Jeg var ikke i tvivl om, at det ville blive en travl tid. Sådan havde det været alle årene, og sådan ville det også blive i år. December er og bliver mysteriernes måned – en måned fyldt med undren, mystik, hemmeligheder, julelege og gisninger. Ingen ved hvorfor. Det er i sig selv et mysterium.
Da telefonen ringede kl. 8, var jeg klar med en kande kaffe og en pakke smøger.
”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” svarede jeg kort og professionelt.
”Goddag, De taler med Gudrun Mikkelsen, er det Nissens Detektivbureau?”
”Ja,” svarede jeg efter at have overvejet et mere uddybende svar.
”Jeg har brug for en detektiv.”
”Så er De kommet til den rette. Hvad har De på hjerte?”
Hun tøvede lidt.
”Kalk.”
”Kalk???” Jeg fik røgen i den gale hals.
”Det siger min læge i hvert fald. Og jeg har haft ham i mange år, lige siden vi flyttede hertil i begyndelsen af 80’erne.”
”Javel-ja,” konverserede jeg på Hjorting-måden.
”Eller, det var nu i 1979. Det er jeg sikker på, for det var dét år, mine forældre havde sølvbryllup.”
Jeg kunne høre hendes blik blive fjernt.
”Hvad kan jeg gøre for Dem?” spurgte jeg målrettet og savnede lidt Frøken Klokken.
”Ingenting, desværre, de døde for 3 år siden ved en sejlulykke i Skærgården.”
”Det gør mig ondt,” kondolerede jeg.
”Så skulle De tale med Deres læge,” sagde hun bekymret.
”Min læge??”
”Ja, hvis De har ondt.”
”Undskyld, frue, hvorfor har De egentlig ringet til mig?” spurgte jeg lidt i vildrede.
Der blev stille i den anden ende af røret.
”Ja, det er jo derfor jeg ringer…,” sagde hun lidt efter.
”Derfor…?” gentog jeg.
”Det kan jeg ikke huske.”
Jeg fornemmede, at det kunne blive en af mine vanskeligste sager nogensinde. I hvert fald i denne uge. Men jeg havde en idé.
”Fru Mikkelsen, hvis De fortæller mig hvor De bor, skal jeg komme og se hvad jeg kan gøre.”
Hun opgav en adresse i forstæderne, og jeg spekulerede på, om hun vidste hvor hun var. Men hun lød meget opgivende, så jeg vurderede at den var god nok.
”Jeg er der om en halv times tid,” sagde jeg.
”Tak, så sætter jeg vand over til en kop kaffe,” lovede hun. Det var da altid en start.
En halv time senere ringede jeg på hendes dør. Efter en rum tid åbnede hun den på klem med sikkerhedskæden sat til.
”Hvem er De?” spurgte hun forundret.
”Nissen. Vi har en aftale.”
”En aftale?” spurgte hun med en undren, der mindede mig om sidst jeg var på date.
”De ringede til mig i morges,” forklarede jeg tålmodigt.
”Åhhh, om forladelse!” Pråsen gik op for hende, og hun fjernede kæden og lukkede mig ind i entreen og viste mig ud på badeværelset.
”Her er den hane, der drypper. Det bliver dejligt at få den ordnet.”
”Fru Mikkelsen… Undskyld, men må jeg lige se mig om i Deres dagligstue?”
”Ja…,” sagde hun tøvende. ”Ja, selvfølgelig, det er denne vej.”
Jeg så mig om i stuen. Den var ca. 10 kvadratmeter, og gulvet var dækket af et lyst væg-til-væg-tæppe. Det tog kun et kort øjeblik, før fik jeg øje på den. Den lå ved siden af lænestolen foran fjernsynet.
”Her, frue. Så er problemet løst.”
Et kort øjeblik så hun helt forvirret på den tråd, jeg rakte hende. Så lyste hendes ansigt op i et stort smil.
“Dér var den!” udbrød hun glædesstrålende.
”Ja, frue, De havde blot tabt tråden. Pas nu godt på den.”
”Tusind tak, unge mand, De er jo genial! Tænk at jeg kunne være så dum. Det er desværre ikke første gang, det sker. Vil De ikke have den kop kaffe jeg lovede Dem, så skriver jeg en check til Dem imens?”
”Det lyder som to fremragende ideer,” medgav jeg.
Hun forsvandt ud i køkkenet, og jeg kunne høre, at hun fyldte vand på kanden.
”Når De har lavet hanen på badeværelset, vil De så hjælpe mig med min symaskine? Jeg har fået en ny, der er trådløs, men jeg kan ikke finde det der net, som der står om i brugsanvisningen,” råbte hun ude fra køkkenet.
Jeg sukkede og så mig omkring. Tråden lå på gulvet ude i gangen. Jeg gik hen for at samle den op igen, men jeg kunne se, at den var så tynd, at min tålmodighed ikke kunne hænge i den, så jeg lagde den på en kommode og listede lige så stille ud af døren.
Nissens Detektivbureau 