Mysteriet om kvinden der tabte tråden

Jeg var ikke i tvivl om, at det ville blive en travl tid. Sådan havde det været alle årene, og sådan ville det også blive i år. December er og bliver mysteriernes måned – en måned fyldt med undren, mystik, hemmeligheder, julelege og gisninger. Ingen ved hvorfor. Det er i sig selv et mysterium.

Da telefonen ringede kl. 8, var jeg klar med en kande kaffe og en pakke smøger.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” svarede jeg kort og professionelt.

”Goddag, De taler med Gudrun Mikkelsen, er det Nissens Detektivbureau?”

”Ja,” svarede jeg efter at have overvejet et mere uddybende svar.

”Jeg har brug for en detektiv.”

”Så er De kommet til den rette. Hvad har De på hjerte?”

Hun tøvede lidt.

”Kalk.”

”Kalk???” Jeg fik røgen i den gale hals.

”Det siger min læge i hvert fald. Og jeg har haft ham i mange år, lige siden vi flyttede hertil i begyndelsen af 80’erne.”

”Javel-ja,” konverserede jeg på Hjorting-måden.

”Eller, det var nu i 1979. Det er jeg sikker på, for det var dét år, mine forældre havde sølvbryllup.”

Jeg kunne høre hendes blik blive fjernt.

”Hvad kan jeg gøre for Dem?” spurgte jeg målrettet og savnede lidt Frøken Klokken.

”Ingenting, desværre, de døde for 3 år siden ved en sejlulykke i Skærgården.”

”Det gør mig ondt,” kondolerede jeg.

”Så skulle De tale med Deres læge,” sagde hun bekymret.

”Min læge??”

”Ja, hvis De har ondt.”

”Undskyld, frue, hvorfor har De egentlig ringet til mig?” spurgte jeg lidt i vildrede.

Der blev stille i den anden ende af røret.

”Ja, det er jo derfor jeg ringer…,” sagde hun lidt efter.

”Derfor…?” gentog jeg.

”Det kan jeg ikke huske.”

Jeg fornemmede, at det kunne blive en af mine vanskeligste sager nogensinde. I hvert fald i denne uge. Men jeg havde en idé.

”Fru Mikkelsen, hvis De fortæller mig hvor De bor, skal jeg komme og se hvad jeg kan gøre.”

Hun opgav en adresse i forstæderne, og jeg spekulerede på, om hun vidste hvor hun var. Men hun lød meget opgivende, så jeg vurderede at den var god nok.

”Jeg er der om en halv times tid,” sagde jeg.

”Tak, så sætter jeg vand over til en kop kaffe,” lovede hun. Det var da altid en start.

En halv time senere ringede jeg på hendes dør. Efter en rum tid åbnede hun den på klem med sikkerhedskæden sat til.

”Hvem er De?” spurgte hun forundret.

”Nissen. Vi har en aftale.”

”En aftale?” spurgte hun med en undren, der mindede mig om sidst jeg var på date.

”De ringede til mig i morges,” forklarede jeg tålmodigt.

”Åhhh, om forladelse!” Pråsen gik op for hende, og hun fjernede kæden og lukkede mig ind i entreen og viste mig ud på badeværelset.

”Her er den hane, der drypper. Det bliver dejligt at få den ordnet.”

”Fru Mikkelsen… Undskyld, men må jeg lige se mig om i Deres dagligstue?”

”Ja…,” sagde hun tøvende. ”Ja, selvfølgelig, det er denne vej.”

Jeg så mig om i stuen. Den var ca. 10 kvadratmeter, og gulvet var dækket af et lyst væg-til-væg-tæppe. Det tog kun et kort øjeblik, før fik jeg øje på den. Den lå ved siden af lænestolen foran fjernsynet.

”Her, frue. Så er problemet løst.”

Et kort øjeblik så hun helt forvirret på den tråd, jeg rakte hende. Så lyste hendes ansigt op i et stort smil.

“Dér var den!” udbrød hun glædesstrålende.

”Ja, frue, De havde blot tabt tråden. Pas nu godt på den.”

”Tusind tak, unge mand, De er jo genial! Tænk at jeg kunne være så dum. Det er desværre ikke første gang, det sker. Vil De ikke have den kop kaffe jeg lovede Dem, så skriver jeg en check til Dem imens?”

”Det lyder som to fremragende ideer,” medgav jeg.

Hun forsvandt ud i køkkenet, og jeg kunne høre, at hun fyldte vand på kanden.

”Når De har lavet hanen på badeværelset, vil De så hjælpe mig med min symaskine? Jeg har fået en ny, der er trådløs, men jeg kan ikke finde det der net, som der står om i brugsanvisningen,” råbte hun ude fra køkkenet.

Jeg sukkede og så mig omkring. Tråden lå på gulvet ude i gangen. Jeg gik hen for at samle den op igen, men jeg kunne se, at den var så tynd, at min tålmodighed ikke kunne hænge i den, så jeg lagde den på en kommode og listede lige så stille ud af døren.

Udgivet i Mysterier | Skriv en kommentar

Mysteriet om papegøjen der blev skudt

Det var en grå og regnfuld søndag morgen, der egnede sig perfekt til kaffe, smøger og 30 kilo aviser, inden dagens pligter lå foran mig: spidse min blyant, snøre mine sko og gå ned på Café Freud med en kryds og tværs. Pludselig ringede telefonen. Jeg har ellers længe ledt efter en telefon, der ikke ringer pludselig, men det er ikke lykkedes endnu.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”

”Er det Nissen?” lød en spinkel, grådkvalt barnestemme.

”Ja, det skulle jeg mene,” mente jeg.

”Jeg hedder så Mathias.”

”Dav, Mathias. Hvorfor ringer du så til mig?” spurgte jeg.

”Er du ikke sådan en privatdetektiv-ting?” spurgte den grådkvalte.

”Jo,” bekræftede jeg.

”Poppe er død,” sagde han.

”Det er ikke noget stort tab for dansk populærmusik.”

”Hvad?”

”Ikke noget, glem det. Hvem er Poppe?”

”Min fugl,” snøftede han.

”Og nu vil du have mig til at finde ud af, hvordan den døde?” forudsagde jeg.

”Hvordan kunne du vide det?” spurgte han forbløffet.

”Det er mit job at vide den slags,” svarede jeg og prøvede at lyde lakonisk.

”Jeg vil have Poppe igen!!” begyndte knægten at vræle.

”Mathias, er din far eller mor i nærheden?”

”Min far er død, og min mor sover.”

”OK, jeg kommer. Hvor bor du?”

Han opgav en adresse i en af forstæderne, og jeg gik ned på gaden og prajede en taxi. En halv time senere indfandt jeg mig på gerningsstedet, og Mathias åbnede, lige inden jeg ringede på.

”Schh, mor sover,” hviskede han.

”Hvor er Poppe?” spurgte jeg.

”Han er død,” svarede han med gråd helt op i næsen.

”Ja, men hvor er … den døde Poppe?” ville jeg vide.

”Ude i bryggerset,” fremstammede han.

”Kan du se, hvordan han er død?” spurgte jeg nænsomt.

”Nej, jeg tør ikke gå derud,” hulkede knægten.

”Hvordan ved du så, at han er død?” blev jeg nødt til at spørge.

”Det sagde mor!”

”Så bliver jeg nok nødt til at vække hende og spørge hende om noget.”

”OK, men gør det forsigtigt, så hun ikke vågner,” hviskede Mathias og pegede på en lukket dør.

”Nej, du henter hende, min forsikring dækker ikke,” sagde jeg.

Han kiggede mærkeligt på mig, men forsvandt ind bag døren. Lidt efter kom han ud med en ca. 30-årig kvinde med morgenhår og housecoat. Bag hende så jeg et glimt af en nøgen fyr i en stor dobbeltseng, og jeg genkendte straks Skvaller-koncernens unge milliardær-arving fra ugebladene.

”Godmorgen og undskyld jeg forstyrrer, men din søn har…,” begyndte jeg.

”Ja tak, det hører jeg, hvad er det for noget vrøvl med Poppe?” spurgte hun skarpt.

Jeg kiggede over hendes skulder og ind på den unge Skvaller.

”Ny kæreste?”

”Ja, er han ikke bare pragtfuld!” Hendes øjne svømmede. Det lignede butterfly, men jeg er ikke ekspert.

”Og han friede til mig i går,” tilføjede hun med en stemme som om hun havde drukket en halv liter sirup med honning.

”Kom I sent hjem?” spurgte jeg.

”Øh ja… hvorfor?”

”Var du inde og sige godnat til Mathias, før I gik i seng?” Jeg havde fået fært.

”Ja, selvfølgelig, det gør jeg altid,” svarede hun desorienteret. Sådan lyder kvinder altid, når jeg har talt med dem i mere end et halvt minut.

”OK. Jamen, så tror jeg ikke, jeg har flere spørgsmål. Jeg skal bare lige tale lidt alene med min klient,” sagde jeg.

Moderen så undrende på mig, trak så på skuldrene og gik ind i soveværelset igen og lukkede døren. Jeg tog Mathias ved hånden.

”Mathias, vis mig lige bryggerset.”

Han førte mig ud i køkkenet og hen til bryggersdøren. Han knugede min hånd, da jeg tog i dørhåndtaget.

”Poppe vil ha’ sukker, Poppe vil ha’ sukker!” lød det fra den lyslevende papegøje, der sad på en pind i et kæmpe fuglebur.

”Årh, sejt! Du har genoplivet ham!” udbrød han.

”Mathias, Poppe var slet ikke død,” forklarede jeg ham.

”Jamen, det sagde mor!”

”Ja, Mathias, din mor sagde til dig i går aftes, at hun havde skudt papegøjen, men det var en metafor.”

“Nej, jeg er altså sikker på, det var min mor!” sagde han indigneret.

“Ja, øh… det var din mor. Men hun brugte noget, der kaldes en metafor,” forklarede jeg.

“Nej, hun ikke bruger noget, det har jeg tit hørt hende sige til moster!” fastslog han med stor overbevisning.

“Mathias, en metafor, det er når voksne bruger nogle udtryk, der betyder noget andet end man tror,” forklarede jeg pædagogisk.

”Jamen hvad betyder så det hun sagde?” ville knægten vide.

”Det betyder bare, at din mor er meget glad for sin nye kæreste!”

”Årh… ligesom hun sagde, hun var skudt i far, indtil han døde under elgjagten?” spurgte han med store øjne.

”Øh, ja, nok lissådan,” sagde jeg og trak mig langsomt tilbage. På vej ud af døren vendte jeg mig om mod drengen, der havde taget papegøjen op på sin skulder.

”Mathias, hils din mor og sig, at jeg sender en regning en af dagene.”

”NEJ!!! Hun plejer at skyde regningerne til den første, og hvad så hvis hun rammer Poppe?”

Udgivet i Mysterier | Skriv en kommentar

Mysteriet om politikeren der mistede det ene ben

Jeg havde netop sat mig med morgenkaffen, en smøg og dagens aviser, da telefonen ringede.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”

”Goddag, du taler med Ida Henne, jeg vil høre, om du kan hjælpe mig. Eller rettere os. Du har sikkert hørt om min mand, Herman. Han har mistet det ene ben!”

Jo, hvem kendte ikke den berømte politiker Herman Henne, en dreven demokrat, der var kendt for at kunne finde et kompromis i en høstak.

”Du godeste!” udbrød jeg, mens jeg spekulerede på, om jeg snarere burde have udbrudt “Du dårligste”.

”Kan vi mødes? Så kan jeg bedre sætte dig ind i sagen?” foreslog hun.

”OK, hvor skal vi mødes, Henne?” spurgte jeg.

”I DA”, svarede hun kort.

”Fint, lad os bare være på fornavn, Ida. Hvor er du henne?”

”I DA, sagde jeg jo. Jeg er konsulent i DA,” tilføjede hun.

”OK, men hvor skal vi mødes henne?” vedblev jeg.

”Jeg forstår altså ikke helt, hvor du vil hen…,” tøvede hun tøvende.

”Hvor JEG vil hen? Kender du Café Freud?” spurgte jeg.

”Ja, det vil passe fint. Skal vi sige om en halv time?” foreslog hun, og sådan blev det.

30 minutter senere sad vi ved mit stambord ved vinduet, og hun spurgte, om man kunne få noget at spise.

”Ja, nu skal jeg hente et menukort,” tilbød jeg.

”Nej, bare la’ det ligge,” sagde hun.

”OK, det tager jeg også,” sagde jeg og kaldte på tjeneren.

”To Latte Leche,” sagde jeg, og for ikke at bringe hende i forlegenhed, udtalte jeg det ligesom hun havde gjort.

”Min mand har som sagt haft en meget grim oplevelse og har mistet det ene ben,” indledte hun tøvende.

”Det må ikke være nemt?” hjalp jeg på vej.

”Nej, vi føler os lidt amputeret. Der er mange ting, han ikke lige kan klare på stående fod,” erkendte hun.

”Hvordan skete det?” spurgte jeg.

”Han har altid godt kunnet lide at skyde fra hoften, men en dag gik det galt midt i et udvalgsmøde, og så var han færdig,” konstaterede hun lakonisk.

”Hvad var det for et udvalg?” ville jeg vide.

”Et udvalg, der udvælger udvalgsmedlemmer til nye udvalgs udvalgsopgaver, hvis de udvalgte ikke selv vælger at udvælge dem,” forklarede hun.

”Et stående udvalg?” gættede jeg.

”Nej, et siddende udvalg, men han var virkelig opsat på at få det til at gå godt. Men de andre udvalgsmedlemmer havde lidt svært ved at finde deres ben, så han måtte selv stå for det meste,” forklarede hun.

”Hvor står Herman henne nu? Har han stadig opbakning i partiet?” spurgte jeg.

”Jeg er alvorligt bange for, at han ryger. Han er i hvert fald på vej ud i kulden,” konstaterede hun trist.

”Hvorfor tror du dog det?” spurgte jeg undrende.

”På grund af det nye rygecirkulære. De må ikke ryge indenfor.”

”Hm… men kan han stadig stå fast på sine synspunkter, når han har mistet et ben?”

”Ja, det er heldigvis ikke noget problem, han har altid et godt indlæg i skoen,” sagde hun. ”Det største problem er, at han på det seneste har taget meget på i vægt.”

”Hvorfor det?” spurgte jeg.

”Han får ikke sine mødediæter. Og desuden sagde partiformanden, at han ikke var tung nok til en af de store udvalgsposter, hvor man kan sidde i lang tid. Men han har loyalt påtaget sig at tage på, så det ikke virker påtaget, når han får taget på det igen,” forklarede hun.

”Får han slet ikke noget motion?”

”Nej, ikke rigtigt. Tidligere deltog han i en del maratondebatter, man han blev træt af dem i det lange løb.”

”Spiser han ordentligt?” spurgte jeg.

”Ja, han er i hvert fald blevet bedre til det. Men han smasker stadig, når han får for meget at drikke,” svarede hun.

”Jeg mener… den mad han spiser, er den sund og ordentligt?” omformulerede jeg tålmodigt.

”Han har altid været vant til altid at spise brød til, når der skulle laves et kompromis, men det er jo en balancegang. Han har aldrig ønsket at blive levebrødspolitiker.”

”Var det lyst eller groft brød?”

”Altid lyst brød. ’Det er for groft!’ udbrød han tit, når hans kernevælgere insisterede på brød med kerner,” smilede hun.

”Hvad er det egentlig helt præcis, jeg kan hjælpe med?” ville jeg vide.

”Du må finde et nyt ben til ham! Men hurtigt! Jeg er bange for, at han begynder at drikke. Da jeg ringede i går for at hente ham, skulle han lige ned i Snapstinget og ha’ én til det andet ben.”

”Det må også være svært for ham, at udvalget bare fortsætter uden ham,” sagde jeg.

”Ja, det er meget smerteligt, han siger, han har fantomsmerter bare ved tanken om, at en anden har fået hans ben,” sagde hun.

”OK, her er mit forslag. Først giver du ham en benbeskytter i julegave og du kan evt. supplere med en benlås. Efter jul tager du ham med på udsalg og ser på nogle af alle de udvalg, der bliver nedsat. Jeg er sikker på, at han vil sætte pris på et af dem, og når først han fået dét ben, så går det hele af sig selv.”

”Åh, Nissen, jeg vidste, du kunne hjælpe! Tusind tak, du sender bare en regning!” sagde hun og fløj ud af døren.

Udgivet i Mysterier | Skriv en kommentar

Mysteriet om overlægen der ikke kunne skære igennem

Jeg vågnede med en forfærdelig hovedpine, som selv stærk morgenkaffe og smøger uden filter ikke kunne kurere. Jeg prøvede i stedet at lægge hjernen i blød, og selv om det var noget værre svineri, fandt jeg ud af, at det bare var fantomsmerter.

Således opmuntret slog jeg et smut ned på Café Freud og over en Latte Überich fordybede jeg mig i en artikel i ”Hot Psychology Magazine” om Freuds ungdom. Jeg anede ikke, at han engang havde studeret medicin, indtil han blev træt af at stå uden for apoteket og glo. Jeg fordybede mig i det kapitel, hvor han stjal nogle af sin fars projektioner for at imponere en konditorjomfru, som han bagte på.

”Undskyld, må jeg sætte mig her?” spurgte en honningsød kvindestemme. Jeg stirrede lige op i et par himmelblå øjne, der tilhørte en ung kvinde i sygeplejerske-uniform, som balancerede med en kaffekop og Michael Laudrups tænder.

”Ja-da,” sagde jeg galant og overvejede at holde stolen for hende, men tænkte at hun nok hellere ville sidde på den.

”Er du psykolog?” spurgte hun nysgerrigt og nikkede mod mit blad.

”Nej, jeg er privatdetektiv, men jeg har en udmærket sofa,” svarede jeg med indstuderet spontanitet.

”Så kan du måske hjælpe mig med noget meget mystisk?” spurgte hun.

”Sig frem…,” indbød jeg indbydende.

”Jeg er for nylig begyndt i praktik på en operationsgang, men der er store samarbejdsproblemer i personalegruppen,” fortalte hun og drak lidt kaffe, mens hun åndsfraværende sad og pillede lidt ved Michael Laudrups tænder.

”Hvilke samarbejdsproblemer?” spurgte jeg, selv om jeg hellere ville spørge om hendes mobilnummer.

”Der er for eksempel så meget brok på afdelingen!”

”Hm… direkte eller indirekte brok?”

”Indirekte… havde det så bare været direkte, men de går hele tiden og bugtaler hinanden,” svarede hun.

”Hvad gør overlægen?” spurgte jeg og holdt mig møjsommeligt til sagen.

”Ingenting, det er dét, der er problemet. Han kan simpelthen ikke skære igennem!” sagde hun.

”Den konsensussøgende type?” spurgte jeg.

”Nej, der er ikke meget sammenhold efter en operation. Holdet går bare hver til sit og lader mig om at sy patienten sammen.”

”Syr du i hånden?” spurgte jeg.

”Det kommer an på, hvor patienten er opereret. Forleden havde vi en overanstrengt døvetolk, der skulle opereres i en håndevending, fordi han blev ved med at sluge endelserne. Ham syede jeg i hånden, men de andre var for længst gået, så der var ikke nogen, der kunne give mig fingeren.”

”Det er da utroligt. Er de slet ikke bange for, at patienterne begynder at blive væk?”

”Nej, der er masser af ledere,” forklarede hun.

”Ledere?”

”Ja, som skal lede efter patienterne, hvis de bliver væk.”

”Okay, men altså, hvad nu hvis der slet ikke kommer nogen patienter?” vedblev jeg.

”Det betyder ikke noget, for hospitalet er patientforsikret, så forsikringsselskabet er forpligtet til at sende dem nogen under alle omstændigheder.”

”Er du egentlig sikker på, at jeg kan hjælpe dig?” spurgte jeg, mens jeg et kort øjeblik tabte både min og hendes bundlinje af fokus.

”Du kunne måske tale med overlægen. Forklare ham, at han simpelthen er nødt til at skære igennem engang imellem.”

”Ét er teori, men kan det lade sig gøre i praksis?” spurgte jeg tvivlende.

”Ja, det er dér han opholder sig det meste af tiden,” sagde hun tørt.

”Jeg ku’ måske prøve,” sagde jeg nølende.

”Vi kunne eventuelt mødes her i aften og tale videre om det over en middag?” foreslog hun, og 20 minutter efter stod jeg i overlægens praksis.

”Må jeg bede om Deres kort,” bad hans sekretær, og jeg gav hende mit visitkort. ”Ikke dét. Deres Dankort.”

Jeg afleverede det og blev vist ind i et nydeligt venteværelse, og kort efter blev jeg kaldt ind i konsultationen.

”Lad os gå lige til sagen,” sagde jeg. ”Jeg er ved at lave en artikel til Ekstra Bladet om overlæger, der har svært ved at skære igennem. Kan du genkende dig selv?”

”Ja, selvfølgelig kan jeg det. Hvad havde du regnet med? Tror du jeg er idiot? Har du nogensinde prøve at skulle skære igennem med de elendige knive, vi får på hospitalerne nu til dags?” spurgte han indigneret.

”Nej,” svarede jeg sandfærdigt.

”Det er komplet umuligt! De eneste skarpe knive er dem ledelsen bruger til at skære i budgetterne med, og så kan vi andre gå og svinge spareknivene over patienterne!” tordnede han med en salve, der ikke lød som om den kom fra et apotek.

”Det forklarer selvfølgelig en del,” sagde jeg.

”Og i øvrigt ved jeg udmærket hvem din kilde er! Det er hende den nye syerske, der render og sætter lus i skindpelsen på os alle sammen. Men inden du hopper i kanen med hende skal du bare vide, at hun er temmelig løs på tråden!” konstaterede han kynisk.

”Løs på tråden?” gentog jeg.

”Ja, hun HAR forsøgt sig med os alle sammen, men hun tabte tråden hver gang hun fik et nej,” fastslog han kategorisk.

”Hun er da ellers meget sød,” bemærkede jeg.

”Ja, gu’ er hun sød, men hør nu her, hun er helt ny i afdelingen. Vi har mange sygeplejersker og meget få sengepladser, så vi har altså indført ventelister! Det kan du godt hilse hende og sige!”

Han stemme skar gennem marv og ben og tydeligvis også gennem vægge og døre, for pludselig stod sekretæren i døren med min overfrakke.

Konsultationen er vist forbi, tænkte jeg og vinkede farvel til den middagsaftale på Freud.

Udgivet i Mysterier | Skriv en kommentar

Mysteriet om det huggede sukker

Efter endnu en mandag formiddag uden telefonopringninger til Nissens Detektivbureau besluttede jeg mig for at indtage formiddagskaffen nede på Café Freud. Måske kunne jeg møde hende fra forleden og høre, om hun havde fundet sin mistede illusion.

Der var allerede en del mennesker, da jeg kom, men jeg fik mit stambord ved vinduet og bestilte en Latte. Det var en ny tjener, jeg ikke havde set før.

”Ich, Es eller Überich?” spurgte hun med den korrekte Wiener-accent fra forrige århundredeskifte.

”Was?” spurgte jeg og spillede forundret.

”Skal det være en Latte Jeg, Latte Id eller Latte Overjeg?” spurgte hun.

”Hvad er forskellen?” testede jeg hende.

”Latte Jeg er Latte som den er. Latte Id er den Latte, du har lyst til. Latte Overjeg er Latte, som den gerne ville være.”

”Jeg har lyst til en Überich, men bare som den er.”

Hun så lidt desorienteret ud, men forsvandt om bag disken. Jeg så mig om i lokalet, men kunne ikke få øje på hende fra forleden. I stedet lod jeg øjnene glide ned over tidsskriftshylden og tog et nummer af ”Deutsche Angst-Zeitschrift”, og kort efter fik jeg min Überich og fordybede mig i en artikel om ”Diagnostische Kriterien der Panikstörung” i håb om at kunne finde en ny ringetone til min mobil.

Der stod også, at det var vigtigt at få et godt knald, så jeg rakte ud efter sukkerskålen. I det samme blev døren sparket op, og seks kampklædte betjente stormede ind. De lignede ikke umiddelbart lignede nogen, der bare skulle have en Latte.

”Hvad foregår der her? Ingen forlader lokalet!” gjaldede det fra delingsføreren.

Mange af gæsterne blev urolige, men jeg havde efterhånden en del erfaring med politiet og vidste, at det handlede om at bevare roen og tale i korte, tydelige sætninger, så de ikke begyndte at stave sig frem.

”Det er en razzia!” brølede han og fik øje på mig. Inden jeg havde set mig om, kastede 2-300 kilo politiudrustning sig hen over mig, vred mine arme om på ryggen og smækkede et par håndjern om mine håndled.

”Klokken er 11.15, og du er anholdt! Alt hvad du bruger, vil blive sagt imod dig!”

”Anholdt! For hvad??” spurgte jeg en anelse fortumlet, mens jeg mærkede de andre gæster drage et lettelsens suk. En kendt TV-vært benyttede lejligheden til at knipse en joint fra sig, et par Jehovas Vidner lagde diskret et organdonorkort ind under en sammenfoldet avis, og en forskræmt konfirmand med matroskrave slugte en hel dåse skipperrogn i én mundfuld.

”Du har hugget sukker,” erklærede delingsføreren. ”Og det nytter ikke at nægte, du kan lige så godt indrømme det. Der er vidner,” tilføjede han og nikkede over mod de to fra Jehovas.

”Vel har jeg da ej hugget sukk…” Jeg gik i stå og stirrede forstenet på den sukkerskål, som jeg havde siddet med fingrene nede i, da de brasede ind. Jeg bandede indvendigt af min egen dumhed. Alle vidste jo, at ordensmagten var på dupperne efter den demonstration hvor skoletandlægerne havde råbt ”Støt melis, bevar roen” og delt gratis perlesukker ud foran Sandholmlejren.

”Så’ det afgang!” brølede han, og de førte mig ud og gennede mig hen til en hvid Ford Mondeo.

”Jeg er vegetar, jeg forlanger et salatfad!” råbte jeg, og de kendte mine rettigheder godt nok til ikke at afvise mit krav. Kort efter sad jeg på bagsædet af Mondeo’en med to bryske betjente på hver sin side og et kæmpe salatfad på skødet. Når jeg bøjede mig forover, kunne jeg lige akkurat bide i et par af de grønne blade.

“Kør direkte til stationen,” sagde delingsføreren til chaufføren. Lidt efter kørte vi ind foran Hovedbanegården.

“Idiot, ikke den station! Politistationen, for helvede!” hvæsede delingsføreren.

“Sorry, boss, det ku’ du jo bare ha’ sagt med det samme,” svarede chaufføren. Jeg fornemmede, at det skulle han nok ikke have gjort, men jeg lod som ingenting.

Kort efter ankom vi til gården, og jeg blev ført ind ad en bagdør og ind i en tom celle, hvor de tog håndjernene af mig.

”Jeg forlanger en Advokat!” forlangte jeg, og kort efter kom de med en cerut.

”Jeg forlanger også en lighter!” forsøgte jeg, men den faldt de ikke for.

”Ha! Du har kun krav på en Advokat, ikke på ild!” grinede betjenten og gjorde mine til at lukke døren.

”Vent! Jeg har krav på at se bevismaterialet!” Jeg kæmpede desperat for at vinde tid. Betjenten tøvede. Han kendte tydeligvis godt regulativet.

”OK, vent her,” sagde han og smækkede døren. Kort efter kom han tilbage med det huggede sukker, lukkede døren efter sig og holdt sukkeret frem, så jeg kunne studere det.

”Det er ikke hugget sukket!” sagde jeg triumferende.

”Det er det i hvert fald!” sagde han indigneret.

”Nej, det ligner hugget sukker, men det er svensk. Alle ved, at svenskerne ikke har hugget sukker, de har bit-socker. Se selv på pakken!”

Jeg holdt det op i lyset, og han studerede det nærmere. En mørk sky gik hen over hans ansigt.

”For satan, det er rigtigt nok. Bit-socker. Det holder jo ikke i retten!” konstaterede han ærgerligt.

”Jeg forlanger, at I hurtigst mulig løslader mig og kører mig tilbage til caféen, inden min kaffe bliver kold. Ellers kræver jeg erstatning!”

“Rolig nu, det er jo ikke et taxaselskab, det her. Men du skal nok få noget erstatningskaffe, det har vi masser af!”

Jeg sukkede og vidste inderst inde, at jeg aldrig ville blive betjent.

Udgivet i Mysterier | 1 kommentar

Mysteriet om kvinden der mistede illusionen

Mens jeg sad og nippede til min økologiske, håndmalede Java-kaffe og nød dagens fjerde smøg, fik jeg pludselig en uimodståelig trang til at komme ud og få lidt frisk luft. Jeg satte telefonsvareren til, gik ud af gadedøren, drejede til højre, fortsatte 20 meter hen til hjørnet og gik ind på Café Freud og bestilte en Latte Jung.

Der var allerede pænt mange gæster – eller ”patienter”, som indehaveren, min gode ven Philippe Fhorneud, insisterer på at kalde dem. Jeg fandt et ledigt bord ved Joharis vindue, og Philippe kom med min Latte og det seneste nummer af ”Zeitschrift für Politische Psychologie und Sexualökonomie”. Kort efter kom en smuk kvinde ind på caféen og bestilte en Wiener Melange og en psykoanalyse.

”Briksen er optaget, men der er en ledig plads ovre ved vinduet,” sagde Philippe og nikkede i retning af mit bord. Kvinden gav ham et Mona Lisa-smil og tog sin Wiener Melange med hen til mit bord og spurgte om hun måtte tage plads. Mens jeg nikkede hen over kanten på mit tidsskrift, ringede min mobil.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” svarede jeg lavmælt ned i det finske plasticdesign.

”Mit navn er Juul, men det må være forkert nummer, for jeg tror ikke på nisser,” lød det undvigende i den anden ende.

”Og jeg tror ikke på julen,” svarede jeg og savnede de gode, gamle bakelit-dage, hvor man virkelig kunne knalde røret på. Det føles ikke helt det samme at hamre pegefingeren ned på 1½ kvadratcentimeter plastik.

Jeg smilede afvæbnende til den mystiske kvinde, som sad med åben mund og polypper og gloede på mig. Jeg holdt bladet op foran ansigtet og studerede hende i smug. Hun så virkelig godt ud, bortset fra det med polypperne.

”Er du detektiv?” spurgte hun nysgerrigt.

”Ja,” medgav jeg og tog bladet fra munden.

”Jeg har mistet noget, og du ligner én, der kan finde det,” sagde hun og fugtede sine læber.

”Jeg kan give dig nummeret på Hittegodskontoret, men jeg fakturerer for minimum en halv time,” tilbød jeg.

”OK,” svarede hun og gav mig et Mona Lisa-smil, som jeg foldede sammen og lagde i min inderlomme.

”Det er 38 74 88 22.”

”Det var du ikke længe om. Så har jeg stadig 29 minutter og 55 sekunder,” konstaterede hun.

”Jeg får tit at vide, at jeg bliver for hurtigt færdig,” bemærkede jeg.

”Ha-ha, tror du jeg falder for det gamle nummer?” spurgte hun overlegent.

”Det er det nye nummer, det gamle var 31 74 88 22”, svarede jeg.

”Nå, men jeg er ikke sikker på, at det lige er mit nummer, og jeg har i øvrigt stadig 29 minutter og 40 sekunder tilbage. Mit problem er, at jeg har mistet min sidste illusion,” sagde hun nøgternt.

”Hvornår så du den sidst?”

”I går morges, da min mand tog af sted til klinikken. Han lignede stadig Richard Gere, da jeg kyssede ham farvel, men da han kom hjem, lignede han mest Richard Nixon.”

”Hmm, hvad laver han?” spurgte jeg.

”Er han ikke død?” spurgte hun forvirret.

”Din mand. Hvad laver han,” forklarede jeg tålmodigt.

”Han er plastikkirurg.”

”Plastik? Hvad vil det sige? Opererer han Barbie-dukker?”

”Det kan man godt sige,” kunne hun godt sige. ”Han opererer inden for musikbranchen.”

”Og du?”

”Jeg har været hjemmegående i flere år, men nu er jeg begyndt at gå udenfor. Jeg har været sygemeldt. Hovedpine, migræne, flimmer for øjnene – til sidst fik jeg også dobbeltsyn. Så gik jeg til øjenlæge, og han sagde, jeg skulle have de her briller.”

”Hvornår fik du dem?” spurgte jeg, bare for et syns skyld.

”I går eftermiddags,” svarede hun.

”Hm… ” Jeg skævede til uret. Der var stadig over 25 minutter tilbage. Det ville blive svært at presse den op på en hel time, så jeg kunne lige så godt lukke sagen med det samme.

”Jeg har fundet det, du har mistet,” sagde jeg.

”Illusionen??” Hun spærrede øjnene op.

”Ja, jeg ved i hvert fald, hvordan du finder den igen.”

Jeg bøjede mig frem og tog brillerne af hende. Hun lukkede øjnene, fugtede læberne og spidsede munden. Jeg modstod fristelsen og lænede mig tilbage igen.

”Sådan!”

”Hvad!??” Hun åbnede øjnene, missede med dem og så desorienteret på mig.

”Tag nu bare hjem og vent på, at din mand kommer hjem. Men lad være med at tage brillerne på, ellers mister du bare illusionen igen. Jeg sender en regning en af dagene.”

”Nissen, du er aldeles fantastisk! Er du for resten klar over, at du ligner Ronald Reagan?”

Udgivet i Mysterier | 1 kommentar

Mysteriet om the missing link

Jeg sad med morgenkaffen og dagens tredje smøg og nød, at solen havde skinnet hele formiddagen. Man kunne ikke undgå at komme i forårsstemning, indtil telefonen ringede med ”Snowflake”, min nye Trentemøller-ringetone.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” sagde jeg 7 minutter og 33 sekunder senere.

”Goddag, det er Dino Saurus fra Zoologisk Museum. Det tog søreme sin tid…”

”Beklager, min sekretær var til middagspause,” løj jeg.

”Godt så. Vi har et lille problem – for ikke at sige et meget stort problem – som kræver en hel del takt, snilde, kløgt, omhu og held.”

”Vores motto er ‘takt, snilde, kløgt, omhu og held’”, messede jeg, mens jeg skævede til Markedsføring For Dummies, der lå opslået på side 3.

”Fint. Sagen er, at vi mangler noget, men jeg kan ikke sige mere over telefonen. Kan vi mødes her på museet?” spurgte han.

”Giv mig lige en halv time, jeg har stadig kaffe på kanden,” improviserede jeg. Det salgstrick stod vist ikke i bogen.

”Det skal helst være omgående. Tag kaffen med, så giver jeg en kop,” lokkede han.

”OK, men så fakturerer jeg fra nu af,” bjæffede jeg efter at have slået op på side 4.

”Fair nok,” sagde han og pålagde.

En halv time senere gik jeg op ad trappen til Zoologisk Museum og henvendte mig ved skranken.

”Goddag, mit navn er Nissen, jeg har en aftale med en Dino Saurus.”

”Så kommer du 65 millioner år for sent,” svarede den unge pige kækt.

”Det bliver dyrt,” svarede jeg og lagde i hovedet en halv time til 65 millioner år og gangede med 800 kr. i timen.

”Måske kan vi finde ud af en ordning?” smilede hun svedent.

”Muligvis. Hvor bor du?” sagde jeg og svedte tilbage.

”Sengeløse.”

”Så kan det være lige meget.”

I det samme kom Dino Saurus ud fra et baglokale.

”Nå, der er du, det var på tide,” satte han mig i rette.

”Lolita her opholdt mig,” replicerede jeg.

”Frække tøs! Det taler jeg om, når vi kommer hjem. Følg med mig,” bad han.

Jeg fulgte med ind på hans forhistoriske kontor og satte mig i en forhistorisk Arne Jacobsen-stol.

”Hvad er det, der er så vigtigt, at du ikke kunne sige det i telefonen?” spurgte jeg.

”Ikke noget, jeg havde bare ikke mere batteri på min mobil. Men vi mangler noget.”

”Ja, et par kopper,” bemærkede jeg og stillede min termokande på et forhistorisk bord.

”Det er der ingen ben i,” svarede han, da bordet væltede. I stedet åbnede han et skab bag ham. Det gav et sæt i ham, da det væltede ud med skeletter, og han smækkede hastigt skabsdøren i. I stedet bøjede han sig frem, åbnede næbbet på en udstoppet pelikan og sagde ned i halsen: ”Loli, ta’ lige to kopper med herind!”

Hun kom valsende ind med to kopper, og jeg hældte kaffe op til os begge. Jeg tog mig god tid. Hvad betyder 5 minutter fra eller til i forhold til 65 millioner år og en halv time.

”Nå, men sagen er, at vi mangler noget ganske bestemt, der får det til at slå klik for mange af vores kunder,” forklarede han.

Han drejede sin computerskærm og gik ind på forsiden af zoologiskmuseum.dk. Den viste den klassiske udviklingshistorie med aben, der først går på alle fire, siden rejser sig på to ben og siden bliver til et menneske. Nogenlunde midtvejs i illustrationen manglede et trin i udviklingen.

”Har du hørt om The Missing Link?” spurgte han.

”Er det ikke blot en hypotetisk evolutionær mellemform?” spurgte jeg.

”Nej, det er sgu rigtigt nok. Se bare her!” Han tog en mus og kørte den rundt og rundt på billedet, men der skete ikke noget.

”Det er hverken til at finde hoved eller hale i,” konstaterede jeg.

”Nej, det er en forstenet mus, og hovedet og halen er knækket af,” undskyldte han.

”Lad mig se engang,” sagde jeg og satte mig hen til skærmen. ”Bruger I CMS?”

”Ja, et ældgammelt system. Hvorfor?”

”Har du administrator-rettighed?”

”Ja…”

”Hvad er dit password?”

”Åh… hvad er det nu? Vent lidt, jeg har det her et sted… Heureka!”

“Godt. Hvad er det så?”

“Heureka,” gentog han.

“Okay, opfindsomt,” bemærkede jeg og åbnede programmet, klikkede et par gange, tændte en smøg og lænede mig veltilfreds tilbage.

”Sådan! Eller heureka, skulle jeg måske sige.”

”Er det rigtigt? Har du fundet det?” spurgte han overrasket.

”Jeps. Der var byttet om på et kolon og et semikolon i kildekoden, det var derfor det ikke virkede.”

”Utroligt… !” Han tog musen og klikkede på The Missing Link, og nu virkede det, så man kom videre til siden med Darwins teorier.

”Fantastisk, nu virker det igen! Du er genial, Nissen! Hvad bliver honoraret?

Jeg regnede efter igen. 65 millioner år til 800 kroner i timen og… jeg kiggede på hans forhistoriske ur. Der var næsten gået en time. Jeg besluttede mig for at runde op.

”456 milliarder og 800 kroner. Men du er en god kunde, Dino, så du kan nøjes med halvdelen,” tilbød jeg.

”Så vælger jeg de 800 kroner.”

Udgivet i Mysterier | Skriv en kommentar

Mysteriet om præsten og hans Alter Ego

Det var mandag, og klokken var blevet halv elleve, før jeg sad med morgenkaffe, smøger og syv kilo søndagsavis fra i går. Sneen dalede blidt uden for vinduerne, og jeg kunne se, hvordan den – måske lidt påtaget – lagde sig på taget og kirketårnet i det fjerne. Jeg sank hen i en farverig dagdrøm om hvid sne, grøn gran, blå himmel og rød Tuborg, da kirkeklokkerne pludselig bimlede løs, og jeg kastede mig halvdøv og forvirret over telefonen.

”Notre Dame, det er Quasimodo,” kvækkede jeg.

”Hva’be’ha’r?? Så har jeg vist ringet forkert!” lød en forvirret stemme i den anden ende.

”Nogen har i hvert fald klokket i det, for det ringer stadig for mine ører!” vrissede jeg og lagde røret på. Der gik kun et kort øjeblik, så ringede telefonen igen.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”

”Ja, goddag igen, jeg er From. Er der en klokke, der ringer nu?”

”Nej, gudskelov.”

”Øh… godt. Ejvind From er navnet, og jeg er formand for menighedsrådet i Kirkelille Sogn. Jeg ville høre, om De kunne gøre mig en tjeneste?”

”Skal det være en gudstjeneste?” spurgte jeg.

”Nej, ikke direkte. Men på en måde alligevel,” svarede han kryptisk. ”Jeg er ikke meget for at tale om det i telefonen. De kunne måske gøre mig den tjeneste at aflægge besøg i min bolig? Det er en tjenestebolig.”

”Joo, det kunne nok lade sig gøre. Skal vi sige kl. 13?” spurgte jeg.

”Det er en aftale, men kirken kan godt være lidt svær at finde. Må Gud være med Dem.”

”Nej, han må selv finde derud,” svarede jeg og lagde på.

Klokken 12.58 trillede jeg op ad Herrens uransagelige veje og parkerede foran den lille kirke i Kirkelille. From bød mig velkommen, og vi fulgtes ind på hans kontor, hvor han tilbød mig en kop espresso.

”Espresso? Meget gerne!” sagde jeg forventningsfuld.

”Overrasket?”

”En smule,” indrømmede jeg.

”Der står et sted i Bibelen, at David kommer med en forsoningsgave af nogle ristede bønner. Men der står ikke, at han kommer med en billig blanding fra Brugsen, der har småkogt på en tilkalket kaffemaskine nede på tanken hele dagen. Lige siden mine forældre tog mig med til mit første bønnemøde, har jeg sværget til denne fortræffelige Jahve-blanding fra Sumatra.”

”De er i sandhed from, From,” komplimenterede jeg.

”Tak. Men nu til sagen, De er jo ikke kommet på grund af mine bønner. Jeg har derimod en bøn til Dem. Vi har visse problemer med vores nye præst, Povl Wallach, som kom for et lille halvt års tid siden,” forklarede han.

”Hvorledes?” spurgte jeg.

”Det er som om han bliver en anden, når han træder ind i kirken og holder gudstjeneste. Normalt er han en stille og rolig mand, meget høflig og beleven, hilser altid pænt og holder døren for ældre damer. Men når han tager præstekjolen på og træder ind i kirken, så er han slet ikke til at kende igen.”

”Hvornår begyndte det?” spurgte jeg.

”Første gang vi havde svært ved at genkende ham til en gudstjeneste, viste det sig, at det slet ikke VAR ham, men en vikar fra et andet sogn. Uden at give besked havde Wallach taget et korstog til Det Hellige Land for at holde hellige sig sin ferie. Men da han kom tilbage, lignede han heller ikke sig selv og for den sags skyld heller ikke vikaren. Det ligner ham ikke.”

”Hm… det lyder som en lignelse med flere ubekendte. Hvad gør han anderledes?”

”Det hele skal bare gå stærkt. Han taler så hurtigt, at man dårligt kan forstå hvad han siger, og alle ritualer og ceremonier er skåret ned til et absolut minimum,” forklarede han.

”Har De selv en ide om, hvad der kan være sket?”

”Et af sognerådsmedlemmerne har hørt ham sige noget om Alter Ego. Vi er bange for, at han er ved at udvikle en slags skizofreni. At han bliver en anden, når han står foran alteret. Som om han har et andet jeg.”

Jeg sad og kiggede ud af vinduet og funderede over, hvad sognerådsformanden havde fortalt mig. I det samme kom en stor firehjulstrækker kørende ind på parkeringspladsen med en hestetrailer bagved.

”Hov, nu kommer han. Måske skulle De selv tale med ham?” foreslog From.

Jeg gik ned på gårdspladsen og kastede et nærmere blik på hestetraileren. Der stod en flot, brun hingst inde i traileren og gumlede på et net med hø. Jeg fortsatte ind i kirken, hvor præsten stod ved alteret og studerede en billedfrise, der forestillede Jesu liv som hest. Han havde grøn nylonjakke på, stramme ridebukser og brune læderridestøvler. Det havde præsten også. Jeg rømmede mig.

”Ahem, undskyld, pastor Wallach, må jeg tale med Dem et øjeblik?” spurgte jeg høfligt. Det gav et sæt i ham, hvorefter han smilede bredt og gav mig hånden.

”Ja, naturligvis. Hvad kan jeg gøre for Dem?” sagde han alfaderligt.

”Mit navn er Nissen, og jeg har et detektivbureau. Jeg har lige talt med sognerådsformanden, som er meget bekymret over Alter Ego,” begyndte jeg.

”Åh, javel. Ja, jeg havde jo frygtet, det ville komme for dagens lys,” sagde han forlegent.

”Deres frygt er ganske ubegrundet. From har ikke fundet ud af Deres lille hemmelighed,” beroligede jeg ham.

”Men De ved besked?” hviskede han.

”Ja, jeg ved godt hvem Alter Ego er. Jeg havde en trio til 4.000, da han blev treer i Koster Memorial. Fantastisk spurt.”

”Ja, ikke sandt? Han lå næstsidst ind i opløbssvinget, og havde løbet være bare 200 meter længere, så havde han helt sikkert vundet. Han er en dejlig dreng…” Præsten fik et saligt blik i øjnene.

”Men måske skulle De overveje kun at starte ham på hverdagsaftener. Jeg kan forstå, at det giver visse problemer med tempoet i afviklingen af gudstjenesten, at De nå skal nå til Lunden hver søndag.”

”Ja, jeg ved det godt, men jeg kan ikke svigte Lunden! Åh, hvad skal jeg dog gøre? Nu er dyre råd gode!”

”Find en person, der ligner Dem, og betro Dem til ham. Hvis I kan bytte plads undervejs i gudstjenesten uden at nogen opdager det, så kan han gøre den færdig, mens De skynder Dem til Lunden,” foreslog jeg.

”Du gode Gud, et Alter Ego! Selvfølgelig! Det er ikke blot en fremragende plan, Nissen, der er jo opfyldelsen af Froms profeti!”

Han strålede som et helt Lucia-optog, bare uden bøjle på tænderne, og ude fra gårdspladsen kunne man samtidig høre en godmodig vrinsken fra hans firbenede Alter Ego.

”Det lyder jo som en hel Morten Korch-film,” sagde jeg.

”Jeg synes nu kun det lød som traileren,” smilede Wallach og gav mig et varmt håndtryk og et par staldfiduser.

Udgivet i Mysterier | Skriv en kommentar

Mysteriet om tiden der blev slået ihjel

Det var en rigtig dagen derpå. Jeg vågnede lidt op af formiddagen med en dundrende hovedpine og supplerede derfor min morgenkaffe med et par panodiler. Det blev heldigvis en meget stille dag. Telefonen ringede først ud på eftermiddagen, da jeg lå og døsede i sofaen med kaffe og smøger og læste brugsanvisningen på den elektriske tandbørste, jeg havde fået i julegave. Jeg var bange for at få stødtænder.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” bekendtgjorde jeg.

”Goddag, De taler med Hans Ejnar Hansen fra Brønshøj. Jeg har brug for Deres hjælp i en lidt delikat sag, som ikke tåler offentlighedens lys.”

”Sådan har mine øjne det også i dag. Sig frem,” fremsagde jeg.

”Det er mine genboer, et nydeligt, ældre ægtepar. Han er pensioneret departementschef, og hun er tidligere skuespillerinde. De kender navnene, når jeg fortæller Dem det. Derfor kan jeg ikke ringe til politiet, før jeg er sikker i min sag.”

”Hvilken sag?” spurgte jeg skarpsindigt.

”Jeg tror, der er begået en forbrydelse derovre,” troede han.

”Jaså. Hvilken forbrydelse?” Jeg spidsede ører.

”Et drab. Jeg er sikker på, at de har slået tiden ihjel. Men jeg vil gerne bede Dem skaffe fuld vished, inden jeg anmelder det,” sagde han alvorstungt.

”Hvilken avis anmelder De for?”

”Statstidende. Jeg anmelder dødsboer.”

”Jeg kommer med det samme, der er ingen tid at spilde.”

”Nej, netop. Det her kan få uhyggelige konsekvenser.”

”Hvad mener De?” spurgte jeg desorienteret.

”Der er jo ingen tid at spilde, hvis de har slået tiden ihjel!”

”Netop…,” sagde jeg og fik adressen, hvorefter jeg ringede efter en taxa. En halv time efter stod jeg på en stille villavej i Brønshøj. Røde murermestervillaer, velfriserede hække, ryddede fortove, mellemklassebiler i carportene og hist og her lidt røg op af skorstenen. Typisk dansk forstadskvarter.

Jeg ringede på hos Hans Ejnar Hansen, mens jeg skævede mod genbo-ejendommen og spekulerede på, hvilke rædsler der mon havde udspillet sig derinde. Hansen lukkede mig ind, og vi satte os i hans stue.

”Hvordan fattede De mistanke?” spurgte jeg og smagte på den kop kaffe, han havde budt mig.

”Jeg har længe haft dem mistænkt for at forsøge. Hele ugen har de siddet i hver sin lænestol inde i stuen og bare stirret på hinanden uden at lave noget som helst. Her ved middagstid hørte jeg nogle frygtelige klokkeslag, og så blev der helt stille. Siden har jeg ikke hørt en lyd.”

”Hvad skulle motivet være?” spurgte jeg.

”Se hvad tiden har gjort ved dem! Engang var de unge, smukke og rige, og dengang havde de bare aldrig tid. Men siden de blev pensioneret, har de haft masser af tid, og nu er de ikke andet end rynket pergamenthud med leverpletter. Men de har aldrig brudt sig om, at nogen tikkede ved bordet. De synes, at livet har gjort dem uret, og de har engang fortalt mig, at de derfor prøvede at få tiden til at gå. Men jeg gætter på, at det ikke er lykkedes dem. Jeg har i hvert fald ikke set nogen forlade huset i flere dage. Jeg er sikker på, at de i stedet har besluttet at slå tiden ihjel.”

”Det er et muligt motiv, det har De ret i,” indrømmede jeg. ”Og anledningen… De siger, at de har haft masser af tid på det seneste?”

”Helt sikkert. Tiden har simpelthen stået stille derinde.”

”Men er De sikker på, at der ikke er andre, der har haft tid?” vedblev jeg.

”Se Dem omkring, Nissen. Hvad ser De? Ingen har tid til noget som helst i dag!”

”Det kunne også være, at den er blevet stjålet. En tidrøver måske?”

”Nej, jeg er sikker på, at der ikke har været nogen. Der ligger også stadig sne i hele deres have, og der er ingen fodspor,” fastslog han.

Han havde ret, det var helt oplagt. Jeg fornemmede, at jeg havde fat i noget stort. Noget, der virkelig ville vække opsigt, når det kom frem. Og som ville vokse sig større med tiden.

”Okay, så vi har et motiv og en anledning. Men hvad med mordvåbnet?” fortsatte jeg min mentale checkliste.

”Det lød på klokkeslagene som om det var et stumpt instrument. Det må være inde i huset stadigvæk.”

”Ja, det er nok på tide, at vi overvejer at gå over vejen og aflægge dem et besøg,” sagde jeg og rejste mig.

Han fulgte med derover. Sneen lå ganske rigtigt hvid og urørt, og det var tydeligt, at der ikke havde været nogen i flere dage. Jeg bankede på hoveddøren, men der var ingen reaktion. Jeg gik hen langs huset og så ind af vinduet. Inde i stuen stod to store lænestole vendt mod hinanden, og i stolene sad to ældre mennesker og stirrede på hinanden. Jeg anede straks uråd, og gik tilbage til hoveddøren og tog i dørhåndtaget. Endelig var der noget, der gik op for mig. Den var nemlig ikke låst.

Jeg gik ind i stuen og fik bekræftet mine bange anelser.

”Hansen!” kaldte jeg. Han kom langsomt og forsigtigt ind i stuen.

”De tog fejl. Deres genboer har ikke slået tiden ihjel – det er tiden, der har slået dem ihjel!”

”Umuligt! Jeg var så sikker i min sag!”

”Ja, en overgang troede jeg også på det,” medgav jeg.

”Men her er jo ikke nogen. Det betyder, at…” Han stivnede.

”Ja, De har ret. Det betyder, at tiden er løbet fra os!”

Udgivet i Mysterier | Tagget , , | 1 kommentar

Mysteriet om det stjålne blik

Morgenradioen spillede ”Smoke Gets In Your Ice”, mens jeg hældte kaffe op og tændte dagens anden smøg. Jeg sad som sædvanlig klar ved telefonen, men der skete ikke noget før op ad formiddagen, og så var det ikke engang telefonen der ringede, men dørklokken. Jeg gik ud og åbnede. Det var postbudet.

”Er De Nissen?” spurgte han på etatens vegne.

”Ja,” bekræftede jeg på egne vegne.

”Har De noget legitimation?”

”Du kan da se, det er mig der bor her, det er jo mig, der lukker op!” sagde jeg sarkastisk.

”De har ikke noget navn på døren,” påpegede Falkeøje.

”Nej, men jeg er altså mig,” sagde jeg filosofisk.

”Det ikke er så længe siden, de forrige beboere flyttede,” huskede han. ”Min postmester siger bare, at nissen altid flytter med.”

“Den påstand er en postand fra en påståelig postmand,” konstaterede jeg og viftede ham om næsen med mit Nissens Detektivbureau-visitkort, som jeg bruger, når jeg skal på kort visit.

”Udmærket, så skulle den sag jo være opklaret,” sagde han og klarede op.

Ja, og jeg skulle tage et honorar med strafporto, tænkte jeg, mens jeg modtog to almindelige prøvekuverter. Den ene knasede lidt mellem fingrene…

”Hey, post, et pulverbrev! Det vil jeg ikke have inden for døren!”

Han studerede brevet, rev rutineret et hjørne af posen og dryssede et brunt pulver ud i hånden og snusede til det.

”Det er Neskaffe. Det er vist en vareprøve,” konstaterede han tørt.

”Det vidste jeg da godt,” løj jeg, ”men det der syntetiske stads er altså ikke lige min kop te. Tag det med igen! Jeg drikker kun økologisk Java, som jeg selv har kværnet.”

”Beklager. Hvis det havde været et te-brev, kunne jeg måske have haft det i min tepose, men ikke dét der,” beklagede han og fortsatte sin postomdeling.

I stedet listede jeg diskret brevet ind ad min nabos brevsprække og koncentrerede mig om den anden prøvekuvert, der i det mindste viste tegn på en afsender, eftersom der stod Sigma på bagsiden. Inden i lå et tyndt, hvidt metalskilt, hvor der med sorte bogstaver stod ”HØNISSEN”. Jeg rystede opgivende på hovedet og greb telefonen.

Sigmaengang – nu Antons Låseservice,” lød det kort efter i den anden ende.

”Det er Nissen, er du gået fuldstændig fra forstanden, Anton?” vrissede jeg.

”Hov hov, rolig nu, hvad mener du?” spurgte Anton forbløffet.

”Troede du virkelig, du kunne spise mig af med det åndssvage blikskilt nede fra marskandiseren? Bare fordi du nu er blevet låsesmed!”

”Hvad fanden snakker du om?” spurgte han og simulerede vildrede.

”Jeg bestilte et dørskilt forleden dag, og du har sendt mit et ældgammelt blikskilt, som du har stjålet ned fra marskandiseren!” vedblev jeg.

”Fra Hønissens marskandiser? Det kunne jeg da aldrig drømme om!” protesterede han.

”Hvorfor står jeg så med Hønissens åndssvage blikskilt i hånden?” spurgte jeg.

”Fatter minus… men vent lidt, jeg spørger lige min assistent. MARIE!! Hvor fanden er det pigebarn henne?”

”Er det hende med de lange ben og den store barm?” spurgte jeg uskyldigt.

”Ja, kender du hende?” replicerede han i et mistænkeligt mistænksomt tonefald.

”Nej, ikke på DEN måde, men sidst jeg var nede i din butik, sendte hun mig et stjålent blik.”

”Så er det vel bare det, du nu har fået med posten,” foreslog han.

”For helvede… ja, selvfølgelig!”

Hvor dum kunne jeg være, tænkte jeg, men havde ikke tid til at vente på svaret. ”Nå, men så er dét mysterium opklaret,” tilføjede jeg i stedet og opjusterede min opklaringsprocent.

”Jeg skal nok tale med hende,” sukkede Anton. ”Hun lider af både jernmangel og metaltræthed, og hun drømmer kun om at blive gift, så hun kan blive skilt. Hun har stjålet blik før, og jeg har flere gange været lige ved at tage hende på fersk gerning, men hver gang nåede hun at slå blikket ned.”

”Heldigvis ikke mit problem. Hvad gør jeg med skiltet?” spurgte jeg.

”Send det ned til mig, så får jeg hende til at levere det tilbage til Hønissen. Og du skal nok få det rigtige skilt. Lad mig lige checke din bestilling. Hvordan staver du til Nissen?” spurgte han.

”Som i Anders And og Onkel Joakim, der spiller Black Jack.”

”To n’er og to s’er?”

”Nemlig.”

”Jeg skal nok få det lavet i en fart,” lovede han.

I det samme brasede 4 kittelklædte, maskerede mænd ind i min lejlighed, greb mig i armen, førte mig ud på trappen og gennede mig ned på gaden, hvor min nabo sendte mig endnu et stjålent blik, der sagde ”Pulveralarm!”

Udgivet i Mysterier | Tagget , | Skriv en kommentar