Morgenradioen spillede ”Smoke Gets In Your Ice”, mens jeg hældte kaffe op og tændte dagens anden smøg. Jeg sad som sædvanlig klar ved telefonen, men der skete ikke noget før op ad formiddagen, og så var det ikke engang telefonen der ringede, men dørklokken. Jeg gik ud og åbnede. Det var postbudet.

”Er De Nissen?” spurgte han på etatens vegne.

”Ja,” bekræftede jeg på egne vegne.

”Har De noget legitimation?”

”Du kan da se, det er mig der bor her, det er jo mig, der lukker op!” sagde jeg sarkastisk.

”De har ikke noget navn på døren,” påpegede Falkeøje.

”Nej, men jeg er altså mig,” sagde jeg filosofisk.

”Det ikke er så længe siden, de forrige beboere flyttede,” huskede han. ”Min postmester siger bare, at nissen altid flytter med.”

“Den påstand er en postand fra en påståelig postmand,” konstaterede jeg og viftede ham om næsen med mit Nissens Detektivbureau-visitkort, som jeg bruger, når jeg skal på kort visit.

”Udmærket, så skulle den sag jo være opklaret,” sagde han og klarede op.

Ja, og jeg skulle tage et honorar med strafporto, tænkte jeg, mens jeg modtog to almindelige prøvekuverter. Den ene knasede lidt mellem fingrene…

”Hey, post, et pulverbrev! Det vil jeg ikke have inden for døren!”

Han studerede brevet, rev rutineret et hjørne af posen og dryssede et brunt pulver ud i hånden og snusede til det.

”Det er Neskaffe. Det er vist en vareprøve,” konstaterede han tørt.

”Det vidste jeg da godt,” løj jeg, ”men det der syntetiske stads er altså ikke lige min kop te. Tag det med igen! Jeg drikker kun økologisk Java, som jeg selv har kværnet.”

”Beklager. Hvis det havde været et te-brev, kunne jeg måske have haft det i min tepose, men ikke dét der,” beklagede han og fortsatte sin postomdeling.

I stedet listede jeg diskret brevet ind ad min nabos brevsprække og koncentrerede mig om den anden prøvekuvert, der i det mindste viste tegn på en afsender, eftersom der stod Sigma på bagsiden. Inden i lå et tyndt, hvidt metalskilt, hvor der med sorte bogstaver stod ”HØNISSEN”. Jeg rystede opgivende på hovedet og greb telefonen.

”Sigmaengang – nu Antons Låseservice,” lød det kort efter i den anden ende.

”Det er Nissen, er du gået fuldstændig fra forstanden, Anton?” vrissede jeg.

”Hov hov, rolig nu, hvad mener du?” spurgte Anton forbløffet.

”Troede du virkelig, du kunne spise mig af med det åndssvage blikskilt nede fra marskandiseren? Bare fordi du nu er blevet låsesmed!”

”Hvad fanden snakker du om?” spurgte han og simulerede vildrede.

”Jeg bestilte et dørskilt forleden dag, og du har sendt mit et ældgammelt blikskilt, som du har stjålet ned fra marskandiseren!” vedblev jeg.

”Fra Hønissens marskandiser? Det kunne jeg da aldrig drømme om!” protesterede han.

”Hvorfor står jeg så med Hønissens åndssvage blikskilt i hånden?” spurgte jeg.

”Fatter minus… men vent lidt, jeg spørger lige min assistent. MARIE!! Hvor fanden er det pigebarn henne?”

”Er det hende med de lange ben og den store barm?” spurgte jeg uskyldigt.

”Ja, kender du hende?” replicerede han i et mistænkeligt mistænksomt tonefald.

”Nej, ikke på DEN måde, men sidst jeg var nede i din butik, sendte hun mig et stjålent blik.”

”Så er det vel bare det, du nu har fået med posten,” foreslog han.

”For helvede… ja, selvfølgelig!”

Hvor dum kunne jeg være, tænkte jeg, men havde ikke tid til at vente på svaret. ”Nå, men så er dét mysterium opklaret,” tilføjede jeg i stedet og opjusterede min opklaringsprocent.

”Jeg skal nok tale med hende,” sukkede Anton. ”Hun lider af både jernmangel og metaltræthed, og hun drømmer kun om at blive gift, så hun kan blive skilt. Hun har stjålet blik før, og jeg har flere gange været lige ved at tage hende på fersk gerning, men hver gang nåede hun at slå blikket ned.”

”Heldigvis ikke mit problem. Hvad gør jeg med skiltet?” spurgte jeg.

”Send det ned til mig, så får jeg hende til at levere det tilbage til Hønissen. Og du skal nok få det rigtige skilt. Lad mig lige checke din bestilling. Hvordan staver du til Nissen?” spurgte han.

”Som i Anders And og Onkel Joakim, der spiller Black Jack.”

”To n’er og to s’er?”

”Nemlig.”

”Jeg skal nok få det lavet i en fart,” lovede han.

I det samme brasede 4 kittelklædte, maskerede mænd ind i min lejlighed, greb mig i armen, førte mig ud på trappen og gennede mig ned på gaden, hvor min nabo sendte mig endnu et stjålent blik, der sagde ”Pulveralarm!”