Jeg vågnede brat med kimen til noget stort for ørerne og en ubehagelig fornemmelse af at komme for sent i skole! Det gik op for mig, at det var telefonen, der sært nok ringede præcis som klokken i folkeskolen.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen!” sagde jeg lettere panisk og håbede, at jeg ikke ville komme op i dag.

”Nissen? Er du oppe? Det er Fredskov! Jeg har brug for din hjælp!”

Min gamle klasselærer Fredskov! Fedgaard! Han, som altid kun talte til mig, når jeg skulle have skæld ud, og hvis stemme jeg derfor kendte til bevidstløshed. Hvad ville han mig efter alle de år?

”Fed… øh, Fredskov! Det er længe siden. Du må undskylde, at jeg ikke…” begyndte jeg automatisk at undskylde.

”Det er en nødsituation, du må komme omgående! Det er gået helt galt!” Han lød desperat – og tro mig, jeg ved hvordan det lyder, når en skolelærer er desperat.

”Hvor er du?” skar jeg igennem.

”På en bondegård i Karlslunde. Jeg er på udflugt med min 5. klasse, og jeg har fuldstændig mistet grebet! Du må omgående komme og hjælpe mig!” tiggede han.

“Jamen, jeg har ikke læst til i dag,” røg det ud af mig.

“Sludder, du har jo ikke noget for i dag,” replicerede han med pædagogisk autoritet.

”Okay, jeg skal bare lige i gården, så tager jeg af sted. Jeg kan være der om en halv times tid,” lovede jeg.

– – – – – – – – –

30 minutter senere rullede min taxa ind på gårdspladsen, hvor Fredskov modtog mig.

”Du kommer for sent,” formanede han.

”Vel gør jeg ej,” svarede jeg indigneret og viste ham, at han havde uret. Han så på det og vidste straks, hvad klokken var slået.

”Okay, du slipper denne gang. Jeg er også glad for, at du kunne komme, Nissen, jeg er virkelig på den. Jeg har fuldstændig mistet grebet, og bondemanden er stiktosset over det. Han har taget ungerne som gidsler og truer med at henrykke dem én efter én!”

”Hvor er de?” forhørte jeg mig.

”Inde i stalden. Og lige før hørte jeg en af ungerne juble,” gyste han.

Jeg skulle til at spørge, hvordan han kunne vide hvordan det lød, men jeg tog mit pokerfjæs på og blev straks kort for hovedet.

“Hvad laver de børn overhovedet på en bondegård? Har I ingen computere på skolen?” spurgte jeg.

”De skal skrive stil om dansk landbrug, og et delemne handler om hvor hårdt og afskyeligt det er at være landmand,” forklarede han.

”Dansk landbrug? I gamle dage var det jo venstre håndsarbejde,” bemærkede jeg.

”Efter Bertel Haarder kom til er det blevet obligatorisk pensum,” forklarede han.

”Men hvor mistede du grebet?” ville jeg vide.

”Derovre et sted, ” svarede han og pegede mod en stor lade, der var fyldt med halmballer.

”Har du ledt efter det?”

”Ja, jeg har gennemsøgt alt det hø, som ungerne har leget i, men jeg fandt kun de her nåle.” Han tog nogle brugte kanyler frem af sin slidte lædermappe.

”Fy for satan! Er det hvad jeg tror det er?” spurgte jeg.

”Ja, flere af dem er junior-cykelryttere.”

I det samme hørtes høj latter inde fra stalden.

”Nej-nej… igen!” råbte Fredskov desperat. ”Vi må stoppe den galning!”

”Hvem er den bondemand egentlig?” spurgte jeg.

”Jeg kender ham ikke, men han er en kendt person her på egnen. Aktiv i foreningslivet, instruktør på dilettantscenen, suppleant for Venstre til byrådet…”

”Jeg må hellere veksle et par ord med ham,” sagde jeg og gik om bag stalden. Et vindue stod på klem, så jeg kunne skubbe det op og kravle ind. Inde på staldgangen sad bondemanden på en malkestol og viste de glade og nysgerrige unger, hvordan man malkede stemmekvæg. Han fik øje på mig og stoppede sin fortælling.

”Undskyld, har du tid et øjeblik?” spurgte jeg, og han nikkede og rejste sig.

”Vent lige lidt, unger. I kan lige stikke ind til grisene og finde ud af, hvor valgflæsket sidder,” sagde han og lød som Poul Reichardt i Vagabonderne Fra Bakkegården.

”Hvad handler det her om?” spurgte jeg, selvom jeg allerede havde regnet svaret ud. Men jeg vidste, at politikere hellere ville svare selv.

”De skide akademikere kommer jo rendende her hver anden dag og viser os frem som aber i et bur. I virkeligheden er de bare ude på at lægge os for had og få ungerne ind på Handelshøjskolen. Hvordan tror du, vores parti er kommet til at se ud som det gør i dag? Det er jo ikke til at få øje på en ærlig bondemand for alle de hovski-snovski-polit’er! Og se lige hvor få landbrug, der er tilbage i det her land! Det er hvad der kommer ud af dét! Det er på tide at nogen fortæller ungerne, hvor mælken, brødet og osten kommer fra!”

”Hvordan fik du grebet?” greb jeg ind i hans analyse.

”Det var let nok. Da de havde været her 45 minutter, ringede ham lærerfjolset med en lille klokke og sendte dem ud på gårdspladsen, så han kunne få sin kaffe. Så kunne jeg få grebet og tage dem med herind. Se hvor de nyder det, de er jo ellevilde.” Hans øjne lyste af begejstring.

”Men er det ikke at bondefange dem?” antydede jeg.

”Du har nok ret,” indrømmede han og fik blanke øjne. ”Nej, se bare, nu får jeg bondeanger. Du må forstå, jeg har været spændt hårdt for på det sidste. Jeg har virkelig måttet lægge mig i selen.”

”Hvorfor anskaffer du dig så ikke nogen heste eller en traktor? Så slipper du for de trækgener. Eller hvad med bare at holde lav profil i en periode?” foreslog jeg.

”Tja, måske kan jeg få noget braklægningsstøtte, hvis jeg ligger helt stille. Jeg kender flere i partiet, der…”

”Stop, tak, der er ting, jeg ikke behøver vide. Men tænk over det. Og lad lige ungerne more sig lidt endnu, før vi går ud til Fedgaard og lader ham få grebet igen.”

Hans øjne lyste op i et smil: ”Fed gård? Synes du! Måske vil du se efter den, mens jeg ligger brak?”

”Hov, kom nu ikke for godt i gang, nu er jeg lige ved at miste grebet!” stoppede jeg ham.

Jeg skyndte mig at få fat i det igen. Bondemanden smilede og kaldte på ungerne, der straks kom løbende og  plagede ham om at fortælle flere historier om det hårde landmandsliv. Imens gik jeg ud til Fedgaard og sørgede for, at han fik grebet igen.