Mysteriet om bibliotekaren og den forsvundne bogstøtte

Da telefonen stadig ikke havde givet lyd fra sig ved middagstid besluttede jeg at gå en tur på biblioteket for at låne noget lødig litteratur, jeg kunne have liggende på sofabordet i vinterferien, hvis der nu skulle komme gæster. Ulysses, Krig og Fred, Spise Med Price-kogebogen o.lign.

Jeg havde før haft succes med den detalje. Ikke for at imponere, bare for at gæsterne havde noget fornuftigt at tage sig til, mens jeg lavede mad. Min nabo Henriksen blev engang færdig med Kierkegaards samlede værker, mens jeg lavede kartoffelsalat, og lige siden har han været helt ved siden af sig selv, når han var på besøg. Og en veninde blev engang helt færdig med Ib Michael, mens jeg vaskede op. Selv om han blev ved med at invitere hende ud, fastholdt hun hele aftenen, at hun var helt færdig med ham. I hvert fald så længe han ikke ville fortælle hende sit efternavn.

Pludselig gav telefonen alligevel lyd fra sig.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”

”Hej, du taler med bibliotekar Karen Andersen,” sagde en kvindestemme.

”Dav,” sagde jeg lettere paf, mens jeg misundte det offentliges muligheder for at lave opsøgende virksomhed. Snart ringede Brandvæsenet nok også og spurgte, om jeg havde noget, jeg skulle have slukket, eller også ringede Forsvaret for at høre, om jeg havde noget, jeg skulle have lækket.

”Vi har nogle problemer her på biblioteket, som jeg håber, du kan komme og hjælpe med?” spurgte hun og lød som om hun ringede fra et sted mellem håbløshed og håbefuldhed.

”Hm… jeg var faktisk på vej,” sagde jeg lettere forvirret.

”Det er jo fantastisk, Nissen, du er synsk!” udbrød hun nærmest håbefuldt. ”Men du må love mig at være diskret, så ingen opdager, at du kommer.”

”Det har aldrig været noget problem,” lovede jeg.

Det tog næsten en halv time at komme derhen, for biblioteksbussen var forsinket, og chaufføren kunne ikke finde vej, da Krak var udlånt til en gruppe aktionærer fra Amagerbanken.

Da jeg kom ind i forhallen havde jeg lige noget, jeg skulle aflevere, inden jeg opsøgte bibliotekaren Karen, så jeg henvendte mig til en pige, der stod bag skranken.

”Undskyld, jeg vil gerne låne toilettet,” sagde jeg.

”Ja, nu skal jeg lige se, om det er hjemme,” sagde hun og tastede noget på computeren. ”Jo, vi har ét. Må jeg bede om dit sygesikringsbevis?”

Jeg gav hende det, og hun scannede det rutineret, hvorefter hun rakte mig en nøgle. ”Det er lige ned ad trappen og til højre, der står ”Aflevering” på døren. Du skal være opmærksom på, at du kun må beholde det i 7 dage, så hvis det trækker ud, må du lige komme op og få det fornyet.”

”Okay, tak,” sagde jeg og gik ned for at forrette min nødtørft. Det flød med lokumslitteratur, der var trykt på billigt toiletpapir, og det undrede mig at det rodede sådan på det normalt pæne og ryddelige bibliotek. Bagefter gik jeg rundt i de forskellige afdelinger, og billedet var det samme hvert sted. Lidt underligt, at de ikke havde varieret udsmykningen lidt, men selve billedet var sådan set meget pænt. Men der lå bøger overalt på borde og i vindueskarme, og rundt om på gulvet lå der bunker af bøger hulter til bulter, mens reolerne sært nok var halvtomme.

Jeg søgte over i afdelingen for faglitteratur, hvor Karen Andersen havde fortalt, at hun sad. Også her lå der bøger over det hele.

”Karen Andersen?” spurgte jeg, og det gav et sæt i hende.

”Nissen? Åh, det var godt, du kunne komme! Lige et øjeblik, jeg skal lige have plads til de her bøger,” sagde hun og gik hen til en propfyldt reol.

”Hvis du fjerner de der propper, bliver der bedre plads til bøgerne,” foreslog jeg uden beregning.

”Nej, de skal være der, det er en vinreol,” forklarede hun. ”Sådan. Bare de nu bliver stående…”

Hun havde dårligt nået at vende sig om, før både bøger og propper væltede ned fra hylden og ud over gulvet. Hun sukkede og sendte mig et ”hvad-sagde-jeg-blik”, og jeg kvitterede med et ”hvad-sagde-du-blik”.

”Kom med ind på kontoret, så skal jeg sætte dig ind i sagen,” sagde hun og viste vej ind bagved.

”Er det fordi I mangler folk?” spurgte jeg, da vi kom ind på hendes kontor, hvor der også lå bøger og flød overalt på gulvet.

”Nej, vi har lige ansat to nye til at skifte bonruller i ind- og udlånsmaskinerne og tømme papirkurvene, hvor folk smider kvitteringerne ud,” sagde hun og trak på skuldrene, mens hun lukkede et vindue, så det ikke trak på skuldrene.

”Hvad er problemet så egentlig?” spurgte jeg.

”Du kan jo selv se, hvordan det flyder med bøger alle vegne. Det er lige meget, hvor meget vi knokler, så roder det hele rundt på gulvet. Alle vores hyldevarer vælter for et godt ord. Ligegyldigt hvor meget vi stiller på plads, så ryger det hele bare på gulvet.”

”Hvordan går det med udlånet?” spurgte jeg.

”Udlån! Jeg kan godt sige dig, vi låner efterhånden mindre ud end bankerne! Vores kunder kan jo ikke finde hoved og hale i det her rod!” rasede hun.

Jeg bøjede mig ned og samlede en billedbog op fra en papkasse.

”Her er den. ’Hoved & Hale’ af Helle Vibeke Jensen,” sagde jeg nonchalant og rakte den til hende. Hun stirrede forbløffet på mig.

”Skræmmende, Nissen, du ER jo synsk!” sagde hun imponeret. ”Men det løser ligesom ikke vores problem….,” tilføjede hun og rakte opgivende ud efter en brun pakke, som hun åbnede. ”Se, flere bøger! Finansloven… den skal nok blive et hit,” sagde hun sarkastisk.

”Lad mig lige låne den engang,” sagde jeg og rakte ud efter den.

”Du må altså vente, til vi har indbundet og registreret den,” sagde hun myndigt.

”Nej, jeg skal bare lige se lidt i den her, jeg har fået en ide…,” sagde jeg og fik lov at studere den nærmere. Efter nogle minutter havde jeg fundet det, jeg søgte, samt en hel masse, jeg ikke søgte.

”Her er forklaringen!” udbrød jeg begejstret. Hun så skeptisk på mig, men kiggede alligevel med.

”Se, Folketinget har vedtaget at fjerne alle former for bogstøtte. Det forklarer, hvorfor alle jeres bøger vælter ned af hylderne!”

”Gud, så forstår jeg det bedre! Kan du se, hvad de har gjort med den?”

”De har tilsyneladende lagt den på aviser og ugeblade, fordi oplagene hele tiden faldt.”

Hun strøg ud af døren og ind på læsesalen og – ganske rigtigt. Der lå alle bogstøtterne oven på de sidste måneders aviser og ugeblade, der som de eneste ikke lå spredt ud over hele gulvet.

”De nævenyttige politikere, de kunne godt have udsendt en støtteerklæring, inden de bare fjernede dem uden videre,” mumlede hun, og mens hun indledte en støtteindsamling, listede jeg af efter endnu en veloverstået opklaring.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Mysterier og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s