Mysteriet om overlægen der ikke kunne skære igennem

Jeg vågnede med en forfærdelig hovedpine, som selv stærk morgenkaffe og smøger uden filter ikke kunne kurere. Jeg prøvede i stedet at lægge hjernen i blød, og selv om det var noget værre svineri, fandt jeg ud af, at det bare var fantomsmerter.

Således opmuntret slog jeg et smut ned på Café Freud og over en Latte Überich fordybede jeg mig i en artikel i ”Hot Psychology Magazine” om Freuds ungdom. Jeg anede ikke, at han engang havde studeret medicin, indtil han blev træt af at stå uden for apoteket og glo. Jeg fordybede mig i det kapitel, hvor han stjal nogle af sin fars projektioner for at imponere en konditorjomfru, som han bagte på.

”Undskyld, må jeg sætte mig her?” spurgte en honningsød kvindestemme. Jeg stirrede lige op i et par himmelblå øjne, der tilhørte en ung kvinde i sygeplejerske-uniform, som balancerede med en kaffekop og Michael Laudrups tænder.

”Ja-da,” sagde jeg galant og overvejede at holde stolen for hende, men tænkte at hun nok hellere ville sidde på den.

”Er du psykolog?” spurgte hun nysgerrigt og nikkede mod mit blad.

”Nej, jeg er privatdetektiv, men jeg har en udmærket sofa,” svarede jeg med indstuderet spontanitet.

”Så kan du måske hjælpe mig med noget meget mystisk?” spurgte hun.

”Sig frem…,” indbød jeg indbydende.

”Jeg er for nylig begyndt i praktik på en operationsgang, men der er store samarbejdsproblemer i personalegruppen,” fortalte hun og drak lidt kaffe, mens hun åndsfraværende sad og pillede lidt ved Michael Laudrups tænder.

”Hvilke samarbejdsproblemer?” spurgte jeg, selv om jeg hellere ville spørge om hendes mobilnummer.

”Der er for eksempel så meget brok på afdelingen!”

”Hm… direkte eller indirekte brok?”

”Indirekte… havde det så bare været direkte, men de går hele tiden og bugtaler hinanden,” svarede hun.

”Hvad gør overlægen?” spurgte jeg og holdt mig møjsommeligt til sagen.

”Ingenting, det er dét, der er problemet. Han kan simpelthen ikke skære igennem!” sagde hun.

”Den konsensussøgende type?” spurgte jeg.

”Nej, der er ikke meget sammenhold efter en operation. Holdet går bare hver til sit og lader mig om at sy patienten sammen.”

”Syr du i hånden?” spurgte jeg.

”Det kommer an på, hvor patienten er opereret. Forleden havde vi en overanstrengt døvetolk, der skulle opereres i en håndevending, fordi han blev ved med at sluge endelserne. Ham syede jeg i hånden, men de andre var for længst gået, så der var ikke nogen, der kunne give mig fingeren.”

”Det er da utroligt. Er de slet ikke bange for, at patienterne begynder at blive væk?”

”Nej, der er masser af ledere,” forklarede hun.

”Ledere?”

”Ja, som skal lede efter patienterne, hvis de bliver væk.”

”Okay, men altså, hvad nu hvis der slet ikke kommer nogen patienter?” vedblev jeg.

”Det betyder ikke noget, for hospitalet er patientforsikret, så forsikringsselskabet er forpligtet til at sende dem nogen under alle omstændigheder.”

”Er du egentlig sikker på, at jeg kan hjælpe dig?” spurgte jeg, mens jeg et kort øjeblik tabte både min og hendes bundlinje af fokus.

”Du kunne måske tale med overlægen. Forklare ham, at han simpelthen er nødt til at skære igennem engang imellem.”

”Ét er teori, men kan det lade sig gøre i praksis?” spurgte jeg tvivlende.

”Ja, det er dér han opholder sig det meste af tiden,” sagde hun tørt.

”Jeg ku’ måske prøve,” sagde jeg nølende.

”Vi kunne eventuelt mødes her i aften og tale videre om det over en middag?” foreslog hun, og 20 minutter efter stod jeg i overlægens praksis.

”Må jeg bede om Deres kort,” bad hans sekretær, og jeg gav hende mit visitkort. ”Ikke dét. Deres Dankort.”

Jeg afleverede det og blev vist ind i et nydeligt venteværelse, og kort efter blev jeg kaldt ind i konsultationen.

”Lad os gå lige til sagen,” sagde jeg. ”Jeg er ved at lave en artikel til Ekstra Bladet om overlæger, der har svært ved at skære igennem. Kan du genkende dig selv?”

”Ja, selvfølgelig kan jeg det. Hvad havde du regnet med? Tror du jeg er idiot? Har du nogensinde prøve at skulle skære igennem med de elendige knive, vi får på hospitalerne nu til dags?” spurgte han indigneret.

”Nej,” svarede jeg sandfærdigt.

”Det er komplet umuligt! De eneste skarpe knive er dem ledelsen bruger til at skære i budgetterne med, og så kan vi andre gå og svinge spareknivene over patienterne!” tordnede han med en salve, der ikke lød som om den kom fra et apotek.

”Det forklarer selvfølgelig en del,” sagde jeg.

”Og i øvrigt ved jeg udmærket hvem din kilde er! Det er hende den nye syerske, der render og sætter lus i skindpelsen på os alle sammen. Men inden du hopper i kanen med hende skal du bare vide, at hun er temmelig løs på tråden!” konstaterede han kynisk.

”Løs på tråden?” gentog jeg.

”Ja, hun HAR forsøgt sig med os alle sammen, men hun tabte tråden hver gang hun fik et nej,” fastslog han kategorisk.

”Hun er da ellers meget sød,” bemærkede jeg.

”Ja, gu’ er hun sød, men hør nu her, hun er helt ny i afdelingen. Vi har mange sygeplejersker og meget få sengepladser, så vi har altså indført ventelister! Det kan du godt hilse hende og sige!”

Han stemme skar gennem marv og ben og tydeligvis også gennem vægge og døre, for pludselig stod sekretæren i døren med min overfrakke.

Konsultationen er vist forbi, tænkte jeg og vinkede farvel til den middagsaftale på Freud.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Mysterier. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s