Nissens Detektivbureau

Jeg var stået tidligt op og havde sat vand over af hensyn til mit nytårsforsæt om ikke at ryge før morgenkaffen. Mens vandet sad over, gik jeg ned i stueetagen og hentede avisen i postkasseanlægget. Egentlig mærkeligt at de sætter portoen op og så lader posten blive nede, men det er vel en del af brevhemmeligheden. Det må være noget for avisernes gravergrupper. Efterhånden har alle redaktioner jo dedikeret en lille håndfuld journalister til grundig research og undersøgende journalistik, så de andre kan koncentrere sig om vigtigere sager.

Telefonen ringede præcis da kaffen var færdig, og jeg nytårsforsætligt havde tændt min første smøg.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen,” inhalerede jeg.

”Godmorgen, Nissen, du taler med Carl Henrik Graversen fra Nationalmuseet. Jeg er chef for den gruppe arkæologer, der graver ud ved den nye Metro-linie på Kgs. Nytorv,” sagde han.

“Jeg troede man brugte metrologer og ikke arkæologer?” røg det ud af mig.

“Nej, det ville være helt hen i vejret. Men hør nu, jeg har en lidt speciel sag, jeg gerne vil drøfte.”

”Hvad drejer det sig vedrørende?” spurgte jeg.

”Vi er som sagt ved at grave ud under Kgs. Nytorv, og en af mine medarbejdere er temmelig langt nede i øjeblikket,” sagde han.

”Hvor er de andre så henne?” spurgte jeg opklarende.

”De må arbejde over, fordi han er så langt nede, at han ikke kan overkomme det han skal,” svarede han.

”Øh, dette er et detektivbureau, ikke et management-konsulentfirma!” påpegede jeg og hældte mere kaffe op.

”Gør det nogen forskel?” spurgte han.

”Ja, mit honorar er kun en tredjedel, men så slipper du til gengæld også for Power Point-præsentationer,” svarede jeg.

”Fint, vi har en aftale!” udbrød han med noget, der kunne forveksles med glæde i stemmen.

”Hvad var det lige, problemet var? En af dine medarbejdere er lidt nede i udgravningerne… har han tunnelsyndrom?” spurgte jeg uddybende.

”Nej, det skal du ikke bore mere i. Man kan snarere sige, at han er ved at miste jordforbindelsen. Men det er lidt svært at forklare pr. telefon, så måske vi kan mødes?”

”OK,” sagde jeg, tømte min kaffekop og begav mig på vej. Lidt senere sad jeg på hans lille kontor i en skurvogn midt på Kgs. Nytorv og blev budt en kop kaffe og et rundstykke, der lignede noget fra Absalons tid. Smagen var dog overraskende ny, og jeg aldersbedømte den til midten af 1700-tallet, dvs 70.

”Det drejer sig om min gode medarbejder Søren, som giver os visse problemer. Vi finder jo en del gamle ting og sager i udgravningerne, men hver gang hævder han, at det er noget fra hans egen barndom,” forklarede han.

”Er det ikke bare noget, han finder på?” indskød jeg.

”Nej, det virker ikke sådan. Det begyndte med, at vi fandt noget legetøj, som han påstod var dét, hans barndomsven Robert stjal fra ham engang de var blevet uvenner ovre i fritidshjemmet. En anden gang fandt vi en kam, der var magen til den, hans mor brugte til at afluse ham med. Og i går fandt vi nogle skår, som han var sikker på stammede fra en potte, han smadrede, da drengene på vejen var til bob-stævne i dagligstuen,” forklarede han.

”Har du talt med ham om det?” spurgte jeg.

”Ja, jeg kalder altid en skovl for en skovl og en spade for en spade, det er mest praktisk i vores fag. Uheldigvis kom jeg også til at kalde ham for en skovl og en spade, men han sagde bare tak for tilbagemeldingen og insisterede stadig på at katalogisere disse fund som noget fra hans barndom,” sagde han.

”Er han god til at få feedback?” ville jeg vide.

”Ja, for Søren, han er den bedste jeg har. Man kan sige alt til ham. Man kan ligefrem slå til Søren, uden der sker noget. Det er der desværre også nogle af kollegerne, der udnytter. Vi har f.eks. en kvindelig praktikant, der er lidt barmfager, og hun kalder ham sit lille lækre potteskår og spørger altid, om han vil med hjem i hendes arkæo-logi og malke hendes gravko. Forleden sagde han ja, og så grinede hun bare og sagde at han havde jord i hovedet. Han undskyldte og gik straks ud og i omklædningsrummet og vaskede hår, men da han kom tilbage, var hun som sunket i jorden.”

”Hm… finder han sig virkelig i alt det?” spurgte jeg.

”Ja, man begriber det ikke, vel?” spurgte han.

”Her er det mig, der stiller spørgsmålene,” affærdigede jeg ham. Han spurgte om noget mere, men jeg overhørte det og kan derfor ikke gengive det her.

”Må jeg se hans ansættelseskontrakt?” spurgte jeg i stedet.

”Øh, ja, gerne… jeg har hans sagsakter her,” sagde han og tog et dossier frem fra et skab. Jeg kiggede hurtigt papirerne igennem, men fik ikke bekræftet mine værste anelser. Jeg fik dog bekræftet mine næstværste anelser, og det var godt nok i situationen.

”Jeg har et godt bud på, hvorfor Søren han finder sig i alt. Både i de ting, I graver op af jorden, i dine fornærmelser og i drillerierne fra kollegerne,” sagde jeg.

”Umuligt, så hurtigt kan man da ikke finde noget, det et jo en bombe under vores langtidskontrakt med Metro-selskabet!” udbrød han rædselsslagen.

”Ja, Graversen, det er netop problemet. Du skulle nok have ansat Søren på fast løn i stedet for på findeløn.”

To dage til jul. En af årets korteste dage, hvilket nok var forklaringen på, at telefonen stadig ikke havde givet lyd fra sig, da jeg var færdig med morgenkaffen, smøgerne og avisen. Jeg overvejede at gå på biblioteket og låne noget lødig litteratur til at have liggende på sofabordet i juledagene, hvis der nu skulle komme gæster. Ulysses, Krig og Fred, Gulag Øhavet, Frøken Jensens Kogebog o.lign.

Ikke for at imponere, men jeg er ikke så hurtig til at lave med, så bare for at gæsterne havde noget fornuftigt at tage sig til imens. Min kusine blev engang helt færdig med Ib Michael, mens jeg skrællede kartofler. Selv om han blev ved med at invitere hende ud, var hun helt færdig med ham. I hvert fald så længe han ikke ville oplyse sit efternavn.

Jeg blev brat trukket tilbage til nutiden af telefonens insisterende kimen. Jeg lod den ringe, for samtidig lød min mobiltelefons dommedags-ringetone, ”Last Christmas”.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”

”Goddag, det er Leonora von Silvermanke.” Stemmen tøvede. ”Kan man være anonym her?”

”Ja, sagtens. Bare ring op igen og lad være med at sige Deres navn.”

”Fint, tak.” Hun afbrød forbindelsen, og kort efter lød organdonorhittet igen. ”Last Christmas, I gave you my heart…”

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”

”Goddag, min mand opfører sig meget mærkeligt, og jeg vil gerne være anonym,” sagde en anonym stemme.

”Måske er det derfor, han opfører sig mærkeligt?” spurgte jeg.

”Nej-nej, De forstår ikke. Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal begynde…,” sagde hun og gik i stå.

”Det kan også være derfor, han opfører sig mærkeligt. Måske skulle De kontakte en sexolog?” foreslog jeg.

”Det har jeg forsøgt, men han kom aldrig. De må hjælpe mig, Nissen. Problemet er, at min mand aldrig er hjemme, og jeg kommer aldrig uden for en dør. Jeg er efterhånden sikker på, at han har en affære med naboen. Det er ung, enlig jurist, som er flyttet ind for et par måneder siden. Hun ligner en fotomodel, altså billedligt talt.”

”Hvad får Dem til at tro, at de har noget sammen?” spurgte jeg.

”Jeg ved det ikke rigtig. Jeg synes bare, han opfører sig mærkeligt. Når han har parkeret bilen i carporten og nærmer sig hoveddøren, er det som om han tøver og vender om.”

”Hvad laver Deres mand?”

”Aner det ikke, han er ikke hjemme,” svarede hun forvirret.

”Jeg mener… hvad arbejder han med?”

”Nååh, han er også jurist.”

”Er han samme sted som naboen?” spurgte jeg skarpsindigt.

”Det ved jeg ikke, han er i hvert fald ikke hjemme lige nu,” svarede hun.

”Hvad med Dem selv?”

”Jeg er hjemme.”

”Jeg mener, hvad er Deres beskæftigelse?”

”Jeg er hjemmegående, det har jeg været siden vi blev gift,” sagde hun.

”Godt. Jeg må hellere komme forbi og undersøge sagen nærmere.”

”De skal være velkommen. Men jeg vil altså stadig gerne være anonym.”

”Diskretion er en selvfølge i min branche. Jeg tager et bind for øjnene og snupper en taxa. Hvad er adressen?”

”Livets Vej 11.”

”Jeg er på vej!” Jeg afsluttede samtalen og udvalgte mig et bind af Kierkegaards samlede værker, hvorefter jeg ringede efter en taxa. Da jeg steg ind, holdt jeg som aftalt bindet op foran ansigtet, så jeg ikke kunne se noget. En halv time senere holdt taxaen stille, og jeg gav chaufføren mit kort og bad ham fortælle i hvilken retning huset lå.

”Den vej!” svarede han og kørte, mens jeg bandede og prøvede at forestille mig hvilken retning, han havde peget i. Han lød også meget kort for hovedet, og desværre var det nok mit kort, han var kørt med. Efter at have vadet rundt i blinde et stykke tid, smugkiggede jeg på bogen. Den hed ”Stadier Paa Livets Vei”, og jeg slog op i indholdsfortegnelsen og fandt hurtigt von Silvermankes hus. Da jeg nærmede mig, tog jeg bindet op foran øjnene igen og famlede mig frem til en husmur og fulgte den til højre, indtil jeg mærkede en dørkarm. Så væltede jeg med et brag over noget, der stod lænet op ad døren, og Kierkegaard fløj hen over fliserne.

Da jeg rejste mig for at se, hvad jeg var faldet over, tog sagen en helt uventet drejning. Det var en stol. Jeg tog i hoveddøren, og den gik op. Inde i entreen stod min klient som forstenet og stirrede først på mig og så på stolen.

”Vi må hellere gå ind i stuen,” sagde jeg. Hun nikkede og gik foran.

”Hvor længe siden er det, han satte Dem stolen for døren?” spurgte jeg, og hun krympede sig.

”2 måneder…”, hviskede hun.

”Hvad skete der?”

”D-d-d-det er svært at tale om,” fremstammede hun, men jeg ventede tålmodigt, indtil hun fortsatte.

”Han ville absolut hver eneste aften, men jeg blev ved med at sige, at jeg ikke havde lyst. Jeg kunne måske klare det en eller to gange om ugen, men ikke hver dag. Jeg bad ham om at holde sig på måtten, og så var det, han stillede mig stolen for døren.”

Tårerne trillede ned ad hendes kinder, da hun for sit indre blik gennemlevede det mareridt, som hendes ægtemand måtte have gennemlevet uden for hoveddøren de sidste måneder.

”Det er jo forfærdeligt. Hver gang han kom hjem, måtte han bare holde sig på måtten, og jeg kunne ikke komme ud til ham, fordi han havde sat stolen for døren. Jeg havde helt fortrængt det, så det er nok derfor, jeg begyndte at tro, at han havde en affære med naboen!”

”Og De har slet ikke holdt en dør åben for ham?” forsøgte jeg.

”Jooo, altså, der er jo adskillige kælderdøre i huset. Vi købte det af en konkursrytter, der altid gik nedenom og hjem. Måske skulle jeg prøve at tilsidesætte mine egne behov og give ham en sidste chance. Det er bare… åh, jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på det.”

”Er det virkelig så slemt at imødekomme Deres mands behov?” spurgte jeg og undertrykte et lummert smil.

”Slemt!! Har De måske nogensinde været tvunget til at se Deadline hver eneste aften hele ugen, når De hellere bare ville have sex!”

“Nej, det kan jeg forsikre Dem for at jeg ikke har, jeg plejer at se det helt frivilligt,” svarede jeg og nåede lige at smutte ud, inden hun satte mig stolen, spisebordet og en kommode for døren.

Halvdelen af julemåneden var snart gået, og jeg havde stadig hverken været eller fået pyntet op til jul. Heldigvis havde der været rigeligt at se til på bureauet, for jeg havde måtte endevende samtlige bunker, skuffer og skabe for at finde et ganske bestemt bilag, som jeg havde lovet min revisor sidste forår. Bedst som jeg sad og fantaserede om, hvad jeg kunne bruge tiden på, hvis jeg havde en sekretær, blev jeg brutalt revet ud af mine dagdrømme af telefonens insisterende kimen.

”Nissens Detektivbureau, det er Nissen.”

”Goddag, det er Ronald Hansen, jeg er informationschef i Gebyrbanken. Jeg har brug for øjeblikkelig assistance i en særdeles prekær affære!”

”Sig frem, sig frem…,” fremsagde jeg og tændte rutinemæssigt en smøg.

”Vi indleder altid dagen med et lille morgenmøde på direktionsgangen, og der er optræk til en mindre bankskandale. Den må vi øjeblikkeligt have standset effektivt og diskret, før der slipper noget ud til offentligheden. Kan du komme med det samme?”

”OK, jeg er der om 10 minutter,” sagde jeg og tændte rutinemæssigt en smøg til.

Gebyrbanken lå ikke længere væk, end at jeg kunne spadsere derover, men jeg tog alligevel en udateret taxakvittering på 150 kr. fra skuffen, så jeg havde noget at handle med, når vi skulle tale om mit honorar.

Godt 10 minutter senere sad jeg på informationschefens kontor, og han skænkede en kop kaffe og rakte mig en skål med småkager, men af frygt for et gebyr afslog jeg høfligt, da jeg kunne se, at de var overtrukket.

”Lad mig høre kendsgerningerne,” lagde jeg ud.

”Det er som sagt en meget penibel sag. Under vores morgenmøde har Direktøren tilsyneladende taget sin sekretær på ordet!” sagde informationschefen og rødmede som jeg aldrig har set en bankmand rødme før.

”Tilsyneladende?” spurgte jeg mistroisk.

”Ja, men ingen så eller hørte noget, for alle havde lige fået deres kuverter med julegratiale,” forklarede han.

”Jeg må hellere tale med sekretæren først,” sagde jeg.

”Nu skal jeg hente hende,” sagde informationschefen og rejste sig. Kort efter kom han tilbage med en nydelig dame midt i 50’erne og præsenterede hende som direktørens sekretær, hvorefter han taktfuldt lod os alene.

”De må hellere beskrive forløbet med Deres egne ord,” bad jeg.

”Ja, det var jo altså dem, Direktøren tog mig på. Men det hele gik så hurtigt. Direktøren havde netop delt kuverter ud til alle cheferne, og de var travlt beskæftiget med at dampe frimærkerne af…,” begyndte hun.

”Undskyld,” afbrød jeg, ”hvad mener De med, at de dampede frimærkerne af?”

”Der er jo ikke længere politisk opbakning til at uddele bankpakker, så cheferne får kun et overfrankeret brev med besked om at dampe af.”

”Hvad skete der så?” spurgte jeg.

”Ja, så var det at… han lige pludselig tog… at han tog mig…” Hun rystede over hele kroppen og trak vejret hurtigt i små stød. ”At han tog mig på ordet!”

“Men hvad havde De dog sagt, siden han reagerede sådan?”

“Det har jeg ingen erindring om. Normalt har jeg jo aldrig noget at skulle have sagt, det siger næsten sig selv.”

“De sagde vel ikke… op?”

“Nej, er De vanvittig, det ord kunne jeg aldrig tage i min mund,” forsikrede hun mig indigneret.

“Talte De måske om noget andet, De kunne tage i Deres mund?” spurgte jeg uskyldigt.

“Det var dog den stiveste! Det finder jeg mig ikke i, unge mand!” sagde hun harmdirrende og gjorde mine til at rejse sig.

”I min branche er der visse spørgsmål, man er nødt til at stille,” affærdigede jeg hende høfligt, men bestemt og nød for en gangs skyld at være i et pengeinstitut, hvor det var mig, der stillede spørgsmålene. ”Jeg må også hellere tale med Direktøren, før jeg har en mening om sagen,” tilføjede jeg nøgternt.

”Selvfølgelig,” sagde hun med årelang autoritetstro og rejste sig.

Hun gik hen og åbnede døren, og sært nok stak informationschefen straks hovedet ind og oplyste, at han allerede havde bedt Direktøren om at komme. Lidt efter trådte en høj, statelig mand ind af døren i en sky af cigarrøg.

”Jeg troede, der var en rygepolitik?” bemærkede jeg.

”Jeg har netop talt med bestyrelsesformanden, og han gav udtryk for en forventning om, at jeg ryger i dag. Og man skuffer ikke bestyrelsesformanden,” erklærede han på protokolmåden.

”Lad os nu se, hvor galt det går. Men jeg vil gå lige til sagen: er det korrekt, at De tog Deres sekretær på ordet?”

”De må være vanvittig, unge mand. Jeg har aldrig taget nogen på ordet! Det vil alle, der kender mig, kunne bevidne!” tordnede han.

”De er da ellers ordførende direktør,” sagde jeg henkastet.

”Det har De aldeles ret i, unge mand, og nu skal jeg…” Pludselig gik han i stå og sad blot og stirrede udtryksløst på mig.

”Ja, De har ret, hr. Direktør. De gik lige i fælden. De har netop taget mig på ordet,” konstaterede jeg nøgternt.

”De godeste! De har ret. Jeg ved ikke, hvad der går af mig. Jeg er jo færdig, hvis det slipper ud!”

Pludselig lignede han bare en gammel bedstefar, som man fik lyst til at gå hen og give et filttæppe og en fjernbetjening, så han kunne sidde i sin skotskternede slåbrok med en kop Frellsen kaffe og se et Matador-mix.

”Måske kan vi finde en ordning?” antydede jeg med finansiel diskretion.

”Hvorledes mener De?” spurgte han, selv om Ordning er det første fag man har på bankskolen.

”Hvis jeg nu overtaler Deres sekretær til at ændre forklaring til, at De tog hende på bordet og ikke på ordet, så er jeg sikker på, at vi kan ride den af. Stormen, altså.”

Han tænkte et kort øjeblik over forslaget og lignede pludselig bare en gammel gris, som man fik lyst til at gå hen og give et stykke køkkenrulle og en fjernbetjening, så han kunne sidde i sin ærmeløse netundertrøje med en lunken dåsebajer og se en sengekantfilm.

”Det er i orden, unge mand. Lad os kalde hende ind.”

Sekretæren var ikke svær at overtale, hvis hun blot kunne få vished for, at der vitterligt ville gå rygter om, at Direktøren havde taget hende på bordet, og få minutter efter havde vi en fortrolig aftale. Jeg havde for en sikkerheds skyld ladet døren stå på klem, så jeg var sikker på, at informationschefen allerede havde formidlet budskabet til hele banken.

Jeg forlod Gebyrbanken med min guldrandede andel af aftalen, som i princippet betød, at jeg ikke behøvede at arbejde resten af året, eftersom jeg var blevet fritaget for bankens gebyrer i en hel uge.