Mysteriet om politikeren der mistede det ene ben

Jeg havde netop sat mig med morgenkaffen, en smøg og dagens aviser, da telefonen ringede.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”

”Goddag, du taler med Ida Henne, jeg vil høre, om du kan hjælpe mig. Eller rettere os. Du har sikkert hørt om min mand, Herman. Han har mistet det ene ben!”

Jo, hvem kendte ikke den berømte politiker Herman Henne, en dreven demokrat, der var kendt for at kunne finde et kompromis i en høstak.

”Du godeste!” udbrød jeg, mens jeg spekulerede på, om jeg snarere burde have udbrudt “Du dårligste”.

”Kan vi mødes? Så kan jeg bedre sætte dig ind i sagen?” foreslog hun.

”OK, hvor skal vi mødes, Henne?” spurgte jeg.

”I DA”, svarede hun kort.

”Fint, lad os bare være på fornavn, Ida. Hvor er du henne?”

”I DA, sagde jeg jo. Jeg er konsulent i DA,” tilføjede hun.

”OK, men hvor skal vi mødes henne?” vedblev jeg.

”Jeg forstår altså ikke helt, hvor du vil hen…,” tøvede hun tøvende.

”Hvor JEG vil hen? Kender du Café Freud?” spurgte jeg.

”Ja, det vil passe fint. Skal vi sige om en halv time?” foreslog hun, og sådan blev det.

30 minutter senere sad vi ved mit stambord ved vinduet, og hun spurgte, om man kunne få noget at spise.

”Ja, nu skal jeg hente et menukort,” tilbød jeg.

”Nej, bare la’ det ligge,” sagde hun.

”OK, det tager jeg også,” sagde jeg og kaldte på tjeneren.

”To Latte Leche,” sagde jeg, og for ikke at bringe hende i forlegenhed, udtalte jeg det ligesom hun havde gjort.

”Min mand har som sagt haft en meget grim oplevelse og har mistet det ene ben,” indledte hun tøvende.

”Det må ikke være nemt?” hjalp jeg på vej.

”Nej, vi føler os lidt amputeret. Der er mange ting, han ikke lige kan klare på stående fod,” erkendte hun.

”Hvordan skete det?” spurgte jeg.

”Han har altid godt kunnet lide at skyde fra hoften, men en dag gik det galt midt i et udvalgsmøde, og så var han færdig,” konstaterede hun lakonisk.

”Hvad var det for et udvalg?” ville jeg vide.

”Et udvalg, der udvælger udvalgsmedlemmer til nye udvalgs udvalgsopgaver, hvis de udvalgte ikke selv vælger at udvælge dem,” forklarede hun.

”Et stående udvalg?” gættede jeg.

”Nej, et siddende udvalg, men han var virkelig opsat på at få det til at gå godt. Men de andre udvalgsmedlemmer havde lidt svært ved at finde deres ben, så han måtte selv stå for det meste,” forklarede hun.

”Hvor står Herman henne nu? Har han stadig opbakning i partiet?” spurgte jeg.

”Jeg er alvorligt bange for, at han ryger. Han er i hvert fald på vej ud i kulden,” konstaterede hun trist.

”Hvorfor tror du dog det?” spurgte jeg undrende.

”På grund af det nye rygecirkulære. De må ikke ryge indenfor.”

”Hm… men kan han stadig stå fast på sine synspunkter, når han har mistet et ben?”

”Ja, det er heldigvis ikke noget problem, han har altid et godt indlæg i skoen,” sagde hun. ”Det største problem er, at han på det seneste har taget meget på i vægt.”

”Hvorfor det?” spurgte jeg.

”Han får ikke sine mødediæter. Og desuden sagde partiformanden, at han ikke var tung nok til en af de store udvalgsposter, hvor man kan sidde i lang tid. Men han har loyalt påtaget sig at tage på, så det ikke virker påtaget, når han får taget på det igen,” forklarede hun.

”Får han slet ikke noget motion?”

”Nej, ikke rigtigt. Tidligere deltog han i en del maratondebatter, man han blev træt af dem i det lange løb.”

”Spiser han ordentligt?” spurgte jeg.

”Ja, han er i hvert fald blevet bedre til det. Men han smasker stadig, når han får for meget at drikke,” svarede hun.

”Jeg mener… den mad han spiser, er den sund og ordentligt?” omformulerede jeg tålmodigt.

”Han har altid været vant til altid at spise brød til, når der skulle laves et kompromis, men det er jo en balancegang. Han har aldrig ønsket at blive levebrødspolitiker.”

”Var det lyst eller groft brød?”

”Altid lyst brød. ’Det er for groft!’ udbrød han tit, når hans kernevælgere insisterede på brød med kerner,” smilede hun.

”Hvad er det egentlig helt præcis, jeg kan hjælpe med?” ville jeg vide.

”Du må finde et nyt ben til ham! Men hurtigt! Jeg er bange for, at han begynder at drikke. Da jeg ringede i går for at hente ham, skulle han lige ned i Snapstinget og ha’ én til det andet ben.”

”Det må også være svært for ham, at udvalget bare fortsætter uden ham,” sagde jeg.

”Ja, det er meget smerteligt, han siger, han har fantomsmerter bare ved tanken om, at en anden har fået hans ben,” sagde hun.

”OK, her er mit forslag. Først giver du ham en benbeskytter i julegave og du kan evt. supplere med en benlås. Efter jul tager du ham med på udsalg og ser på nogle af alle de udvalg, der bliver nedsat. Jeg er sikker på, at han vil sætte pris på et af dem, og når først han fået dét ben, så går det hele af sig selv.”

”Åh, Nissen, jeg vidste, du kunne hjælpe! Tusind tak, du sender bare en regning!” sagde hun og fløj ud af døren.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Mysterier. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s