Mysteriet om tidsånden, der blev fanget

Det var en helt almindelig mandag formiddag på mit hjemmekontor, og jeg var godt i gang med en solid kande kaffe og dagens aviser, da det ringede på døren. Udenfor stod en smuk og sexet kvinde og viftede med et politiskilt og præsenterede sig som

”Sigrid Møller, Afdelingen For Glemte Sager. Træffer jeg Nissen?”

”Det er mig. Kom indenfor,” sagde jeg og lukkede hende ind. Jeg bad hende tag plads i gæstestolen over for mit skrivebord, hvor hun tog imod den obligatoriske kop kaffe.

”Har jeg glemt noget?” spurgte jeg.

”Det ved jeg ikke. Hvorfor spørger du om det?” spurgte hun og rynkede brynene.

”Arbejder du ikke med hittegods?” spurgte jeg.

”Nej, glemte sager,” gentog hun. Denne gang var det min tur til at rynke brynene – mine egne, altså – hvorefter hun tilføjede: ”Jeg efterforsker kriminalsager, som politiet har glemt”.

”Nååå, javel-ja. Hvor kommer jeg så ind i billedet?”

”Vi har fået et tip om en sag, som efterforskerne for længst har glemt alt om. Men dit navn er nævnt, så derfor sidder jeg her,” sagde hun.

”Fortæl, fortæl!” opfordrede jeg.

”Tippet kommer fra en kvinde i Brønshøj, hvis far for nylig er død efter længere tids sygdom. Da hun tømte hans hus, fandt hun hans dagbøger, som hun siden har læst igennem. En af dem omtaler nogle mystiske dødsfald på vejen, og at politiet ville komme og afhøre ham, men tilsyneladende glemte de det. Han har også noteret, at han ringede til stationen for at fortælle hvad han vidste, og så blev han stillet om og bedt om at vente et øjeblik, men efter et par timer lagde han på igen.” Hun gjorde et ophold i sin beretning og tog en mundfuld af kaffen.

”Hvad hed afdøde?” spurgte jeg.

”Hans Ejnar Hansen. Og vi kan se i Folkeregisteret, at kort før disse dagbogsnotater er skrevet, så afgik et ældre ægtepar ved døden i villaen lige over for, og det er sandsynligvis det han hentyder til. I de offentlige arkiver står der imidlertid intet mistænkeligt om dødsfaldene, men Hansens dagbogsnotat slutter med at ”den mistænkte slap væk fra Nissen og mig”.

Jeg sagde ikke noget, men sad bare og tænkte.

”Er der en klokke, der ringer?” spurgte hun.

”Det kan godt være. Der ligger en skole lige i nærheden,” sagde jeg og gik over til vinduet og kiggede ned. ”Mærkeligt, der står en hest nede på gaden. Det ligner en islænder.”

”Det er min,” svarede hun stolt.

”Jeg troede, man var ved at afskaffe det ridende politi,” troede jeg.

”Det er man også. Men efter Forbrydelsen på DR blev det moderne, at alle kvindelige efterforskere skulle gå rundt med en islænder, ligesom hende der Sarah Lund,” forklarede hun.

”Har du selv set serien?” spurgte jeg.

”Nej, hvorfor?” spurgte hun undrende.

”Lige meget. Hvor kom vi fra? Jo… jeg kan godt huske sagen med det døde ægtepar. Han var tidligere departementschef, og konen havde været skuespillerinde. Hansens teori var, at tiden havde stået stille derinde i mange år, og at de bare havde slået tiden ihjel. Det forholdt sig dog stik modsat, det var tiden, der slog dem ihjel, men desværre smuttede tiden fra os.”

Hun sad længe og stirrede ned i sin kaffekop.

”Er det den sag? Den kan jeg godt huske nu. Vi eftersatte mistænkte og i en periode prøvede vi virkelig at følge med tiden, men den er løbet fra os for længe siden,” erkendte hun langsomt, mens hun gravede i hukommelsen.

”Politiet har aldrig rigtig haft tid,” konstaterede jeg.

”Nej, det er mærkeligt. Men hvor pokker blev tiden dog af?” spurgte hun retorisk.

”I sendte vel en efterlysning ud?” spurgte jeg.

”Ja, vi efterlyste hjælp fra alle landets urmagere, men da vi ikke havde tid til stavekontrol, så druknede vi i henvendelser fra uromagere. I løbet af få dage havde vi uroer hængende alle vegne på stationerne, men efterhånden kom vi da igennem alle henvendelserne. Og stavene er senere blevet kontrolleret,” mindedes hun.

”Men I kom aldrig til tiden?”

”Nej, det var for sent. Pludselig havde vi fyraften, og så glemte alle alt om tiden,” sagde hun.

Vi sad igen lidt i tavshed og tænkte over tingene og drak kaffe. Jeg gik hen og åbnede vinduet, men der var ingen klokker, der ringede.

”Nissen, det er jo skrækkeligt, det her. Gerningsmanden går stadig fri derude et sted. Vi er nødt til at gøre noget. Vi kan ikke bare sidde her og drikke kaffe!” sagde hun iltert.

”Enig. Lad os gå ned på Café Freud i stedet. Din islænder trænger sikkert også til noget.”

Hun nikkede, og vi gik ned på gaden, hvor hun løsnede islænderen og trak den med hen om hjørnet til caféen og tøjrede den til en hundekrog.

”Nu bliver du pænt her, Brix, så kommer jeg ud med noget til dig om lidt,” formanede hun, hvorefter vi gik ind og bestilte to Café Latte, en skål vand og 15 stykker gulerodskage. Indehaveren, min gamle ven Philippe Fhornoyd, stirrede tomt på mig, men jeg nikkede bare, og så vidste han godt, at han skulle holde kæft.

”Hvem kender tiden?” spurgte hun, da vi havde sat os ved et af bordene.

”Aner det ikke, men jeg kender klokken,” svarede jeg.

”Det er lige meget med de små fisk, vi skal have fat i bagmanden i den her sag,” fastslog hun. ”Der må være nogen, der kan finde tid til at hjælpe os. Nogen, der kender nogen, der kender nogen…”

”Du siger noget! Jeg får en ide!” sagde jeg. ”Alle ved, at tid og penge hænger uløseligt sammen, så hvad med at få fat i nogle penge og udsætte dem for en kontant afhøring!”

”Er det ikke farligt, hvis de sætter sig til modværge?” spurgte hun.

”Nej, pengene slår jo aldrig til,” beroligede jeg.

Hun greb sin mobil, gik udenfor på gaden og foretog en opringning, og kort tid efter kom hun tilbage igen.

”Sådan. Nu har jeg overtalt et par kolleger til at gå i gang,” fortalte hun.

”Overtalt? Var det da svært?” spurgte jeg.

”De ville kun gøre det for pengenes skyld, men jeg fik dem overbevist om, at det her ikke handler om penge, det er kun et spørgsmål om tid,” svarede hun.

Efter vi havde siddet og snakket om løst og fast i en times tid ringede hendes mobil, og hun gik uden for og besvarede opkaldet.

”Pokkers,” sagde hun, da hun kom ind igen og opgivende satte sig ved bordet. ”De fik fat i et bundt, men de måtte virkelig gå til den, før de fik noget at vide. Der var nærmest tale om pengeafpresning, men til sidst fik de at vide, at tiden har gemt sig i en tidslomme.”

”En tidslomme…,” grublede jeg.

”Det kan vi godt opgive,” sagde hun, ”den finder vi aldrig!”

”Vent lidt. Jeg tror godt jeg ved, hvordan vi kan indhente tiden. Vi må lave en dekonstruktion!” sagde jeg.

”Du mener en rekonstruktion?” spurgte hun.

”Nej, en dekonstruktion af selve gerningsøjeblikket!”

”Hvad mener du??” Hun lignede ét stort spørgsmålstegn.

”Hvis vi skal indhente tiden, så er vi nødt til at se på sagen med helt andre øjne. Vi må omdefinere vores begrebsapparat. Hidtil har vi kun omtalt sagen i datid, og så har vi hele tiden været et skridt bagefter. Men hvis vi nu går over til nutid, så er vi der – så er vi lige i nuet, hvor tiden hele tiden er!” siger jeg ivrigt.

Hendes øjne stråler, og hun rejser sig og trækker sin tjenestepistol frem fra sin håndtaske.

”Nissen, er det virkelig nu, det sker?” spørger hun og tager ladegreb. De andre gæster på caféen ser sig forvirrede omkring. Nogle gemmer sig under bordene, mens andre skynder sig at gå. Fhornoyd dykker ned bag bardisken.

Jeg rejser mig og ser mig om. Jeg mærker, at der er ved at ske noget. At vores tidsperspektiv er ved at ændre sig lige her og nu.

”Bliv ved med at tale i nutid!” råber jeg til hende og går hen til vinduet. ”Jeg tror, tiden er ved at være inde!”

”Du tager den lille viser, så tager jeg den store,” råber hun hektisk og vifter med pistolen.

”Nej, for pokker, lad bare uret gå, det er tiden, vi skal have ram på,” råber jeg tilbage. Vi er helt alene på caféen nu.

”Det er umuligt, Nissen, tiden flyver afsted, den er over det hele,” siger hun febrilsk.

Jeg går hen til hende, helt tæt, og kigger hende dybt i øjnene, mens jeg nynner ”We have all the time in the world”. Hun stopper op, lader pistolen synke, ser op på mig og bøjer sig langsomt frem mod mig med spidse læber – og netop i det splitsekund, hvor tiden står helt stille, griber jeg fat i hendes arm og vender rundt og affyrer pistolen.

”Fuldtræffer!” jubler hun og mærker efter. ”Du fik ram på den! Den er ved at udånde nu! Du har slået tiden ihjel!”

”Ja, nu har vi indfanget tidsånden. Tag den med tilbage til stationen og sørg for, at den får en fair rettergang. Den slipper nok en tidsbestemt straf.”

Reklamer
Udgivet i Mysterier | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Mysteriet om dirigenten, der ikke var med på noderne

Jeg var nødt til at tage lidt væk. Jeg havde et par krævende sager sidste forår, der kulminerede med pyromanen, der brændte alle broer bag sig. Den sved, selv om man siger, at den enes røg er den andens brød. Men jeg indså pludselig, at jeg selv var kommet til at brænde alle broer foran mig.

Jeg bevilgede derfor mig selv 3 måneders ophold på et refugium i det nordlige Italien for at tænke over livet og døden, og om jeg mon nærmede mig den alder, hvor man skal overveje at tro på reinkarnation. Det var tunge og mørke tider, og da der en dag omsider gik et lys op for mig, varede det ikke længe før jeg havde brændt det i begge ender og sat det under en skæppe.

I stedet begyndte jeg at skrive en bog om ”Begrænsningens kunst”, men da jeg nåede til side 860 fik jeg en kombineret skriveblokering og blyforgiftning og måtte se i øjnene, at jeg aldrig ville blive færdig med forordet, hvis ikke jeg holdt op med at gnave i mine blyanter.

Da de 3 måneder var gået, havde jeg stadig ikke fundet svar på livets spørgsmål, og ikke nok med det, så havde jeg også glemt, hvordan spørgsmålene lød. Jeg erkendte, at for at finde mig selv, måtte jeg nok selv lede, og fyldt med selvlede rejste jeg ud i Europa og strejfede søgende rundt i storbyerne efter spørgsmål og svar.

En dag mødte jeg en franskfødt Femme Fatale på en Bierbar i Berlin, som insisterede på, at hun kunne se ind i både fortiden og fremtiden. Hun hed Claire Voyant, og efter at have kontrolleret at der var dækning på mit Mastercard, fastslog hun, at jeg havde en 40 års-krise. Jeg påpegede, at det var længe siden jeg havde passeret de 40, men hun forklarede, at det ikke var sådan en 40 års-krise. Det var sådan en, der ville vare 40 år.

Jeg fornemmede, at jeg ikke bare havde brændt alle broer foran mig, men også alle tunneller og færger, så jeg tømte mit glas, betalte min regning og rejste mig for at gå. Hun forudså, at jeg ville have godt af at blive muntret lidt op, så hun tilbød at følge mig hen til mit hotel, men da vi kom ud på gaden, gik hun lige ud mellem to parkerede biler og blev kørt over af en lastbil.

Jeg blev i byen et par dage og tog også med til begravelsen, for min gamle bedstefar sagde altid, at hvis du ikke kommer til folks begravelser, så kommer de heller ikke til din. Men han var selvfølgelig også bedemand, selv om han i virkeligheden hellere ville have været enkemand.

Efterhånden kunne jeg ikke se anden udvej end bare at tage hjem og passe min forretning. Det blev en større omvej på grund af det med broerne, men det lykkedes til sidst. Hjemme på kontoret lå der 66 uaflyttede beskeder på min telefonsvarer fra en husmoder i Husum. På den første besked fortalte hun, at hendes husbond tre dage før var gået ned til Kirstens Konditori for at købe Napoleonshatte, men han var stadig ikke kommet hjem, og nu ville hun gerne vide hvor han var. Jeg sprang frem til den seneste besked, der var indtalt to måneder senere, hvor hun glædestrålende fortalte, at han stadig ikke var dukket op igen, så nu behøvede jeg ikke at gøre mere ved sagen.

Jeg mindede mig selv om, at jeg ville tilbyde hende et beskedent nedslag i mit honorar, og jeg var netop blevet færdig med at slette alle beskederne, da telefonen ringede.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”

”Åh, det var godt jeg fik fat i dig, Nissen. Det er Gianni Orlofsky fra Det Kongelige Teater – du kan godt huske mig, ikke sandt?”

”Jo,” løj jeg en anelse tøvende.

”Du hjalp mig for et par år siden med at finde melodien der blev væk,” hjalp han på vej, idet han tydeligvis ikke kunne hitte rede i min vildrede.

”Det er rigtigt, det kan jeg godt huske,” kunne jeg godt huske. ”Er den blevet væk igen?”

”Nej, denne gang er problemet af en lidt anden karakter. Vores dirigent er ikke rigtig med på noderne… Men det er svært at forklare i telefonen, kan du ikke komme hen på teatret?” tryglede han.

”OK, jeg har ikke andet på plakaten,” sagde jeg og undlod at nævne at jeg ikke engang havde en plakat. På min vej gennem den byggeplads, de kalder København, begyndte jeg så småt at nyde at være back in business, og en halv times tid senere stod jeg i Orlofskys forkontor, hvor en ung, smuk sekretær sad bag et skrivebord og var fordybet i et rollehæfte.

”Jeg har en aftale med hr. Orlofsky,” sagde jeg.

”Ja, værsgo’ at følge med. Rejser sig og går hen til døren,” sagde hun.

”Det sidste er en regibemærkning, den skal ikke siges højt,” gjorde jeg opmærksom på.

”Undskyld, jeg er kun dubleant for den faste sekretær, og jeg er ikke helt fortrolig med rollen endnu,” sagde hun og smilede forfjamsket, hvorefter hun åbnede døren til Orlofskys kontor, trådte ind og faldt lige så lang hun var hen over gulvtæppet.

Jeg hjalp hende på benene, mens Orlofsky blev siddende bag sit skrivebord og så på optrinet med et resigneret blik.

”Tæppefald,” konstaterede han blot og rystede på hovedet, mens sekretæren vimsede ud igen, men omhyggeligt undgik at træde på optrinet.

”Tak fordi du kunne komme så hurtigt,” sagde Orlofsky og bad mig tage plads. Jeg valgte en stol på første række midtfor.

”Den er som sagt helt gal med vores dirigent,” forklarede han.

”Ja, det var noget med, at han lavede unoder?”

”Nej, det kan man ikke sige. Problemet er, at han overhovedet ikke er med på noderne. Han ligner en nyklippet revisor fra Jehovas Vidner, der har stået i lære i en herreekviperingsbutik i Ringkøbing. Det er ikke lige sådan en type, publikum vil se svinge dirigentstokken. De vil se sådan nogen som Von Karajan, Celibidache, Levine og Rattle,” forklarede han.

”Hvad siger orkestret?” ville jeg vide.

”Orkestret? Det er faktisk lidt mærkeligt. De har altid været glade for ham, men de siger, de er bange for, at han vil stjæle billedet fra dem. Alligevel tager de det forholdsvis roligt. Men sådan er det med musikere, der er altid noget der ikke helt stemmer,” sagde han.

”Jeg tror, hele nøglen til problemet ligger lige dér,” sagde jeg.

”Øh, nu er jeg ikke lige med,” sagde han spørgende, men dog uden at bruge spørgsmålstegn.

”Nej, Orlofsky, du har dit fokus det forkerte sted. Du tror, det handler om hvordan dirigenten skal se ud i publikums øjne, men det her er jo hverken politik eller fjernsyn. Lad mig bare lige stille et enkelt spørgsmål mere. Hvem er det egentlig, der har klaget over, at han ikke er med på noderne?” udfordrede jeg.

Der blev helt stille på hans kontor. Han sad længe og stirrede ned i bordpladen og ville sikkert ønske sig et rollehæfte, hvor han kunne finde sin næste replik. Men det var kun mig, der kendte enden på den her komedie.

”Jeg… jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige,” kom det til sidst fra ham.

”Psst… Ham selv!” lød det med en hæs teaterhvisken fra et sted bag mig. Orlofsky spidsede ører, og jeg vendte mig om og fik øje på en sufflørkasse nede under hans store mahogny-mødebord.

”Ham selv,” lød det igen nede fra kassen, denne gang lidt højere.

”Det er ham selv, der har klaget,” sagde Orlofsky lavmælt.

”Der kan du se!” påpegede jeg. ”Det handler ikke om hans udseende og påklædning, det handler bare om, at han vil have sit kontrafej på noderne. Og det har orkestret for længst fattet, men de er bange for, at han stjæler det billede, de har hængende af ham nede på den lange orkestergang, hvor alle dirigenternes portrætter hænger. Derfor er du nødt til at få taget et nyt billede af ham og sætte det på noderne!”

Orlofsky skævede over til sufflørkassen, men suffløren nikkede bare langsomt. Langsomt rejste han sig og rakte mig hånden.

”Nissen. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Du er virkelig skarp, når det gælder! Det er dejligt, at du er back in business!”

Sekretæren trådte ind og præsterede endnu et tæppefald, mens lysene i loftet blev tændt som tegn på, at jeg godt kunne rejse mig, klappe mit sæde op og forlade teatret.

Udgivet i Mysterier | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Mysteriet om pyromanen, der brændte alle broer bag sig

Det var flere dage siden, telefonen havde givet lyd fra sig, men det viste sig bare at være telefonstikket, der var faldet ud. Det var nok sådan finanskrisen begyndte. Jeg overvejede at sætte stikket i, men indså at det var for sent at redde verdensøkonomien, da klokken allerede var fem minutter i tolv. I stedet gik jeg ned på Café Freud for at sludre lidt med indehaveren, min gamle ven, Philippe Fhornoyd.

På Freud var der som sædvanlig pænt besøg sådan en mandag formiddag, men der var også en del grimme gæster. Philippe var der ikke, så jeg bestilte en Latte Überich og slog mig ned ved et ledigt bord med det nye nummer af Kaffa. Der var en interessant anmeldelse af en ny godnatlæsningsbog for voksne, en af de der Py-Romaner, der er blevet så populære på det seneste. Anmelderen var dog ikke begejstret og mente generelt, at bøger blot er en hyldevare.

I det samme så jeg op og fik øjenkontakt med en ufatteligt smuk kvinde ved bordet ved siden af. Hun havde ildrødt hår og sad og legede med en æske tændstikker. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg havde set hende før.

“Har du ild?” spurgte hun.

“Man må ikke ryge her,” svarede jeg. Jeg har aldrig gået på kursus i scorereplikker.

“Hvem taler om at ryge?” spurgte hun.

Jeg tog min kop og satte mig over til hendes bord. Det føltes som at komme fra asken og i ilden.

“Har vi ikke set hinanden før?” spurgte jeg. Patetisk, ja, men jeg var nødt til at aflede hendes opmærksomhed, så hun ikke satte ild til hele cafeen.

“Før hvad?” spurgte hun mistænksomt.

“Hvad skal du bruge ild til?” spurgte jeg i stedet.

“Jeg var hot, da jeg gik hjemmefra, men nu er jeg ved at gå lidt kold,” sagde hun og slikkede sig om munden.

“Så gå hjem i varmen,” foreslog jeg.

“Du minder mig om en gammel flamme,” sagde hun uden at vise det mindste tegn på gensynsglæde.

“Måske gik vi ud sammen?”

“Måske,” sagde hun.

“Du lyder lidt indebrændt?”

“Og du lyder lidt udbrændt.”

Touché.

I det samme gik der et lys op for mig. Det var hende, der strøg en tændstik. Jeg tog blidt om hendes hånd og førte den hen til min mund og pustede flammen ud.

“Nu ved jeg det. Du har engang serveret på Jazzhus Slukefter!” udbrød jeg.

Hun tog langsomt sin hånd til sig og sad helt stille og stirrede tomt frem for sig. Jeg havde åbenbart ramt et eller andet. Der gik et minut eller to, hvor et par tårer langsomt trillede ned ad hendes ene kind uden at hun gjorde mine til at tørre den væk.

“Du er Nissen?” hviskede hun.

Jeg nikkede, mens brikkerne faldt på plads i mit erindringspuslespil. Til gengæld så det ud til, at hun ikke havde så mange at flytte rundt med lige nu.

“Hvad lavede du dér?” spurgte hun tøvende.

“Jeg skulle finde en saxofonist, der var forsvundet,” svarede jeg.

“Jeg kan ikke huske noget fra dengang. Jeg har brændt alle broer bag mig,” sagde hun.

“Hvordan begyndte det?” ville jeg vide. Hun sad længe uden at sige noget, før hun kom med sin utrolige historie.

“En nat skulle jeg hjem fra noget maraton-chill-out ude i Den Grå Hal, og da jeg kom til Knippelsbro, var der pludselig noget, der gik op for mig. Et stort skib skulle igennem, og alle måtte stå og vente. Men en bro er jo kun et overgangsfænomen. Pludselig gik den berømte klap ned, og så fyrede jeg den bare af.”

Jeg kunne godt huske den tragiske nat, hvor Knippelsbro brændte. Det tog en time før brandvæsnet kom. De troede først røgen kom fra Den Grå Hal, så da endelig nåede frem til broen, kom de helt skævt ind på slukningsarbejdet.

“Men hvorfor fyrede du den af?” spurgte jeg.

“Jeg var træt af alt det vægelsind. Jeg ville tvinge folk til at vælge side, enten den ene eller den anden. Broen blev et symbol på at mødes på halvvejen, men hvis man altid mødes på halvvejen, kommer man kun halvvejs i livet.”

“Men brændte broer bliver jo som regel bygget op igen,” indvendte jeg.

“Ja-ja, men nu er jeg også holdt op. Jeg blev afsløret til sidst, da jeg havde brændt Holmens Bro, Fredens Bro og Langeliniebroen bag mig og var begyndt på brokvartererne. Jeg fik en behandlingsdom, som jeg skulle afsone i Brande, og jeg var fyr og flamme efter at komme i gang med min behandling. Min behandler var også en rigtig sød fyr, en tidligere brandmand, der viste sig at være et rigtigt slangemenneske. Han ville hele tiden sprøjte på mig. Men han havde også læst psykologi, og han fik mig til at forstå, hvorfor det gik som det gik.”

“Hvorfor gik det som det gik?”

Hun sad lidt og legede med tændstikæsken, mens hun enten gravede i hukommelsen eller bare overvejede, om hun skulle give mig resten af historien.

“Det er vel den klassiske historie om en dårlig opvækst. Min far var røgdykker, men tilbragte det meste af tiden på Jazzhus Slukefter, hvor han døde af druk , da jeg var 2 år. Det fandt jeg først ud af, da jeg selv fik arbejde derinde. De fortalte også, at min mor havde forsøgt at gøre han kunsten efter i de næste 17 år. Hun serverede også derinde hver aften, og til daglig underviste på en slankeskole. Til sidst døde hun af en erhvervssygdom.”

“Det var dog forfærdeligt. Hvad døde hun af?” spurgte jeg.

“Skrump-elever.”

“Så det var ikke ligefrem brændende kærlighed, der prægede din opvækst?”

“Nej, det fik vi aldrig. Og den eneste faderfigur i min opvækst var Tordenskjold. Hver dag når jeg kom hjem fra skole, fandt jeg æsken med hans billede frem og så strøg jeg ind på mit værelse. Hele min ungdom gik nærmest op i røg, men til sidst mistede jeg gnisten og fandt den først igen den nat ved Knippelsbro.”

“Og nu sidder du her og leger med tændstikker?”

“Ja. Jeg skulle have været på date med en fyr, men det ser ud til, at jeg er blevet brændt af. Igen,” sagde hun nøgternt og rejste sig for at gå.

“Her er mit kort. Ring en dag, hvis du har lyst til at ses igen,” sagde jeg og prøvede at lade være med at ligne en ulv i forklæder.

Hun tog kortet. Så åbnede hun tændstikæsken, tog en tændstik, strøg den og førte flammen hen til kortet og satte ild til det, mens hun holdt i det ene hjørne. Da det var næsten helt brændt ud, smed hun resten ned i min kaffekop.

“Det er ikke nødvendigt. Jeg har ringet hver halve time de sidste tre dage, men du tager aldrig telefonen.”

Så gik hun.

Udgivet i Mysterier | Tagget , , | Skriv en kommentar

Mysteriet om klovnen, der ikke kunne holde masken

Det havde været en hård weekend. Mandag morgen vågnede jeg med den velkendte følelse af at være blevet trukket godt rundt i manegen, hvilket i og for sig var i orden, hvis ikke det var for alt det savsmuld, der flød ud over det hele. Da telefonen ringede allerede midt i den tredje kop kaffe overvejede jeg seriøst at anskaffe et Call Center til at håndtere alle opkald før kl. 12. Jeg har bare hørt, at det er umuligt at få en Call Girl på det tidspunkt af døgnet.

“Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” svarede jeg med påtaget morgenfriskhed.

“Gutmorgen, Herr Nizzen, du taler med den direktør Eberhard von Einfach. Du nok har hørt om vores Zirkus Einfach?” lød en dyb og malmfuld røst.

“Jeg har set jeres plakater, men jeg har aldrig hørt om jer,” svarede jeg sandfærdigt.

“Det du komme til, hvis du tager denne zag. Men det schkall gå schnell-schnell! Du må zmide hvad du har i hænderne og komme ztrakz,” bjæffede cirkusdirektøren.

Jeg smed telefonen fra mig og skænkede endnu en kop kaffe. Jeg kunne høre, han råbte og skreg i røret, men lod ham ligge lidt, før jeg samlede ham op.

“Nissens Detektivbureau, hvad drejer det sig vedrørende?” spurgte jeg uskyldigt.

“Verdammt, Nizzen, hvad schker det for dig?” rasede han.

“Du sagde, jeg skulle smide hvad jeg havde i hænderne,” konstaterede jeg nøgternt.

Der blev stille på linien. Så eksploderede han i noget, der lød som et granatangreb, men viste sig at være et latteranfald.

“Ha-ha-ha-ha, Nizzen, du er en ztor klovn, det jeg kan bruge i mit zirkus! Eigentlich, det er for det at jeg ringe til dig. Min Klovnen Max er pizt verschwunden! Du må finde den klovnen til mig, vi har den schture premiere i morgen!”

“Forsvundet?” spurgte jeg bare.

“Kom, zå jeg schkal det forklare,” bad han nærmest høfligt, og kort efter sad jeg i en taxa til Cirkus Einfachs teltplads. Direktøren tog selv imod og viste vej til klovnens vogn.

“Hele den dag i går Max træne på det schture vorschwindingsnummer, men ziden ingen har zet ham,” forklarede han og åbnede døren ind til vognen. “Bitte, Nizzen, jeg har meget andet jern i den ild, men du må finde den klovn schnell!”

Han gik videre med alt sit jern, og jeg steg ind i klovnens lille campingvogn, hvis interiør lignede en mellemting mellem et loppemarked og en legetøjsbutik. På et langt bord foran en slagbænk lå et billede af Søren Pind, en pind og 14 tal, der var skåret ud af træ og malet i forskellige farver: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 13, 14 og 15.

Jeg havde allerede set nok, nu skulle jeg bare finde ham. Ved et slagtilfælde åbnede jeg låget til slagkisten, og der lå han og var ikke særlig stor i slaget. Han rystede nærmest af skræk.

“Hvem er du?” spurgte han nervøst.

“Nissen, privatdetektiv. Din direktør er helt ude af den, fordi du har lavet det forsvindingsnummer. Han tror, du er blevet væk.”

“Jeg er jo lige her,” hviskede han.

“Ja, men du var lige ved at snyde ham. Må jeg se dit forsvindingsnummer?” spurgte jeg.

Han tøvede lidt, men stak så hånden ned i sine klovnebukser og tog et grønt 12-tal og en Søren Pind-maske frem.

“Det er et flot forsvindingsnummer. Søren Pind i den 12-fri zone. Det er godt tænkt,” sagde jeg anerkendende.

“Synes du? Det er en smuglersketch, hvor han prøver at prøver at få nogle vilde ideer med ind i landet uden at blive opdaget,” sagde han og satte i et stort smil.

“Den holder Max. Men hvorfor har du gemt dig?” spurgte jeg.

“Jeg kan ikke lide at træne med de andre klovne, de har kun lagkager i hovedet. Men jeg har haft konditorfobi lige siden en bagerjomfru bagte lidt for meget på mig i folkeskolen, så jeg brændte både nallerne og bollerne,” forklarede han.

“Et klassisk tilfælde af sceneskræk. Kan du ikke bare snyde dem?” spurgte jeg.

“Nej, jeg er bange for, at jeg ikke kan holde masken. Og hvis masken falder, får jeg lagkage i hele hovedet, og så taber jeg ansigt. Og så er jeg bange for, at jeg taber hovedet og gør noget dumt.”

“Men det er jo meningen, du skal gøre noget dumt?” påpegede jeg.

“Ja, jeg ved det godt. Åhh, for pokker, hvor har jeg været en klovn,” sukkede han.

“Vi må finde på noget. Har I en syerske, der kan strikke noget sammen til dig, så du kan holde masken?” fandt jeg på.

“Jooo, frøken Ziouieuioe. Hun kan godt strikke, men hun forstår ikke en pind og plejer at være ret vrangvillig. Men ret skal være ret, hun kan godt slå masker op. Hun har vist lige slået op med Søren Pind,” sagde han.

“OK, hør her. Få hende til at strikke en rød næse, som du kan sætte uden på Søren Pind-masken, så du ikke taber den,” sagde jeg.

“Men han har jo allerede en næse,” påpegede han.

“Tro mig, der er ingen, der har styr på, hvor mange næser han har fået,” forsikrede jeg.

I det samme kom cirkusdirektøren brasende ind af døren.

“Nizzen! Det er jo den Max! Zuper, du har fundet Max! Schkal vi zå ze at komme weiter, vi har premiere i aften!”

Med et elefantbrøl stormede han ud af døren igen, mens Max så bekymret på mig med sine sørgmodige klovneøjne.

“Nissen, tusind tak for hjælpen! Men hvad nu hvis Ziouieuioe har været løs på tråden, så masken… jeg mener, så næsen løber?” spurgte han bekymret.

“Så snyd den. Folk fatter alligevel ikke en pind.”

Udgivet i Mysterier | Tagget , , | Skriv en kommentar

Mysteriet om meteorologen, der ikke kunne få sin løn i vejret

Efter succesen med indretningen af Joharis Vinstue havde jeg fået blod på tanden, men før jeg begyndte at udforske forretningsmulighederne i det lukrative managementsegment, var jeg nødt til at ringe til tandlægen for at få ordnet tanden. Det var dog ikke til at få et ledigt bor, så det slog jeg mig til tåls med. Desværre ramte jeg så skævt, at jeg fik endnu mere blod på tanden, og selvfølgelig ringede telefonen i samme øjeblik.

”Nisschens Dezekzivburau,” svarede jeg med blod og spyt sivende ud mundvigene.

”Er det Nissens Detektivbureau?” spurgte en tøvende stemme.

”Ja,” sagde jeg og holdt tunge for tand.

”Mit navn er Vivi Storm, jeg håber De kan hjælpe mig – eller rettere min mand. Ja, eller måske snarere os begge to,” fremstammede hun.

”Hvad drejer det sig vedrørende?” spurgte jeg tålmodigt, men mindre bloddryppende.

”Det er lidt svært for mig, det her… altså, det forholder sig nok sådan, at jeg efterhånden er nået til den konklusion, at han ikke…. åh, det er svært at forklare! Hvordan skal jeg sige det? At jeg ikke er det for ham jeg før har været. Og nu har han igen haft problemer med at få den op…,” kom det fra hende.

”Jeg forstår…,” sagde jeg medfølende.

”Gør De? Det er typisk mænd! De kender mig jo slet ikke, og straks tager De hans parti!” råbte hun hidsigt og smed røret på.

Jeg sad lidt og stirrede tomt i luften, men nåede kun lige at lægge røret, før telefonen ringede igen.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” svarede jeg og prøvede at lade være med at sige noget, der kunne misforstås.

”Steen Storm. Du har vist lige talt med min kone… Jeg beklager, men hun er ikke helt sig selv i dag. Vores ægteskab er røget ind i lidt af et lavtryk. Ja, jeg er meteorolog, så jeg ved lidt om den slags. Vi arbejder på højtryk for at ændre det, men jeg har brug for din hjælp,” sagde han.

”Så er du kommet til den rette. Jeg har mange års erfaring i ægteskabsrådgivning,” sagde jeg i overensstemmelse med sandheden. Jeg har i årevis rådet kvinder til at gifte sig med mig.

Vi aftalte at mødes på Café Freud, og en times tid senere sad jeg overfor en nydelig herre, som jeg ville have kaldt midaldrende, hvis han ikke havde været på min alder.

”Jeg kan se, vi er jævnaldrende, Nissen. Det gør det lettere for mig,” smilede han og studerede menukortet. ”Hvad er forskellen på Latte Jeg, Latte Id og Latte Overjeg?”

”Latte Jeg er latte som den er, Latte Id er den latte, du har lyst til, og Latte Overjeg er Latte, som den gerne selv vil være,” svarede jeg.

”Hm, jeg ved ikke, hvad jeg har lyst til…”, funderede han.

”Så er der to tilbage at vælge mellem,” konstaterede jeg.

”Jeg tager det samme som dig,” konkluderede han.

”Fint,” sagde jeg og gik op og bestilte 2 Latte Id.

”Nå, hvad kan jeg gøre for dig – eller jer?” spurgte jeg, da vi havde fået vores kopper.

”Min kone forstår mig ikke! Ja, jeg ved, det lyder banalt, men det er ikke desto mindre rigtigt,” forklarede han.

”Fortæl noget mere,” trådte jeg vande.

”Dråben, der fik regnmåleren til at flyde over, var nok da jeg kom hjem i går og fortalte, at jeg heller ikke i år kan få min løn i vejret til den årlige lønforhanding,” sagde han træt. ”Forhandlingen forløb fuldstændig som jeg havde forudsagt.”

”Hvad havde du forudsagt?” måtte jeg jo næsten spørge.

”Tåget, gråt i gråt, en overgang med sludder, og til sidst blev det helt klart med temperaturer omkring frysepunktet, og vi endte på nul,” konstaterede han.

”Hm… men i det mindste gik din prognose da i opfyldelse!” kunne jeg ikke dy mig.

”Det gør den faktisk tit! Desværre bliver lønnen ikke fastsat efter fortjeneste, og derfor synes min kone, jeg er en taber. Jeg har ellers i mange år arbejdet på at få den op,” sagde han.

”Lønnen?” spurgte jeg forsigtigt.

”Ja, sgu, hvad fanden tror du ellers, jeg taler om? Du antyder vel ikke…”, begyndte han arrigt.

”Nej-nej, jeg troede bare… eller… din kone sagde… men det var tydeligvis en misforståelse. Jeg forstår nu…,” fremstammede jeg spagt.

”Næh, Nissen, vi kan sgu sagtens holde rejsegilde, men du ved hvordan nogle kvinder har det med status. Der skal en ordentlig løncheck hjem hver måned, ellers er man ikke noget ved musikken.”

”Men du er jo så heller ikke noget ved musikken?” indvendte jeg.

”Nej, men det er hun, den harpe… så du må diske op med noget bedre!” vrissede han.

”Der er jo mange, der har lønproblemer i disse tider. Diætister, der er på sulteløn. Urmagere, der er på timeløn og med tiden begynder at tikke på gaden. Handicappede, der er underbetalte og vil ind på normallønsområdet,” eksemplificerede jeg.

”Ja-ja, vejr ting til sin tid, som man siger. Men hvis du skal have løn for det her, så skal der altså til at ske noget,” sagde han og så under tiden på sit ur.

”OK, hør så her. Fortæl hende, at du for 5 år lavede en genial aftale, der sikrer at din løn udvikler sig lige som gennemsnitstemperaturen her i landet. Dengang troede alle jo på den globale opvarmning. Hvem ville ikke have lavet sådan en lønaftale dengang, bortset fra Bjørn Lomborg? At COP15-topmødet så har medført, at det er blevet koldere og koldere lige siden, det kan hun ikke bebrejde dig – og man kan jo stadig sige, at din løn bliver sat i vejret, selv om den ikke altid bliver sat i vejret!”

Den sad han lige og overvejede, inden han klarede op og strålede som en sol.

”Nissen… du er sgu genial. Den køber jeg fandeme! Det gør hun også, det er jeg sikker på!”

“Hos Nissen kan du altid regne med opklaring. Alt andet vil være helt hen i vejret,” bemærkede jeg.

Udgivet i Mysterier | Tagget , | Skriv en kommentar

Mysteriet om bibliotekaren og den forsvundne bogstøtte

Da telefonen stadig ikke havde givet lyd fra sig ved middagstid besluttede jeg at gå en tur på biblioteket for at låne noget lødig litteratur, jeg kunne have liggende på sofabordet i vinterferien, hvis der nu skulle komme gæster. Ulysses, Krig og Fred, Spise Med Price-kogebogen o.lign.

Jeg havde før haft succes med den detalje. Ikke for at imponere, bare for at gæsterne havde noget fornuftigt at tage sig til, mens jeg lavede mad. Min nabo Henriksen blev engang færdig med Kierkegaards samlede værker, mens jeg lavede kartoffelsalat, og lige siden har han været helt ved siden af sig selv, når han var på besøg. Og en veninde blev engang helt færdig med Ib Michael, mens jeg vaskede op. Selv om han blev ved med at invitere hende ud, fastholdt hun hele aftenen, at hun var helt færdig med ham. I hvert fald så længe han ikke ville fortælle hende sit efternavn.

Pludselig gav telefonen alligevel lyd fra sig.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”

”Hej, du taler med bibliotekar Karen Andersen,” sagde en kvindestemme.

”Dav,” sagde jeg lettere paf, mens jeg misundte det offentliges muligheder for at lave opsøgende virksomhed. Snart ringede Brandvæsenet nok også og spurgte, om jeg havde noget, jeg skulle have slukket, eller også ringede Forsvaret for at høre, om jeg havde noget, jeg skulle have lækket.

”Vi har nogle problemer her på biblioteket, som jeg håber, du kan komme og hjælpe med?” spurgte hun og lød som om hun ringede fra et sted mellem håbløshed og håbefuldhed.

”Hm… jeg var faktisk på vej,” sagde jeg lettere forvirret.

”Det er jo fantastisk, Nissen, du er synsk!” udbrød hun nærmest håbefuldt. ”Men du må love mig at være diskret, så ingen opdager, at du kommer.”

”Det har aldrig været noget problem,” lovede jeg.

Det tog næsten en halv time at komme derhen, for biblioteksbussen var forsinket, og chaufføren kunne ikke finde vej, da Krak var udlånt til en gruppe aktionærer fra Amagerbanken.

Da jeg kom ind i forhallen havde jeg lige noget, jeg skulle aflevere, inden jeg opsøgte bibliotekaren Karen, så jeg henvendte mig til en pige, der stod bag skranken.

”Undskyld, jeg vil gerne låne toilettet,” sagde jeg.

”Ja, nu skal jeg lige se, om det er hjemme,” sagde hun og tastede noget på computeren. ”Jo, vi har ét. Må jeg bede om dit sygesikringsbevis?”

Jeg gav hende det, og hun scannede det rutineret, hvorefter hun rakte mig en nøgle. ”Det er lige ned ad trappen og til højre, der står ”Aflevering” på døren. Du skal være opmærksom på, at du kun må beholde det i 7 dage, så hvis det trækker ud, må du lige komme op og få det fornyet.”

”Okay, tak,” sagde jeg og gik ned for at forrette min nødtørft. Det flød med lokumslitteratur, der var trykt på billigt toiletpapir, og det undrede mig at det rodede sådan på det normalt pæne og ryddelige bibliotek. Bagefter gik jeg rundt i de forskellige afdelinger, og billedet var det samme hvert sted. Lidt underligt, at de ikke havde varieret udsmykningen lidt, men selve billedet var sådan set meget pænt. Men der lå bøger overalt på borde og i vindueskarme, og rundt om på gulvet lå der bunker af bøger hulter til bulter, mens reolerne sært nok var halvtomme.

Jeg søgte over i afdelingen for faglitteratur, hvor Karen Andersen havde fortalt, at hun sad. Også her lå der bøger over det hele.

”Karen Andersen?” spurgte jeg, og det gav et sæt i hende.

”Nissen? Åh, det var godt, du kunne komme! Lige et øjeblik, jeg skal lige have plads til de her bøger,” sagde hun og gik hen til en propfyldt reol.

”Hvis du fjerner de der propper, bliver der bedre plads til bøgerne,” foreslog jeg uden beregning.

”Nej, de skal være der, det er en vinreol,” forklarede hun. ”Sådan. Bare de nu bliver stående…”

Hun havde dårligt nået at vende sig om, før både bøger og propper væltede ned fra hylden og ud over gulvet. Hun sukkede og sendte mig et ”hvad-sagde-jeg-blik”, og jeg kvitterede med et ”hvad-sagde-du-blik”.

”Kom med ind på kontoret, så skal jeg sætte dig ind i sagen,” sagde hun og viste vej ind bagved.

”Er det fordi I mangler folk?” spurgte jeg, da vi kom ind på hendes kontor, hvor der også lå bøger og flød overalt på gulvet.

”Nej, vi har lige ansat to nye til at skifte bonruller i ind- og udlånsmaskinerne og tømme papirkurvene, hvor folk smider kvitteringerne ud,” sagde hun og trak på skuldrene, mens hun lukkede et vindue, så det ikke trak på skuldrene.

”Hvad er problemet så egentlig?” spurgte jeg.

”Du kan jo selv se, hvordan det flyder med bøger alle vegne. Det er lige meget, hvor meget vi knokler, så roder det hele rundt på gulvet. Alle vores hyldevarer vælter for et godt ord. Ligegyldigt hvor meget vi stiller på plads, så ryger det hele bare på gulvet.”

”Hvordan går det med udlånet?” spurgte jeg.

”Udlån! Jeg kan godt sige dig, vi låner efterhånden mindre ud end bankerne! Vores kunder kan jo ikke finde hoved og hale i det her rod!” rasede hun.

Jeg bøjede mig ned og samlede en billedbog op fra en papkasse.

”Her er den. ’Hoved & Hale’ af Helle Vibeke Jensen,” sagde jeg nonchalant og rakte den til hende. Hun stirrede forbløffet på mig.

”Skræmmende, Nissen, du ER jo synsk!” sagde hun imponeret. ”Men det løser ligesom ikke vores problem….,” tilføjede hun og rakte opgivende ud efter en brun pakke, som hun åbnede. ”Se, flere bøger! Finansloven… den skal nok blive et hit,” sagde hun sarkastisk.

”Lad mig lige låne den engang,” sagde jeg og rakte ud efter den.

”Du må altså vente, til vi har indbundet og registreret den,” sagde hun myndigt.

”Nej, jeg skal bare lige se lidt i den her, jeg har fået en ide…,” sagde jeg og fik lov at studere den nærmere. Efter nogle minutter havde jeg fundet det, jeg søgte, samt en hel masse, jeg ikke søgte.

”Her er forklaringen!” udbrød jeg begejstret. Hun så skeptisk på mig, men kiggede alligevel med.

”Se, Folketinget har vedtaget at fjerne alle former for bogstøtte. Det forklarer, hvorfor alle jeres bøger vælter ned af hylderne!”

”Gud, så forstår jeg det bedre! Kan du se, hvad de har gjort med den?”

”De har tilsyneladende lagt den på aviser og ugeblade, fordi oplagene hele tiden faldt.”

Hun strøg ud af døren og ind på læsesalen og – ganske rigtigt. Der lå alle bogstøtterne oven på de sidste måneders aviser og ugeblade, der som de eneste ikke lå spredt ud over hele gulvet.

”De nævenyttige politikere, de kunne godt have udsendt en støtteerklæring, inden de bare fjernede dem uden videre,” mumlede hun, og mens hun indledte en støtteindsamling, listede jeg af efter endnu en veloverstået opklaring.

Udgivet i Mysterier | Tagget , | Skriv en kommentar

Mysteriet om idealisten, der ikke havde noget valg

Jeg havde besluttet mig for at holde en fridag! Som selvstændig har man ellers aldrig fri, læste jeg engang i Børsen, og derfor undrede det mig lidt, at telefonen ikke kimede nonstop, men måske fik jeg ikke læst det med småt. Eller også stod der, at man ”i princippet” aldrig har fri, og det er jo i princippet noget helt andet.

I det samme kimede det på døren, og selv om det i princippet lyder ringe, er det jo ikke så ringe endda. Det var min nabo, Henriksen, som ellers altid holder sig for sig selv og kun ringer på, når jeg skal hjælpe ham med et eller andet.

”Nissen! Længe siden! Jeg tænkte, at jeg måske kunne byde på en kop kaffe?” spurgte han og prøvede at se uskyldig ud.

”Henriksen… det må du gerne, men hvad skal jeg tage med? Regnemaskinen? Boremaskinen? Røremaskinen?” gennemskuede jeg ham.

”Nå, nå… man er nok i det humør, hva’?” forsøgte han sig et kort øjeblik, men opgav så. ”OK, jeg har besøg af min unge niece, Lili, og hun bliver ved med at sige, at hun ikke har noget valg, og jeg aner ikke, hvad jeg skal sige til hende. Det er ikke lige mig, når de unge mennesker ruller sig ud på den måde, men du plejer jo at være så god til det der med at finde ud af tingene…” fedtede han.

Jeg faldt for det med kaffen og fulgte med ham ind i hans køkken, hvor der sad en ung, rødhåret pige med gnistrende øjne.

”Lili-dér… Nissen-hér,” drævede jeg på Jason-måden og kastede noget, der skulle ligne et håndtegn.

”Jeg har ikke noget valg!” erklærede hun og stirrede trodsigt på mig med et blik, der var ungdommeligt determineret.

”Hvorfor egentlig ikke?” spurgte jeg og fornemmede, at den her samtale ikke ville blive helt almindelig.

”Jeg ved heller ikke, hvor det bliver af, jeg har bare ventet SÅ længe. Men det er ikke blevet udskrevet endnu,” sagde hun.

”Så det er stadig indlagt?” famlede jeg mig i blinde.

”Ja, sådan kan du godt udlægge det,” svarede hun neutralt.

”Det er vel et godt tegn, så er der da håb endnu?” spurgte jeg uden at ane hvad vi egentlig talte om.

”Hvad mener du?” spurgte hun og så skarpt på mig.

”Det kunne tyde på, at operationen er lykkedes, men at patienten har overlevet?”

”Du mener overlevet i overført betydning?” replicerede hun med stigende diskussionslyst.

”Selvfølgelig!” bekræftede jeg overbevisende.

”Nej, så er operationen ikke lykkedes. Man evner ikke at overleve, hvis man lever over evne. Så skal man i hvert fald have en lever over evne,” konstaterede hun med teenagerens uimodståelige selvfølgelighed.

”Nu har du ventet så længe på det valg… hvad vil du så egentlig stille op, når det kommer?” skiftede jeg spor og tog taknemmeligt imod Henriksens kaffe.

”Mit parti, selvfølgelig,” sagde hun og rullede med øjnene.

”Hvilken liste stiller du op for?” spurgte jeg.

”Idealisten!”

”Så du er idealist!?”

”Klart, jeg handler kun ud fra idealer. Gør du ikke?” ville hun vide.

”Næh, jeg plejer højst at handle ud fra en indkøbsseddel. Men har I samlet underskrifter nok til at stille noget op?” sagde jeg med den voksnes bedrevidenhed.

”Ja-ja, min lillebror har samlet på autografer, siden han var lille,” svarede hun triumferende.

”Skal I så på krydstogt?”

”Krydstogt?” spurgte hun undrende.

”Ja, ud og fiske stemmer…,” uddybede jeg ude på det dybe uden at ane, hvor den her samtale førte hen.

”Jamen problemet er bare, at jeg KAN ikke vente! Jeg kan ikke holde ud, at jeg ikke har noget valg! Hvad skal jeg gøre??” råbte hun fortvivlet, så Henriksen med husmodernervøse træk omgående dulmede nerverne ved at satte mere vand over.

”Mit råd er, at du køber noget tid,” rådgav jeg.

”Tid?? Hvordan skulle jeg få råd til tid?” spurgte hun afmålt.

”Du har da lige fået råd af mig…,” bemærkede jeg.

”Jeg har ikke en øre, jeg er sgu da idealist, for pokker!”

”Hm… kender du ikke nogen fra REA-listen i Sverige?” forsøgte jeg mig.

”Rea…? Er det ikke dét, der står på alle butiksvinduerne i Malmö, når der er udsalg?” kom det skeptisk, men nysgerrigt fra hende.

”Jo. De sælger altid ud af det hele i det parti, så der kan du måske købe tid på den politiske måde, indtil valget kommer herhjemme?”

”Nissen! Den køber jeg! Du er sgu ikke så dum en nabo! Jeg giver en omgang på Ideal Bar, når valget er overstået!” udbrød hun glædesstrålende og smilede over hele hovedet, mens Henriksen åndede lettet op og sendte mig et taknemmeligt smil hen over de 6 kander kaffe, han havde nået at brygge.

Udgivet i Mysterier | Tagget , | Skriv en kommentar