskilt og præsenterede sig som

”Sigrid Møller, Afdelingen For Glemte Sager. Træffer jeg Nissen?”

”Det er mig. Kom indenfor,” sagde jeg og lukkede hende ind. Jeg bad hende tag plads i gæstestolen over for mit skrivebord, hvor hun tog imod den obligatoriske kop kaffe.

”Har jeg glemt noget?” spurgte jeg.

”Det ved jeg ikke. Hvorfor spørger du om det?” spurgte hun og rynkede brynene.

”Arbejder du ikke med hittegods?” spurgte jeg.

”Nej, glemte sager,” gentog hun. Denne gang var det min tur til at rynke brynene – mine egne, altså – hvorefter hun tilføjede: ”Jeg efterforsker kriminalsager, som politiet har glemt”.

”Nååå, javel-ja. Hvor kommer jeg så ind i billedet?”

”Vi har fået et tip om en sag, som efterforskerne for længst har glemt alt om. Men dit navn er nævnt, så derfor sidder jeg her,” sagde hun.

”Fortæl, fortæl!” opfordrede jeg.

”Tippet kommer fra en kvinde i Brønshøj, hvis far for nylig er død efter længere tids sygdom. Da hun tømte hans hus, fandt hun hans dagbøger, som hun siden har læst igennem. En af dem omtaler nogle mystiske dødsfald på vejen, og at politiet ville komme og afhøre ham, men tilsyneladende glemte de det. Han har også noteret, at han ringede til stationen for at fortælle hvad han vidste, og så blev han stillet om og bedt om at vente et øjeblik, men efter et par timer lagde han på igen.” Hun gjorde et ophold i sin beretning og tog en mundfuld af kaffen.

”Hvad hed afdøde?” spurgte jeg.

”Hans Ejnar Hansen. Og vi kan se i Folkeregisteret, at kort før disse dagbogsnotater er skrevet, så afgik et ældre ægtepar ved døden i villaen lige over for, og det er sandsynligvis det han hentyder til. I de offentlige arkiver står der imidlertid intet mistænkeligt om dødsfaldene, men Hansens dagbogsnotat slutter med at ”den mistænkte slap væk fra Nissen og mig”.

Jeg sagde ikke noget, men sad bare og tænkte.

”Er der en klokke, der ringer?” spurgte hun.

”Det kan godt være. Der ligger en skole lige i nærheden,” sagde jeg og gik over til vinduet og kiggede ned. ”Mærkeligt, der står en hest nede på gaden. Det ligner en islænder.”

”Det er min,” svarede hun stolt.

”Jeg troede, man var ved at afskaffe det ridende politi,” troede jeg.

”Det er man også. Men efter Forbrydelsen på DR blev det moderne, at alle kvindelige efterforskere skulle gå rundt med en islænder, ligesom hende der Sarah Lund,” forklarede hun.

”Har du selv set serien?” spurgte jeg.

”Nej, hvorfor?” spurgte hun undrende.

”Lige meget. Hvor kom vi fra? Jo… jeg kan godt huske sagen med det døde ægtepar. Han var tidligere departementschef, og konen havde været skuespillerinde. Hansens teori var, at tiden havde stået stille derinde i mange år, og at de bare havde slået tiden ihjel. Det forholdt sig dog stik modsat, det var tiden, der slog dem ihjel, men desværre smuttede tiden fra os.”

Hun sad længe og stirrede ned i sin kaffekop.

”Er det den sag? Den kan jeg godt huske nu. Vi eftersatte mistænkte og i en periode prøvede vi virkelig at følge med tiden, men den er løbet fra os for længe siden,” erkendte hun langsomt, mens hun gravede i hukommelsen.

”Politiet har aldrig rigtig haft tid,” konstaterede jeg.

”Nej, det er mærkeligt. Men hvor pokker blev tiden dog af?” spurgte hun retorisk.

”I sendte vel en efterlysning ud?” spurgte jeg.

”Ja, vi efterlyste hjælp fra alle landets urmagere, men da vi ikke havde tid til stavekontrol, så druknede vi i henvendelser fra uromagere. I løbet af få dage havde vi uroer hængende alle vegne på stationerne, men efterhånden kom vi da igennem alle henvendelserne. Og stavene er senere blevet kontrolleret,” mindedes hun.

”Men I kom aldrig til tiden?”

”Nej, det var for sent. Pludselig havde vi fyraften, og så glemte alle alt om tiden,” sagde hun.

Vi sad igen lidt i tavshed og tænkte over tingene og drak kaffe. Jeg gik hen og åbnede vinduet, men der var ingen klokker, der ringede.

”Nissen, det er jo skrækkeligt, det her. Gerningsmanden går stadig fri derude et sted. Vi er nødt til at gøre noget. Vi kan ikke bare sidde her og drikke kaffe!” sagde hun iltert.

”Enig. Lad os gå ned på Café Freud i stedet. Din islænder trænger sikkert også til noget.”

Hun nikkede, og vi gik ned på gaden, hvor hun løsnede islænderen og trak den med hen om hjørnet til caféen og tøjrede den til en hundekrog.

”Nu bliver du pænt her, Brix, så kommer jeg ud med noget til dig om lidt,” formanede hun, hvorefter vi gik ind og bestilte to Café Latte, en skål vand og 15 stykker gulerodskage. Indehaveren, min gamle ven Philippe Fhornoyd, stirrede tomt på mig, men jeg nikkede bare, og så vidste han godt, at han skulle holde kæft.

”Hvem kender tiden?” spurgte hun, da vi havde sat os ved et af bordene.

”Aner det ikke, men jeg kender klokken,” svarede jeg.

”Det er lige meget med de små fisk, vi skal have fat i bagmanden i den her sag,” fastslog hun. ”Der må være nogen, der kan finde tid til at hjælpe os. Nogen, der kender nogen, der kender nogen…”

”Du siger noget! Jeg får en ide!” sagde jeg. ”Alle ved, at tid og penge hænger uløseligt sammen, så hvad med at få fat i nogle penge og udsætte dem for en kontant afhøring!”

”Er det ikke farligt, hvis de sætter sig til modværge?” spurgte hun.

”Nej, pengene slår jo aldrig til,” beroligede jeg.

Hun greb sin mobil, gik udenfor på gaden og foretog en opringning, og kort tid efter kom hun tilbage igen.

”Sådan. Nu har jeg overtalt et par kolleger til at gå i gang,” fortalte hun.

”Overtalt? Var det da svært?” spurgte jeg.

”De ville kun gøre det for pengenes skyld, men jeg fik dem overbevist om, at det her ikke handler om penge, det er kun et spørgsmål om tid,” svarede hun.

Efter vi havde siddet og snakket om løst og fast i en times tid ringede hendes mobil, og hun gik uden for og besvarede opkaldet.

”Pokkers,” sagde hun, da hun kom ind igen og opgivende satte sig ved bordet. ”De fik fat i et bundt, men de måtte virkelig gå til den, før de fik noget at vide. Der var nærmest tale om pengeafpresning, men til sidst fik de at vide, at tiden har gemt sig i en tidslomme.”

”En tidslomme…,” grublede jeg.

”Det kan vi godt opgive,” sagde hun, ”den finder vi aldrig!”

”Vent lidt. Jeg tror godt jeg ved, hvordan vi kan indhente tiden. Vi må lave en dekonstruktion!” sagde jeg.

”Du mener en rekonstruktion?” spurgte hun.

”Nej, en dekonstruktion af selve gerningsøjeblikket!”

”Hvad mener du??” Hun lignede ét stort spørgsmålstegn.

”Hvis vi skal indhente tiden, så er vi nødt til at se på sagen med helt andre øjne. Vi må omdefinere vores begrebsapparat. Hidtil har vi kun omtalt sagen i datid, og så har vi hele tiden været et skridt bagefter. Men hvis vi nu går over til nutid, så er vi der – så er vi lige i nuet, hvor tiden hele tiden er!” siger jeg ivrigt.

Hendes øjne stråler, og hun rejser sig og trækker sin tjenestepistol frem fra sin håndtaske.

”Nissen, er det virkelig nu, det sker?” spørger hun og tager ladegreb. De andre gæster på caféen ser sig forvirrede omkring. Nogle gemmer sig under bordene, mens andre skynder sig at gå. Fhornoyd dykker ned bag bardisken.

Jeg rejser mig og ser mig om. Jeg mærker, at der er ved at ske noget. At vores tidsperspektiv er ved at ændre sig lige her og nu.

”Bliv ved med at tale i nutid!” råber jeg til hende og går hen til vinduet. ”Jeg tror, tiden er ved at være inde!”

”Du tager den lille viser, så tager jeg den store,” råber hun hektisk og vifter med pistolen.

”Nej, for pokker, lad bare uret gå, det er tiden, vi skal have ram på,” råber jeg tilbage. Vi er helt alene på caféen nu.

”Det er umuligt, Nissen, tiden flyver afsted, den er over det hele,” siger hun febrilsk.

Jeg går hen til hende, helt tæt, og kigger hende dybt i øjnene, mens jeg nynner ”We have all the time in the world”. Hun stopper op, lader pistolen synke, ser op på mig og bøjer sig langsomt frem mod mig med spidse læber – og netop i det splitsekund, hvor tiden står helt stille, griber jeg fat i hendes arm og vender rundt og affyrer pistolen.

”Fuldtræffer!” jubler hun og mærker efter. ”Du fik ram på den! Den er ved at udånde nu! Du har slået tiden ihjel!”

”Ja, nu har vi indfanget tidsånden. Tag den med tilbage til stationen og sørg for, at den får en fair rettergang. Den slipper nok en tidsbestemt straf.”

Udgivet i Mysterier | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Mysteriet om dirigenten, der ikke var med på noderne

Udgivet den 1. januar 2013 af nissensdetektivbureau

Jeg var nødt til at tage lidt væk. Jeg havde et par krævende sager sidste forår, der kulminerede med pyromanen, der brændte alle broer bag sig. Den sved, selv om man siger, at den enes røg er den andens brød. Men jeg indså pludselig, at jeg selv var kommet til at brænde alle broer foran mig.

Jeg bevilgede derfor mig selv 3 måneders ophold på et refugium i det nordlige Italien for at tænke over livet og døden, og om jeg mon nærmede mig den alder, hvor man skal overveje at tro på reinkarnation. Det var tunge og mørke tider, og da der en dag omsider gik et lys op for mig, varede det ikke længe før jeg havde brændt det i begge ender og sat det under en skæppe.

I stedet begyndte jeg at skrive en bog om ”Begrænsningens kunst”, men da jeg nåede til side 860 fik jeg en kombineret skriveblokering og blyforgiftning og måtte se i øjnene, at jeg aldrig ville blive færdig med forordet, hvis ikke jeg holdt op med at gnave i mine blyanter.

Da de 3 måneder var gået, havde jeg stadig ikke fundet svar på livets spørgsmål, og ikke nok med det, så havde jeg også glemt, hvordan spørgsmålene lød. Jeg erkendte, at for at finde mig selv, måtte jeg nok selv lede, og fyldt med selvlede rejste jeg ud i Europa og strejfede søgende rundt i storbyerne efter spørgsmål og svar.

En dag mødte jeg en franskfødt Femme Fatale på en Bierbar i Berlin, som insisterede på, at hun kunne se ind i både fortiden og fremtiden. Hun hed Claire Voyant, og efter at have kontrolleret at der var dækning på mit Mastercard, fastslog hun, at jeg havde en 40 års-krise. Jeg påpegede, at det var længe siden jeg havde passeret de 40, men hun forklarede, at det ikke var sådan en 40 års-krise. Det var sådan en, der ville vare 40 år.

Jeg fornemmede, at jeg ikke bare havde brændt alle broer foran mig, men også alle tunneller og færger, så jeg tømte mit glas, betalte min regning og rejste mig for at gå. Hun forudså, at jeg ville have godt af at blive muntret lidt op, så hun tilbød at følge mig hen til mit hotel, men da vi kom ud på gaden, gik hun lige ud mellem to parkerede biler og blev kørt over af en lastbil.

Jeg blev i byen et par dage og tog også med til begravelsen, for min gamle bedstefar sagde altid, at hvis du ikke kommer til folks begravelser, så kommer de heller ikke til din. Men han var selvfølgelig også bedemand, selv om han i virkeligheden hellere ville have været enkemand.

Efterhånden kunne jeg ikke se anden udvej end bare at tage hjem og passe min forretning. Det blev en større omvej på grund af det med broerne, men det lykkedes til sidst. Hjemme på kontoret lå der 66 uaflyttede beskeder på min telefonsvarer fra en husmoder i Husum. På den første besked fortalte hun, at hendes husbond tre dage før var gået ned til Kirstens Konditori for at købe Napoleonshatte, men han var stadig ikke kommet hjem, og nu ville hun gerne vide hvor han var. Jeg sprang frem til den seneste besked, der var indtalt to måneder senere, hvor hun glædestrålende fortalte, at han stadig ikke var dukket op igen, så nu behøvede jeg ikke at gøre mere ved sagen.

Jeg mindede mig selv om, at jeg ville tilbyde hende et beskedent nedslag i mit honorar, og jeg var netop blevet færdig med at slette alle beskederne, da telefonen ringede.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”

”Åh, det var godt jeg fik fat i dig, Nissen. Det er Gianni Orlofsky fra Det Kongelige Teater – du kan godt huske mig, ikke sandt?”

”Jo,” løj jeg en anelse tøvende.

”Du hjalp mig for et par år siden med at finde melodien der blev væk,” hjalp han på vej, idet han tydeligvis ikke kunne hitte rede i min vildrede.

”Det er rigtigt, det kan jeg godt huske,” kunne jeg godt huske. ”Er den blevet væk igen?”

”Nej, denne gang er problemet af en lidt anden karakter. Vores dirigent er ikke rigtig med på noderne… Men det er svært at forklare i telefonen, kan du ikke komme hen på teatret?” tryglede han.

”OK, jeg har ikke andet på plakaten,” sagde jeg og undlod at nævne at jeg ikke engang havde en plakat. På min vej gennem den byggeplads, de kalder København, begyndte jeg så småt at nyde at være back in business, og en halv times tid senere stod jeg i Orlofskys forkontor, hvor en ung, smuk sekretær sad bag et skrivebord og var fordybet i et rollehæfte.

”Jeg har en aftale med hr. Orlofsky,” sagde jeg.

”Ja, værsgo’ at følge med. Rejser sig og går hen til døren,” sagde hun.

”Det sidste er en regibemærkning, den skal ikke siges højt,” gjorde jeg opmærksom på.

”Undskyld, jeg er kun dubleant for den faste sekretær, og jeg er ikke helt fortrolig med rollen endnu,” sagde hun og smilede forfjamsket, hvorefter hun åbnede døren til Orlofskys kontor, trådte ind og faldt lige så lang hun var hen over gulvtæppet.

Jeg hjalp hende på benene, mens Orlofsky blev siddende bag sit skrivebord og så på optrinet med et resigneret blik.

”Tæppefald,” konstaterede han blot og rystede på hovedet, mens sekretæren vimsede ud igen, men omhyggeligt undgik at træde på optrinet.

”Tak fordi du kunne komme så hurtigt,” sagde Orlofsky og bad mig tage plads. Jeg valgte en stol på første række midtfor.

”Den er som sagt helt gal med vores dirigent,” forklarede han.

”Ja, det var noget med, at han lavede unoder?”

”Nej, det kan man ikke sige. Problemet er, at han overhovedet ikke er med på noderne. Han ligner en nyklippet revisor fra Jehovas Vidner, der har stået i lære i en herreekviperingsbutik i Ringkøbing. Det er ikke lige sådan en type, publikum vil se svinge dirigentstokken. De vil se sådan nogen som Von Karajan, Celibidache, Levine og Rattle,” forklarede han.

”Hvad siger orkestret?” ville jeg vide.

”Orkestret? Det er faktisk lidt mærkeligt. De har altid været glade for ham, men de siger, de er bange for, at han vil stjæle billedet fra dem. Alligevel tager de det forholdsvis roligt. Men sådan er det med musikere, der er altid noget der ikke helt stemmer,” sagde han.

”Jeg tror, hele nøglen til problemet ligger lige dér,” sagde jeg.

”Øh, nu er jeg ikke lige med,” sagde han spørgende, men dog uden at bruge spørgsmålstegn.

”Nej, Orlofsky, du har dit fokus det forkerte sted. Du tror, det handler om hvordan dirigenten skal se ud i publikums øjne, men det her er jo hverken politik eller fjernsyn. Lad mig bare lige stille et enkelt spørgsmål mere. Hvem er det egentlig, der har klaget over, at han ikke er med på noderne?” udfordrede jeg.

Der blev helt stille på hans kontor. Han sad længe og stirrede ned i bordpladen og ville sikkert ønske sig et rollehæfte, hvor han kunne finde sin næste replik. Men det var kun mig, der kendte enden på den her komedie.

”Jeg… jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige,” kom det til sidst fra ham.

”Psst… Ham selv!” lød det med en hæs teaterhvisken fra et sted bag mig. Orlofsky spidsede ører, og jeg vendte mig om og fik øje på en sufflørkasse nede under hans store mahogny-mødebord.

”Ham selv,” lød det igen nede fra kassen, denne gang lidt højere.

”Det er ham selv, der har klaget,” sagde Orlofsky lavmælt.

”Der kan du se!” påpegede jeg. ”Det handler ikke om hans udseende og påklædning, det handler bare om, at han vil have sit kontrafej på noderne. Og det har orkestret for længst fattet, men de er bange for, at han stjæler det billede, de har hængende af ham nede på den lange orkestergang, hvor alle dirigenternes portrætter hænger. Derfor er du nødt til at få taget et nyt billede af ham og sætte det på noderne!”

Orlofsky skævede over til sufflørkassen, men suffløren nikkede bare langsomt. Langsomt rejste han sig og rakte mig hånden.

”Nissen. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Du er virkelig skarp, når det gælder! Det er dejligt, at du er back in business!”

Sekretæren trådte ind og præsterede endnu et tæppefald, mens lysene i loftet blev tændt som tegn på, at jeg godt kunne rejse mig, klappe mit sæde op og forlade teatret.

Udgivet i Mysterier | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Mysteriet om pyromanen, der brændte alle broer bag sig

Udgivet den 27. juni 2011 af nissensdetektivbureau

Det var flere dage siden, telefonen havde givet lyd fra sig, men det viste sig bare at være telefonstikket, der var faldet ud. Det var nok sådan finanskrisen begyndte. Jeg overvejede at sætte stikket i, men indså at det var for sent at redde verdensøkonomien, da klokken allerede var fem minutter i tolv. I stedet gik jeg ned på Café Freud for at sludre lidt med indehaveren, min gamle ven, Philippe Fhornoyd.

På Freud var der som sædvanlig pænt besøg sådan en mandag formiddag, men der var også en del grimme gæster. Philippe var der ikke, så jeg bestilte en Latte Überich og slog mig ned ved et ledigt bord med det nye nummer af Kaffa. Der var en interessant anmeldelse af en ny godnatlæsningsbog for voksne, en af de der Py-Romaner, der er blevet så populære på det seneste. Anmelderen var dog ikke begejstret og mente generelt, at bøger blot er en hyldevare.

I det samme så jeg op og fik øjenkontakt med en ufatteligt smuk kvinde ved bordet ved siden af. Hun havde ildrødt hår og sad og legede med en æske tændstikker. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg havde set hende før.

“Har du ild?” spurgte hun.

“Man må ikke ryge her,” svarede jeg. Jeg har aldrig gået på kursus i scorereplikker.

“Hvem taler om at ryge?” spurgte hun.

Jeg tog min kop og satte mig over til hendes bord. Det føltes som at komme fra asken og i ilden.

“Har vi ikke set hinanden før?” spurgte jeg. Patetisk, ja, men jeg var nødt til at aflede hendes opmærksomhed, så hun ikke satte ild til hele cafeen.

“Før hvad?” spurgte hun mistænksomt.

“Hvad skal du bruge ild til?” spurgte jeg i stedet.

“Jeg var hot, da jeg gik hjemmefra, men nu er jeg ved at gå lidt kold,” sagde hun og slikkede sig om munden.

“Så gå hjem i varmen,” foreslog jeg.

“Du minder mig om en gammel flamme,” sagde hun uden at vise det mindste tegn på gensynsglæde.

“Måske gik vi ud sammen?”

“Måske,” sagde hun.

“Du lyder lidt indebrændt?”

“Og du lyder lidt udbrændt.”

Touché.

I det samme gik der et lys op for mig. Det var hende, der strøg en tændstik. Jeg tog blidt om hendes hånd og førte den hen til min mund og pustede flammen ud.

“Nu ved jeg det. Du har engang serveret på Jazzhus Slukefter!” udbrød jeg.

Hun tog langsomt sin hånd til sig og sad helt stille og stirrede tomt frem for sig. Jeg havde åbenbart ramt et eller andet. Der gik et minut eller to, hvor et par tårer langsomt trillede ned ad hendes ene kind uden at hun gjorde mine til at tørre den væk.

“Du er Nissen?” hviskede hun.

Jeg nikkede, mens brikkerne faldt på plads i mit erindringspuslespil. Til gengæld så det ud til, at hun ikke havde så mange at flytte rundt med lige nu.

“Hvad lavede du dér?” spurgte hun tøvende.

“Jeg skulle finde en saxofonist, der var forsvundet,” svarede jeg.

“Jeg kan ikke huske noget fra dengang. Jeg har brændt alle broer bag mig,” sagde hun.

“Hvordan begyndte det?” ville jeg vide. Hun sad længe uden at sige noget, før hun kom med sin utrolige historie.

“En nat skulle jeg hjem fra noget maraton-chill-out ude i Den Grå Hal, og da jeg kom til Knippelsbro, var der pludselig noget, der gik op for mig. Et stort skib skulle igennem, og alle måtte stå og vente. Men en bro er jo kun et overgangsfænomen. Pludselig gik den berømte klap ned, og så fyrede jeg den bare af.”

Jeg kunne godt huske den tragiske nat, hvor Knippelsbro brændte. Det tog en time før brandvæsnet kom. De troede først røgen kom fra Den Grå Hal, så da endelig nåede frem til broen, kom de helt skævt ind på slukningsarbejdet.

“Men hvorfor fyrede du den af?” spurgte jeg.

“Jeg var træt af alt det vægelsind. Jeg ville tvinge folk til at vælge side, enten den ene eller den anden. Broen blev et symbol på at mødes på halvvejen, men hvis man altid mødes på halvvejen, kommer man kun halvvejs i livet.”

“Men brændte broer bliver jo som regel bygget op igen,” indvendte jeg.

“Ja-ja, men nu er jeg også holdt op. Jeg blev afsløret til sidst, da jeg havde brændt Holmens Bro, Fredens Bro og Langeliniebroen bag mig og var begyndt på brokvartererne. Jeg fik en behandlingsdom, som jeg skulle afsone i Brande, og jeg var fyr og flamme efter at komme i gang med min behandling. Min behandler var også en rigtig sød fyr, en tidligere brandmand, der viste sig at være et rigtigt slangemenneske. Han ville hele tiden sprøjte på mig. Men han havde også læst psykologi, og han fik mig til at forstå, hvorfor det gik som det gik.”

“Hvorfor gik det som det gik?”

Hun sad lidt og legede med tændstikæsken, mens hun enten gravede i hukommelsen eller bare overvejede, om hun skulle give mig resten af historien.

“Det er vel den klassiske historie om en dårlig opvækst. Min far var røgdykker, men tilbragte det meste af tiden på Jazzhus Slukefter, hvor han døde af druk , da jeg var 2 år. Det fandt jeg først ud af, da jeg selv fik arbejde derinde. De fortalte også, at min mor havde forsøgt at gøre han kunsten efter i de næste 17 år. Hun serverede også derinde hver aften, og til daglig underviste på en slankeskole. Til sidst døde hun af en erhvervssygdom.”

“Det var dog forfærdeligt. Hvad døde hun af?” spurgte jeg.

“Skrump-elever.”

“Så det var ikke ligefrem brændende kærlighed, der prægede din opvækst?”

“Nej, det fik vi aldrig. Og den eneste faderfigur i min opvækst var Tordenskjold. Hver dag når jeg kom hjem fra skole, fandt jeg æsken med hans billede frem og så strøg jeg ind på mit værelse. Hele min ungdom gik nærmest op i røg, men til sidst mistede jeg gnisten og fandt den først igen den nat ved Knippelsbro.”

“Og nu sidder du her og leger med tændstikker?”

“Ja. Jeg skulle have været på date med en fyr, men det ser ud til, at jeg er blevet brændt af. Igen,” sagde hun nøgternt og rejste sig for at gå.

“Her er mit kort. Ring en dag, hvis du har lyst til at ses igen,” sagde jeg og prøvede at lade være med at ligne en ulv i forklæder.

Hun tog kortet. Så åbnede hun tændstikæsken, tog en tændstik, strøg den og førte flammen hen til kortet og satte ild til det, mens hun holdt i det ene hjørne. Da det var næsten helt brændt ud, smed hun resten ned i min kaffekop.

“Det er ikke nødvendigt. Jeg har ringet hver halve time de sidste tre dage, men du tager aldrig telefonen.”

Så gik hun.

Udgivet i Mysterier | Tagget , , | Skriv en kommentar

Mysteriet om klovnen, der ikke kunne holde masken

Udgivet den 21. juni 2011 af nissensdetektivbureau

Det havde været en hård weekend. Mandag morgen vågnede jeg med den velkendte følelse af at være blevet trukket godt rundt i manegen, hvilket i og for sig var i orden, hvis ikke det var for alt det savsmuld, der flød ud over det hele. Da telefonen ringede allerede midt i den tredje kop kaffe overvejede jeg seriøst at anskaffe et Call Center til at håndtere alle opkald før kl. 12. Jeg har bare hørt, at det er umuligt at få en Call Girl på det tidspunkt af døgnet.

“Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” svarede jeg med påtaget morgenfriskhed.

“Gutmorgen, Herr Nizzen, du taler med den direktør Eberhard von Einfach. Du nok har hørt om vores Zirkus Einfach?” lød en dyb og malmfuld røst.

“Jeg har set jeres plakater, men jeg har aldrig hørt om jer,” svarede jeg sandfærdigt.

“Det du komme til, hvis du tager denne zag. Men det schkall gå schnell-schnell! Du må zmide hvad du har i hænderne og komme ztrakz,” bjæffede cirkusdirektøren.

Jeg smed telefonen fra mig og skænkede endnu en kop kaffe. Jeg kunne høre, han råbte og skreg i røret, men lod ham ligge lidt, før jeg samlede ham op.

“Nissens Detektivbureau, hvad drejer det sig vedrørende?” spurgte jeg uskyldigt.

“Verdammt, Nizzen, hvad schker det for dig?” rasede han.

“Du sagde, jeg skulle smide hvad jeg havde i hænderne,” konstaterede jeg nøgternt.

Der blev stille på linien. Så eksploderede han i noget, der lød som et granatangreb, men viste sig at være et latteranfald.

“Ha-ha-ha-ha, Nizzen, du er en ztor klovn, det jeg kan bruge i mit zirkus! Eigentlich, det er for det at jeg ringe til dig. Min Klovnen Max er pizt verschwunden! Du må finde den klovnen til mig, vi har den schture premiere i morgen!”

“Forsvundet?” spurgte jeg bare.

“Kom, zå jeg schkal det forklare,” bad han nærmest høfligt, og kort efter sad jeg i en taxa til Cirkus Einfachs teltplads. Direktøren tog selv imod og viste vej til klovnens vogn.

“Hele den dag i går Max træne på det schture vorschwindingsnummer, men ziden ingen har zet ham,” forklarede han og åbnede døren ind til vognen. “Bitte, Nizzen, jeg har meget andet jern i den ild, men du må finde den klovn schnell!”

Han gik videre med alt sit jern, og jeg steg ind i klovnens lille campingvogn, hvis interiør lignede en mellemting mellem et loppemarked og en legetøjsbutik. På et langt bord foran en slagbænk lå et billede af Søren Pind, en pind og 14 tal, der var skåret ud af træ og malet i forskellige farver: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 13, 14 og 15.

Jeg havde allerede set nok, nu skulle jeg bare finde ham. Ved et slagtilfælde åbnede jeg låget til slagkisten, og der lå han og var ikke særlig stor i slaget. Han rystede nærmest af skræk.

“Hvem er du?” spurgte han nervøst.

“Nissen, privatdetektiv. Din direktør er helt ude af den, fordi du har lavet det forsvindingsnummer. Han tror, du er blevet væk.”

“Jeg er jo lige her,” hviskede han.

“Ja, men du var lige ved at snyde ham. Må jeg se dit forsvindingsnummer?” spurgte jeg.

Han tøvede lidt, men stak så hånden ned i sine klovnebukser og tog et grønt 12-tal og en Søren Pind-maske frem.

“Det er et flot forsvindingsnummer. Søren Pind i den 12-fri zone. Det er godt tænkt,” sagde jeg anerkendende.

“Synes du? Det er en smuglersketch, hvor han prøver at prøver at få nogle vilde ideer med ind i landet uden at blive opdaget,” sagde han og satte i et stort smil.

“Den holder Max. Men hvorfor har du gemt dig?” spurgte jeg.

“Jeg kan ikke lide at træne med de andre klovne, de har kun lagkager i hovedet. Men jeg har haft konditorfobi lige siden en bagerjomfru bagte lidt for meget på mig i folkeskolen, så jeg brændte både nallerne og bollerne,” forklarede han.

“Et klassisk tilfælde af sceneskræk. Kan du ikke bare snyde dem?” spurgte jeg.

“Nej, jeg er bange for, at jeg ikke kan holde masken. Og hvis masken falder, får jeg lagkage i hele hovedet, og så taber jeg ansigt. Og så er jeg bange for, at jeg taber hovedet og gør noget dumt.”

“Men det er jo meningen, du skal gøre noget dumt?” påpegede jeg.

“Ja, jeg ved det godt. Åhh, for pokker, hvor har jeg været en klovn,” sukkede han.

“Vi må finde på noget. Har I en syerske, der kan strikke noget sammen til dig, så du kan holde masken?” fandt jeg på.

“Jooo, frøken Ziouieuioe. Hun kan godt strikke, men hun forstår ikke en pind og plejer at være ret vrangvillig. Men ret skal være ret, hun kan godt slå masker op. Hun har vist lige slået op med Søren Pind,” sagde han.

“OK, hør her. Få hende til at strikke en rød næse, som du kan sætte uden på Søren Pind-masken, så du ikke taber den,” sagde jeg.

“Men han har jo allerede en næse,” påpegede han.

“Tro mig, der er ingen, der har styr på, hvor mange næser han har fået,” forsikrede jeg.

I det samme kom cirkusdirektøren brasende ind af døren.

“Nizzen! Det er jo den Max! Zuper, du har fundet Max! Schkal vi zå ze at komme weiter, vi har premiere i aften!”

Med et elefantbrøl stormede han ud af døren igen, mens Max så bekymret på mig med sine sørgmodige klovneøjne.

“Nissen, tusind tak for hjælpen! Men hvad nu hvis Ziouieuioe har været løs på tråden, så masken… jeg mener, så næsen løber?” spurgte han bekymret.

“Så snyd den. Folk fatter alligevel ikke en pind.”

Udgivet i Mysterier | Tagget , , | Skriv en kommentar

Mysteriet om meteorologen, der ikke kunne få sin løn i vejret

Udgivet den 13. juni 2011 af nissensdetektivbureau

Efter succesen med indretningen af Joharis Vinstue havde jeg fået blod på tanden, men før jeg begyndte at udforske forretningsmulighederne i det lukrative managementsegment, var jeg nødt til at ringe til tandlægen for at få ordnet tanden. Det var dog ikke til at få et ledigt bor, så det slog jeg mig til tåls med. Desværre ramte jeg så skævt, at jeg fik endnu mere blod på tanden, og selvfølgelig ringede telefonen i samme øjeblik.

”Nisschens Dezekzivburau,” svarede jeg med blod og spyt sivende ud mundvigene.

”Er det Nissens Detektivbureau?” spurgte en tøvende stemme.

”Ja,” sagde jeg og holdt tunge for tand.

”Mit navn er Vivi Storm, jeg håber De kan hjælpe mig – eller rettere min mand. Ja, eller måske snarere os begge to,” fremstammede hun.

”Hvad drejer det sig vedrørende?” spurgte jeg tålmodigt, men mindre bloddryppende.

”Det er lidt svært for mig, det her… altså, det forholder sig nok sådan, at jeg efterhånden er nået til den konklusion, at han ikke…. åh, det er svært at forklare! Hvordan skal jeg sige det? At jeg ikke er det for ham jeg før har været. Og nu har han igen haft problemer med at få den op…,” kom det fra hende.

”Jeg forstår…,” sagde jeg medfølende.

”Gør De? Det er typisk mænd! De kender mig jo slet ikke, og straks tager De hans parti!” råbte hun hidsigt og smed røret på.

Jeg sad lidt og stirrede tomt i luften, men nåede kun lige at lægge røret, før telefonen ringede igen.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” svarede jeg og prøvede at lade være med at sige noget, der kunne misforstås.

”Steen Storm. Du har vist lige talt med min kone… Jeg beklager, men hun er ikke helt sig selv i dag. Vores ægteskab er røget ind i lidt af et lavtryk. Ja, jeg er meteorolog, så jeg ved lidt om den slags. Vi arbejder på højtryk for at ændre det, men jeg har brug for din hjælp,” sagde han.

”Så er du kommet til den rette. Jeg har mange års erfaring i ægteskabsrådgivning,” sagde jeg i overensstemmelse med sandheden. Jeg har i årevis rådet kvinder til at gifte sig med mig.

Vi aftalte at mødes på Café Freud, og en times tid senere sad jeg overfor en nydelig herre, som jeg ville have kaldt midaldrende, hvis han ikke havde været på min alder.

”Jeg kan se, vi er jævnaldrende, Nissen. Det gør det lettere for mig,” smilede han og studerede menukortet. ”Hvad er forskellen på Latte Jeg, Latte Id og Latte Overjeg?”

”Latte Jeg er latte som den er, Latte Id er den latte, du har lyst til, og Latte Overjeg er Latte, som den gerne selv vil være,” svarede jeg.

”Hm, jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til…”, funderede han.

”Så er der to tilbage at vælge mellem,” konstaterede jeg.

”Jeg tager det samme som dig,” konkluderede han.

”Fint,” sagde jeg og gik op og bestilte 2 Latte Id.

”Nå, hvad kan jeg gøre for dig – eller jer?” spurgte jeg, da vi havde fået vores kopper.

”Min kone forstår mig ikke! Ja, jeg ved, det lyder banalt, men det er ikke desto mindre rigtigt,” forklarede han.

”Fortæl noget mere,” trådte jeg vande.

”Dråben, der fik regnmåleren til at flyde over, var nok da jeg kom hjem i går og fortalte, at jeg heller ikke i år kan få min løn i vejret til den årlige lønforhanding,” sagde han træt. ”Forhandlingen forløb fuldstændig som jeg havde forudsagt.”

”Hvad havde du forudsagt?” måtte jeg jo næsten spørge.

”Tåget, gråt i gråt, en overgang med sludder, og til sidst blev det helt klart med temperaturer omkring frysepunktet, og vi endte på nul,” konstaterede han.

”Hm… men i det mindste gik din prognose da i opfyldelse!” kunne jeg ikke dy mig.

”Det gør den faktisk tit! Desværre bliver lønnen ikke fastsat efter fortjeneste, og derfor synes min kone, jeg er en taber. Jeg har ellers i mange år arbejdet på at få den op,” sagde han.

”Lønnen?” spurgte jeg forsigtigt.

”Ja, sgu, hvad fanden tror du ellers, jeg taler om? Du antyder vel ikke…”, begyndte han arrigt.

”Nej-nej, jeg troede bare… eller… din kone sagde… men det var tydeligvis en misforståelse. Jeg forstår nu…,” fremstammede jeg spagt.

”Næh, Nissen, vi kan sgu sagtens holde rejsegilde, men du ved hvordan nogle kvinder har det med status. Der skal en ordentlig løncheck hjem hver måned, ellers er man ikke noget ved musikken.”

”Men du er jo så heller ikke noget ved musikken?” indvendte jeg.

”Nej, men det er hun, den harpe… så du må diske op med noget bedre!” vrissede han.

”Der er jo mange, der har lønproblemer i disse tider. Diætister, der er på sulteløn. Urmagere, der er på timeløn og med tiden begynder at tikke på gaden. Handicappede, der er underbetalte og vil ind på normallønsområdet,” eksemplificerede jeg.

”Ja-ja, vejr ting til sin tid, som man siger. Men hvis du skal have løn for det her, så skal der altså til at ske noget,” sagde han og så under tiden på sit ur.

”OK, hør så her. Fortæl hende, at du for 5 år lavede en genial aftale, der sikrer at din løn udvikler sig lige som gennemsnitstemperaturen her i landet. Dengang troede alle jo på den globale opvarmning. Hvem ville ikke have lavet sådan en lønaftale dengang, bortset fra Bjørn Lomborg? At COP15-topmødet så har medført, at det er blevet koldere og koldere lige siden, det kan hun ikke bebrejde dig – og man kan jo stadig sige, at din løn bliver sat i vejret, selv om den ikke altid bliver sat i vejret!”

Den sad han lige og overvejede, inden han klarede op og strålede som en sol.

”Nissen… du er sgu genial. Den køber jeg fandeme! Det gør hun også, det er jeg sikker på!”

“Hos Nissen kan du altid regne med opklaring. Alt andet vil være helt hen i vejret,” bemærkede jeg.

Udgivet i Mysterier | Tagget , | Skriv en kommentar

Mysteriet om bibliotekaren og den forsvundne bogstøtte

Udgivet den 21. februar 2011 af nissensdetektivbureau

Da telefonen stadig ikke havde givet lyd fra sig ved middagstid besluttede jeg at gå en tur på biblioteket for at låne noget lødig litteratur, jeg kunne have liggende på sofabordet i vinterferien, hvis der nu skulle komme gæster. Ulysses, Krig og Fred, Spise Med Price-kogebogen o.lign.

Jeg havde før haft succes med den detalje. Ikke for at imponere, bare for at gæsterne havde noget fornuftigt at tage sig til, mens jeg lavede mad. Min nabo Henriksen blev engang færdig med Kierkegaards samlede værker, mens jeg lavede kartoffelsalat, og lige siden har han været helt ved siden af sig selv, når han var på besøg. Og en veninde blev engang helt færdig med Ib Michael, mens jeg vaskede op. Selv om han blev ved med at invitere hende ud, fastholdt hun hele aftenen, at hun var helt færdig med ham. I hvert fald så længe han ikke ville fortælle hende sit efternavn.

Pludselig gav telefonen alligevel lyd fra sig.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”

”Hej, du taler med bibliotekar Karen Andersen,” sagde en kvindestemme.

”Dav,” sagde jeg lettere paf, mens jeg misundte det offentliges muligheder for at lave opsøgende virksomhed. Snart ringede Brandvæsenet nok også og spurgte, om jeg havde noget, jeg skulle have slukket, eller også ringede Forsvaret for at høre, om jeg havde noget, jeg skulle have lækket.

”Vi har nogle problemer her på biblioteket, som jeg håber, du kan komme og hjælpe med?” spurgte hun og lød som om hun ringede fra et sted mellem håbløshed og håbefuldhed.

”Hm… jeg var faktisk på vej,” sagde jeg lettere forvirret.

”Det er jo fantastisk, Nissen, du er synsk!” udbrød hun nærmest håbefuldt. ”Men du må love mig at være diskret, så ingen opdager, at du kommer.”

”Det har aldrig været noget problem,” lovede jeg.

Det tog næsten en halv time at komme derhen, for biblioteksbussen var forsinket, og chaufføren kunne ikke finde vej, da Krak var udlånt til en gruppe aktionærer fra Amagerbanken.

Da jeg kom ind i forhallen havde jeg lige noget, jeg skulle aflevere, inden jeg opsøgte bibliotekaren Karen, så jeg henvendte mig til en pige, der stod bag skranken.

”Undskyld, jeg vil gerne låne toilettet,” sagde jeg.

”Ja, nu skal jeg lige se, om det er hjemme,” sagde hun og tastede noget på computeren. ”Jo, vi har ét. Må jeg bede om dit sygesikringsbevis?”

Jeg gav hende det, og hun scannede det rutineret, hvorefter hun rakte mig en nøgle. ”Det er lige ned ad trappen og til højre, der står ”Aflevering” på døren. Du skal være opmærksom på, at du kun må beholde det i 7 dage, så hvis det trækker ud, må du lige komme op og få det fornyet.”

”Okay, tak,” sagde jeg og gik ned for at forrette min nødtørft. Det flød med lokumslitteratur, der var trykt på billigt toiletpapir, og det undrede mig at det rodede sådan på det normalt pæne og ryddelige bibliotek. Bagefter gik jeg rundt i de forskellige afdelinger, og billedet var det samme hvert sted. Lidt underligt, at de ikke havde varieret udsmykningen lidt, men selve billedet var sådan set meget pænt. Men der lå bøger overalt på borde og i vindueskarme, og rundt om på gulvet lå der bunker af bøger hulter til bulter, mens reolerne sært nok var halvtomme.

Jeg søgte over i afdelingen for faglitteratur, hvor Karen Andersen havde fortalt, at hun sad. Også her lå der bøger over det hele.

”Karen Andersen?” spurgte jeg, og det gav et sæt i hende.

”Nissen? Åh, det var godt, du kunne komme! Lige et øjeblik, jeg skal lige have plads til de her bøger,” sagde hun og gik hen til en propfyldt reol.

”Hvis du fjerner de der propper, bliver der bedre plads til bøgerne,” foreslog jeg uden beregning.

”Nej, de skal være der, det er en vinreol,” forklarede hun. ”Sådan. Bare de nu bliver stående…”

Hun havde dårligt nået at vende sig om, før både bøger og propper væltede ned fra hylden og ud over gulvet. Hun sukkede og sendte mig et ”hvad-sagde-jeg-blik”, og jeg kvitterede med et ”hvad-sagde-du-blik”.

”Kom med ind på kontoret, så skal jeg sætte dig ind i sagen,” sagde hun og viste vej ind bagved.

”Er det fordi I mangler folk?” spurgte jeg, da vi kom ind på hendes kontor, hvor der også lå bøger og flød overalt på gulvet.

”Nej, vi har lige ansat to nye til at skifte bonruller i ind- og udlånsmaskinerne og tømme papirkurvene, hvor folk smider kvitteringerne ud,” sagde hun og trak på skuldrene, mens hun lukkede et vindue, så det ikke trak på skuldrene.

”Hvad er problemet så egentlig?” spurgte jeg.

”Du kan jo selv se, hvordan det flyder med bøger alle vegne. Det er lige meget, hvor meget vi knokler, så roder det hele rundt på gulvet. Alle vores hyldevarer vælter for et godt ord. Ligegyldigt hvor meget vi stiller på plads, så ryger det hele bare på gulvet.”

”Hvordan går det med udlånet?” spurgte jeg.

”Udlån! Jeg kan godt sige dig, vi låner efterhånden mindre ud end bankerne! Vores kunder kan jo ikke finde hoved og hale i det her rod!” rasede hun.

Jeg bøjede mig ned og samlede en billedbog op fra en papkasse.

”Her er den. ’Hoved & Hale’ af Helle Vibeke Jensen,” sagde jeg nonchalant og rakte den til hende. Hun stirrede forbløffet på mig.

”Skræmmende, Nissen, du ER jo synsk!” sagde hun imponeret. ”Men det løser ligesom ikke vores problem….,” tilføjede hun og rakte opgivende ud efter en brun pakke, som hun åbnede. ”Se, flere bøger! Finansloven… den skal nok blive et hit,” sagde hun sarkastisk.

”Lad mig lige låne den engang,” sagde jeg og rakte ud efter den.

”Du må altså vente, til vi har indbundet og registreret den,” sagde hun myndigt.

”Nej, jeg skal bare lige se lidt i den her, jeg har fået en ide…,” sagde jeg og fik lov at studere den nærmere. Efter nogle minutter havde jeg fundet det, jeg søgte, samt en hel masse, jeg ikke søgte.

”Her er forklaringen!” udbrød jeg begejstret. Hun så skeptisk på mig, men kiggede alligevel med.

”Se, Folketinget har vedtaget at fjerne alle former for bogstøtte. Det forklarer, hvorfor alle jeres bøger vælter ned af hylderne!”

”Gud, så forstår jeg det bedre! Kan du se, hvad de har gjort med den?”

”De har tilsyneladende lagt den på aviser og ugeblade, fordi oplagene hele tiden faldt.”

Hun strøg ud af døren og ind på læsesalen og – ganske rigtigt. Der lå alle bogstøtterne oven på de sidste måneders aviser og ugeblade, der som de eneste ikke lå spredt ud over hele gulvet.

”De nævenyttige politikere, de kunne godt have udsendt en støtteerklæring, inden de bare fjernede dem uden videre,” mumlede hun, og mens hun indledte en støtteindsamling, listede jeg af efter endnu en veloverstået opklaring.

Udgivet i Mysterier | Tagget , | Skriv en kommentar