Mysteriet om præsten og hans Alter Ego

Det var mandag, og klokken var blevet halv elleve, før jeg sad med morgenkaffe, smøger og syv kilo søndagsavis fra i går. Sneen dalede blidt uden for vinduerne, og jeg kunne se, hvordan den – måske lidt påtaget – lagde sig på taget og kirketårnet i det fjerne. Jeg sank hen i en farverig dagdrøm om hvid sne, grøn gran, blå himmel og rød Tuborg, da kirkeklokkerne pludselig bimlede løs, og jeg kastede mig halvdøv og forvirret over telefonen.

”Notre Dame, det er Quasimodo,” kvækkede jeg.

”Hva’be’ha’r?? Så har jeg vist ringet forkert!” lød en forvirret stemme i den anden ende.

”Nogen har i hvert fald klokket i det, for det ringer stadig for mine ører!” vrissede jeg og lagde røret på. Der gik kun et kort øjeblik, så ringede telefonen igen.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”

”Ja, goddag igen, jeg er From. Er der en klokke, der ringer nu?”

”Nej, gudskelov.”

”Øh… godt. Ejvind From er navnet, og jeg er formand for menighedsrådet i Kirkelille Sogn. Jeg ville høre, om De kunne gøre mig en tjeneste?”

”Skal det være en gudstjeneste?” spurgte jeg.

”Nej, ikke direkte. Men på en måde alligevel,” svarede han kryptisk. ”Jeg er ikke meget for at tale om det i telefonen. De kunne måske gøre mig den tjeneste at aflægge besøg i min bolig? Det er en tjenestebolig.”

”Joo, det kunne nok lade sig gøre. Skal vi sige kl. 13?” spurgte jeg.

”Det er en aftale, men kirken kan godt være lidt svær at finde. Må Gud være med Dem.”

”Nej, han må selv finde derud,” svarede jeg og lagde på.

Klokken 12.58 trillede jeg op ad Herrens uransagelige veje og parkerede foran den lille kirke i Kirkelille. From bød mig velkommen, og vi fulgtes ind på hans kontor, hvor han tilbød mig en kop espresso.

”Espresso? Meget gerne!” sagde jeg forventningsfuld.

”Overrasket?”

”En smule,” indrømmede jeg.

”Der står et sted i Bibelen, at David kommer med en forsoningsgave af nogle ristede bønner. Men der står ikke, at han kommer med en billig blanding fra Brugsen, der har småkogt på en tilkalket kaffemaskine nede på tanken hele dagen. Lige siden mine forældre tog mig med til mit første bønnemøde, har jeg sværget til denne fortræffelige Jahve-blanding fra Sumatra.”

”De er i sandhed from, From,” komplimenterede jeg.

”Tak. Men nu til sagen, De er jo ikke kommet på grund af mine bønner. Jeg har derimod en bøn til Dem. Vi har visse problemer med vores nye præst, Povl Wallach, som kom for et lille halvt års tid siden,” forklarede han.

”Hvorledes?” spurgte jeg.

”Det er som om han bliver en anden, når han træder ind i kirken og holder gudstjeneste. Normalt er han en stille og rolig mand, meget høflig og beleven, hilser altid pænt og holder døren for ældre damer. Men når han tager præstekjolen på og træder ind i kirken, så er han slet ikke til at kende igen.”

”Hvornår begyndte det?” spurgte jeg.

”Første gang vi havde svært ved at genkende ham til en gudstjeneste, viste det sig, at det slet ikke VAR ham, men en vikar fra et andet sogn. Uden at give besked havde Wallach taget et korstog til Det Hellige Land for at holde hellige sig sin ferie. Men da han kom tilbage, lignede han heller ikke sig selv og for den sags skyld heller ikke vikaren. Det ligner ham ikke.”

”Hm… det lyder som en lignelse med flere ubekendte. Hvad gør han anderledes?”

”Det hele skal bare gå stærkt. Han taler så hurtigt, at man dårligt kan forstå hvad han siger, og alle ritualer og ceremonier er skåret ned til et absolut minimum,” forklarede han.

”Har De selv en ide om, hvad der kan være sket?”

”Et af sognerådsmedlemmerne har hørt ham sige noget om Alter Ego. Vi er bange for, at han er ved at udvikle en slags skizofreni. At han bliver en anden, når han står foran alteret. Som om han har et andet jeg.”

Jeg sad og kiggede ud af vinduet og funderede over, hvad sognerådsformanden havde fortalt mig. I det samme kom en stor firehjulstrækker kørende ind på parkeringspladsen med en hestetrailer bagved.

”Hov, nu kommer han. Måske skulle De selv tale med ham?” foreslog From.

Jeg gik ned på gårdspladsen og kastede et nærmere blik på hestetraileren. Der stod en flot, brun hingst inde i traileren og gumlede på et net med hø. Jeg fortsatte ind i kirken, hvor præsten stod ved alteret og studerede en billedfrise, der forestillede Jesu liv som hest. Han havde grøn nylonjakke på, stramme ridebukser og brune læderridestøvler. Det havde præsten også. Jeg rømmede mig.

”Ahem, undskyld, pastor Wallach, må jeg tale med Dem et øjeblik?” spurgte jeg høfligt. Det gav et sæt i ham, hvorefter han smilede bredt og gav mig hånden.

”Ja, naturligvis. Hvad kan jeg gøre for Dem?” sagde han alfaderligt.

”Mit navn er Nissen, og jeg har et detektivbureau. Jeg har lige talt med sognerådsformanden, som er meget bekymret over Alter Ego,” begyndte jeg.

”Åh, javel. Ja, jeg havde jo frygtet, det ville komme for dagens lys,” sagde han forlegent.

”Deres frygt er ganske ubegrundet. From har ikke fundet ud af Deres lille hemmelighed,” beroligede jeg ham.

”Men De ved besked?” hviskede han.

”Ja, jeg ved godt hvem Alter Ego er. Jeg havde en trio til 4.000, da han blev treer i Koster Memorial. Fantastisk spurt.”

”Ja, ikke sandt? Han lå næstsidst ind i opløbssvinget, og havde løbet være bare 200 meter længere, så havde han helt sikkert vundet. Han er en dejlig dreng…” Præsten fik et saligt blik i øjnene.

”Men måske skulle De overveje kun at starte ham på hverdagsaftener. Jeg kan forstå, at det giver visse problemer med tempoet i afviklingen af gudstjenesten, at De nå skal nå til Lunden hver søndag.”

”Ja, jeg ved det godt, men jeg kan ikke svigte Lunden! Åh, hvad skal jeg dog gøre? Nu er dyre råd gode!”

”Find en person, der ligner Dem, og betro Dem til ham. Hvis I kan bytte plads undervejs i gudstjenesten uden at nogen opdager det, så kan han gøre den færdig, mens De skynder Dem til Lunden,” foreslog jeg.

”Du gode Gud, et Alter Ego! Selvfølgelig! Det er ikke blot en fremragende plan, Nissen, der er jo opfyldelsen af Froms profeti!”

Han strålede som et helt Lucia-optog, bare uden bøjle på tænderne, og ude fra gårdspladsen kunne man samtidig høre en godmodig vrinsken fra hans firbenede Alter Ego.

”Det lyder jo som en hel Morten Korch-film,” sagde jeg.

”Jeg synes nu kun det lød som traileren,” smilede Wallach og gav mig et varmt håndtryk og et par staldfiduser.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Mysterier. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s