Det var en rigtig dagen derpå. Jeg vågnede lidt op af formiddagen med en dundrende hovedpine og supplerede derfor min morgenkaffe med et par panodiler. Det blev heldigvis en meget stille dag. Telefonen ringede først ud på eftermiddagen, da jeg lå og døsede i sofaen med kaffe og smøger og læste brugsanvisningen på den elektriske tandbørste, jeg havde fået i julegave. Jeg var bange for at få stødtænder.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” bekendtgjorde jeg.

”Goddag, De taler med Hans Ejnar Hansen fra Brønshøj. Jeg har brug for Deres hjælp i en lidt delikat sag, som ikke tåler offentlighedens lys.”

”Sådan har mine øjne det også i dag. Sig frem,” fremsagde jeg.

”Det er mine genboer, et nydeligt, ældre ægtepar. Han er pensioneret departementschef, og hun er tidligere skuespillerinde. De kender navnene, når jeg fortæller Dem det. Derfor kan jeg ikke ringe til politiet, før jeg er sikker i min sag.”

”Hvilken sag?” spurgte jeg skarpsindigt.

”Jeg tror, der er begået en forbrydelse derovre,” troede han.

”Jaså. Hvilken forbrydelse?” Jeg spidsede ører.

”Et drab. Jeg er sikker på, at de har slået tiden ihjel. Men jeg vil gerne bede Dem skaffe fuld vished, inden jeg anmelder det,” sagde han alvorstungt.

”Hvilken avis anmelder De for?”

”Statstidende. Jeg anmelder dødsboer.”

”Jeg kommer med det samme, der er ingen tid at spilde.”

”Nej, netop. Det her kan få uhyggelige konsekvenser.”

”Hvad mener De?” spurgte jeg desorienteret.

”Der er jo ingen tid at spilde, hvis de har slået tiden ihjel!”

”Netop…,” sagde jeg og fik adressen, hvorefter jeg ringede efter en taxa. En halv time efter stod jeg på en stille villavej i Brønshøj. Røde murermestervillaer, velfriserede hække, ryddede fortove, mellemklassebiler i carportene og hist og her lidt røg op af skorstenen. Typisk dansk forstadskvarter.

Jeg ringede på hos Hans Ejnar Hansen, mens jeg skævede mod genbo-ejendommen og spekulerede på, hvilke rædsler der mon havde udspillet sig derinde. Hansen lukkede mig ind, og vi satte os i hans stue.

”Hvordan fattede De mistanke?” spurgte jeg og smagte på den kop kaffe, han havde budt mig.

”Jeg har længe haft dem mistænkt for at forsøge. Hele ugen har de siddet i hver sin lænestol inde i stuen og bare stirret på hinanden uden at lave noget som helst. Her ved middagstid hørte jeg nogle frygtelige klokkeslag, og så blev der helt stille. Siden har jeg ikke hørt en lyd.”

”Hvad skulle motivet være?” spurgte jeg.

”Se hvad tiden har gjort ved dem! Engang var de unge, smukke og rige, og dengang havde de bare aldrig tid. Men siden de blev pensioneret, har de haft masser af tid, og nu er de ikke andet end rynket pergamenthud med leverpletter. Men de har aldrig brudt sig om, at nogen tikkede ved bordet. De synes, at livet har gjort dem uret, og de har engang fortalt mig, at de derfor prøvede at få tiden til at gå. Men jeg gætter på, at det ikke er lykkedes dem. Jeg har i hvert fald ikke set nogen forlade huset i flere dage. Jeg er sikker på, at de i stedet har besluttet at slå tiden ihjel.”

”Det er et muligt motiv, det har De ret i,” indrømmede jeg. ”Og anledningen… De siger, at de har haft masser af tid på det seneste?”

”Helt sikkert. Tiden har simpelthen stået stille derinde.”

”Men er De sikker på, at der ikke er andre, der har haft tid?” vedblev jeg.

”Se Dem omkring, Nissen. Hvad ser De? Ingen har tid til noget som helst i dag!”

”Det kunne også være, at den er blevet stjålet. En tidrøver måske?”

”Nej, jeg er sikker på, at der ikke har været nogen. Der ligger også stadig sne i hele deres have, og der er ingen fodspor,” fastslog han.

Han havde ret, det var helt oplagt. Jeg fornemmede, at jeg havde fat i noget stort. Noget, der virkelig ville vække opsigt, når det kom frem. Og som ville vokse sig større med tiden.

”Okay, så vi har et motiv og en anledning. Men hvad med mordvåbnet?” fortsatte jeg min mentale checkliste.

”Det lød på klokkeslagene som om det var et stumpt instrument. Det må være inde i huset stadigvæk.”

”Ja, det er nok på tide, at vi overvejer at gå over vejen og aflægge dem et besøg,” sagde jeg og rejste mig.

Han fulgte med derover. Sneen lå ganske rigtigt hvid og urørt, og det var tydeligt, at der ikke havde været nogen i flere dage. Jeg bankede på hoveddøren, men der var ingen reaktion. Jeg gik hen langs huset og så ind af vinduet. Inde i stuen stod to store lænestole vendt mod hinanden, og i stolene sad to ældre mennesker og stirrede på hinanden. Jeg anede straks uråd, og gik tilbage til hoveddøren og tog i dørhåndtaget. Endelig var der noget, der gik op for mig. Den var nemlig ikke låst.

Jeg gik ind i stuen og fik bekræftet mine bange anelser.

”Hansen!” kaldte jeg. Han kom langsomt og forsigtigt ind i stuen.

”De tog fejl. Deres genboer har ikke slået tiden ihjel – det er tiden, der har slået dem ihjel!”

”Umuligt! Jeg var så sikker i min sag!”

”Ja, en overgang troede jeg også på det,” medgav jeg.

”Men her er jo ikke nogen. Det betyder, at…” Han stivnede.

”Ja, De har ret. Det betyder, at tiden er løbet fra os!”